02.06.2017

Joakim Gundel beskriver i interviewet ‘Vi er med til at redde folk i dag, for at de kan dø i morgen’, hvorledes nødhjælpsorganisationer skulle have en del af ansvaret for, at mennesker på tværs af Afrika og Yemen sulter. Det er ganske korrekt, at sultkatastrofen for en del er menneskeskabt. Men i Dansk Flygtningehjælp ser vi ikke noget alternativt til at redde menneskers liv, når det er muligt.

Kommentar af Rasmus Stuhr Jakobsen, nødhjælpschef i Dansk Flygtningehjælp

Der er ingen tvivl om, at den sultkatastrofe på tværs af Nigeria, Østafrika og Yemen, vi står overfor i dag, i meget stort omfang er menneskeskabt. Det har såvel FN-organisationerne samt organisationer som Dansk Flygtningehjælp sagt utallige gange. Men samtidig har den omfattende tørke og vejrfænomenet El Niños hærgen haft en stor betydning for flere af de berørte lande. Hvad angår særligt Nigeria og Sydsudan har vejret og forfejlede regnsæsoner dog meget lidt at gøre med de lidelser, folk står overfor. Her er det først og fremmest konflikt, der obstruerer folk i at kunne dyrke deres jord, få børnene i skole, have adgang til ordentlige sundhedsfaciliteter og i det hele taget alt det der skal til for at leve et almindeligt liv og henover årene opbygge modstandskraft mod dårlige tider. Men familierne i de områder, der i øjeblikket er påvirket af sult har ikke haft den mulighed. Det samme gør sig gældende i Somalia, selvom tørken og manglende regn spiller en langt større faktor her. Det gør det komplekst at arbejde i og hjælpe disse mennesker. Det har det været i lang tid, og det bliver ikke mindre komplekst, når tørken nu er en realitet. Vi har i Dansk Flygtningehjælp siden den sidste tørke i 2010-2012 arbejdet benhårdt på at styrke modstandskraften for de familier i de områder, vi har haft adgang til i alle de fire benævnte lande, samt nabolande som Kenya, Etiopien og Uganda. De bliver også både selv berørt af tørken samt bliver værtslande for endnu flere flygtninge. Det har vi gjort, fordi vi vidste, det udelukkende var et spørgsmål om tid, inden at vejret ville udfordre os igen. Allerede fra 2014 begyndte regnen at slå fejl, og vi oplevede El Niño i 2016. Så grunden til, at vi nu igen ser en sultkatastrofe i eksempelvis Somalia er altså en kulminationen på en kompleks kombination af konflikt og dårlig regn gennem de sidste tre år.

Dansk Flygtningehjælp og andre har set den her situation stille bygge op gennem de sidste tre år og har advaret donorer om dette, samtidigt med at vi har intensiveret de programmer, der arbejder med at styrke familierne modstandskraft mod chok som denne. Antallet af sultbannere på diverse websites eller avisoverskrifter giver ikke altid et retvisende billede af det arbejde, der foregår på jorden, hvor vi dagligt arbejder med at styrke modstandskraften i lokalbefolkningerne samt sikre deres livsgrundlag.

Er alt perfekt i arbejdet med disse situationer? Nej, selvfølgelig ikke. Det er netop det, der kendetegner arbejdet i verdens fattigste, mest korrupte og konfliktfyldte lande og områder. Betyder det, at vi skal lade være med at redde liv? Nej, selvfølgelig ikke.
_______

 

Men det er ganske rigtigt nemmere at samle penge ind, når der er en krise af et omfang, som får stor mediebevågenhed, selvfølgelig samler vi – også – penge ind i de situationer. Alt andet ville være decideret dumt. Vi fordeler altid vores ressourcer i den lokale kontekst, så de gør størst muligt gavn – og i Dansk Flygtningehjælp arbejder vi hårdt hver dag på at redde liv, samtidig med vi styrker modstandskraften og sikrer at folk får hjælp til selv at kunne klare sig på den lange bane.

Det er dog ingen hemmelighed, at der er masser af familier som vi pga. konflikterne ikke har adgang til. Familier som er fanget på den forkerte side af konflikten i eksempelvis Al Shabaab eller Boko Haram-kontrollerede områder i henholdsvis Somalia og Nigeria. Det er familier, som vi ved meget lidt om, men givetvis dem der har det værst. Vi gør, hvad vi kan for at få adgang til disse folk – samtidig med vi arbejder døgnet rundt på at hjælpe de mennesker, som vi kan få adgang til. Er alt perfekt i arbejdet med disse situationer? Nej, selvfølgelig ikke. Det er netop det, der kendetegner arbejdet i verdens fattigste, mest korrupte og konfliktfyldte lande og områder. Betyder det, at vi skal lade være med at redde liv? Nej, selvfølgelig ikke.

Der er selvsagt også systemiske fejl i vores globale system. Man kan tale om den kortsigtede funding, altså finansieringsmodellen af humanitære organisationer som en af dem, men vigtigere er det politiske niveau og det faktum, at disse konflikter ikke bliver løst politisk. Alle de sultramte lande – Nigeria, Sydsudan, Yemen og Somalia – lider under langvarige konflikter præget af stærke globale og kontinentale interessenter, der på grund af modsatrettede interesser spænder ben for potentielle løsninger. I det rum af forskelligt rettede politisk interesser, suveræne stater, stærke militære magter og nødlidende befolkninger, der arbejder vi hver dag – og som nævnt mener vi ikke, at der er et alternativ til at redde disse menneskers liv og livsgrundlag.   

En anden systemisk fejl er den ringe interesse for det forebyggende arbejde og det langsigtede perspektiv i de konflikter, der i dag modtager over halvdelen af den humanitære funding – og dermed adresseringen af de grundlæggende årsager til, at folk har brug for humanitær hjælp.

Den humanitære bistand bliver således en art udviklingsbistand for verdens mest fattige lande og det giver ikke mening. Generelt går langt det meste af den samlede bistand til udvikling. I 2015 var den globale humanitære bistand således kun 10 procent af den samlede udviklingsbistand. Så et forkromet ønske om, at alt ville være bedre, hvis vi bare kunne lægge nødhjælpen om til at blive mere langsigtet, ville ikke flytte meget, da langt størstedelen i forvejen er langsigtet udvikling. Snarere handler det om øget samtænkning mellem de to måder at yde hjælp på og hvordan midlerne bliver brugt og selvfølgelig er der brug for midler og en øget indsats hvad angår den livreddende hjælp. Det skal så bare erstattes af en anden type og mere langsigtet hjælp, når konflikterne går ind i deres anden og tredje år. Grundlæggende ville et ganske simpelt greb være at enes om en dagsorden mellem politik, udvikling og det humanitære. At arbejde mod fælles mål kunne ganske enkelt lyde ”vi vil reducere koleraudbrud med X procent over periode Y”. Spørgsmålet er derefter hvilke implikationer det har politisk, for de humanitære og for udviklingsagenterne. Dansk Flygtningehjælp har i mange år talt for at lukke hullet mellem udviklings- og nødhjælpskasserne. Der vil være meget at vinde ved at øge fleksibiliteten og tænke i kollektive indsatser. 

Men at det ikke er udviklingsbistand eller humanitær bistand, der for alvor ændrer et lands skæbne er ikke nogen hemmelighed – og det er der heller ikke nogen, der påstår. Til det er midlerne ganske enkelt alt for små. Men bistanden gør dagligt en verden til forskel for familier, lokalsamfund, servicetilbud og infrastruktur i verdens fattigste lande. Men der skal mere til. Så længe de politiske uenigheder og proxy-krige består, vil de eksisterende ”konfliktzoner” vedblive med at producere nød og fordrivelse.     

Men at det ikke er udviklingsbistand eller humanitær bistand, der for alvor ændrer et lands skæbne er ikke nogen hemmelighed – og det er der heller ikke nogen, der påstår. Til det er midlerne ganske enkelt alt for små. Men bistanden gør dagligt en verden til forskel for familier, lokalsamfund, servicetilbud og infrastruktur i verdens fattigste lande.
_______

 

Som nævnt har det klare implikationer at arbejde i nogle af verdens mest konfliktefyldte og korrupte lande. Det er vanskeligt, og der er også folk, der har egne interesser i krig og elendighed og som vil gøre alt hvad der skal til for at opretholde konflikterne og det dertilhørende svækkede statslige apparat. Mennesker, hvis forretningsmodel kun kan trives i det statslige vakuum og under forudsætning af en høj grad af korruption. Det er klart, at hjælpeorganisationer generelt ikke er isolerede fra det samfund, de arbejder i, men er en del af det selvsamme samfund. Mange gange vil særligt lokale hjælpeorganisationer afspejle den kontekst de arbejder i, hverken værre eller bedre. Det er ærgerligt, men der er eksempler nok til, at vi ikke kan lukke øjnene for det, og derfor kræver det en særlig grad af kontekstforståelse at kunne gennemskue mulige negative konsekvenser af egne indsatser, og det arbejder vi i Dansk Flygtningehjælp kontinuerligt og målrettet med. Hjælpeorganisationer er ikke en homogen størrelse. Nogle er gode og andre er mindre gode. Nogle er mere politiske, mange religiøse og i det hele taget er det i stigende grad et komplekst felt at navigere i, og derfor mere vigtigt end tidligere at man i sine analyser ikke skærer alle over en kam, men i stedet anerkender kompleksiteten. Vi kan selvsagt ikke stå på mål for hele branchen, men Dansk Flygtningehjælp er en uafhængig og neutral organisation, der arbejder på humanitære principper, herunder det humanitære imperativ, der tilsiger, at vi er nødt til at redde liv. Bliver der lavet fejl? Givetvis, men hvis alternativet er ikke at gøre noget – og dermed ikke at redde liv, så er valget faktisk ikke så svært. Betyder det, at vi alene redder alle disse menneskers liv? Nej, og det har heller aldrig været meningen med organisationer som vores. Vi har en afgørende opgave, hvis vi står overfor krise, hvor de ansvarlige regeringer og beslutningstagere ikke kan hjælpe deres egen befolkning nok. Så må vi træde til – og det gør vi, når der er brug for os. Og der er desværre stadig i stigende grad brug for os. 

Svaret til Joakim Gundel er altså meget klart: Ja, det er i stor grad menneskeskabte katastrofer, vi står overfor, men det betyder jo ikke, at uskyldige civile, der som altid er dem, det går hårdest ud over, ikke skal hjælpes. Organisationer som Dansk Flygtningehjælp gør alt, hvad vi kan – det har vi gjort siden den sidste tørke, hvor vi har arbejdet hårdt på at opbygge modstandskraft i de berørte områder, og det gør vi ved at planlægge og forberede os på situationer som denne – og det gør vi ved at redde liv, uddele mad og vand, mens katastrofen står på. Men mod katastrofer af dette omfang slår selv de bedste forberedelser ikke nødvendigvis til – men derfor skal vi stadig gøre hvad vi kan for at redde liv, så længe det er muligt.

ILLUSTRATION: Somaliland (foto: Joe Giddens/PA Photos)