06.09.2017

„Jeg mener, at der i dag de facto er en en-statsløsning. Der er en israelsk militærbesættelse, som medfører apartheid-tilstande, hvor to befolkningsgrupper lever indenfor samme territorium, men under forskellige rettigheder. Netop fordi det palæstinensiske selvstyre er dybt afhængigt af samarbejdet med Israel, og ikke vil kunne fungere uden. Hvis vi taler mere ideelt om en demokratisk en-statsløsning betinget af ’en mand = en stemme’, bør etnicitet og religion ikke være afgørende for, hvilke rettigheder man nyder. Vejen dertil er meget lang‟

Interview af Viktor Bournonville

RÆSON: Som følge af angrebet fredag d. 14 juli 2017 opførte Israel metaldetektorer omkring indgangene til Tempelbjerget [Al-Aqsa-moskéen og Klippehelligdommen, red.]. Der lukkes ned for fredagsbøn på plateauet for første gang i 17 år. To uger efter fjerner Israel så metaldetektorerne efter mange demonstrationer fra palæstinensere og muslimer. Hvordan kommer de to hektiske uger til at præge forholdet mellem Israel og Palæstina fremover?

Det, der udspillede sig over sommeren, er ikke noget nyt. Man ser med jævne mellemrum lignende voldseskalering omkring de hellige steder i Jerusalem. Over de sidste mange år har vi set en skærpet sikkerhed i og omkring områderne. Konflikten er blevet hårdere, og fx provokerer Israel palæstinenserne ved at give israelske bosættere adgang til plateauet, hvor Al-Aqsa moskéen ligger [Tempelbjerget, red.]. Samtidig er det blevet sværere for palæstinensere at komme til at bede ved Al-Aqsa moskéen. Specielt for folk på Vestbredden, der skal have en særlig tilladelse for at kunne passere igennem checkpoints og komme fra Vestbredden til Jerusalem for at besøge de hellige, religiøse steder. Det er klart, at jo mere presset situationen er for palæstinenserne omkring bevægelighed generelt samt adgang til de hellige steder, jo større er konfliktpotentialet også, når Israel kommer med tiltag, som involverer Al-Aqsa-moskéen – det tredjehelligste sted indenfor Islam.

Jo mere presset situationen er for palæstinenserne omkring bevægelighed generelt samt adgang til de hellige steder, jo større er konfliktpotentialet også, når Israel kommer med tiltag, som involverer Al-Aqsa-moskéen – det tredjehelligste sted indenfor Islam
_______

 

RÆSON: De helligste steder for palæstinenserne findes i Jerusalem. Hvad er specielt for Østjerusalem i forhold til konflikten mellem Israel og Palæstina?

Vestbredden er besat og Østjerusalem er officielt annekteret, altså ulovligt indlemmet i den israelske stat. Palæstinensere, der bor i Østjerusalem, er derfor under israelsk styre. Det er adskillelsen af det palæstinensiske folk i Østjerusalem i forhold til dem på Vestbredden. Israel fører også en meget aggressiv politik overfor palæstinensere, der bor i Østjerusalem, fordi Israel har et helt erklæret mål om at sikre et jødisk flertal i det palæstinensiske Østjerusalem. Israel ser ikke, modsat det internationale samfund, Østjerusalem som palæstinensisk hovedstad i en fremtidig to-statsløsning. Den israelske regering referer officielt til ”Det Forenede Jerusalem”, foreningen mellem Vest- og Østjerusalem, som Israels hovedstad. Det internationale samfund har dog stadig ambassaderne i Tel Aviv, fordi det er dét, man anerkender som israelsk hovedstad. Men der er israelsk pres på for at få lande til at rykke ambassaderne til Jerusalem. Israel ser Jerusalem som hovedstad og har en klar interesse i at italesætte det, samtidig med at man i høj grad vil underminere palæstinensernes mulighed for at få den østlige del af byen som hovedstad. Jerusalems vigtige religiøse helligdomme gør også, at det ikke kun er et spørgsmål om relationen mellem Israel og Palæstina, men mellem Israel og hele den muslimske verden.

Jerusalems vigtige religiøse helligdomme gør også, at det ikke kun er et spørgsmål om relationen mellem Israel og Palæstina, men mellem Israel og hele den muslimske verden
_______

 

RÆSON: USA’s Præsident Donald Trump lovede i sin valgkamp, at han ville flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. Senere har han været forsigtig med at gøre alvor af ordene. Hvorfor?

Ét er, hvad en amerikansk politiker siger i en valgkamp. Noget andet er, hvad der sker, når han eller hun så får embedet og indser, hvad løfterne vil få af konsekvenser. Lige præcis Donald Trump er rimelig utilregnelig, så man ved ikke, om han faktisk har tænkt sig at flytte ambassaden på et eller andet tidspunkt. Man har set mange amerikanske præsidenter – også Obama – stå i taler til et pro-israelsk publikum og fortælle, at Jerusalem er ”undivided” (udelt), mens man samtidig som officiel amerikansk udenrigspolitik har en linje i forhold til Jerusalem, der minder om EU’s, hvor Vestjerusalem er israelsk, og Østjerusalem er palæstinensisk. Der er altså en afstand mellem, hvad Trump har sagt og den officielle amerikanske linje. Donald Trump kunne godt finde på at flytte ambassaden, men det vil i så fald være et brud på den officielle amerikanske linje. Og hvis han gør det, må man forvente ramaskrig fra fx EU og FN. Det vil medføre en mulig diplomatisk krise, hvis den officielle amerikanske linje ændres, og de omstændigheder, som er til grund for en mulig to-statsløsning, sættes over styr.

Donald Trump kunne godt finde på at flytte ambassaden, men det vil i så fald være et brud på den officielle amerikanske linje. Og hvis han gør det, må man forvente ramaskrig
_______

 

RÆSON: Det Hvide Hus udsendte fredag d. 11. august en udtalelse, som lød, at der nu, efter uroen havde lagt sig, var mulighed for at forhandle og genstarte diskussioner om en fredsproces. Hvad kan man forvente?

Normalt skal man ikke forvente noget særligt af de slags amerikanske diplomatiske offensiver. Hver gang en ny amerikansk præsident er tiltrådt, sender man en ny forhandlingsoffensiv frem og håber på, at man vil være den præsident, der sikrer freden og kommer med lige præcis den løsning, som ingen andre har kunnet levere. Donald Trump kunne komme med en eller anden helt ny kurs. Alt fra et uventet pres på israelerne eller en linje, der hedder, at Israel kan gennemtrumfe, hvad de vil have. Her er Trump stadig lidt af en joker, og substansen er endnu ikke helt klar, medmindre man tager hans ord for gode varer. Lige nu er incitamentet for Israel i at engagere sig ikke særlig stort, da der ikke er et stort internationalt pres på Israel, og det pres, der er, forbliver ved det retoriske. Mahmoud Abbas [Lederen af Fatah, Palæstinas ledende parti, red.] på Vestbredden har stort set ingen folkelig opbakning og dermed ikke den indflydelse, der gør, at han vil kunne sælge en eller anden studehandel med Israel til sin befolkning. Jeg har svært ved at se, hvad der skulle skabe et momentum eller sætte skred i forhandlingerne netop nu, fordi der ikke er et pres udefra.

Rådgiver Jared Kushner, udsending for internationale forhandlinger Jason Greenblatt og national vice-sikkerhedsrådgiver Dina Powell besøgte Ramallah på Vestbredden d. 24 august for at genstarte forhandlinger om fred i Israel – Palæstina.

RÆSON: Azzam al-Ahmad fra Fatah [Abbas’ parti, red.] sagde d. 14. august i et telefoninterview: “We are giving the Americans a chance to move a serious peace process forward and we hope they succeed, but if they fail to make progress, we will turn to international institutions including the United Nations to request full membership.” Hvad vil det betyde, hvis Palæstina i bredere forstand anerkendes som stat af Vesten?

Det har vi hørt utrolig mange gange. Det eneste, Fatah efterhånden har tilbage, er forhandlingskortet. At man er den part i det palæstinensiske politiske spektrum, der stadig er villige, pressede eller naive nok til at forhandle og på den måde tilfredsstille de internationale donorer. Det palæstinensiske selvstyre er fuldstændig afhængige af international udviklingsbistand. En udviklingsbistand, der betinger, at PLO [Den Palæstinensiske Befrielsesfront, red.] engagerer sig i den diplomatiske proces. Den almindelige palæstinenser vil nok være meget mere skeptisk og pessimistisk. Men de sidste ti år har det været strategien med den retoriske trussel fra palæstinensisk side om at gå til det internationale samfund eller bruge andre kanaler, hvis ikke der bliver leveret, ellers vil den nye diplomatiske proces ikke føre til noget. Palæstina er blevet optaget i FN som observatørstat, UNESCO og 135 lande har også anerkendt Palæstina, så det er ingen ny strategi, at man appellerer bredere til det internationale samfund. Spørgsmålet er, hvad palæstinenserne får ud af den strategi? De får selvfølgelig politisk opmærksomhed, moralsk og til dels juridisk anerkendelse, som er vigtig. Men de sidste år, hvor de faktisk har udvidet deres mandat og anerkendelse på den internationale scene, har de ikke fået en bedre hverdag med mere frihed uden besættelse. Når flere anerkender Palæstina som stat, skaber det et momentum og en opbakning til palæstinenserne og til deres fremsatte krav, som kan skabe et pres. Men at anerkende Palæstina betyder ikke, at der ER et Palæstina. Det kan også være en bjørnetjeneste for palæstinenserne, hvis de diplomatiske sejre skaber en falsk opfattelse af fremskridt, som reelt ikke eksisterer. Men det er samtidig klart, at der med anerkendelse også følger nogle formelle rettigheder. PLO har tiltrådt Romstatutterne, der betyder, at palæstinensere muligvis har muligheden for at rette anklager om israelske krigsforbrydelser. Nu er Israel ikke en del af Romstatutterne, men det vil stadig omfatte forbrydelser begået af israelsk militær på palæstinensisk territorium. Og så kan det godt være, at det ikke nødvendigvis betyder, at PLO anklager Israel for krigsforbrydelser, men det skaber et pres og en opmærksomhed, som Israel ikke er interesseret i.


RÆSON: I Vesten er det kun Sverige og Island, der anerkender Palæstina som en stat. Palæstina som fuldgyldigt medlem af FN besværliggøres af USA’s vetoret i Sikkerhedsrådet, hvor amerikanerne – skulle en afstemning komme dertil – højst sandsynligt vil bruge vetoretten. Hvad kan det internationale samfund ellers gøre for at skabe fremgang og en bæredygtig løsning her 50 år efter seksdageskrigen?

Særligt i EU-regi har der meget længe været snak om at begynde at lægge et økonomisk pres på Israel i form af boykot af bosættelsesøkonomien samt at indføre økonomiske sanktioner. EU har officielt inkorporeret en klausul, der handler om, at man fra EU’s side ikke må handle med aktiviteter i de besatte palæstinensiske territorier, altså israelske bosættelser, og at man skal boykotte bosættelser på palæstinensisk territorium [i henhold til den ’grønne linje’ eller 1967-grænserne, red.] i al sin samhandel og samarbejde med Israel. Det er et fremskridt, at EU så systematisk nu differentierer mellem Israel og besat palæstinensisk territorium. EU er en vigtig aktør, fordi det europæiske marked er helt afgørende for Israels økonomi. Der er nogle, der ser det som en krigserklæring mod Israel, men det er trods alt stadig et diplomatisk spor at begynde at kigge på sin handels- og investeringspolitik. Det kan påvirke Israel, og hvis den enkelte israeler begynder at mærke konsekvenserne af økonomisk isolation, så kan der mobiliseres et internt pres på regeringen i Israel.

Det er et fremskridt, at EU så systematisk nu differentierer mellem Israel og besat palæstinensisk territorium
_______

 

RÆSON: Kort fra OCHA [FN-organ red.] viser med forskellige farveskaleringer, at Israel de facto har stor kontrol på Vestbredden. Man har tre områder, hvor område C er under fuldstændig israelsk kontrol og område B er delvist under Israelsk kontrol. Det efterlader område A som det eneste reelle palæstinensiske territorium. Hvordan vil en to-statsløsning fungere under disse forhold?

En to-statsløsning forudsætter, at man ophæver denne zoneinddeling. Det er umuligt med en levedygtig palæstinensisk stat, som det ser ud nu, hvor 70% af det område, der blev erklæret palæstinensisk efter oprettelsen af Israel, nu faktisk militært set er under israelsk suverænitet. Det forudsætter, og er også et palæstinensisk krav, at der skal være autonomi i hele territoriet og ikke kun i de områder, der nu udgør område A og tæller 18% [B’Tselem, red.] af Vestbredden. Område C bliver brugt til at bygge israelske bosættelser uden palæstinensisk indblanding. Det er her, at langt de fleste israelske bosættelser på Vestbredden befinder sig, og dem ruller man ikke bare sådan tilbage. Det betyder en dynamik, hvor flere og flere palæstinensere bliver tvunget ud af det område og koncentreret i område A – i de store byer som Jericho, Ramallah og Nablus. Og jo længere tid, den dynamik får lov at stå på, jo mindre er der en basis for en palæstinensisk stat. Det kræver en tilbagerulning af de israelske bosættelser på Vestbredden, og det bliver sværere og sværere, for der bliver flere og flere af dem.

Det er heller ikke sådan, at hvis der bliver lavet en to-statsløsning i morgen, så vil der være fred mellem Israel og Palæstina. Der vil være mulighed for angreb fra begge sider, hvilket altså kræver en meget massiv international tilstedeværelse i en overgangsperiode for at sikre begge befolkninger mod angreb. Men det sikkerhedsspørgsmål står man først med, når man har skabt en to-statsløsning.

RÆSON: To-statsløsningen bliver ikke talt op, når man ser på, at man skal fjerne flere hundrede tusind af israelske bosættere fra Vestbredden. Hvordan kan en-statsløsningen komme til at se ud?

Det kommer meget an på, hvilken form for en-statsløsning man taler om. Jeg mener, at der i dag de facto er en en-statsløsning. Der er en israelsk militærbesættelse, som medfører apartheid-tilstande, hvor to befolkningsgrupper lever indenfor samme territorium, men under forskellige rettigheder. Netop fordi det palæstinensiske selvstyre er dybt afhængigt af samarbejdet med Israel, og ikke vil kunne fungere uden. Hvis vi taler mere ideelt om en demokratisk en-statsløsning betinget af ’en mand = en stemme’, bør etnicitet og religion ikke være afgørende for, hvilke rettigheder man nyder. Vejen dertil er meget lang. Jeg er grundlæggende skeptisk overfor mulighederne for at realisere en demokratisk en-stats løsning. Men jeg må samtidig indrømme, at jeg, efter at have arbejdet med denne konflikt i mange år, også ser muligheden for en to-statsløsning som urealistisk, hvis man ser på israelsk bosættelsespolitik og den demografiske udvikling. Der var muligvis engang et momentum for en to-statsløsning, men den mulighed er i mine øjne svundet voldsomt ind. Det er den ikke mindst på grund af højredrejningen i israelsk politik.

Et internationalt momentum for en en-statsløsning findes ikke for alvor, og den officielle linje er stadig, at den USA-anførte forhandling og fredsproces må forsøge at skaffe en to-statsløsning. Min vurdering er, at på et tidspunkt vil flere turde råbe op om, at to-statsløsningen er urealistisk. Så vil folk spørge: ”Hvad gør vi så?” Og så vil en-statsløsningen blive et reelt diskussionsemne. Men vi er der lige nu, hvor ingen rigtig tør tale en-statsløsningen op i en international sammenhæng eller totalt erklære to-statsløsningen for død. Derfor er de fleste afventende, mens status quo opretholdes. Den diplomatiske stilstand er noget af det farligste ved denne konflikt, for så kan man fra international side få indtrykket af, at der ikke sker noget, hverken godt eller ondt, ved ikke at handle. Men tager man ned og besøger Palæstina, så er det tydeligt, at der sker noget hver dag, der underminerer muligheden for en to-statsløsning og en levedygtig palæstinensisk stat.

Jeg mener, at der i dag de facto er en en-statsløsning. Der er en israelsk militærbesættelse, som medfører apartheid-tilstande, hvor to befolkningsgrupper lever indenfor samme territorium, men under forskellige rettigheder
_______

 

Leila Stockmarr (f. 1982) er Ph.D.-studerende ved Institut for Samfund og Globalisering ved RUC med fokus på konflikten mellem Israel og Palæstina og politisk rådgiver ved Alternativet, samt blogger hos Politiken. ILLUSTRATION: Israelsk grænsepoliti (Magav) patruljerer den gamle by ved Tempelbjerget i Jerusalem, Israel, d. 12. maj 2017 [foto: Ziv Koren/Polaris Images]