15.09.2017

Mediernes øjne er rettet mod Middelhavet og det eksterne pres på Italiens grænser. Internt i Italien breder utilfredsheden sig frem mod parlamentsvalget, der skal afholdes i starten af næste år, mens mange italienere selv er klar til at udvandre.

Analyse af Christian Weber

DET ITALIENSKE LANDSKAB strækker sig som en mole ud i Middelhavet, og har altid budt sig til for mennesker udefra, både når der har været tale om fredelig handel med de italienske havnebyer, og erobringstogter mod udsatte øer som Sicilien. Det er i det store hele de samme strømninger, der bevæger sig i Middelhavet i dag under den verserende migrationskrise, hvor alverdens medier har kunnet berette om et Italien, der desperat prøver at håndtere situationen. Potentialet for millionvis af migranter i årene fremover har sat europæerne generelt og især italienerne i gang med en omfattende jagt på løsninger, der indtil videre er resulteret i en række kortsigtede initiativer og udenrigspolitiske studehandler. Ingen italienere er tilfredse med den nuværende situation, og ingen ved, hvordan det ender. Den eneste umiddelbare mulighed for den gængse italiener, er at give sin mening til kende ved det parlamentsvalg, der senest skal afholdes til februar næste år. Fremover skal der måske også sendes færre venlige tanker til det omkransende Europa, som mange italienere har set som et forbillede, men nu anklager for at lade dem grundigt i stikken.

Ingen italienere er tilfredse med den nuværende situation, og ingen ved, hvordan det ender. Den eneste umiddelbare mulighed for den gængse italiener, er at give sin mening til kende ved det parlamentsvalg, der senest skal afholdes til februar næste år
_______

 

Højere oppe i systemet har de italienske myndigheder forsøgt at få de aktive NGO’er på Middelhavet til at underskrive en erklæring, hvor de blandt andet forpligter sig til at forblive ude af libysk farvand. Flere italienske politikere har anklaget NGO’erne for at være så tæt på den libyske kyst, at de ikke udfører redningsarbejde, men i stedet agerer færgeforbindelse for de hovedsageligt afrikanske migranter til fx den lille italienske ø Lampedusa. Men ikke alle vil underskrive aftalen, og efter indgåelsen af et kystvagtsamarbejde med Italien har dele af den libyske regering udtrykt deres betænkelighed ved at fragte Italiens problemer tilbage til den nordafrikanske kyst. Det europæiske grænseagentur, Frontex, har til gengæld meddelt, at antallet af migranter, der ankom til Italien via Middelhavet, faldt 57 pct. i juli i forhold til juni.

MEN PRESSET KOMMER bestemt ikke kun fra Middelhavet. I juli ankom et brev til Rom fra de fire Visegrad-lande i EU (Ungarn, Polen, Tjekkiet og Slovakiet). I det lød der ifølge nyhedsbureauet Ansa en kraftig opfordring til den italienske regering om at få lukket de italienske havne af for flere migranter. Det kom i efterdønningerne af også italienske trusler om at afvise flere skibe med migranter og uddele midlertidige visa, der ville sende menneskestrømmen videre nordpå, inden tilnærmelserne til den ‚officielle‛ libyske regering tog fart. Den lille nye østbloks opfordring er dog ikke noget, den italienske premierminister Paolo Gentiloni fra det bærende regeringsparti Partito Democratico, ville acceptere. Gentiloni gjorde det klart, ifølge Ansa, at man fra italiensk side forbeholdt sig retten til at kræve solidaritet fra sine naboer, og han frabad sig samtidig, at EU skulle til at udstede instrukser til, hvad italienerne skulle gøre.

Gentilonis regering forsøger for alt i verden at fremstå troværdig i sin håndtering af migrantkrisen. Det er en opgave, der reelt ville kunne tvinge enhver europæisk politiker på tværs af det politiske spektrum ud i en Komiske Ali-efterligning. Man skiftes fra politisk hold i Italien til at angribe EU for ikke at kunne yde noget nær en tilfredsstillende hjælp til italienerne, der står alene med størstedelen af indtoget af migranter. Den Internationale Organisation for Migration (IOM) oplyste for nylig, at 120.137 asylansøgere var ankommet til Europa til vands i år frem til 20. august, hvoraf Italien modtog 82 pct. Alle af Italiens 20 regioner skal tage imod deres andel af immigranter, men flere kommuner har afvist at modtage det tildelte antal, da bristepunktet efter sigende er nået.

Gentilonis regering forsøger for alt i verden at fremstå troværdig i sin håndtering af migrantkrisen
_______

 

Mens det udefrakommende pres på Italien er åbenlyst og sandsynligvis vil få en langvarig indvirkning på hele det europæiske projekt, har de forgangne uger også budt på flere undersøgelser, der kaster et feberagtigt skær på det pres, der kommer indefra Italien og ofte bliver ladt tilbage i nyhedsstrømmen.

DEN KEDELIGE VIRKELIGHED er, at migranterne kommer til et Italien, hvor mange lokale ser udvandring for sig selv eller sine børn i fremtiden. Således afslørede en opinionsundersøgelse udført af det italienske analyseinstitut Demos forleden, at hele 73 pct. blandt de adspurgte i det, der svarer til den karriereopbyggende alder 25-34, mente, at det at opbygge en karriere var ensbetydende med at forlade Italien. Blandt de 15-24-årige var det 59 pct., mens gennemsnittet på tværs af alle aldre var 56 pct.

„Italien er ikke et land for unge. Dette har vi vidst i et stykke tid‟, kommenterede Demos‛ formand, politolog Ilvo Diamanti efterfølgende i avisen La Repubblica. Han mente, at det var nok bare at kigge sig omkring i det aldrende Italien for at se, at „de unge er en race, der er på vej til at uddø‟. Overdrivelser kan altid holde læselysten smidig, men undersøgelsen gav ikke desto mindre et klart resultat.

Diamanti sammenlignede i La Repubblica migrationstrykket fra Middelhavet med den vedvarende tendens igennem flere år hos primært unge italienere mellem 18-34 år. Italien bliver nemlig af begge grupper sjældent set som det ønskede land at etablere sig i, skrev Ilvo Diamanti og henviste til de nøgne tal: I alt 106.000 italienere emigrerede i 2016, fordi de ikke kunne finde tilstrækkeligt med arbejde, der svarede til deres kvalifikationer. Både de afrikanske og italienske migranter har hovedsageligt Storbritannien og Tyskland som eftertragtede destinationer, dernæst følger nabolandene Schweiz og Frankrig, men også Skandinavien er med til at give stadigt flere italienere arbejde.

Alt dette er også blevet kendt under betegnelsen „brain drain‟. Det dækker over den betydelige mængde af forholdsvist unge og veluddannede sydeuropæere, der har opgivet at realisere drømmen om karriere og familie i hjemlandet. Ifølge World Economic Forum er omtrent en halv million italienere i alderen 18-39 officielt flyttet udenlands igennem de sidste tyve år, men det reelle tal må formodes at være en del højere.

Ifølge World Economic Forum er omtrent en halv million italienere i alderen 18-39 officielt flyttet udenlands igennem de sidste tyve år, men det reelle tal må formodes at være en del højere
_______

 

Den italienske præsident Sergio Mattarella har da også vedkendt sig problemet. I en kommentar på lignende emigrationstal for 2015 udtrykte han sin bekymring for, hvad han så som „et tegn på forarmelse, mere end et frit valg inspireret af bevægelsen imellem viden og erfaring‟.

Også ISTAT, det italienske svar på Danmarks Statistik, bidrog tidligere på sommeren med dårlige nyheder. De vurderer i en ny rapport, at 4,7 millioner ud af de i alt godt 60 millioner italienere levede i „absolut fattigdom‟ i 2016, mens 8,4 millioner kæmpede med „relativ fattigdom‟. Tal, der svarer til året før, oplyser ISTAT.

Italien har også en fremtrædende negativ plads i den årlige ESDE-rapport (Employment and Social Developments in Europe) fra EU-Kommissionen om den sociale og arbejdsmarkedsrelaterede udvikling i Europa. Et væsentligt afsnit af den nye rapport beskæftiger sig med det såkaldte NEET, betegnelsen for de unge i EU, der hverken er under uddannelse, har elevplads eller er i arbejde. Her har Italien det højeste antal af „NEET’er‟ på 19,9 pct., 8,4 pct. højere end EU-gennemsnittet. Derudover ligger forskellen imellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet på 20,6 pct.

Alle disse beregninger er med til at lægge en bund til de overordnede tal, som de italienske politikere arbejder med at få hakket nogle decimaler af. Italien har en arbejdsløshed på godt 11 pct., en ungdomsarbejdsløshed på 35 pct., med visse regionale forskelle, og en placering som nr. 60 på Transparency Internationals korruptionsindeks, omgivet af lande som Rumænien, Cuba og Saudi Arabien. Til gengæld er der nogle relativt optimistiske vækstprognoser for de kommende år på godt én pct. Risikoen forbundet med disse væksttal er dog, at de kan bruges i de nært forestående valgkampagner til at skygge for andre, mere graverende arbejdsmarkedstal.

Italien har en arbejdsløshed på godt 11 pct., en ungdomsarbejdsløshed på 35 pct., med visse regionale forskelle, og en placering som nr. 60 på Transparency Internationals korruptionsindeks, omgivet af lande som Rumænien, Cuba og Saudi Arabien
_______

 

SPØRGSMÅLET ER, hvorvidt Italien kan håndtere det eksterne pres politisk og socialt igennem integration, når man ikke er i stand til at løse udvandringen blandt egne borgere, for slet ikke at tale om de italienske fattigdomsproblemer. Og i hvor høj grad kan immigranter, der helst vil videre fra Italien til Nordeuropa, blive en økonomisk ressource, når mange italienere ikke selv kan finde et arbejde?

Da migranterne kommer til Italien sydfra, er der også den risiko, at de kan ende i Syditaliens fortælling som værende hægtet af det nordligere Italiens udvikling. De kan i værste fald blive til simpel indtjening for lokale mafiaklaner, imens de i bedste fald kan forsøge at drage nordpå, som mange syditalienere valgte i 1950’erne og 1960’erne for at søge arbejde i den norditalienske industritrekant, der udgøres af Torino, Milano og Genova. Det var til gengæld under det såkaldte økonomiske mirakel, der trak Italien fri af krigsruinerne og gav millioner af italienere råd til bil, tv og tage del i et vestligt forbrugersamfunds gaver og utilsigtede gevækster.

Omstændighederne i dag er betragteligt anderledes, og det er kun med til at besværliggøre migranternes vej ind i samfundet og sætte den nationale sammenhængskraft under pres. Det kan netop være med til at forstærke de tilbøjeligheder, som italienerne har til at orientere sig mod det regionale og lokale, og primært kun have hån og spot tilovers for naboegnen og centralmagten. Dette er også kendt under begrebet campanilismo, der henviser til, at en italiener først og fremmest hører efter, når det er tonerne fra hjemstavnens klokketårn, der kimer. Det kan ligne en karikatur og letbenet stereotypisering, men det er et reelt og rodfæstet fænomen. Migrantkrisen kan ud fra det lokalpatriotiske sindelag anskues som endnu en politisk fejlslutning fra Rom, hvor uduelige politikere prøver at fordele problemerne ud til regionerne og kommunerne.

Migrantkrisen kan ud fra det lokalpatriotiske sindelag anskues som endnu en politisk fejlslutning fra Rom, hvor uduelige politikere prøver at fordele problemerne ud til regionerne og kommunerne
_______

 

Her kunne en form for nationalt samlingspunkt være den katolske kirke, men Pave Frans’ budskab om behovet for hjælp og næstekærlighed til migranterne står langt fra som en universel sandhed. Han er blevet angrebet trofast af dagsordensættende politikere som Matteo Salvini, den Trump- og Le Pen-begejstrede leder for det betydeligt immigrationsskeptiske Lega Nord, der har lagt noget af sin separatistkamp for et uafhængigt Norditalien fra sig og forsøger at gøre sig til nationalt.

MIGRATIONSKRISEN er selvsagt lagret med rigelige mængder politisk dynamit. Silvio Berlusconi, der i en alder af 80 øjner chancen for at påtage sig en central politisk rolle igen, har således for længst føjet de italienske fattigdomstal til sit parti Forza Italias kampagne og ønsker både et stop for flere immigranter og den såkaldte ius soli-lov, som Partito Democratico har forsøgt at få stemt igennem. Polemikken om ius soli kan tages som et udtryk for, hvilken retning den politiske debat i Italien er ved at trække i. Loven vil tildele op mod 800.000 børn af immigranter italiensk statsborgerskab, hvis de opfylder visse betingelser, som blandt andet et vist antal år i det italienske skolesystem. Også Lega Nord og det sidste af de fire store partier i Italien, Femstjernebevægelsen, forholder sig meget kritiske over for ius soli, latin for „jordens ret‟. Lovforslaget bliver af kritikerne set som et tag-selv-bord for nye immigranter og er nu blevet udskudt af premierminister Gentiloni for at få temperamenterne skruet ned fra kogepunktet. Men det kan være en håbløs drøm. Den politiske samarbejdsvillighed i Italien ligger i øjeblikket et sted mellem Partito Democraticos udmelding i foråret om, at Femstjernebevægelsen var „patologisk upålidelige‟, efter sidstnævnte blev anklaget for at blokere for en ny valglov, og bevægelsens leder, Beppe Grillo, som ynder at kalde Partito Democraticos formand, den daværende premierminister Matteo Renzi, for en serieløgner.

Femstjernebevægelsen har længe ligget i tæt konkurrence med Partito Democratico om at være det største parti i italiensk politik, da de begge igennem længere tid har ligget lidt under 30 pct. i meningsmålingerne. Silvio Berlusconis og Matteo Salvinis fremtidige succes afhænger af, om de kan fremstå som en samlet centrum-højre enhed, fordi de hver især kun kan mønstre 14-15 pct. opbakning. Men det tyder noget faktisk på. Juni måneds lokalvalg, hvor partnerskabet blev prøvet af, gav en stor sejr til centrum-højre-alliancen, og der blev indtaget flere byer, der havde været domineret af venstrefløjen igennem mange år, fx Genova, Italiens sjettestørste by.

Pendulet i italiensk politik svinger altså tilsyneladende mod højre. Det samme anklages Femstjernebevægelsen for at gøre, der har skabt rygter om en noget umage alliance med Lega Nord. Det fik højtstående femstjerner til at true en La Repubblica redaktør med et søgsmål. Femstjernebevægelsen har slået sig op på at være folkets postideologiske stemme, og man kunne fra officiel side aldrig drømme om at indgå alliancer med de gamle, traditionelle partier. Der har dog internt været skærmydsler mellem tilhængere af Beppe Grillos hårde linje, de såkaldte „talebanere‟, og „dissidenterne‟ på den anden side, der er mere kompromissøgende overfor deres parlamentariske kolleger.

Femstjernebevægelsen har slået sig op på at være folkets postideologiske stemme, og man kunne fra officiel side aldrig drømme om at indgå alliancer med de gamle, traditionelle partier
_______

 

En af mange jokere frem mod valget, er, om Silvio Berlusconi kan få lov af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol til at stille op til embede, da han i øjeblikket er sat i karantæne som følge af en bestikkelsesdom. Berlusconi mener, at han igen er offer for en heksejagt, men selvom han er forsøgt brændt på bålet mange gange igennem de sidste knap 25 år, forsøger han at relancere sig selv som en nationens frelser. Det gør han bl.a. ved at henvise til den aftale, som han under sin tredje premierministerperiode fra 2008-11 fik forhandlet på plads med Libyens Oberst Gaddafi, der efter Berlusconi og hans følges udsagn var med til at sætte en effektiv, kritikere vil tilføje brutal, prop i migrantstrømmen. Hvis Berlusconi får medhold i sin klage, er det stadig uvist, om han vælger at gå efter en fjerde premierministerperiode eller blot vil vise omverden, at han er blevet uretfærdigt behandlet og overlade lederskikkelsen i centrum-højre-alliancen til eksempelvis Lega Nords Matteo Salvini.

Et andet castingforsøg på rollen som Italiens redningsmand står Partito Democraticos Matteo Renzi for. Han prøver som formand at holde orden på tropperne bag sig, mens hans tidligere udenrigsminister, Paolo Gentiloni, skal bane vejen for hans genkomst som premierminister. Men Partito Democratico er ramt af interne stridigheder, hvor bl.a. gamle koryfæer som tidligere premierminister Romano Prodi har udtrykt sin bekymring for, om Renzi helt er klar over, hvilken finger, han skal give Prodis gamle ærkefjende, Berlusconi. Renzi vil være den samlende skikkelse og forsøger at fremstå som den artige i klassen, der altid møder op til forhandlinger med alle. Problemet for Renzi er, at han i en alder af godt 40 allerede har taget sin afsked som premierminister én gang, da hans forfatningsreform blev gevaldigt nedstemt af italienerne sidste december. Han blæser derfor ikke nye politiske vinde. Men i det store hele har det ofte fejlet eftertrykkeligt, når italienske politikere har forsøgt at fremstå som nationale samlingspunkter og føre nationen fremad.

I det store hele har det ofte fejlet eftertrykkeligt, når italienske politikere har forsøgt at fremstå som nationale samlingspunkter og føre nationen fremad
_______

 

Umage alliancer eller ej, så tyder meget på, at det kommende valg vil centrere sig omkring „dem” og ”os‟. Det plejer partierne at klare helt automatisk imellem sig, men flankeret af de seneste nedslående tal fra millioner af italieneres hverdag, vil man også kunne forvente flere vælgermøder og kampagner, hvor italienernes egen fremtid vil være på dagsordenen kontra hjælpen til migranter. Italienernes økonomiske problemer er på ingen måde nye, men med migrationskrisen er der kommet en urokkelig platform, hvorfra løsningerne på migration og integration kan blive trukket skarpt op, i tone såvel som handling. Man vil også kunne finde et fjendebillede i EU, et fællesskab som italienerne i udgangspunktet har fundet stor glæde ved. Men det er i stigende grad et Europa, der ikke lytter, og det er ikke kun i forbindelse med migrantkrisen. Også på området for organiseret kriminalitet og mafiaaktivitet kan man se den samme nordgående bevægelse, som der driver migranterne til at tage ud på Middelhavet. Også her har italienerne forsøgt at appellere til sine nordlige naboer om at tage problemet med grænseoverskridende kriminalitet alvorligt. Flere tyske byer, fx Erfurt, er under betydelig mafiaindflydelse, og der er især masser af penge at tjene for familierne dér, hvor man ikke vedkender sig, at de er der – også i Skandinavien. Mangelfuld lovgivning og interesse for fælles europæiske regler om politisamarbejde, der strækker sig ud over Europol, gør ingenting nemmere. Om Italien kan fremstamme en fælles stemme her og i andre sager, er imidlertid mere end uvist.

Christian Weber er freelance journalist med speciale i pressedækning af udenrigspolitiske forhold, navnlig Italien. Han er BA og cand.mag. i Historie fra Københavns Universitet og har en MA i European History fra Birkbeck University i England. ILLUSTRATION: Paolo Gentiloni, Italiens premierminister, deltager i „Europe – African Leaders Migration Meeting‟ i Paris, Frankrig, 28. august 2017 [foto: Mustafa Yalcin/Anadolu Agency]