15.10.2017

OM ISLAMISK STAT. „Man ser desværre, at IS så småt begynder at få fodfæste i Afghanistan, men der er meget store, dybe, historiske rødder for især den pashtunske befolkning […] Den pashtunske stammekultur er eventyrligt stærk og har mange undergrene. Derfor tror jeg ikke, de springer ud med åbne arme mod en udefrakommende terrorgruppe som IS. Men man ser alligevel IS på en vis fremmarch i Afghanistan og pudsigt nok nogle gange komme i konflikt med Taleban‟

TRUMPS STRATEGI I AFGHANISTAN. „En af de fejl, vi begik i 00’erne, var i for høj grad at lægge vægt på de militære løsninger og i mindre grad på de civile løsninger, herunder politi og retsvæsen. McMaster […] kom ind som general og stod for at bekæmpe korruption, og det fortæller mig, at mange af de amerikanske generaler har forstået helhedsbilledet; at det ikke kun er den militære slaghammer, der er vigtig, men også at opbygge en afghansk statsstruktur, hvor befolkningen stoler på politiet og retssystemet og på, at deres myndigheder ikke er korrupte. Men med det sagt, så skal Udenrigsministeriet og udviklingsindsatsen selvfølgelig drives af kompetente diplomater, og der håber jeg inderligt, at Trump ikke alene lytter til sine generaler‟

Interview af Malte Philbert Jessen

RÆSON: Hvad er din holdning til Trumps strategi kontra Obamas?
Jeg har været kritisk overfor dele af Obamas strategi, men indtil videre har vi kun set brudstykker af Trumps. Jeg er ikke helt sikker på alle dele af den. Det, der glæder mig over Trumps strategi, er, at han faktisk lytter til sine generaler.

Han var meget kritisk over for at sende flere soldater derned. Så tog han på besøg i Afghanistan, lyttede til sine folk dernede og sagde: ”Ved I hvad, nu har jeg lyttet til, hvad I har sagt. Jeg tog fejl. Det rigtige er at udbygge en smule og så sige: ’Nu er vi der, så længe det er nødvendigt.’” Det synes jeg faktisk, er en fin strategi. Versus Obama, som sendte flere tusind mennesker derned, som kun skulle være der kortvarigt. Så kunne Taleban bare vente til udløbsdatoen.

RÆSON: Mener du, at Obamas strategi var forhastet?
Ja, det mener jeg. Det er vigtigt, at man viser vilje til en langsigtet strategi og ikke en strategi, der kører for 12 måneder ad gangen, og så kommer der en ny strategi. Antallet af forskellige strategier, jeg nåede at opleve i mine omkring tre år i Afghanistan, var meget høj. Der kom hele tiden en ny strategi: Nu skal vi den vej, og nu skal vi den vej. Det gjorde, at det var meget forvirrende, og at man aldrig havde en langsigtet plan. Det, jeg synes, er positivt, er det langsigtede, som Trump stiler mod.

Det er vigtigt, at man viser vilje til en langsigtet strategi og ikke en strategi, der kører for 12 måneder ad gangen, og så kommer der en ny strategi
_______

 

RÆSON: Kan du uddybe de skiftende strategier mere konkret?
Da jeg var i Afghanistan som diplomat, sad jeg i NATO’s hovedkvarter i Kandahar. Der var flere skift af øverstkommanderende generaler. Hver gang der kom en ny skulle hele strategien laves om. Én strategi var, at vi skulle beskytte alle veje og byer, så afghanerne bedst muligt kunne handle, og der kunne være en fornuftig økonomi. Så pludselig kommer der en anden strategi, der går ud på også at skulle sikre dele af ørkenen eller gå ind efter Taleban i nogle af de svære områder.

RÆSON: Hvad er tidshorisonten for at få demokrati i Afghanistan – er det overhovedet noget, vi arbejder på?
Der er allerede en form for demokrati. Der er afstemninger om den politiske ledelse, osv. Nogle af de lokalvalg, som vi havde planer om at gennemføre, da jeg var derude, dem var man nødt til at skrinlægge, fordi hver gang, der var et valg, så blussede terroren og angrebene op, så man følte, at man måske gjorde mere skade end gavn. Man holder selvfølgelig fast i nogle af de demokratiske præmisser og processer, fx til præsidentvalg, men hele lokaldemokratiet, som man havde håbet på helt nede i distriktsvalg og provinsvalg, er ikke blevet gennemført efter planen. Det er lidt ærgerligt. Men der tror jeg, man er nødt til at indse, at vi er nødt til at stabilisere landet mere, end det er på nuværende tidspunkt. Vi er nødt til at uddanne en ung generation af afghanere. Det var noget af det positive, jeg så derude. At man begyndte at se en ny ung generation af afghanere, der havde gået i skole og i det, der svarer til gymnasiet, som kunne læse og skrive og kunne noget engelsk. Hele det anarki, der havde været i 1990’erne under Taleban, var ved at blive erstattet af en spire af håb for en ny generation, som forhåbentlig kan få demokratiet mere i den rigtige retning.

RÆSON: Både Mikkel Vedby Rasmussen, professor i international politik ved Københavns Universitet, og Peter Viggo Jakobsen, militærforsker ved Forsvarsakademiet, lægger vægt på, at Trump fortsætter indsatsen i Afghanistan for at undgå nye terrorreder. Er det også derfor, vi er der fra dansk side?
Fra dansk side er vi der for at støtte op om den samlede indsats. Det primære er, at vi ikke ønsker et nyt, ustabilt Afghanistan, som risikerer at udvikle sig i retning af Taleban, eller endnu værre: I retning af Islamisk Stat. Og sideløbende håber vi selvfølgelig på at udvikle de demokratiske kræfter. Men jeg vil sige, at som jeg ser det, så er vi der for at udvikle og bibeholde et stabilt Afghanistan, der ikke risikerer igen at blive hjemstavn for terrorgrupper, og for at undgå at Afghanistan, som vi har brugt så lang tid på at udvikle, igen braser i grus. Så det er både af hensyn til afghanerne selv og af hensyn til Vesten.

Som jeg ser det, så er vi der for at udvikle og bibeholde et stabilt Afghanistan, der ikke risikerer igen at blive hjemstavn for terror-grupper, og for at undgå at Afghanistan, som vi har brugt så lang tid på at udvikle, igen braser i grus
_______

 

RÆSON: Peter Viggo Jakobsen mener, at det er svært for internationale terrorgrupper som IS at slå sig ned i Afghanistan, fordi der er så mange lokale og regionale grupper, de skal kæmpe imod, og som har deres egne interesser. Hvordan ser du på det? Ser du det også som svært for terrorgrupper at etablere sig i Afghanistan?
Man ser desværre, at IS så småt begynder at få fodfæste i Afghanistan, men der er meget store, dybe, historiske rødder for især den pashtunske befolkning. Den pashtunske stammekultur er eventyrligt stærk og har mange undergrene. Derfor tror jeg ikke, de springer ud med åbne arme mod en udefrakommende terrorgruppe som IS. Men man ser alligevel IS på en vis fremmarch i Afghanistan og pudsigt nok nogle gange komme i konflikt med Taleban.

RÆSON: Forsvinder noget af formålet med Afghanistan-indsatsen så ikke? Når det alligevel er svært for de internationale terrorgrupper at etablere sig dernede, hvorfor skal vi så fortsat være der?
Nej, for der skal man se det i et historisk perspektiv. Det var ikke Taleban, som angreb USA d. 11. september 2001. Det var Al-Qaeda. Men Al-Qaeda og Osama Bin Laden fik decideret husly af Taleban, og Taleban fik mulighed for at udlevere Bin Laden til præsident Bush. Det ville de ikke. Så det at de har givet husly til terrorister, og det at IS desværre i stigende omfang er til stede i Afghanistan, synes jeg understreger nødvendigheden af, at vi skal gøre alt for at stabilisere landet.

Da jeg var i Afghanistan, så vi, at der var andre større oprørsgrupper, som ikke var Taleban, som havde taget store dele af de geografiske områder både i Nord og i Syd, hvor de selv kørte showet i stedet for Taleban. Og der var flere grupper, der opererede parallelt. Så det er både risikoen for, at Taleban giver nogen husly, og samtidig frygten for, at der er nogen, der går ind og tager en egentlig del af territoriet og bliver en selvstændig gruppe, der opererer ved siden af Taleban.

RÆSON: Du er enig med både Mikkel Vedby Rasmussen og Peter Viggo Jakobsen, som også mener, at Trump mere eller mindre har overladt USA’s Afghanistan-strategi til Pentagon. Hvad tænker du om, at Trump gør det?
Det er tydeligt, at Trump i høj grad lytter til sine generaler, uagtet om de sidder i en egentlig militær generalstilling, eller de sidder i en anden form for rådgiverstilling.
Jeg kunne godt have på fornemmelsen, da jeg var udsendt til Afghanistan, at Obama lyttede lidt for lidt til sine generaler, og der synes jeg, at Trump gør det godt ved at lytte til nogen af de generaler, han har der. Da jeg var i Kabul, havde jeg selv fornøjelsen af at arbejde med General H. R. McMaster, som i dag er national sikkerhedsrådgiver for Trump. McMaster var dengang general og ledte indsatsen mod korruption. Og han var ekstremt vellidt og kompetent. Det, at han nu sidder som national sikkerhedsrådgiver for Donald Trump, giver mig god ro i sindet. Dem, der sidder tættest på Trump, rådgiver ham om Afghanistan. Nu ved jeg godt, at det ikke er McMasters primære område som national sikkerhedsrådgiver, men at Trump omgiver sig med rådgivere, der i hvert fald i mine øjne er særdeles kompetente folk, tror jeg også har haft indflydelse på, at han har ændret sin Afghanistan-strategi til at være mere langsigtet.

RÆSON: Mikkel Vedby og Peter Viggo Jakobsen ser det som problematisk, at Pentagon i så høj grad styrer USA’s Afghanistan-strategi, da dette kan risikere at få krigen til at trække ud i uendeligheder. Hvad tænker du om den risiko? Kan det ikke være problematisk kun at have et militært syn på konflikten?
Jeg håber da, at Trump også lytter til sin udenrigsminister og til sine ambassadører i Afghanistan og Pakistan. Det ville undre mig meget, hvis han ikke gjorde det. En af de fejl, vi begik i 00’erne, var i for høj grad at lægge vægt på de militære løsninger og i mindre grad på de civile løsninger, herunder politi og retsvæsen. McMaster, som jeg nævnte før, kom ind som general og stod for at bekæmpe korruption, og det fortæller mig, at mange af de amerikanske generaler har forstået helhedsbilledet; at det ikke kun er den militære slaghammer, der er vigtig, men også at opbygge en afghansk statsstruktur, hvor befolkningen stoler på politiet og retssystemet og på, at deres myndigheder ikke er korrupte. Men med det sagt, så skal Udenrigsministeriet og udviklingsindsatsen selvfølgelig drives af kompetente diplomater, og der håber jeg inderligt, at Trump ikke alene lytter til sine generaler.

En af de fejl, vi begik i 00’erne, var i for høj grad at lægge vægt på de militære løsninger og i mindre grad på de civile løsninger, herunder politi og retsvæsen
_______

 

RÆSON: Vil du stadig holde fast i, efter vores gennemgang af Afghanistan-strategier, at der er sket et positivt skift i Afghanistan efter Obama blev udskiftet med Trump?
Ja, for der var den her underliggende fornemmelse af, at Obama i virkeligheden helst bare ville have amerikanerne ud af Mellemøsten, ud af Irak, ud af Afghanistan, og at det ikke kunne gå hurtigt nok. Så indså han, at det alligevel godt kunne gå for hurtigt, og så valgte han bl.a. at flytte David Petraeus og Stanley A. McChrystal, da han så lavede en ”surge” [en militær strategi, der går ud på at gå hurtigt ind som en bølge og hurtigt ud igen, red.], altså det samme som man gjorde i Irak, i Afghanistan. Men det var en ”surge” med en meget stram tidsafslutning. Og der mener jeg, at Trumps langsigtede strategi sender et signal til afghanerne om, at vi ikke bare er der i et par år og så smutter igen.

Hele den fortælling går også tilbage til krigen mod russerne [da Sovjetunionen intervenerede i Afghanistan i 1980’erne, red.], hvor amerikanerne hjalp afghanerne og mujahedinerne massivt i deres operationer ved at sende våben og rådgivere ind over grænsen. Og i det øjeblik man havde slået russerne, så forsvandt amerikanerne stort set fra den ene dag til den anden. Det ligger dybt i afghanernes bevidsthed, at amerikanerne er sådan nogen, der kun er der så længe, det gavner dem selv, og ikke nogen der er der på lang sigt for afghanernes skyld. Og der sender vi nu et meget klart signal til afghanerne om, at vi er der for jer på sigt, og vi lader ikke det hele brase sammen den dag, vi ikke har lyst til at være her længere.

RÆSON: Hvordan går det med målsætningen om at knytte tættere bånd mellem befolkningen og den afghanske stat?
Det har været en af de udfordringer vi havde derude. Netop at få folk til at se den afghanske stat, herunder den afghanske regering, som legitim. Især ude i nogle af de fjernere provinser, hvor det kunne være svært for folk at se, hvad staten egentlig gjorde for dem.
Der har desværre været meget store problemer med korruption i Afghanistan. Der er dem, der mener, at staten ikke har været synlig nok, og så er der dem, der mener, at den simpelthen er korrupt. Hvis man skal knytte tættere bånd mellem befolkningen og staten, skal vi have en afghansk regering, der er mere synlig og lytter til befolkningen.

RÆSON: Hvordan går det med bekæmpelsen af korruption?
Jeg var i USA, hvor jeg mødte Trumps rådgiver for EU og NATO og diskuterede Afghanistan, herunder vigtigheden af at bekæmpe korruption. Han sagde til mig, at den nye regering i Afghanistan i endnu højere grad end Karzai lægger vægt på at bekæmpe korruption. Dermed ikke sagt, at Afghanistan ikke stadig har omfattende problemer med korruption. Det har de. Men det er forhåbentlig blevet bedre.
Et eksempel, jeg plejer at bruge, er det afghanske politi, som indtil for en årrække siden blev betalt primært med kontanter. Du kan forestille dig, hvor mange af de penge, der forsvandt, når de skulle hele vejen ned til den menige politimand. Nu har man et system, hvor det hele bliver gjort elektronisk. Det gør alt andet lige korruptionen noget sværere at gennemføre.

RÆSON: Hvordan går det med målsætningen om at gøre de afghanske myndigheder mindre afhængige af internationale rådgivere og bistand?
En stor del af sikkerhedsstyrkerne er trukket ud. Der bliver godt nok sendt nogle flere amerikanske derned nu, men det er jo et fåtal i forhold til hvad det var tidligere.

Det, der gav mig et håb, var, hvad der skete, da vi begyndte at skrue ned for vores indsats. I den afghanske regering havde man en fornemmelse af at, ”Nå ja, vi har problemer, men Vesten har vores ryg, så hvis problemerne bliver store nok, så skal de nok løse dem.” Så begyndte vi at skrue stille og roligt ned både militært og civilt – i hvert fald i støtte til regeringsstrukturerne. Så kunne man se en afghansk regering begynde at tage deres ansvar meget mere alvorligt, for pludselig gik det op for dem, at der er altså en dag, hvor Vesten ikke er der i samme omfang, og det er den afghanske regerings hoveder, der kommer til at rulle, hvis Taleban kommer tilbage til magten.

RÆSON: Hvordan hænger det sammen med, at vi fra dansk side nu øger vores personel i Afghanistan på opfordring fra Trump-administrationen?
I den militære del har vi indset, at Obamas strategi om, at ”Nu sætter vi hårdt ind de næste to år og så trækker vi os helt ud” ikke har virket. I stedet signalerer vi nu, at vi er villige til at være der så længe, det er nødvendigt. Det synes jeg er fint, men hvis man kigger på rådgivere og hvor meget militært personel, der er nu, sammenlignet med for fem år siden, så er det en brøkdel, der er tilbage i dag. Vi justerer godt nok lidt nu, men det er jo ingenting. Det er ikke fordi, vi er på vej tilbage til det troppeantal, som vi havde for fem år siden.
Nu vil jeg ikke pege fingre, men jeg kan i hvert fald bare konstatere, hvor lidt det afghanske retssystem blev udviklet under den italienske koordinations ledelse.

Nu vil jeg ikke pege fingre, men jeg kan i hvert fald bare konstatere, hvor lidt det afghanske retssystem blev udviklet under den italienske koordinations ledelse
_______

 

RÆSON: Hvad har været den største udfordring for de danske styrker i Afghanistan?
Opbygningen af det afghanske politi og retssystem haltede i meget lang tid. At man ikke fik styr på disse områder fra starten af, ser jeg som en af de helt store fejltagelser.
Hvis du ikke har tiltro til, at politiet kan passe på dig, og at kriminelle kan blive dømt, hvis de har stjålet fra dig eller voldtaget din datter, så er der en stor risiko for selvtægt. Mange søgte faktisk mod Talebans uformelle domstole; Taleban kom kørende på knallerter, og så blev der holdt en hurtig retssag. Hvis der fx var en, der var anklaget for voldtægt, så eksekverede de en dom. Hvorimod de afghanske myndigheder ikke var i stand til at gennemføre retssager, der ikke var korrupte.

I kølvandet af Bonn-aftalen i 2001 fik de forskellige lande hvert deres ansvarsområde. Amerikanerne sagde: ”Fint, lad os gå i gang med at opbygge den afghanske hær,” hvilket jo var meget naturligt. Briterne gik ind og sagde: ”Vi vil gerne tage os af kampen mod narkotika,” og Danmark gik ind og sagde: ”Så tager vi os af uddannelsessektoren.” Så sagde italienerne, af alle mennesker: ”Så tager vi os af retssystemet.” Og så skete der ikke ligefrem meget med retssystemet i de næste mange år.

RÆSON: Tror du, der er en sammenhæng mellem, hvordan retssystemet er i Italien, og den måde de tog sig af det i Afghanistan? Har de manglet kompetencer til at påtage sig opgaven?
Nej, jeg tænker bare, at italienerne ikke lagde særlig mange ressourcer i det. Når man tænker på, hvor mange ressourcer der blev lagt i at udvikle den afghanske hær, og hvor få ressourcer der blev lagt i at udvikle det afghanske retssystem. Den balance, synes jeg, har været skæv. Både hvad angår midler, rådgivning og træning. Hvis du tænker på, hvor mange midler vi lagde i at købe materiale, træne soldater, træne officerer, udvikle hæren fra at kunne operere på deling til kompagni/bataljon-plan, og så kigger på, hvor mange rådgivere og hvor få ressourcer vi satte af til at uddanne dommere, anklagere og forsvarer og udvikle domstole. Det var noget, man først begyndte at tale om på et nogenlunde seriøst plan omkring 2009, og der var vi allerede mange år inde i konflikten.

RÆSON: Tror du, at vi fra dansk side havde nogle særlige kompetencer, der gjorde, at vi i højere grad end andre kunne tage os af uddannelsesindsatsen?
Jeg tror nu nærmere, det er den danske tilgang om, at når vi påtager os en opgave, så påtager vi os opgaven meget seriøst.
Når vi siger: ”Fint nok, vi vil gerne hjælpe med at koordinere uddannelsesområdet” så er det noget, vi tager meget alvorligt, og noget vi rådgiver om på ambassaden. Det er ikke bare noget, vi gør med venstre hånd. Man kan sige meget af det samme om amerikanerne og deres indsats med den afghanske hær. Det har de taget særdeles alvorligt. Hvorimod der var andre nationer, nu vil jeg ikke pege fingre, men jeg kan i hvert fald bare konstatere, hvor lidt det afghanske retssystem blev udviklet under den italienske koordinations ledelse.

RÆSON: Hvorfor mener du, at den danske indsats i Afghanistan er en succes?
Det har heldigvis været noget, der ikke har været så kontroversielt i mange egne af Afghanistan. Jeg oplevede det selv i Gereshk, hovedbyen i det danske område i Helmand-provinsen, hvor der inde i byen efter afghanske forhold var velfungerende skoler i forhold til under Taleban, hvor de helst bandlyste al form for uddannelse, fordi de så kunne holde befolkningen hen i fuldstændig uvidenhed.

Dermed ikke sagt, at det har været perfekt. Jeg prøvede selv at åbne en skole i et landdistrikt uden for Gereshk. Det var virkelig op ad bakke, fordi Taleban kom ind og truede med at lukke skolen hele tiden, og de lokale ville have, at den kun skulle være for drenge, fordi piger ikke skulle gå i skole. Så det er ikke fordi, der ikke er udfordringer, men i forhold til hvor mange børn, der har fået en form for uddannelse i forhold til, hvordan det var under Taleban, så er det i hvert fald en af de ting, der er gået nogenlunde godt.
Jeg sad ikke specifikt med det, men jeg ved, at vi havde uddannelsesrådgivere, og vi koordinerede støtten fra international side til det afghanske undervisningsministerium med rådgivere, midler og materialer.

RÆSON: Kommer Danmark til at sende kamptropper tilbage til Afghanistan?
Nej, ikke mig bekendt. Men amerikanerne har jo nogle kamptropper og eliteenheder, som kan gå ud og slå Taleban oven i hovedet, når de bliver for store, samt støtte den afghanske hær i visse operationer.
Det er vigtigt ikke kun at kigge på den danske indsats. For det kan godt være, at vi ikke har kamptropper i Afghanistan, men der er enheder dernede fra eksempelvis amerikanske side, der kan gå ud og operere offensivt. Vi kommer fortsat med vores del af puslespillet, bare ikke i form af kamptropper.

Vi kommer fortsat med vores del af puslespillet, bare ikke i form af kamptropper
_______

 

RÆSON: Asylansøgere fra Afghanistan udgjorde i 2016 den næststørste gruppe asylansøgere i Danmark, kun overgået af flygtninge fra Syrien. Hvordan hænger det sammen med, at vi har været på mission i Afghanistan i 16 år, og at vi gerne skulle have stabiliseret situationen?
Mine tolke fortalte om, hvordan forholdene var under Taleban-tiden, hvor der hang lig i lygtepælene, og hvor mænd, der ikke havde bare en smule skæg, blev banket, og kvinder blev henrettet for den mindste forseelse. Så jeg vil vove den påstand, at selvom Afghanistan ikke er noget glansbillede i dag, så var det Afghanistan, som Taleban styrede, hundrede gange værre. Jeg tror, at flygtningestrømmen i dag ville være større, hvis Taleban stadig havde magten.
Man kan ikke forse en afghaner i gerne at ville have en bedre fremtid i Europa. Rent sikkerhedsmæssigt sender vi tilbage til dele af Afghanistan, fordi store dele af Afghanistan er sikre nok til at sende flygtninge tilbage til.

RÆSON: Hvilke dele af Afghanistan er det, du anser som sikre?
Det afgør vores myndigheder selvfølgelig. Men jeg oplevede fx selv provinsen Bamiyan, som jeg besøgte i noget af den sidste tid, jeg var diplomat i Afghanistan. Der kunne man gå rundt uden sikkerhedsfolk og uden beskyttelse. Der var sågar folk, der stod på ski i de lokale bjerge. Det var selvfølgelig ikke europæiske forhold, men der er i hvert fald dele af Afghanistan, som er sikre. Det er så ikke tilfældet for især de sydlige områder, fx Helmand og Kandahar. Andre områder er sikre nok. Det gælder især for de nordlige provinser.

RÆSON: En dansk konvoj blev 24. september 2017 ramt af en selvmordsbombe under udførelsen af en eskorteopgave. Hvordan hænger det sammen med, at sikkerhedssituationen kan anses som stabil?
Der vil altid være dele af Afghanistan, hvor der vil være en sikkerhedsrisiko, men det kan du også sige, hvis du tager til Pakistan eller Indien.
Jeg vil hellere sige, at det glæder mig, at det er meget lang tid siden, at en dansk soldat er blevet såret eller dræbt. Det vidner om, at vi ikke er til stede i et omfang eller nogen af de steder, hvor vores soldater er så udsatte, som de har været tidligere.

RÆSON: Hvis vi udelukkende er der for at stabilisere situationen, og du siger, at der er store områder af Afghanistan, der er relativt sikre, hvorfor sender vi så 55 nye mand derned?
Jeg siger, at der er sikkert i nogle områder. Nu har vi ofret så meget, så at trække os ud i utide ville ikke være hensigtsmæssigt, og nu har vi jo et nært samarbejde med amerikanerne, og det har vi også i kampen mod IS i Irak. Så vi byder ind med det, vi mener, vi har kapacitet og evner til. Dermed ikke sagt, at vi er på vej ind i kampoperationer igen i Afghanistan, men hvis vi føler, at vi kan bidrage med noget rigtigt på et givent tidspunkt, så lytter vi selvfølgelig til vores amerikanske partnere.

Vi byder ind med det, vi mener, vi har kapacitet og evner til
_______

 

RÆSON: Så det handler måske mere om at have et godt forhold til den nye administration i Washington, end det handler om, hvad vi rent faktisk kan gøre i Afghanistan?
Nej, det gør det på ingen måde. Det handler om at se på, hvad der egentlig er et behov for. Nu har amerikanerne lyttet til de råd, som deres generaler er kommet med i forhold til, hvad den rigtige løsning er, og hvor der er behov, og så tager vi fra dansk side en snak med dem og ser på, hvordan vi bedst kan bistå.
Hvis vi mener, at vi ikke kan bistå, så gør vi det ikke, men i det her tilfælde har vi så valgt at gøre, som vi gør.

RÆSON: Hvordan går det med målsætningen om at indgå en fredsaftale med Taleban og de væsentligste oprørsgrupper?
Efter en konflikt, der har varet i så mange år med Taleban, som desværre også står stærkt i Pakistan, synes jeg, det er fint også at kigge på, hvad man kan gøre gennem dialog, eftersom vi tydeligvis ikke har løst hele konflikten militært. Også ud fra det synspunkt, at jeg i bund og grund vil kalde Taleban en nationalistisk oprørsbevægelse.
De er ikke en international terrorgruppe, som ønsker at ramme USA eller Danmark herhjemme, som fx IS er. Taleban vil ”bare” have deres områder i Afghanistan for sig selv, og så genindføre et meget stenalderagtigt sharia-system. Det gør, at man kan håndtere dem på en anden måde, end hvis det var en egentlig terrororganisation, der også opererede i Europa.

Jeg vil i bund og grund kalde Taleban en nationalistisk oprørsbevægelse
_______

 

RÆSON: Set i det lange perspektiv, hvornår vil du så tro, at vi, både fra dansk og international side, trækker de sidste styrker hjem fra Afghanistan?
For den samlede vestlige tilstedeværelse tror jeg, at der kommer til at gå lang tid. Du kan kigge på Balkan, og hvor lang tid det tog. De havde endda en forholdsvis højtuddannet befolkning, hvorimod vi i Afghanistan virkelig begynder på nulpunktet, og hvor der er områder, hvor folk ikke engang kan læse og skrive. At genopbygge Afghanistan kommer til at tage lang tid.
Hvor længe de danske soldater er der, er en politisk beslutning, som vi afvejer løbende, men der er forholdsvis bred opbakning til den træningsmission, vi har dernede. Den er afgørende for at kunne opbygge de afghanske sikkerhedsstyrker.

RÆSON: Er vi ude om 10 år?
Jeg tror ikke, at alle vestlige soldater er ude om 10 år. Om de danske stadigvæk er der, afhænger i høj grad af, hvornår vi mener, at vi har været der nok, og hvor meget vi har brug for vores soldater i andre dele af verden.

ILLUSTRATION: Marcus Knuth [foto: Steen Brogaard/Officielt pressebillede]