15.01.2017

BALANCEGANG: Det er blevet en politisk ortodoksi, at Australien kan balancere både USA og Kina — som om vi kan bygge en bro mellem dem. Men hvis nogen kan teste den ortodoksi, er det en Trump-administration, siger den australske historieprofessor James Curran, kort før USA skifter præsident.

Interview af Sofie Buch Hoyer

Siden Anden Verdenskrig har Australien og USA haft et særdeles loyalt samarbejde med stærke fælles interesser og få politiske konflikter.

Men nu sætter udenrigspolitiske eksperter, politiske kommentatorer og folkevalgte på begge sider af Australiens parlament spørgsmålstegn ved den kommende præsident Donald Trumps åbenlyse ambivalens omkring USA’s internationale anliggender.

Trumps målsætning for Amerika om at se mere indad, om muligt opgive visse alliancer samt forkaste landets mangeårige forpligtelser i forhold til den globale sikkerhed kommer samtidig på et tidspunkt, hvor Kina vinder stadig større indpas i Asien og Stillehavsregionen.

RÆSON har spurgt James Curran, historieprofessor på Sydney Universitet og ekspert i forholdet mellem Australien og USA: Bør Australien styrke sine strategiske bånd til Kina eller holde fast i den gamle alliancepartner USA?

RÆSON: Du skriver i din seneste bog, ‘Fighting with America’, at alliancen mellem USA og Australien “aldrig har set noget lignende i forhold til Donald Trump”. Kan du uddybe?

Trump, som det er blevet fremhævet af mange, får det til at lyde, som om han har total foragt for efterkrigstidens internationale orden, der i vid udstrækning blev formet af USA. Han har et transaktionsbaseret syn på alliancer, mangler en forståelse af disse relationer og truer med en handelskrig mod Kina. Især det sidste kan få en negativ betydning for Australiens interesser.

RÆSON: Tror du, vi vil se Obamas såkaldte rebalancering i Asien efterladt i ruiner under Trump?

Det tror jeg ikke. Telefonsamtalen med Taiwans præsident viser, hvordan Trumps temperament og dømmekraft kan skabe store problemer. Han vil kræve mere af USA’s allierede i Asien, særligt Japan og Sydkorea, men jeg tvivler meget på, at han vil vende Obamas ‘pivot to Asia’, som er fast forankret. Hvad vi dog måske vil se er en større amerikansk flåde i området — men vil Trump bruge den til at forsøge at få kineserne til at trække sig tilbage fra Det Sydkinesiske Hav? Det er sandsynligvis for sent nu.

Hvad vi dog måske vil se er en større amerikansk flåde i området — men vil Trump bruge den til at forsøge at få kineserne til at trække sig tilbage fra Det Sydkinesiske Hav? Det er sandsynligvis for sent nu.
_______

 

RÆSON: Australien har været vidne til både Kinas fremvækst og USA’s rebalancering. Den massive udvidelse af jeres økonomiske bånd til Kina er således foregået parallelt med styrkelsen af alliancen til USA. Hvordan er det muligt at balancere dette dilemma — det stærke politiske forhold til USA på den ene side og de store økonomiske muligheder i Kina på den anden?

Jeg læste forleden et interview med vores udenrigsminister, og det er nu blevet sådan en politisk ortodoksi, at Australien kan balancere både USA og Kina — som om vi kan bygge en bro mellem dem. Men hvis nogen kan teste den ortodoksi, er det en Trump-administration. Se igen på de reaktioner, der har været i kølvandet på Trumps telefonsamtale med Taiwans leder. Det er denne form for uforudsigelighed og ustabilitet, der kan skabe store problemer for Australien. Noget tyder også på, at Trump vil have Australien til at udføre ‘freedom of navigation’-patruljer i Det Sydkinesiske Hav som gengældelse for den flygtningeaftale, vi lige har indgået med dem. Men det tror jeg ikke, den australske regering accepterer. Vi har for meget på spil med Kina.

RÆSON: Offentligheden i Australien ser både Kina som en mulighed og en trussel. Skal Australien styrke sin bånd med Kina eller USA?

Selv med de dystre udsigter, som Trump har formuleret for Asien, kan jeg ikke se en australsk regering, der aktivt distancerer sig fra USA’s militære tilstedeværelse i regionen. Jeg tror, vi vil undersøge mulighederne for at udbygge det militære forhold til USA som modvægt til de på samme tid usikre kinesiske ambitioner. Jeg tror stadig ikke på, at Kina er en revisionistisk magt, der vil forsøge at vælte det internationale system. Men jeg tror, at denne dybtliggende angst i Australiens strategiske forestillingsevne — det ligger i vores DNA — altid vil få australske regeringer på begge sider af spekteret til at forsøge at styrke forholdet til Washington.

RÆSON: En repræsentativ meningsmåling foretaget af Lowy Institute Poll blandt den australske befolkning viste sidste år, at næsten 50 procent af de adspurgte mente, at “Australien bør distancere sig fra USA, hvis Trump bliver valgt som præsident”. Men er dette muligt med de stærke bånd landene imellem samt de mange fælles værdier — demokrati, retsstatsprincipperne etc.?

Mange kommentatorer herhjemme taler om nødvendigheden for at skulle samarbejde mere med USA nu. Andre argumenterer for, at alt er okay mellem Australien og USA, fordi Trump har udråbt generaler, der kender til Australiens kampdygtighed i tidligere krige.

Når det er sagt, så har Trump som tidligere nævnt truet med at skrotte mange af de værdier, som begge lande værdsætter — herunder hans uanstændige udtalelser om kvinder, hans foragt for minoriteter og hans tilbøjelighed til at gøre grin med handicappede. Australiere velkommer ikke denne slags opførsel. Sagt mere direkte: hvis Trump iværksætter politiske initiativer, der konflikter med australske værdier og interesser, så tror jeg ikke, at Australiens regering vil tøve med at distancere sig fra Trump.

RÆSON: Hvordan skal Australien håndtere den nye politiske situation, når det gælder landets sikkerhedsmæssige kapaciteter? Bør Australien opruste sine regionale alliancer for på den måde at forberede sig på en anderledes USA-strategi?

Sådanne udvidelser har allerede fundet sted — med Singapore, Indien, Japan og Indonesien. Men det kan meget vel være, at denne slags samarbejder intensiveres, mens usikkerheden omkring USA’s kommende Asien-strategi fortsætter. Det er dog afgørende, at denne form for engagement ikke bliver opfattet som en inddæmning af Kina.

RÆSON: Er det muligt for Australien at drage fordel af den nuværende usikkerhed? Det kan måske være en stor chance for at booste landets internationale diplomati?

Australien har altid stræbt efter at være et aktiv, manøvredygtigt og innovativt mellemmagtsdiplomati, hvilket vil blive testet under de nye omstændigheder. Dette vil især kunne mærkes i internationale og multilaterale fora i løbet af de næste fire år. Trump har fordømt frihandel og knap skjult sin foragt for FN og NATO. Men jeg mener, det er her, den australske indsats bør rettes hen i samspil med vores multifacetterede politik om at engagere os i Asien og Stillehavsområdet. Australiens diplomati bør fokusere på at sikre den form for regionale magtbalance, der forstærker vores økonomiske interesser. Canberra-regeringen vil være nødt til at arbejde hårdere end nogensinde for at overbevise Washington om, at USA’s tilstedeværelse i Asien er vital for den regionale orden og stabilitet.

Jeg tilslutter mig synspunktet om, at alliancer bør genopfriskes fra tid til anden, men jeg tvivler på, at Trump har indset, i hvilket omfang USA har brug for samarbejdspartnere.
_______

 

RÆSON: I din seneste bog skriver du også, at “den mest alarmerende dimension ved Trumps internationale dagsorden er hans foragt for USA’s globale alliancesystem”. Er verden klar til en ny verdensorden, tror du? Det er jo ingen nyhed, at magtrelationer ændrer sig i løbet af historien. Måske er der med valget af Trump et behov for at se på det globale alliancesystem med friske øjne?

Det er jeg enig i. Når Trump officielt tiltræder som præsident, tror jeg dog, han vil forstå, at USA stadig har brug for allierede for at kunne agere internationalt. Så jeg tilslutter mig synspunktet om, at alliancer bør genopfriskes fra tid til anden, men jeg tvivler på, at Trump har indset, i hvilket omfang USA har brug for samarbejdspartnere i forskellige dele af verden for at kunne opnå sine udenrigspoliske målsætninger. Man behøver kun at se på, hvad Obama har forsøgt at gøre i sin regeringsperiode. Han udtrykte den samme form for frustration omkring allierede, der ikke investerede nok i deres forsvar, eller som ikke gik foran i visse internationale operationer.

RÆSON: Men hvilken form skal en ny verdensorden i så fald tage? Og hvem skal skabe den?

Det er svært at svare på. Hvis Trump gør alvor af sin isolationistiske approach, vil vi så se USA’s allierede rykke tættere sammen og nærmest vente på, at USA bringer sig selv i spil igen internationalt? Kina har endnu ikke udtrykt et ønske om at ville skabe en ny form for verdensorden. Styret har forsøgt at bygge nye regionale strukturer såsom Asian Infrastructure Investment Bank, og nu hvor TTP (Trans-Pacific Partnership) ser dødt ud, skubber Kina på for at skabe et omfattende regionalt økonomisk samarbejde. Men jeg kan ikke se Beijing lede en ny verdensorden på samme måde, som USA gjorde det efter Anden Verdenskrig. Dér er vi ikke endnu.

RÆSON: Asien og Stillehavet er en region med stadig flere udfordringer: Spændingerne i Det Sydkinesiske Hav, Nordkoreas atomvåben, Filippinernes autoritære præsident etc. Hvad er i din optik regionens største udfordringer de kommende år?

Jeg tror, at mange af landene i regionen vil være meget nervøse omkring USA’s vedholdenhed. Mange af dem har det samme dilemma som Australien; de har alle vitale økonomiske bånd til Kina. Der er hele tiden snak om, at nogle af alliancerne er temmelig slidte, men når man kigger på befolkningerne, ønsker de fleste, at USA bibeholder sin udenrigspolitiske og militære tilstedeværelse i området. De panikbølger, som er opstået i kølvandet på Trumps telefonsamtale med Taiwans leder, er selvfølgelig med til at gøre Asiens alliancer urolige. Men denne ustabilitet har vi set før, fx i slutningen af 1960’erne under Nixon-doktrinen, eller da Jimmy Carter forsøgte at trække amerikanske tropper tilbage fra Sydkorea.

RÆSON: Så hvad ser du som den største udfordring?

Den er helt klart, hvilken orden der opstår, når de tektoniske plader begynder at rykke sig politisk, især med Kinas gennemslagskraft. Denne udvikling betyder ikke nødvendigvis konflikt, det kan sagtens være en godartet magtforskydning, og her gælder det om at tilgodese alles strategiske interesser for at opretholde stabiliteten i vores region. Altså skabe en regional orden med en ligevægt, der forhindrer konfrontation, forstærker samarbejdet og styrker de økonomiske fordele. Jeg ved godt, det lyder meget diplomatisk, men det er for mig at se den største udfordring.

ILLUSTRATION: Den amerikanske flåde på besøg i Sydney, Australien (foto: US NAVY).

Sofie Buch Hoyer (f. 1990) er en dansk journalist uddannet fra Journalisthøjskolen og The University of Hong Kong. Tidligere reporter på Politiken og RÆSON og underviser på Silkeborg Højskole. Har rapporteret fra Hongkong, Rusland og Tyrkiet for blandt andre Politiken, TV 2 Nyhederne, Radio24syv og CNN International.