15.08.2017

„Folk migrerer i alle retninger. Nogle gør det for at få en bedre tilværelse, men de fleste gør det, fordi de ikke har noget andet valg på grund af situationen i deres hjemland. Det er ikke nødvendigvis alle, der opfylder de formelle kriterier for at få flygtningestatus, men det er åbenlyst, at de flygter, fordi situationen i deres land er uholdbar.“
„Italien har lige meddelt, at man har tænkt sig at søsætte sin flåde ved Libyens kyst. Vi ved ikke rigtig, hvad det præcist kommer til at indebære, men formålet er højst sandsynligt at stoppe folk fra at tage turen med bådene over Middelhavet“

1 af 3 interviews, som vil udforske flygtningestrømmene på det afrikanske kontinent.

Interview af Loke Bisbjerg Nielsen

RÆSON: Er der nogle generelle mønstre i, hvor folk migrerer til og fra på det afrikanske kontinent?

I øjeblikket er det et kompliceret scenarie. Hvis vi begynder med flygtninge – mennesker der flygter fra vold, menneskerettighedskrænkelser, krig osv. – skiller tre hot spots sig ud.
Den ene store krise er i Sydsudan. Over de seneste år har vi set over 1 million mennesker flygte til nabolandene, primært til Uganda, men også til Etiopien og andre lande i regionen. Den anden store krise for tiden er i Den Centralafrikanske Republik, hvor udpræget sekterisk vold medfører både intern fordrivelse og flygtningebevægelser til nabolandene. Endelig er der en stor krise i Kasai-regionen i det østlige Congo, som igen har medført omfattende intern fordrivelse, men også en flygtningebevægelse til Angola.

Dertil skal vi huske på de længerevarende problemstillinger på kontinentet, som det ikke ser ud til, at der er en løsning på. Den mest åbenlyse er den somaliske flygtningesituation. Den kenyanske regering har været opsatte på at få flygtninge til at vende tilbage. Man begyndte på et tidspunkt at opsamle folk i større byer for at tvinge dem tilbage i flygtningelejrene. Håbet var, at det på sigt ville få dem til at vende tilbage til Somalia. Men disse initiativer er sket samtidig med, at situationen i Somalia er blevet værre. Volden har været tiltagende, specielt fra den militante gruppe al-Shabaab. Samtidig har tørke medført en udvikling i retning af hungersnød. Det ser ud til, at det bremser muligheden for, at folk kan vende tilbage.

Volden [i Somalia] har været tiltagende, specielt fra den militante gruppe al-Shabaab. Samtidig har tørke medført en udvikling i retning af hungersnød. Det ser ud til, at det bremser muligheden for, at folk kan vende tilbage
_______

 

Hvis vi vender blikket mod mere migrationsrelaterede bevægelser, tror jeg, at vi kan dele dem ind i tre grupper.
Den første er migration fra Vestafrika, gennem Sahel, specielt Niger, og til Libyen, og dernæst i nogle tilfælde forsøg på at krydse Middelhavet til Europa. Det er en meget blandet gruppe. Nogle af de mennesker, som er i Libyen, har været der i lang tid. Måske har de arbejde. Andre er ankommet senere. Men situationen for migranter i Libyen er dårlig for tiden. De er udsat for forskellige former for menneskerettighedsforbrydelser, bl.a. fængsling under ekstremt dårlige forhold, trafficking, slavelignende forhold mv. Nogle gange bliver de tvunget på bådene mod Europa, hvor mange af dem bliver reddet af NGOer. For tiden er europæiske lande, især Italien, i færd med at finde på alle mulige initiativer for at forhindre folk i at forlade Libyen.

Den anden bevægelse kommer fra Østafrika – Afrikas Horn, Eritrea og i mindre grad Sudan. De migrerer gennem Sudan til Libyen, og forsøger derfra også at krydse Middelhavet. Havde vi talt sammen for et par år siden, så havde den samme bevægelse primært søgt gennem Ægypten, over Sinai, til Israel. Men i 2013 byggede Israel et stort hegn på grænsen til Sinai, hvilket har bremset migrationen den vej.

Endelig er der en stor bevægelse til Sydafrika. Den har fundet sted i mange årtier. Det var typisk folk fra nabolandene, fx Zimbabwe. Ingen ved præcist, hvor mange mennesker der har forladt Zimbabwe og er taget til Sydafrika, men det normale estimat er 2-3 millioner mennesker. Det ser ud til, at denne bevægelse reduceres i omfang. Det skyldes ikke, at situationen i Zimbabwe er blevet bedre, men at de fleste med ressourcerne og motivationen allerede er taget af sted. Den sydafrikanske regering er dog meget bekymret for immigration fra andre lande, og der er i øjeblikket tale om at oprette flere lejre på grænsen til Sydafrika.

Ingen ved præcist, hvor mange mennesker der har forladt Zimbabwe og er taget til Sydafrika, men det normale estimat er 2-3 millioner mennesker. Det ser ud til, at denne bevægelse reduceres i omfang. Det skyldes ikke, at situationen i Zimbabwe er blevet bedre, men at de fleste med ressourcerne og motivationen allerede er taget af sted
_______

 

Alt i alt er det et blandet billede, der tegner sig. Folk migrerer i alle retninger. Nogle gør det for at få en bedre tilværelse, men de fleste gør det, fordi de ikke har noget andet valg på grund af situationen i deres hjemland. Det er ikke nødvendigvis alle, der opfylder de formelle kriterier for at få flygtningestatus, men det er åbenlyst, at de flygter, fordi situationen i deres land er uholdbar.

RÆSON: Selvom migration sker på tværs af kontinentet, går den ikke desto mindre enten mod nord eller mod syd. Ser du nogle forskelle på folk, der migrerer mod henholdsvis nord og syd?

Først og fremmest må vi anerkende, at folk altid har migreret på det afrikanske kontinent. Det gælder specielt pastoralister, som altid har flyttet deres kvæg uagtet grænser. Folk migrerer mod steder, som er økonomisk mere stabile, og hvor der er flere muligheder. Det er derfor ikke overraskende, at folk vælger at migrere mod enten Europa eller Sydafrika.

Når det er sagt, er den største faktor nok, at folk bruger de traditionelle migrationsruter. I Vestafrika har der altid været stor mobilitet igennem Sahara til Nordafrika på grund af den trans-sahariske handel. I Østafrika har der altid været en veletableret sudanesisk befolkning i Egypten, så de har den mulighed. For folk fra Malawi eller Zimbabwe, som søger tryghed og stabilitet, giver det mere geografisk mening at søge mod Sydafrika. Igen følger mange de gamle ruter, som blev brugt af den sydafrikanske guldmineindustri, der rekrutterede fra hele det sydlige Afrika.

Med andre ord er de to hovedfaktorer: geografi og eksisterende migrationsruter. Over tid er der skabt netværk af folk, som taler dit sprog og kender din kultur, eller som er i familie med dig; en person fra Zimbabwe kan finde et eksisterende zimbabwisk netværk i Sydafrika.

Over tid er der skabt netværk af folk, som taler dit sprog og kender din kultur, eller som er i familie med dig; en person fra Zimbabwe kan finde et eksisterende zimbabwisk netværk i Sydafrika
_______

 

RÆSON: Ser du nogen problematikker, som opstår på grund af spændinger mellem allerede eksisterende og nye migrationsbevægelser?

Den måde, hvorpå rige lande som de europæiske eller Australien har håndteret de stigende migrationsbevægelser, har bestemt haft en indflydelse på, hvordan afrikanske lande betragter deres flygtningesituation. Som man fx har sagt i Kenya: ’Hvis Europa har tænkt sig at forhindre flygtninge i at komme, hvorfor kan vi så ikke gøre det samme?’

Afrikanske lande har altid været meget barmhjertige og åbne, når det kommer til at tage imod flygtninge – i hvert fald siden 1960’erne. Men nu peger afrikanske lande på, at 85% af verdens flygtninge bor i udviklingslandene og kun 15% i de rige lande. Landene i det globale syd er ved at være trætte af denne fordeling. Man spørger også sig selv, hvorfor de rigere lande i det mindste ikke kan yde større hjælp til at håndtere de migranter, som ankommer i de fattige lande. I denne forbindelse kan man også se de kenyanske tiltag som et forsøg på at få mere udviklingshjælp og humanitær bistand fra rige lande.

85% af verdens flygtninge bor i udviklingslandene og kun 15% i de rige lande. Landene i det globale syd er ved at være trætte af denne fordeling
_______

 

Vi får ofte det indtryk, at flygtningesituationer aldrig bliver løst. Men det afrikanske eksempel viser i mange tilfælde det modsatte. Her har du haft nogle kendte migrationsstrømme førhen, som faktisk er aftaget nu. I 1990’erne var der fx nogle kæmpe flygtningebevægelser, specielt fra Sierra Leone og Liberia, hvor der var borgerkrige. I dag er der meget få flygtninge tilbage fra de to lande. De har enten været i stand til at tage tilbage til de to lande eller er blevet integreret i de lande, som de flygtede til. Det samme var tilfældet efter krigen i Mozambique i 1980’erne og 1990’erne. Lektien er altså, at selv kæmpe flygtningebevægelser kan løses – specielt hvis de lande, folk flygter fra, opnår fred.

RÆSON: Hvilke steder på det afrikanske kontinent bør vi holde øje med, både i forhold til potentielle eskaleringer, men også i forhold til eksempler, som kan tjene som positive forbilleder for håndteringen af de her udfordringer?

Bevægelsen af flygtninge fra Sydsudan til Uganda er værd at holde øje med – 900.000, måske 1 million mennesker er flygtet over det sidste år. Uganda har svaret på en meget konstruktiv måde. Man har tilladt flygtninge at komme ind i landet og bosætte sig i de nordlige regioner. Man forsøger at give dem noget jord at dyrke og bo på, hvilket i høj grad gør dem uafhængige af nødhjælp og selvstændige. Og modtagelsen fra den ugandiske befolkning virker overvejende positiv. Det skyldes nok, at mange ugandere selv har været flygtninge og er flygtet fra Sudan. Dermed sætter Uganda et godt eksempel for resten af kontinentet.

Samtidig er Uganda i øjeblikket bekymret for den økologiske og økonomiske påvirkning på samfundet, som flygtningebevægelsen har. Særligt bekymrende er det, at den internationale støtte ikke er forenelig med de aktuelle udfordringer. Spørgsmålet er, om Uganda kan opretholde sin barmhjertige politik, hvis det fortsætter som nu.

Det andet fokus er naturligvis Libyen. Ingen ved rigtig, hvad der kommer til at ske. Man har stadig en masse udenlandske nationaliteter, og flere og flere kommer til. Det ser ud til, at EU vil gøre alt for at stoppe disse mennesker i at komme på bådene. Italien har lige meddelt, at man har tænkt sig at søsætte sin flåde ved Libyens kyst. Vi ved ikke rigtig, hvad det præcist kommer til at indebære, men formålet er højst sandsynligt at stoppe folk fra at tage turen med bådene over Middelhavet. Situationen i Libyen er dog som nævnt forfærdelig, så det er uklart, hvad der sker med de mennesker, som bliver tvunget til at blive.

Italien har lige meddelt, at man har tænkt sig at søsætte sin flåde ved Libyens kyst. Vi ved ikke rigtig, hvad det præcist kommer til at indebære, men formålet er højst sandsynligt at stoppe folk fra at tage turen med bådene over Middelhavet
_______

 

RÆSON: Hvad med nordøst Nigeria?

Ja, det burde jeg have nævnt. Det er så sandelig et sted med massiv fordrivelse af mennesker. Konfliktens intensitet er nedtonet, og der er snak om, at folk fra både Nigeria og Cameroun kan vende tilbage områder i den nordøstlige del af landet. Men det er ikke helt tydeligt, hvorvidt folk frivilligt vender tilbage. Noget tyder på, at niveauet af ustabilitet, ødelæggelse og usikkerhed ikke giver folk ordentlige forudsætninger for at vende tilbage.

Jeff Crisp arbejder for the Refugee Studies Centre Oxford University og tænketanken Chatham House. Han har arbejdet med flygtninge og flygtningerelaterede spørgsmål i årtier, bl.a. i flere stillinger i FN’s Flygtningeagentur (UNHCR). Han er Ph.D. i Afrikastudier fra Birmingham Universitet. ILLUSTRATION: Flygtninge i Kakuma flygtningelejren i Kenya, 7. juni 2017 [foto: Sun Ruibo/Polfoto]