25.09.2017

De irakiske kurdere går i dag til stemmeurnerne. De skal stemme om kurdisk løsrivelse fra Irak. Afstemningen er ikke juridisk bindende, men bærer enorm symbolværdi i den irakisk-kurdiske kamp for selvstændighed. Kurderne har både været de mest vestligt orienterede og mest effektive allierede i Vestens kamp mod IS, og så har de nydt amerikansk støtte og udstrakt autonomi fra Bagdad siden 1991. Men trods dette, har amerikanerne stillet sig i opposition til afstemningen grundet frygt for voksende regional ustabilitet og frygt for, at det vil spolere de amerikanske Irak-planer.

Analyse af Jakob Lindgaard

USA har længe reelt støttet kurderne i Irak
Når højtstående amerikanske politikere og embedsmænd de sidste mange år har besøgt Iraks hovedstad, Bagdad, har de stort set altid også gjort et stop i den irakisk kurdiske regions hovedstad, Erbil. Da Obama gik ind i krigen mod IS i sommeren 2014, var der god grund til at tro, at det handlede mindst ligeså meget om flere hundrede amerikaneres tilstedeværelse i det dengang truede Erbil, ligeså meget som det handlede om de fordrevne yazidier fra Sinjar-bjerget.

Efter den første Golfkrig i 1991 sikrede amerikanerne med etableringen af en no-fly zone over de kurdiske områder i det nordlige Irak en de facto kurdisk autonomi. Den autonomi fik så de jure status, efter kurderne havde hjulpet amerikanerne mod Saddam Hussein under den anden Golfkrig i 2003—godt hjulpet af Tyrkiet i øvrigt, som nægtede de amerikanske styrker adgang til Irak gennem Tyrkiet—og blev skrevet ind i den irakiske grundlov i 2005. Siden sommeren 2014 har de kurdiske Peshmerga-styrker så været en trofast allieret på landjorden i den amerikansk ledede Operation Inherent Resolve (OIR) mod Islamisk Stat (IS), som Danmark også deltager i.
Amerikanerne har også kompenseret kurderne for nogle af de 17% af de samlede irakiske olie- og gas-indtægter, som kurderne iflg. den irakiske grundlov har ret til, men som kurderne de seneste år ikke har set meget til.

Men USA er imod kurdisk løsrivelse
Men nu hugger amerikanerne hælene i. Den amerikanske politiske repræsentant for OIR, Brett McGurk har holdt flere møder med præsidenten for den kurdiske region, Masoud Barzani, for at overtale ham til at aflyse den afstemning, kurderne afholder i dag, og gå i dialog med Bagdad om en løsning inden for det føderale Irak. Det amerikanske Udenrigsministerium har også udtalt sig i skarpe vendinger mod valget. Det Hvide Hus udsendte i fredags også en fælles erklæring fra et møde mellem Trump og den tyrkiske præsident Erdoğan, hvori de bekræfter deres afvisning af afstemningen.

Umiddelbart er amerikanerne bange for den ustabilitet, en sådan afstemning kan skabe. Det sidste amerikanerne ønsker sig, er mere krig i Irak. Og så er de bange for, at det kan komme til at koste i kampen mod IS, hvis ellers fælles allierede i den kamp for alvor kommer op og toppes med hinanden.

Umiddelbart er amerikanerne bange for den ustabilitet, en sådan afstemning kan skabe. Det sidste amerikanerne ønsker sig, er mere krig i Irak
_______

 

Især Iran og Tyrkiet rasler med sablerne
Både Tyrkiet og Iran er sig larmende bevidste omkring amerikanernes frygt for voksende regional ustabilitet og har gjort sig umage med at trykke på knapper, der vil fremprovokere en sådan frygt. Den allestedsnærværende leder af de iranske Quds styrker i Irak, Qasem Soleimani, har således ladet kurderne vide, at han ikke vil kunne holde de kampklare Shia militser—de såkaldte Hashd al-Shaabi’er—tilbage, hvis kurderne gennemfører afstemningen; særligt i omstridte områder som olie- og gas-rige Kirkuk. Andre Iran-tro hardliners i Bagdad som Badr-bevægelsen og den tidligere premierminister, Nouri al-Maliki har således også raslet med sablerne over for kurderne.

Og de er ikke de eneste. Den 11. september indtog omkring 100 mand fra en Iran-tro milits angiveligt byen Mandali i den ligeledes omstridte region, Diyala. Her afsatte de borgmesteren og aflyste afstemningen der. Den 19. september kom det til en skudveksling mellem kurdere og turkmenere ved et turkmensk partis hovedkontor i Kirkuk. Og så har den irakiske hær og en række Shia militser i sidste uge startet en stor offensiv mod IS i området omkring byen Hawijah, der grænser op til det nu kurdisk dominerede Kirkuk og eksplicit advaret de kurdiske peshmergaer om ikke at deltage i offensiven. Der er nok at tage af, hvis man som amerikaner ser efter iransk støttede initiativer til en ny konflikt i Irak; denne gang mod kurderne.

Så er der Tyrkiet. De har lanceret en stor militærøvelse i det tyrkiske grænseland mod den kurdiske region i Irak. Forleden bombede et tyrkisk jagerfly også et tætbefolket område i den irakiske kurdiske region, som angiveligt dræbte syv personer. De rykkede et møde i det historisk meget tunge tyrkiske militære sikkerhedsråd (MGK) frem til før valget. Det tyrkiske parlament samledes også ekstraordinært lørdag for at forlænge en beslutning fra sidste år om, at tyrkiske styrker må indsættes i udlandet.

I et fælles kommuniké fra det netop afholdte FN topmøde i New York udtaler Tyrkiets, Irans og Iraks udenrigsministre, at afstemningen er ”grundlovsstridig og løber en risiko for at provokere nye konflikter i regionen”. Den militære top fra Tyrkiet, Iran og Irak har haft en ivrig mødeaktivitet i de sidste dage op mod valget. Der kan være grund til at sige, at Tyrkiet og Iran selv bidrager aktivt til at højne risikoen for de konflikter, de her advarer imod. Og så bidrager de aktivt til at aktualisere den amerikanske frygt for fornyet konflikt, især mellem de ellers fælles allierede i kampen mod IS, Iran, Tyrkiet og kurderne.

Den militære top fra Tyrkiet, Iran og Irak har haft en ivrig mødeaktivitet i de sidste dage op mod valget. Der kan være grund til at sige, at Tyrkiet og Iran selv bidrager aktivt til at højne risikoen for de konflikter, de her advarer imod
_______

 

USA er også bange for øget iransk indflydelse i regionen
Og så er der en lidt mere spekulativ grund til, at amerikanerne er blevet stadig mere skingre i deres skepsis mod afstemningen. Der er parlamentsvalg i Irak i april 2018. Amerikanerne ønsker for alt i verden at sikre sig, at deres mand, premierminister Haider al-Abadi står stærkt frem mod det valg. Hvis kurdisk uafhængighed kommer til at ske på Abadis vagt, er der al mulig grund til at tro, at det vil svække ham. Og det vil styrke mere Iran-tro hardlinere i Bagdad. En kurdisk afstemning mod uafhængighed vil ikke alene bidrage til opløsningen af det Irak, amerikanerne har investeret så meget i at holde stabilt og samlet, det vil også styrke Irans position i regionen. Det vil ikke hue Trump. Her i weekenden lukkede Iran-støttede styrker i Irak hullet til de ligeledes Iran-støttede styrker i Irak; så der er fri passage hele vejen fra Teheran til den iransk-støttede Hezbollah milits i Libanon.

En kurdisk afstemning mod uafhængighed vil ikke alene bidrage til opløsningen af det Irak, amerikanerne har investeret så meget i at holde stabilt og samlet, det vil også styrke Irans position i regionen
_______

 

Uanset hvad vil kurderne stadigvæk være en amerikansk allieret
Kan det i sidste instans, som frygten er hos mange kurdere, få amerikanerne til helt at trække stikket på de irakiske kurdere, når IS nu snart er besejret? Næppe. Pentagon har stadig i kurderne en både venligsindet og stærk allieret i en skrøbelig region, hvor der er nok af anti-amerikanisme at tage af. Og så er en støtte til kurderne netop et korrektiv til iransk indflydelse i regionen. Det har Israel set. Selvom det kan virke mystificerende, at Israel åbent og højlydt går ud og støtter en trængt minoritets kamp for uafhængighed, så er Israel den måske eneste stemme i det internationale samfund, der fuldt og helt støtter den kurdiske afstemning. Og det handler helt sikkert ikke alene om, som Netanyahu har formuleret det, at kurderne deler deres værdier. Kurderne er for Israel en kærkommen allieret mod både Sunni ekstremisme og Iran. Det kan amerikanerne sikkert også godt se. Med Tyrkiets seneste tilnærmelse med Iran in mente, er det sikkert blevet yderligere klart for amerikanerne.

Som så ofte før, står amerikanerne med en uhyggelig svær balancegang i Mellemøsten.

Jakob Lindgaard (f. 1971) er Ph.D. og forsker ved DIIS med fokus på tyrkiske og kurdiske forhold. ILLUSTRATION: Den kurdiske leder Masoud Barzani taler uafhængighedsafstemningen op foran titusinder irakiske kurdere, som var samlet til et valgmøde i Erbil, Irak, 22. september 2017 (foto: Mehdi Chebil/POLARIS)