02.08.2017

Med den offentlige mobning af sin justitsminister har Trump tirret sine konservative støtter. Hvad har fået ham til at gøre det?

GUIDE TIL TRUMP. Denne tekst er forbeholdt RÆSONs abonnenter og udbygges løbende (17/5: Portræt fra det trykte forårsnummer af RÆSON (hvor artiklen bar titlen „Det daglige chok‟), 21/6 supplerende afsnit under titlen: „Skyggen af Nixon‟).

Af Niels Bjerre-Poulsen

[1. august 2017] Præsident Lyndon B. Johnson forklarede engang sine medarbejdere, hvad han forstod med loyalitet: ”Jeg vil ikke bare have loyalitet. Jeg vil have loyalitet. Jeg vil have, at han skal kysse min røv i [stormagasinet] Macy’s vindue ved højlys dag og fortælle mig, at den dufter af roser. Jeg vil have hans pik i min lomme”. Det er utvivlsomt en udlægning af loyalitet, som Donald Trump ville tilslutte sig, men modsat ham, så forstod Johnson, at denne form for ubetinget loyalitet kun kunne gælde for hans personlige medarbejdere. Ikke for hans ministre, ikke for partifæller i Kongressen, og slet ikke for dommere og ordenshåndhævere. Johnson forstod med andre ord principperne i det amerikanske politiske system. Han forstod ideen om magtens tredeling; at der er tre ligestillede grene, nemlig den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt – Kongressen, præsidenten og domstolene. Og Johnson forstod også, at disse ikke blot har adskilte beføjelser, men også, at de forventes at holde hinanden i skak. ”Checks and balances”, som forfatningsfædre kaldte det. At præsident Trump ikke forstår dét koncept fremgår tydeligt. Ikke alene fremgår det af hans reaktioner, når han møder politisk modstand fra Kongressen og domstolene, men det viser sig også i den behandling, han gav sin justitsminister Jeff Sessions. Dén kan bedst beskrives som offentlig mobning, angiveligt for at få ministeren til at sige op. Men måske har Trump med angrebet på Sessions forregnet sig for alvor.

Forhistorien er vigtig. Jeff Sessions har i mange år som Senator for Alabama været en særdeles vellidt skikkelse i den amerikanske konservative bevægelse, og det var en stor gevinst for Trump-lejren, da det under sidste års valgkamp lykkedes at få hans støtte. Det skete efter flere måneders bejlen, og umiddelbart før en række vigtige primærvalg i Syden. Sessions var den første senator, der støttede Trump, og i lang tid den eneste. Overfor de mange konservative vælgere, der i årenes løb havde set Trump placere sig vidt forskellige steder i det politiske spektrum, blev Sessions en vigtig garant. Mens Trump tidligere havde været Demokrat – og bakket op bag Hillary Clinton, Chuck Schumer og andre ledende profiler fra partiet – så havde Jeff Sessions altid været ærkekonservativ. Hans blåstempling styrkede forestillingen om, at Trumps politiske omvendelse var reel.

Sessions‛ blåstempling styrkede forestillingen om, at Trumps politiske omvendelse var reel
_______

 

Trump kvitterede for støtten fra Sessions ved at kalde ham ”den klogeste mand i Washington” og nominere ham til posten som justitsminister. Nok var det de færreste, der delte Trumps opfattelse af Sessions’ kløgt, men senatoren havde dog tilstrækkelig opbakning blandt sine tidligere kolleger til, at hans godkendelse som justitsminister aldrig for alvor kom i fare. Til gengæld kom han hurtigt i problemer på grund af sin stærkt selektive hukommelse om møder, han under valgkampen havde haft med den russiske ambassadør – møder, han også ”glemte” at informere om i de dokumenter, han udfyldte i forbindelse med sin nominering. Sessions følte sig derfor nødsaget til at love, at han ville følge justitsministeriets regler og derfor erklærede han sig inhabil i forbindelse med en eventuel undersøgelse af et muligt samarbejde mellem russerne og Trump-lejren under valgkampen.

Dét løfte har Sessions holdt – og det er tilsyneladende den eneste årsag til at præsidenten har set sig sur på ham. Faktisk har Sessions vel været regeringens mest effektive minister, når det gælder bestræbelserne på at føre Trumps indvandrerfjendske valgløfter ud i livet. Men for Trump overskygges den indsats aldeles af opfattelsen af, at justitsministeren ikke har gjort nok for at beskytte ham personligt. At Sessions blot har fulgt ministeriets protokol er for præsidenten ligegyldigt. Der er kun én udlægning af Trumps udtalelser, for alle hans negative kommentarer om Sessions knytter sig ene og alene til undersøgelsen af den russiske indblanding: Præsidenten forventer, at hans justitsminister på en eller anden måde skal bremse den eller begrænse den.

I et på alle måder bemærkelsesværdigt interview til New York Times erklærede Trump ligefrem, at han aldrig ville have udnævnt Sessions, hvis han havde vidst, at den nye minister ville erklære sig inhabil i spørgsmålet om russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg. Præsidentens kommunikationschef Anthony Scaramucci (der efter 11 dage i jobbet præsterede at blive fyret, endnu før han officielt var tiltrådt sin stilling) kunne tilføje, at Trump forventede, at medlemmerne af hans kabinet gav ham rygdækning. Trump synes at have opfattelsen af, at ministeren burde fungere som hans personlige advokat, snarere end at udvise loyalitet overfor systemet og landets love.

Hvad angår laget af kompetente embedsmænd, som kunne hjælpe de nye ministre og rådgivere ind i stoffet, står hundreder af ledende stillinger stadig ubesatte
_______

 

Inden vi ser nærmere på de større perspektiver i Trumps forsøg på at bremse undersøgelserne af de russiske forbindelser, er det værd at hæfte sig ved et andet aspekt af hans handlinger. Mange havde forhåbninger om, at han delvist kunne kompensere for sin manglende politiske erfaring ved at være en dygtig chef – og god til at vælge kvalificerede folk til ledende poster. For at tage det sidste først, så synes Trump tværtimod at sætte en ære i at nominere folk, der ikke aner noget om det fagområde, de skal bestride. Hvad angår laget af kompetente embedsmænd, som kunne hjælpe de nye ministre og rådgivere ind i stoffet, står hundreder af ledende stillinger stadig ubesatte. Det er blevet meget tydeligt, at indtrykket af Trump som en dygtig arbejdsgiver efter tretten sæsoner af reality-showet ”The Apprentice” må tilskrives manuskriptforfatterne, snarere end ham selv: Han er ganske enkelt en elendig leder – også for sine nærmeste medarbejdere. Han er tilmed selv kilden til de fleste af de konflikter og fløjkrige, der opstår omkring ham, og det er svært at forestille sig, at nogen ny stabschef i Det Hvide Hus han redde ham, hvis han ikke selv ændrer adfærd.

Trump synes at have en særlig respekt for milliardærer og fire-stjernede generaler. Andre ministre og medarbejdere hænger han gerne ud offentligt, hvis han mener, at det kan fjerne opmærksomheden fra hans eget ansvar for skandaler, fiaskoer, dysfunktion og fraværet af politiske resultater. Jeff Sessions er et grelt eksempel, men det er langt fra enestående. Det særlige ved mobningen af landets justitsminister er bare, at den er så uigennemtænkt – hvad flere af præsidentens nærmeste rådgivere også har forsøgt at forklare ham. For hvad ville der ske, hvis Sessions blev fyret eller presset ud?

Det var et vink med en vognstang om holdningen i præsidentens eget parti, da Senatet, stik mod hans ønsker, strammede sanktionerne mod den russiske regering med stemmerne 98-2
_______

 

Flere Republikanske senatorer HAR allerede gjort det klart, at Sessions ikke vil blive afløst, hvis han bliver fyret. Det vil i givet fald betyde, at den nuværende vicejustitsminister, Rod Rosenstein, som Trump også har angrebet i Tweets, ville blive fungerende justitsminister (hvad han allerede er når det gælder undersøgelsen af russisk indblanding). Rosenstein har gjort det klart, at han ikke har nogen intentioner om at fyre den særlige undersøger Robert Mueller, altså i tilfælde af, at en afskedigelse af Mueller er Trump’s egentlige mål med at chikanere Sessions. Skulle Trump ønske at fyre dem begge – og i stedet forsøge sig med en såkaldt administrativ udnævnelse af en ny justitsminister uden godkendelse i Senatet (en såkaldt ’recess appointment’) ville det skabe en regulær forfatningsmæssig krise. Så vidt kommer det dog næppe, for ledende Republikanske senatorer har allerede introduceret lovgivning, der har til formål at blokere denne mulighed. Desuden vil der efter alt at dømme være den nødvendige opbakning i Kongressen til lovgivning, der kan bane vejen for atter at udpege en særlig anklager, hvis Mueller ikke får lov at fortsætte sine undersøgelser. Det var et vink med en vognstang om holdningen i præsidentens eget parti, da Senatet, stik mod hans ønsker, strammede sanktionerne mod den russiske regering med stemmerne 98-2.

Det har været en kaotisk uge: Fyringerne af stabschef Reince Priebus og kommunikationschef Anthony Scaramucci har fået meget omtale, men samtidig er der fremkommet nye vigtige detaljer om bestræbelserne på at hemmeligholde – eller vildlede om – møder mellem Trump-lejren og repræsentanter for den russiske regering under sidste års valgkamp.

Lige nu lader det til, at præsidenten har indstillet mobningen af sin justitsminister. Det er dog langtfra sikkert, at Trump også har opgivet håbet om at stække eller fyre Robert Mueller. Det Hvide Hus forsøger fortsat at delegitimere Muellers undersøgelser ved at hævde, at manden (der hele sit liv har været Republikaner) blot er et villigt redskab for præsidentens politiske fjender. Til gengæld må Trumps rådgivere vel også minde præsidenten om, hvad der skete da han fyrede FBI-chefen James Comey: Systemet slog igen ved at udpege Robert Mueller. Vil han risikere noget lignende? Svaret afhænger vel af, om Trump faktisk frygter at miste sit embede, hvis Mueller får lov at fuldende sine undersøgelser.

Trumps rådgivere må vel også minde præsidenten om, hvad der skete da han fyrede FBI-chefen James Comey: Systemet slog igen ved at udpege Robert Mueller
_______

 

17/5 2017: HVORDAN VI SKAL FORSTÅ TRUMP. Trump ser sig selv som folkets udfordring af det system, han har sat i permanent undtagelsestilstand. Men med Comey-affæren har præsidenten forvandlet sine modstanderes drømme om at få ham afsat til andet og mere end ønsketænkning.

En langvarig, udmattende og ualmindelig grov præsidentvalgkamp kulminerede i november med det største chok i amerikansk politisk historie: valget af Donald Trump. De fleste amerikanere håbede nok, at en eller anden form for normalitet snart ville indfinde sig. At Trumps adfærd ville blive mere ’præsidentiel’. Syv måneder senere er det endnu ikke sket. En konstant strøm af skandaler, bizarre hændelser og forbløffende udtalelser har fået måneder til at føles som år. Alene præsidentens manglende forståelse for det amerikanske demokratis forfatningsmæssige rammer skræmmer mange – også Republikanske politikere. Hans uventede valgsejr har ganske vist skabt nye politiske muligheder for dem, men det skete efter en slags fjendtlig magtovertagelse af partiet, og de må nu leve i frygt for, at han skal trække dem med ned. Man frygter præsidentens omskiftelige temperament, hans omfattende, men ikke tilstrækkeligt belyste erhvervsinteresser, hans åbenlyse nepotisme, hans konflikter med efterretningstjenesterne og FBI’s undersøgelser af hans kampagnestabs påfaldende mange forbindelser til Rusland. Mange – i begge partier – har fornemmelsen af at sidde på en vulkan, der før eller siden kommer i udbrud.

Der er en begrundet frygt for, at Trumps angreb på de almindelige politiske spilleregler skal brede sig nedad fra Det Hvide Hus og gøre alvorlig skade på det amerikanske demokrati. Indtil videre har andre institutioner, ikke mindst domstolene, forsøgt at afbøde virkningerne af Trumps handlinger. Men mange amerikanske politikere – også nogle af Trumps partifæller – spekulerer nu åbent på, hvor længe det politiske system kan klare det pres, som han nærmest dagligt skaber. Det er ganske enkelt uden fortilfælde i amerikansk historie.

Brugen af historiske analogier til forgængere i præsidentembedet synes at være af begrænset nytte i Trumps tilfælde. Vi synes nærmest dagligt at bevæge os ind på ukendt territorium. Alligevel synes det på sin plads at forsøge at opsummere og analysere nogle af de ting, vi indtil nu har lært om Trump som beslutningstager, administrator, regeringsleder, partileder og nationalt overhoved. Kort sagt: som amerikansk præsident. Det gælder både de ydre vilkår, han har måttet fungere under, og de betingelser, han har skabt for sig selv.

Der er en begrundet frygt for, at Trumps angreb på de almindelige politiske spilleregler skal brede sig nedad fra Det Hvide Hus og gøre alvorlig skade på det amerikanske demokrati.
_______

 

Frygten for normalisering
Trump blev svoret ind i embedet med den laveste popularitet for nogen præsident i moderne tid – alligevel har den kun bevæget sig yderligere nedad siden. Samtidig har oppositionen efter alt at dømme vokset sig stærkere: Havde mange Demokrater og progressive lidt svært ved at mobilisere den helt store begejstring for Hillary Clinton under sidste års valgkamp, så er der for alvor fyret op under kedlerne nu – nærmest på samme måde som den såkaldte Tea Party-bevægelse formåede at gøre det på den anden politiske fløj i 2009-10.

Trump har ikke gjort meget for at komme sine kritikere i møde og forsøge at samle et splittet Amerika – tværtimod har flere af hans dekreter og ministerudnævnelser været bevidste politiske provokationer. Han har gentagne gange søgt tilbage mod, hvad der virkede for ham i valgkampen. Nemlig frontale angreb på sine politiske modstandere – og på medierne. Det føles uden tvivl godt at smide råt kød til kernevælgerne ved store pseudo-vælgermøder, men vil man også have lovgivning gennem Senatet, er det næppe befordrende i længden fx at omtale Demokraternes leder i Senatet, Chuck Schumer, som partiets ’hovedklovn’ (ironisk nok gav Trump et stort bidrag til Schumers valgkamp i 2010). De løbende pressemøder ender ofte med at være en historie i sig selv, og i et tweet har præsidenten udråbt de store landsdækkende aviser og TV-stationer (undtagen Fox News) til at være ”fjender af det amerikanske folk”. For en del af disse medier har angrebene tilsyneladende været til stor gavn – de har oplevet et boom i antallet af seere og abonnenter.

Trump har ikke holdt sig til at påstå, at de store aviser og TV-stationer leverer ’fake news’, når de skriver kritisk om ham: Han har flere gange truet med ny lovgivning, der skal gøre det nemmere at sagsøge medier for bagvaskelse. Det er en tom trussel – for forslaget ville kræve en forfatningsændring – men sådanne udsagn påvirker hele det politiske klima. Omdrejningspunktet for alt, hvad Trump foretager sig, synes at være bestræbelsen på at mobilisere basen – sine kernevælgere – præcis som han gjorde under valgkampen. Dét kræver fjender at samles imod. I det lange løb er det svært vedvarende at tildele Barack Obama og Hillary Clinton de roller, men angrebene på de store, gamle medier virker fortsat efter hensigten – især blandt de vælgere, der ikke ser eller læser dem.

Et af de træk ved Trump, som mange af hans tilhængere lidt overraskende synes at sætte særlig pris på, er, at han aldrig medgiver, at han har begået fejl. Adspurgt direkte af CBS-journalisten John Dickerson om han efter de første 100 dage havde lært noget, han ville ønske, han havde vidst ved sin tiltrædelse, kunne Trump kun komme i tanke om, at han havde erfaret, hvor løgnagtige medierne var. Han har vurderet sin egen præstation i de første 100 dage i embedet til topkarakter – og hævdet, at ingen anden præsident i nationens historie har udrettet så meget på så kort tid. Det er objektivt svært at finde noget belæg for den påstand, men de fleste af hans kernevælgere er tilbøjelige til at give ham ret: Mens mange uafhængige vælgere er faldet fra, nyder han stadig opbakning fra hele 86 pct. af de Republikanske vælgere. Over for den slags målinger kan man selvfølgelig indvende, at det ikke er sjovt at skulle indrømme, hvis man har taget fejl – specielt ikke efter blot tre-fire måneder. Som Mark Twain engang sagde, er det nemmere at narre nogen end at overbevise dem om, at de er blevet narret.

Men den fortsatte opbakning til Trump er først og fremmest et markant vidnesbyrd om, hvor polariseret det politiske liv i USA er blevet. Hovedindtrykket fra møder og interviews i de valgdistrikter, hvor han vandt, er fortsat, at hans vælgere forventer, at han vil opfylde sine valgløfter, men at han har brug for mere tid, fordi ’Washington’ og medierne modarbejder ham, og fordi de Republikanske ledere i Kongressen er inkompetente.

Den politiske polarisering skaber svære vilkår for de store amerikanske medier. Men på trods af at præsidenten og hans tilhængere vedvarende afviser kritiske historier som ’fake news’, har flere af dem sat endnu flere ressourcer af til at grave i præsidentens forhold – snarere end at tækkes hans tilhængere ved at finde flere positive historier om Trump-administrationens virke. Selvkritikken på eksempelvis New York Times handler i højere grad om, at man under sidste års valgkamp ikke gik hårdt nok til en Trump, der ifølge faktatjekkere slog alle hidtidige rekorder i at lyve, men i stedet lod sig presse til at skabe en form for falsk ækvivalens ved at blæse Hillary Clintons emailsag ud af proportioner. Ifølge en opgørelse fra PolitiFact var hele 70 pct. af, hvad Trump sagde på sine vælgermøder, således usandt. Bekymringen er, at strømmen af løgne, med den autoritet, der kommer med præsidentembedet, kan blive ’normaliseret’ – at medierne selv og deres læsere og seere ender med at blive nærmest immune over for de mange hændelser og tiltag fra Trump-regeringen, der under enhver af hans forgængere ville være blevet karakteriseret som større skandaler.

Denne bekymring har sat de undersøgende journalister på overarbejde. For ud over regeringens tiltag, udnævnelser og mangel på samme er der et helt kompleks, som knytter sig til præsidentens åbenlyse nepotisme og til de mange erhvervsmæssige interesser, som han fortsat synes at varetage, såvel hjemme i USA som rundt omkring på kloden. Den omstændighed, at Trump fortsat nægter at offentliggøre sine skattepapirer, komplicerer sagerne yderligere. Mest af alt hænger mistanken om mulige forbindelser til Rusland – både under og efter valgkampen i 2016 – som en sky over præsidentens embedsførelse. Uanset hvor mange gange Trump og hans talspersoner afviser alle nye aspekter i sagen som ’fake news’, så forsvinder den ikke, før det står klart, hvad der er foregået, og om der var et egentligt samarbejde mellem russerne og folk i Trump-lejren.

Aftalens kunst og de umulige valgløfter
Under valgkampen fortalte Trump nærmest dagligt offentligheden, at han var den bedste forhandler, man kan forestille sig, og at alle de komplekse problemer, som plagede den amerikanske samfundsøkonomi, var NEMME at løse for en person med hans forhandlingstalent. Hans advokat Michael Cohen hjalp også til: ”Han er en fantastisk forhandler. Sandsynligvis den bedste i denne verden”. Trump henviste gentagne gange til sin (ghostwritede) bog The Art of the Deal (1987), som han dog i behørig respekt for sine kristne tilhængere nøjedes med at betegne som den næstbedste bog, der nogensinde var skrevet – efter Biblen, naturligvis.

Selv hvis man skærer praleriet bort, så var Trumps forhandlingstalent faktisk et stærkt argument for mange vælgere. Også mange amerikanere, der ikke stemte på ham, så det som en grund til trods alt at være fortrøstningsfuld. Faktisk viste meningsmålinger konsekvent, at det var Trumps evne til at skabe resultater, som vælgerne satte størst lid til – så når han sluttede hver anden sætning med ”believe me!”, var det faktisk, hvad mange gjorde.

Forestillingen om, at Trump var en strateg, der spillede tredimensionel skak, mens alle andre spillede dam, fik også næring fra selve den omstændighed, at han i kampen om at blive præsident først udkonkurrerede 16 andre Republikanske kandidater og til sidst også vandt en aldeles uventet sejr over Hillary Clinton. Siden Trump blev svoret ind i præsidentembedet, har man imidlertid kunnet konstatere, at det at føre valgkamp og regere er to vidt forskellige ting. Endnu har Trump ikke haft meget held med at anvende sine færdigheder fra erhvervslivet i politik.

Måske er det ikke noget godt udgangspunkt for politiske forhandlinger konstant at fortælle omverdenen, at man er den bedste forhandler. Især ikke når man samtidig synes at betragte alle forhandlinger som et ’zero-sum game’, hvor der kun kan være én vinder.
_______

 

Det har selvfølgelig ikke gjort Trumps muligheder for politisk succes større, at hans valgkamp var bygget op omkring valgløfter, som aldrig ville kunne indfries. At han på ”day one” ville deportere millioner af illegale indvandrere fra USA, og at han ville bygge en 3.000 km lang, ”stor og smuk” mur langs USA’s sydlige grænse, som Mexico skulle tvinges til at betale for. Eller at han kunne levere bedre sundhedsforsikringer til alle, der tilmed var billigere både for udbyderne og for aftagerne. Det var et løfte, som udelukkende var baseret på hans forhandlingsevner, men uden nogen konkret mekanisme eller noget politisk princip bag.

Trump har flere gange udtalt, at han godt kan lide, at folk ikke ved, hvor de har ham i forhandlinger. Hvad betyder uberegnelighed hos lederen af verdens førende supermagt? Måske er det ikke noget godt udgangspunkt for politiske forhandlinger konstant at fortælle omverdenen, at man er den bedste forhandler. Især ikke når man samtidig synes at betragte alle forhandlinger som et ’zero-sum game’, hvor der kun kan være én vinder.

Tydeligvis har præsidenten en idé om, at han skal bløde modparten lidt op med trusler, inden de egentlige forhandlinger kan begynde. Under valgkampen sidste år kaldte han NAFTA-aftalen om frihandel mellem USA, Canada og Mexico for ”den måske værste handelsaftale, der nogensinde er underskrevet noget som helst sted”, og han fortalte sine tilhængere, at han ville genforhandle den på dag ét i embedet. Det skete ikke, men i slutningen af april lækkede Det Hvide Hus rygter om, at præsidenten med hjælp fra sin rådgiver Steve Bannon var ved at skrive et dekret, der ville trække USA helt ud af aftalen. Reaktionen kom prompte på valutamarkederne, hvor både den mexicanske peso og den canadiske dollar straks faldt i værdi. Men samtidig blev Trump opsøgt af to af sine ministre, handelsminister Wilbur Ross og landbrugsminister Sonny Perdue, der viste ham et kort over, hvor i USA en opsigelse af NAFTA ville ramme hårdt – og hvem. Regningen ville ende hos Trumps kernevælgere i landdistrikterne. Hundredvis af virksomheder henvendte sig med det samme budskab. Det var tydeligvis konsekvenser, som præsidenten ikke havde tænkt igennem på forhånd. Denne fremgangsmåde har snarere været reglen end undtagelsen for Trumps embedsførelse. Han synes at handle impulsivt eller i samråd med sine nærmeste politiske rådgivere uden at spørge de folk i fagministerierne, der faktisk ved noget om det pågældende spørgsmål.

I præsidentvalgkampen var Trumps ”smukke mur” en virkningsfuld metafor – et billede på sikkerhed. Men på langt de fleste strækninger af den 3.000 km lange grænse er sådan en mur ikke blot spild af penge, men også en virkelig dårlig løsning. Havde Trump spurgt grænsevagterne – eller for den sags skyld partifæller i grænselandet – så havde de sandsynligvis fortalt ham, at det er en fordel at kunne holde øje med, hvad der foregår lige på den anden side af grænsen, og at et hegn, hvis det endelig skal være, er en langt bedre løsning end en mur. Men det er ikke et hegn, han har lovet sine vælgere.

En god forhandler må koble sin taktik med en idé om, hvad vedkommende gerne vil opnå, og det kræver en vis grundlæggende viden. Det har Trump siden sin tiltrædelse demonstreret en påfaldende mangel på. På næsten rørende vis har han selv erkendt, at hans tidligere holdninger til flere vigtige spørgsmål bundede i ren uvidenhed. Som han eksempelvis udtrykte det efter sit møde med Kinas Xi Jinping: ”Efter at have lyttet i ti minutter indså jeg, at det ikke er så nemt. Jeg havde en ret stærk fornemmelse af, at de [Kina] havde en utrolig magt over Nordkorea […] men det er ikke, som man tror”. Et af de mange spørgsmål, man passende kunne stille sig om dette udsagn, er, hvorfor Trump ikke havde ulejliget sig med på forhånd at spørge folk i sit eget udenrigsministerium i stedet for at lade sig oplyse af den kinesiske leder?

Journalisten Jonathan Chait har i New York Magazine argumenteret overbevisende for det misvisende i at betegne Trump som en pragmatiker. Hans udgangspunkt er ikke en forestilling om politik som det muliges kunst. Han tager ikke skridt på vejen til at virkeliggøre en politisk vision, men synes villig til at støtte idéer og forslag, der er i åben modstrid med hinanden. Hans ry som pragmatiker skyldes i høj grad, at han i årenes løb skiftevis har tilkendegivet, at han var Demokrat og Republikaner, ligesom hans holdning til alt fra abort til militære interventioner har været særdeles omskiftelig.

Før han selv stillede op, gav Trump økonomisk tilskud til kandidater fra begge politiske partier. Under præsidentvalgkampen var hans egen forklaring slet og ret, at han var forretningsmand og derfor gav penge, hvor han mente, at det kunne købe ham mest indflydelse. Som han så smukt udtrykte det ved et valgmøde i Iowa i januar 2016: ”Jeg har givet [penge] til Demokrater, jeg har givet til Hillary, jeg har givet til alle, for det var mit arbejde … Jeg bliver nødt til at give penge til dem, fordi når jeg vil have noget, så får jeg det. Når jeg ringer, så kysser de min røv”.

Intet tyder på, at Trump som præsident pludselig har tillagt sig politiske principper, endsige et moralsk kompas. Hans pragmatisme udspringer fortsat af ønsket om at vinde personlige sejre samt af manglende forståelse for, at mange af hans synspunkter ganske enkelt er indbyrdes uforenelige, som Jonathan Chait påpeger. I den forstand er han i pagt med de mange af hans kernevælgere, der falder i kategorien ’low information voters’ – vælgere, der normalt ikke følger samfundsdebatten og ved meget lidt om politik. Hvad de har stemt på, er ikke en politisk vision, men løftet om, at de med ham i Det Hvide Hus snart vil vinde så meget, at de næsten – som han lovede dem i valgkampen – bliver trætte af det. Set fra denne vinkel er Trump autentisk: Hans viden om internationale relationer, amerikansk historie og om grundlæggende principper i landets politiske system er vitterligt på niveau med hans tilhængeres. Når han oplever, at en føderal domstol kan bremse hans dekret om et indrejseforbud fra syv overvejende muslimske lande, fordi det formentlig er i strid med gældende lovgivning, så reagerer han ikke ved beklagende at konstatere, at præsidenten, Kongressen og domstolene formelt er ligestillede i det politiske system, men i stedet ved at hævde, at de konkrete dommere har dømt, som de har, fordi de ikke kan lide ham personligt.

Trumps udtalte narcissisme var selvfølgelig åbenlys både før og under valgkampen. Selvforelskelsen er blevet en del af det image, som mange af hans tilhængere er begejstrede for og måske endda finder inspirerende, men den er et problem, når den svækker dømmekraften.
_______

 

”Åh, jeg kender fornemmelsen!”
Trumps udtalte narcissisme var selvfølgelig åbenlys både før og under valgkampen. Som et medlem af hans stab udtrykte det: ”Han drikker ikke, og han tager ikke stoffer. Hans rusmiddel er ham selv”. Selvforelskelsen er blevet en del af det image, som mange af hans tilhængere er begejstrede for og måske endda finder inspirerende, men den er et problem, når den svækker dømmekraften.

I maj fik amerikanerne et sigende indblik i hans selvforståelse, da han om præsident Andrew Jackson (1829-1837) sagde: ”Jeg mener, havde Andrew Jackson været der lidt senere, så ville vi ikke have haft Den Amerikanske Borgerkrig [1861-1865]. Han var en meget hård person, men han havde et stort hjerte. Han var virkelig vred over det, han så ske, hvad angår borgerkrigen. Han sagde: ’Der er ingen grund til dette’. … Borgerkrigen, hvis man tænker over det, hvorfor fandt den sted? Folk stiller ikke det spørgsmål, men hvorfor var der en borgerkrig? Hvorfor blev den situation ikke løst?”

Baggrunden for borgerkrigen er vel et af de mest velbelyste emner i amerikansk historie, og selv de fleste skolebørn ved, at slaveriet var hovedårsagen (i øvrigt døde Jackson 16 år før borgerkrigens udbrud). Men det mest interessante ved udsagnet er Trumps tro på, at Jackson med sin hårdhed og sit store hjerte kunne have forhandlet en løsning på plads.

Da præsidenthistorikeren Jon Meacham, der har skrevet en af de bedste biografier om Jackson (American Lion (2008)), ikke færre end tre gange interviewede Trump i foråret 2016, talte de bl.a. om de præsidenter, der interesserede ham. Andrew Jackson var ikke en af dem og blev ikke nævnt med ét ord. Efter Trumps valgsejr – og reaktionerne på den – har rådgivere som Steve Bannon imidlertid fået overbevist præsidenten om, at han er en moderne Andrew Jackson; en populist, der er elsket af folket og hadet af eliten. Trump har nu hængt et portræt af Jackson (der var Demokrat) ved sit skrivebord i Det Ovale Værelse, og i marts lagde han en krans ved Jacksons gravsted i Tennessee. I den forbindelse sagde han: ”Det var under Den Amerikanske Revolution, at Jackson første gang konfronterede og trodsede en arrogant elite. Synes I, at det lyder bekendt? Hvorfor mon de bliver ved med at tale Trump og Jackson, Jackson og Trump. Åh, jeg kender fornemmelsen, Andrew!”

Når Trump tillægger Jackson egenskaber, som der ikke er meget historisk belæg for, og samtidig hævder, at Jackson kunne have forhandlet en aftale på plads, så borgerkrigen kunne have været undgået, så er det tydeligvis sig selv, han tænker på. Det er hans Art of the Deal, der kan løse alle politiske konflikter.

Under valgkampen sidste år hævdede Trump konsekvent, at Kina manipulerede sin valuta, og at han – igen på ’dag ét’ – officielt ville erklære, at det var tilfældet. Undervejs fortalte mange økonomer ham, at det nok engang havde været tilfældet, men ikke længere var det. De advarede også om, at den umiddelbare konsekvens af at starte en handelskrig med Kina ved officielt at give landet status af valutamanipulator ville være tabet af omkring fire mio. amerikanske arbejdspladser – samt at flere ville følge efter. Det virkede. Trump kom på bedre tanker og erklærede, at Kina ikke længere manipulerede. Ganske karakteristisk for hans syn på sin egen rolle i verden fortalte Trump dog efterfølgende Julie Pace fra Associated Press, at det netop var hans indtrædelse i præsidentembedet, der i sig selv havde standset Kina: ”Men fra jeg tiltrådte præsidentembedet, har præsident Xi ikke – de har ikke – været valutamanipulatorer. Fordi der er en vis respekt, fordi han vidste, at jeg ville gøre noget – eller et eller andet”.

Den samme magiske indvirkning mente Trump at have haft på NATO. Under valgkampen hævdede han, at alliancen var forældet, fordi den ikke gjorde noget for at bekæmpe terrorisme. Det skabte forståeligt nok et voldsomt røre hos mange af USA’s allierede. Først måtte repræsentanter for den siddende Obamaregering til Europa for at berolige de allierede, og efter Trumps tiltrædelse måtte hans nyudnævnte forsvarsminister, James Mattis, gøre det samme. Efter at have sat sig bedre ind i sagerne kunne Trump på et pressemøde med NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, om alliancen erklære: ”Jeg sagde, at den var overflødig. Den er ikke længere overflødig”. Trump fastholdt imidlertid, at NATO havde forbedret sig som et resultat af hans kritik. Også moralen i det amerikanske militær har Trump angiveligt genskabt egenhændigt – alene ved at vinde præsidentvalget: ”Vort militær er så stolt. De var overhovedet ikke stolte. De hang med hovederne. Nu har de hovederne løftet”.

Hvad er Republikanernes sundhedsplan?
I syv år har løftet om at afskaffe Affordable Care Act, også kaldet Obamacare, været et samlingspunkt for Det Republikanske Parti. Hele 60 gange har partiets medlemmer af Repræsentanternes Hus stemt for at afskaffe loven, vel vidende at deres forslag nok var populære hos kernevælgere og donorer, men ville blive stoppet af præsident Obamas veto. Nu sidder der en mand i Det Hvide Hus, som er klar til at skrive under på en lov, der afskaffer Obamacare, men på vej dertil har han lovet alle sine vælgere, at de fortsat vil være forsikret, og at de i øvrigt kan beholde alt, hvad de godt kan lide ved den nuværende lov.

Republikanerne minder om den glammende hund, der endelig indhenter postbilen og ikke ved, hvad den så skal stille op. En ting er nemlig i generelle vendinger at love folk mindre indblanding fra den føderale regering og lavere forsikringspræmier. Noget ganske andet er konkret at skære i offentlige tilskud og fjerne krav til forsikringsselskaberne, så 24 mio. amerikanere ifølge Congressional Budget Office vil miste deres sygeforsikringer.

Det komplicerer yderligere situationen for Republikanerne, at støtten til Obamacare er steget i takt med deres angreb på ordningen. Således ser over halvdelen af de adspurgte nu positivt på loven, mens under 40 pct. er imod. Kun 17 pct. af de adspurgte ser positivt på det Republikanske alternativ, og ved møder i deres distrikter oplever Republikanske politikere den samme vrede, som deres Demokratiske kolleger oplevede i 2010. Det er endda, inden beretningerne om alvorligt syge amerikanere, der har mistet deres sygeforsikring, overhovedet er begyndt at ramme nyhedsstrømmen. Mange Republikanske politikere er ved at nå en erkendelse af, at det måske er det mindste onde for dem blot at blive hånet for ikke at kunne opfylde valgløfterne. I sin iver efter at få NOGET vedtaget synes præsident Trump derimod at være parat til at droppe alle de løfter om at erstatte Obamacare med ”sygesikring, der er fremragende til en brøkdel af prisen”, selvom han dengang forsikrede sine tilhængere om, at det ville være ”SÅ NEMT!”

I sin iver efter at få NOGET vedtaget synes præsident Trump derimod at være parat til at droppe alle de løfter om at erstatte Obamacare med ”sygesikring, der er fremragende til en brøkdel af prisen”, selvom han dengang forsikrede sine tilhængere om, at det ville være ”SÅ NEMT!”
_______

 

Trump er bestemt ikke den første Republikanske politiker, der har lovet billigere forsikringer. Deres forslag har hver gang vist sig at være varianter af et ekstra skattefradrag, så folk selv kunne gå ud og købe en sundhedsforsikring på det private marked. Blandt de helt centrale problemer, som disse forslag ikke har kunnet løse, er, hvordan man sørger for forsikringer, der er til at betale for folk med allerede eksisterende lidelser (eller velsignelser som graviditet, der også regnes som en ’preexisting condition’), medmindre disse var forsikret gennem deres arbejdsgiver. Det var et af de hovedproblemer, som Obamacare tacklede. Som en følge af loven er op mod 20 mio. flere amerikanere i dag blevet forsikret.

I mange stater, hvor Republikanerne dominerer, har modviljen mod Obamacare været stor – dog især når man anvendte denne betegnelse i stedet for at kalde den ved sit rette navn, nemlig The Affordable Care Act. Men i den Republikansk dominerede stat Kentucky kender indbyggerne ordningen som ’Kynect’, og her er den virkelig populær. Sidste år havde 61 pct. af borgerne i staten et negativt indtryk af Obamacare, mens 17 pct. havde et negativt indtryk af ’Kynect’ – som altså blot er det lokale navn for Obamacare.

Mange Republikanere i Kongressen vil afskaffe Obamacare af ideologiske årsager. Først og fremmest fordi de ikke anser det for at være den føderale regerings rolle at sørge for, at folk har adgang til en sygeforsikring. Men under valgkampen baserede Trump hele sin argumentation på, at han kunne tilbyde noget bedre. Ingen amerikanere ville miste deres forsikringer – og ikke en dollar ville blive skåret fra Medicaid-programmet, som tegner sig for en stor del af subsidierne til sygeforsikringer under Obamacare.

Igen syntes Trumps løfte udelukkende at være baseret på hans tillid til egne forhandlingsevner, og da det først gik op for ham, hvor indviklet spørgsmålet er, forsvandt løfterne som dug for solen.

Da Trump valgte at støtte den Republikanske leder Paul Ryans forslag til en erstatning for Obamacare, stod det klart, at han ikke havde nogen intentioner om at stå fast på sine garantier. Forslaget var slet og ret en lettere camoufleret skattelettelse på omkring 640 mia. dollars til de rigeste to pct. af amerikanerne – folk med årlige indtægter over ca. 1,4 mio. kroner. Over ti år ønskede Republikanerne at skære 880 mia. dollars i Medicaid, som Trump havde lovet at bevare ubeskåret. Andre subsidier til sygeforsikringer ville i samme periode blive beskåret med over 300 mia. dollars.

De anslåede besparelser på de offentlige budgetter ville kynisk set være resultatet af, at millioner af amerikanere ikke længere ville have råd til en sygeforsikring. Reduktionen i forsikringspræmierne ville være mulig, fordi man kunne udelade dem, der havde allermest brug for en sygeforsikring – og derfor også var de ’dyre’ kunder.

I første omgang faldt forslaget til jorden på grund af intern uenighed blandt de Republikanske medlemmer i Repræsentanternes Hus. Men processen gjorde det ikke desto mindre tydeligt, at præsident Trump ganske enkelt vidste for lidt om det amerikanske sundhedsvæsen i almindelighed og det specifikke lovforslag i særdeleshed til at få nogen større indflydelse på partiets interne debat. Efter sigende måtte manden, der på det Republikanske partikonvent i 2016 havde sagt ”I’m the only one who can fix it”, gentagne gange spørge sine rådgivere: ”Er dette et godt lovforslag?”

Igen ville regningen blive sendt til Trumps kernevælgere. Ikke alene ville de stater, som Trump vandt, blive hårdest ramt, men inden for de enkelte stater er det de vælgergrupper, hvor han overvejende har hentet sin støtte, som er særligt udsatte – ikke mindst ældre mennesker i landdistrikter. Under Obamacare kan forsikringsselskaberne højst tage tre gange så meget for en forsikring for en person over 60 år som for en ung på 20. I det Republikanske forslag fra Repræsentanternes Hus ville de kunne tage fem gange så meget – og selvom man samtidig gav disse ældre amerikanere et større skattefradrag, kunne det på ingen måde kompensere for stigningerne. Det skyldes især, at konkurrencen i landdistrikter er mindre, og udgifterne ofte større.

Det Republikanske forslag blev bestemt ikke godt modtaget, men det gjorde tilsyneladende mere ondt på Trump, at medierne igen og igen nævnte den omstændighed, at han ikke havde indfriet nogen af sine valgløfter i løbet af de første 100 dage i Det Hvide Hus. Så i anden omgang var det især ham og hans rådgivere, der skubbede på for at få genoplivet planerne om at afskaffe Obamacare – og i begyndelsen af maj lykkedes det at samle et spinkelt Republikansk flertal i Repræsentanternes Hus. Folk omkring præsidenten lod medierne forstå, at det kun havde været muligt, fordi Trump var en mesterlig forhandler. Præsidenten inviterede efterfølgende alle de Republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus over til Det Hvide Hus for at fejre hans første sejr. For Trump er en sejr en sejr. Han kunne sætte et flueben ud for løftet om at erstatte Obamacare, og han havde samtidig styrket sine bånd til partifællerne i Repræsentanternes Hus. Han tog sin del af æren for, at Republikanerne efter syv år havde fået, hvad de ville have. At loven så var det modsatte af, hvad han havde lovet sine kernevælgere, betød tilsyneladende mindre.

Få timer senere tog præsident Trump imod Australiens premierminister, Malcolm Turnbull. Her greb han lejligheden til at reklamere for loven: ”Det bliver fantastisk sygesikring”, sagde Trump. Henvendt til Turnbull tilføjede han så: ”Jeg burde ikke sige det til vores storartede gentleman og min ven fra Australien, for I har bedre sygesikring, end vi har”. Tilsyneladende bemærkede Trump ikke selvmodsigelsen i at lovprise et såkaldt single payer-system (offentlig sygesikring, som i Danmark) efter lige at have brystet sig af en lov, der – hvis den blev endeligt vedtaget – ville fratage omkring 24 mio. deres adgang til sygesikring. En sejr er en sejr.

På sin vis har disse vælgere fået, hvad de bad om. Men i flere tilfælde har Trumps opgør med ’Washington’ ført til angreb på grundlæggende forfatningsmæssige principper. Det store spørgsmål er vel, om der ligger en bevidst strategi bag, eller om disse angreb blot er impulsive udslag af præsidentens manglende forståelse for forfatningens principper om ’checks and balances’.
_______

 

Beundringen for de stærke mænd
Under valgkampen i 2016 begrundede mange vælgere deres støtte til Trump med, at han ville kunne ruske op i systemet – som en anden ’menneskelig molotovcocktail’. I en bemærkelsesværdig meningsmåling troede kun 52 pct. af Trumps vælgere, at han faktisk ville blive en god præsident. På sin vis har disse vælgere fået, hvad de bad om. Men i flere tilfælde har Trumps opgør med ’Washington’ ført til angreb på grundlæggende forfatningsmæssige principper. Det store spørgsmål er vel, om der ligger en bevidst strategi bag, eller om disse angreb blot er impulsive udslag af præsidentens manglende forståelse for forfatningens principper om ’checks and balances’.

Trumps nære rådgiver Steve Bannon har beskrevet sig selv som en ”leninist”, der ligesom sit idol ønsker at ”tilintetgøre staten”: ”Jeg ønsker at få alt til at brase sammen og tilintetgøre hele det eksisterende establishment”. Citatet dukkede op i erindringen hos en del amerikanske iagttagere, da man efter de første 100 dage med Trump i Det Hvide Hus kunne notere sig, at 530 ud af 550 vigtige stillinger i administrationen endnu ikke var besat, og at man i langt de fleste tilfælde end ikke havde nomineret nogen kandidater. I Pentagon var der en forsvarsminister, men de 52 topstillinger under ham stod ubesatte. I Udenrigsministeriet var blot 3 ud af 119 nøglestillinger besat. Med en generel henvisning til, at der er for mange offentligt ansatte, lod præsidenten endda forstå, at mange af stillingerne i Udenrigsministeriet måske slet ikke skulle fyldes. Er forklaringen Bannons leninisme – eller måske ren og skær inkompetence? Det kan også være et resultat af, at forskellige fraktioner i administrationen synes at ligge i åben krig med hinanden, fordi de er fundamentalt uenige om den politiske linje.

Mange iagttagere spekulerer også fortsat over, om Trump mest ser præsidentembedet som en gunstig tilføjelse til sit forretningsimperium. Under sidste års valgkamp lovede han at placere sine omkring 400 virksomheder i en trust bestyret af sine sønner og sørge for en klar adskillelse mellem hans varetagelse af nationens skæbne og hans private økonomiske interesser. Da det gik op for ham, hvor vage de lovgivningsmæssige rammer er, når det gælder præsidentens personlige erhvervsinteresser (de er ganske klare, når det gælder alle andre embedsmænd), slækkede han imidlertid gevaldigt på disse løfter. Ligeledes droppede han løftet om at ville offentliggøre sine skattepapirer, så det forbliver uklart for offentligheden, hvor på kloden han har vitale økonomiske interesser – og med hvem. I februar 2017 ændrede Trump tilmed reglerne for sin trust, så hans sønner nu fx kan sælge aktiver rundt omkring på kloden og overføre pengene til præsidentens private konti, uden at offentligheden skal informeres om det.

Hvad angår Trumps hotel i Washington eller hans luksusresort Mar-a-Lago i Florida, er det svært at bevise, at en øget omsætning skyldes den omstændighed, at ejeren er præsident. Men på Mar-a-Lago, hvor Trump har opholdt sig meget siden indsættelsen, er prisen for et medlemskab blevet fordoblet fra 100.000 til 200.000 dollars (annoncer for resortet dukkede endda op på en af Udenrigsministeriets hjemmesider). Meget tyder også på, at det indtil videre har været særdeles profitabelt for Trumps datter Ivanka og hans svigersøn Jared Kushner at være hans højt betroede rådgivere. Deres respektive virksomheder har i flere tilfælde fået adgang til nye markeder, samtidig med at Trump-regeringen førte forhandlinger med de pågældende lande.

Hensynet til menneskerettigheder synes at være gledet meget langt ned på listen over prioriteter i amerikansk udenrigspolitik. Indtil nu synes Trumps formentlig spontane militære reaktion på den syriske regerings brug af kemiske våben at være den eneste handling, hvor humanitære hensyn har indgået i begrundelsen. Samtidig har Trump dyrket forestillinger om den stærke leder, der skærer igennem og egenhændigt løser problemerne i vurderinger af en række af verdens mest autoritære ledere. Respekten for disse ledere synes at gå en hel del hinsides ønsket om ’kritisk dialog’ og tangerer indimellem beundring for deres magtanvendelse. Lige siden han indledte sin valgkamp i 2015, har Trumps syn på Putin været en kilde til konstant undren. Derudover har også opmuntrende tilkendegivelser og officielle invitationer til andre autoritære ledere, som Egyptens Abdel Fatah al-Sisi og Filippinernes Rodrigo Duterte, vakt opsigt. Trump har talt om, hvordan Duterte er stærkt optaget af at bekæmpe narkotikakriminalitet i sit land – uden overhovedet at påtale, at Duterte støtter dødspatruljers mord på både narkotikahandlere og narkomaner, der indtil videre menes at have kostet flere end 7.000 mennesker livet. Andre amerikanske præsidenter ville næppe heller have inviteret en mand, der siger, at han ”ikke giver en skid” for menneskerettigheder, og i øvrigt kaldte Trumps forgænger, præsident Obama, for en ”søn af en luder”.

Det vakte også forundring, da Trump lykønskede Tyrkiets Recep Tayyip Erdogan efter den folkeafstemning, der styrkede præsidentens magt – efter måneder med massefyringer og arrestationer. Det samme har den omstændighed, at den amerikanske præsident uden forudgående konsultation med Udenrigsministeriet erklærede, at det under ”de rette omstændigheder” ville være ham ”en ære” at mødes med Nordkoreas Kim Jong-un.

Løgnen om jordskredssejren
Blot fire gange tidligere i USA’s historie er ’the popular vote’ og ’the electoral vote’ gået til to forskellige kandidater, som det skete i november (Clinton fik 3,1 mio. stemmer mere end Trump, der til gengæld blev valgt med 306 stemmer i valgmandskollegiet imod hendes 232). Sejren kom tilsyneladende lige så meget bag på Trump som på de fleste andre. I to måneder havde han ellers forberedt sig på et nederlag ved at hævde, at hele valgprocessen var korrupt (rigged) – og at ’systemet’ ville sikre Hillary sejren.

Mere end et halvt år efter vender Trump tilbage til valgdagen i tide og utide. Midt i et møde med journalister i forbindelse med markeringen af hans 100 dage i embedet afbrød han eksempelvis pludselig sig selv og delte et kort over USA ud til deltagerne, så de atter engang kunne se, hvilke valgdistrikter han havde vundet. Ligeledes har han gentagne gange hævdet, at dette var den største valgsejr siden Ronald Reagan. Andre gange, at det ganske enkelt var en af de største sejre i USA’s historie. Begge dele er ukorrekte: Mens Trumps valgsejr uden sammenligning er den mest overraskende i amerikansk politisk historie, så er den bestemt ikke blandt de største. Siden Reagan er det faktisk kun George W. Bush, der har vundet med færre valgmandsstemmer, og der er heller ikke andre præsidenter, der har vundet i valgmandskollegiet på trods af et nederlag på 3,1 mio. stemmer. Få dage efter sin indsættelse hævdede Trump over for medlemmer af Kongressen, at han kun havde fået færrest stemmer, fordi tre-fem mio. mennesker havde stemt illegalt og – må man forstå – alle sammen på Hillary Clinton.

Hvorfor finder han det umagen værd at lyve sig til en storsejr? Hvorfor nager Clintons flertal blandt vælgerne ham så voldsomt, at han flere gange har følt sig tilskyndet til at hævde, at han sagtens kunne have vundet ’the popular vote’, hvis han havde villet?

Måske bunder det i hele Trumps populistiske fortælling om, hvordan han repræsenterer folket mod eliten. Netop hans overraskende valgsejr er helt central i denne fortælling. I hans selvforståelse var han manden, der intuitivt havde forstået noget, som medierne helt havde overset. Spørgsmålet er selvfølgelig, om ’folket’ kan være mindre end halvdelen af vælgerne.

Et permanent angreb på systemet
Trumps anklage om vælgersnyd var ikke bare endnu en overdrivelse, men et angreb på en af det amerikanske demokratis hjørnesten – nemlig tilliden til et frit og troværdigt valgsystem. Og så var det endda selveste landets kommende præsident, der rettede anklagen – uden nogen form for dokumentation og stik imod, hvad alle undersøgelser af påstået svindel har vist, nemlig at valgsvindel spiller en forsvindende lille rolle ved amerikanske valg.

Dertil kom Trumps angreb på navngivne dommere og højtstående embedsmænd, hans offentligt udtrykte mistillid til efterretningstjenesterne og hans udokumenterede beskyldninger mod præsident Obama om, at denne skulle have fået Trump Tower aflyttet under valgkampen. Men det foreløbige klimaks er hans fyringer af tre ledende embedsmænd, der alle var engagerede i undersøgelser af såvel Trump-familien som Trump-kampagnens forbindelser til Rusland. Først fyrede han Preet Bharara, føderal statsanklager i New York, der ud over sager med mulige forbindelser til Trumps forretningsimperium også havde en løbende sag mod Fox News og i givet fald ligeledes skulle forholde sig til Trumps aldeles udokumenterede anklager om, at præsident Obama under valgkampen i 2016 havde aflyttet Trump Tower. Dernæst fyrede præsidenten sin fungerende justitsminister Sally Yates, der indtil da havde gjort tjeneste i Justitsministeriet i 27 år. Den officielle begrundelse var, at hun nægtede at støtte Trumps dekret om et indrejseforbud fra syv overvejende muslimske lande. Mange anser det dog for mere sandsynligt, at hendes rolle i undersøgelserne af Trumps nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynns usande udtalelser om sine forbindelser til repræsentanter for den russiske regering – og ikke mindst Sally Yates’ klare advarsler til Det Hvide Hus om, at denne var alvorligt kompromitteret og udgjorde en sikkerhedsrisiko – fik hende fyret. Endelig fyrede præsident Trump på spektakulær vis chefen for FBI, James Comey, netop som denne angiveligt havde optrappet undersøgelserne af Trump-lejrens forbindelser til russiske embedsmænd under valgkampen og tilmed anmodet om flere ressourcer til undersøgelsen.

Allerede umiddelbart efter Trumps valgsejr begyndte spekulationerne om, hvorvidt han faktisk ville holde en hel valgperiode. Nogle mente, at han simpelthen ville miste interessen for rent faktisk at være præsident, med alt det arbejde, det indebærer, og finde en undskyldning for at gå af. Andre følte sig overbeviste om, at han før eller siden ville gøre noget – eller allerede havde gjort noget – som ville fælde ham. Noget, der kunne ende i en rigsretssag. En af dem var professor Allan Lichtman fra American University, der netop har udgivet bogen The Case for Impeachment (april 2017). Som en af de få havde Lichtman spået, at Trump ville vinde præsidentembedet. For mange var det derfor betryggende, at Lichtman også mente, at denne ville miste det igen i utide.

Allerede umiddelbart efter Trumps valgsejr begyndte spekulationerne om, hvorvidt han faktisk ville holde en hel valgperiode. Nogle mente, at han simpelthen ville miste interessen for rent faktisk at være præsident, med alt det arbejde, det indebærer, og finde en undskyldning for at gå af. Andre følte sig overbeviste om, at han før eller siden ville gøre noget – eller allerede havde gjort noget – som ville fælde ham.
_______

 

Men de fleste spekulationer om Trumps afgang var dog blot ønsketænkning hos hans kritikere og politiske modstandere. Da han 9. maj fyrede FBI-chefen, netop som denne var ved at optrappe undersøgelserne af Trump-lejrens forbindelser til Rusland under valgkampen, kom det imidlertid som et chok for både Demokrater og Republikanere. Skønt præsidenten kan fyre en chef for FBI, så er der en grund til at disse bliver ansat for 10 år ad gangen: De må ikke ligge under for politisk pression.

Comey fik sin fyreseddel overrakt af Trumps bodyguard, mens han var på arbejde i Los Angeles – efter at have hørt nyheden fra et fjernsyn i et hjørne af lokalet. Det Hvide Hus sendte straks talsmænd og talskvinder, samt vicepræsident Mike Pence, ud for at forklare, at fyringen af Comey INTET havde med undersøgelserne af de russiske forbindelser at gøre. Årsagen var derimod Comeys håndtering af Hillary Clintons email-sag 10 måneder tidligere. Det var svært at tro på, i betragtning af, at både Trump og hans justitsminister Jeff Sessions gentagne gange havde hyldet Comey for at have modet til at bringe email-sagen frem midt i en valgkamp – et skridt, der efter Clintons opfattelse kostede hende præsidentposten. Det var endnu sværere at tro på, fordi Clintons emails slet ikke var nævnt i afskedigelsesbrevet til Comey. Derimod kunne Trump ikke nære sig for at nævne undersøgelsen af den russiske forbindelse: ”Selv om jeg sætter stor pris på, at du ved tre forskellige lejligheder har informeret mig om, at jeg ikke er under efterforskning, så må jeg ikke desto mindre tilslutte mig Justitsministeriets vurdering af, at du ikke er i stand til effektivt at lede bureauet [FBI]”.

Dagen efter tog Trump imod den russiske udenrigsminister Lavrov og Ruslands ambassadør i USA, Sergey Kislyak – en formodentlig central person i FBIs undersøgelse – i Det Hvide Hus. Til dette møde var den amerikanske presse forment adgang, men den russiske var til stede, og snart pyntede russiske billeder fra mødet alle aviser og nyhedsudsendelser. Det havde der i sig selv måske ikke været noget galt med, hvis ikke lige timingen havde været så dårlig. Og hvis ikke lige Trump, som så ofte før, reagerede på de negative reaktioner ved at skabe nye og langt større problemer for sig selv. Dagen efter slog præsidenten således benene væk under alle sine talspersoner ved i et interview at bedyre, at han ikke havde fyret Comey på opfordring fra justitsministeriet – således som de havde påstået – men præcis af den grund, som hans modstandere hævdede: ”the Russian thing”. Da det kom frem, at Trump angiveligt skulle have forsøgt at afkræve Comey et løfte om personlig loyalitet, og gentagne gange forgæves havde presset ham for forsikringer om, at han ikke selv var ved at blive undersøgt, reagerede Trump med Tweets, der umiskendeligt lignede slet skjulte trusler mod Comey: ”James Comey må håbe på, at der ikke er optaget nogen ”bånd” med vores samtaler før han begynder at lække til pressen!”

At iværksætte dette angreb på den tidligere FBI-chef var ikke nogen klog beslutning. Enten var det slet og ret en (tom) trussel eller også har Trump faktisk optaget sine samtaler i Det Hvide Hus. Hvis sidstnævnte er tilfældet, ville det være ulovligt at slette disse bånd, og Kongressen kunne begære samtalerne udleveret. Alle blev mindet om ”Watergate”-skandalen, hvor Nixon netop blev fældet af båndoptagelser.

Trump var slet og ret en national sikkerhedsrisiko fordi han syntes ude af stand til at forstå de normer og procedurer hans embede er underlagt. En foreløbig kulmination kom med afsløringen af, at Jim Comey havde ført noter efter alle sine møder med Trump, og arkiveret dem i FBI […] Det står klart, at en rigsretssag ikke længere kun er en teoretisk mulighed.
_______

 

Mandag den 15. maj kunne Washington Post afsløre, at præsidenten på sit møde med russerne angiveligt havde givet dem tophemmelige efterretninger om ISIS, som USA havde fået fra et andet lands efterretningstjeneste (Israels). Skønt både Trump og hans nationale sikkerhedsrådgiver H.R. McMaster begge stædigt holdt fast i, at præsidenten intet forket havde gjort, bimlede alarmklokkerne hos mange – også blandt Republikanske medlemmer af Kongressen. Trump var slet og ret en national sikkerhedsrisiko fordi han syntes ude af stand til at forstå de normer og procedurer hans embede er underlagt. En foreløbig kulmination kom med afsløringen af, at Jim Comey havde ført noter efter alle sine møder med Trump, og arkiveret dem i FBI. Af dem fremgik det, at Trump den 14. februar – dagen efter, at han var blevet presset til at fyre sin nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn – mødtes med Comey på tomandshånd og her angiveligt opfordrede denne til at droppe de videre undersøgelser af Flynn, som ifølge præsidenten ikke bare var en ”god fyr” men også uskyldig.

Mange vil diskutere ordlyden og søge flere oplysninger for at fastlægge om Trumps handlinger han karakteriseres som ”obstruction of justice”, men det står klart, at en rigsretssag ikke længere kun er en teoretisk mulighed.

En sådan sag har dog to komponenter: For det første skal der være ”an impeachable offense”, og her er formuleringerne i Forfatningen ret vage, som fx sagen mod Bill Clinton også demonstrerede. ”Forræderi” er til at forstå, men der er ikke rigtigt nogen, der helt præcist kan definere, hvad en ”misdemeanor” er. Derudover er der selvfølgelig den anden komponent: En rigsretssag er et politisk anliggende; den føres i Kongressen. Der skal også være den politiske vilje blandt Trumps Republikanske partifæller til at dømme ham, og der er vi nok ikke endnu.

Men en reel risiko for ”impeachment” er i hvert fald ikke længere ren ønsketænkning hos Trumps politiske modstandere. Professor i forfatningsret ved Harvard Laurence Tribe er blandt dem, der mener, at der allerede er grundlag for en rigsretssag. Og mangler man en ekspert til at præcisere, hvad en ”impeachable offense” er, så kan man jo henvende sig til en af USA’s topjurister, der netop havde dette som sin første store opgave i forbindelse med Watergate-sagen. Hendes navn er Hillary Clinton.

21/6 2017: SKYGGEN AF NIXON. Overvejer Trump nu at fyre den mand, der er sat til at undersøge fyringen af FBI-chef Comey? Det er kun det seneste spørgsmål i den stadig mere indviklede sag, der i bund og grund handler om ét spørgsmål: Har Trump-lejren samarbejdet med Rusland? Niels Bjerre-Poulsen giver her et samlet overblik over de seneste ugers udviklinger

”Præsidenten er ikke en løgner!” Det følte Donald Trumps talskvinde Sarah Huckabee Sanders sig foranlediget til at fastslå efter den fyrede FBI-chef James Comeys vidnesbyrd i Kongressen den 8. juni. Mange iagttagere fik øjeblikkeligt den samme association, nemlig til præsident Nixon, der i november 1973 følte sig foranlediget til at sige ”jeg er ikke nogen skurk”. Men Sanders tilføjede: ”Jeg finder det faktisk fornærmende, at spørgsmålet [om præsidentens troværdighed] overhovedet bliver stillet”. Det mest bemærkelsesværdige ved udtalelsen var måske, at meget få tilsyneladende delte Sanders’ forargelse over, at præsidenten var blevet beskyldt for at være løgnagtig. Der eksisterer nærmest en konsensus om, at Trump har et alternativt forhold til sandheden. Ingen af de Republikanske Senatorer, som udspurgte den tidligere FBI-chef, havde følt nogen trang til at gå i rette med Comeys udsagn om, at præsidenten løj ”pure and simple”. De undrede sig heller ikke over Comeys udsagn om, at Trumps løgnagtighed var årsagen til at han tilsyneladende følte det påkrævet at bryde med sin hidtidige praksis og tage omhyggelige noter efter hvert møde med præsidenten.

Præsidenten pralede overfor den russiske udenrigsminister og ambassadør med, at han havde fyret Comey
_______

 

En høring, der rejser spørgsmål
Efterhånden er der et stort antal forskellige tråde i bestræbelserne på at afdække forholdet mellem Trump-lejren og folk i og omkring den russiske regering. Et af spørgsmålene lyder: Skal man tro James Comeys eller præsident Trumps udlægning af deres indbyrdes samtaler? Her har præsidenten – uagtet hans talskvindes forsikringer om hans sanddruelighed – et alvorligt problem: Kun hans allermest trofaste tilhængere tror mere på ham end på den detroniserede FBI-chef. Men striden mellem præsidenten og Comey er ikke blot et spørgsmål om påstand mod påstand: Den omstændighed, at Trump sendte alle andre ud af lokalet, inden han angiveligt forsøgte at overtale Comey til at droppe undersøgelsen af den fyrede sikkerhedsrådgiver Michael Flynn, tyder på, at han udmærket vidste, at hans anmodning var – i bedste fald – upassende.

Ifølge Comey lod Trump ham vide, at han ”håbede”, FBI ville undlade at undersøge Flynns forhold yderligere, fordi denne var ’en ordentlig mand’ [a good guy], der ikke havde gjort noget forkert (altså udover angiveligt at lyve overfor vicepræsident Mike Pence om sine samtaler med den russiske ambassadør – hvilket var den officielle begrundelse for, at han måtte tage sin afsked). Juridiske eksperter vil snart diskutere, hvilken betydning man kan tillægge ”håber” når ordene kommer fra USA’s præsident. Svarer det til ”Jeg håber, at det bliver en god sommer!” eller er det en slet skjult ordre?
Den omstændighed, at Trump faktisk fyrede FBI-chefen, da denne ikke efterkom hans anmodning peger i retning af den sidste mulighed, og er derfor en skærpende omstændighed. Præsidenten pralede tilmed overfor den russiske udenrigsminister og ambassadør om, at han havde fyret Comey – og gav udtryk for, at presset fra undersøgelsen af Trump-lejrens forhold til russerne nu ville aftage.

Hvis hele undersøgelsesprocessen, som Trump har hævdet, er en ”heksejagt,” så er det i det mindste en proces, hvor heksen helt frivilligt har tilstået – ja ligefrem pralet af – sin trolddomskunst.
br>
Når det gælder Comey, er det første spørgsmål: Kan hans fyring – en handling, som præsidenten, uagtet de usædvanlige omstændigheder og skiftende forklaringer, har ret til at foretage – bære en anklage om at Trump er skyldig i ”obstruction of justice”? Tæller denne fyring (af landets højeste ordenshåndhæver, FBI-chefen) som en bestræbelse på at forhindre undersøgelser af mulige kriminelle forhold? Kriminelle handlinger, som tilmed – muligvis – er foretaget i samarbejde med en fremmed, fjendtligt indstillet magt? Og handlinger, der må forstås som et angreb på selv den demokratiske proces i USA? Måske/måske ikke. Men det er værd at huske, at Comeys udsagn om Trump-lejrens bestræbelser på at bremse undersøgelserne af Flynn og andre ikke er sagens eneste omdrejningspunkt.

Nixon blev IKKE fældet for at have beordret indbruddet i Demokraternes hovedkvarter under valgkampen i 1972, men derimod for at have forsøgt at hindre opklaringen
_______

 

En undersøgelse, der går i mange retninger
Det er værd at huske, at præsident Nixon under Watergate-sagen IKKE blev fældet for at have beordret indbruddet i Demokraternes hovedkvarter under valgkampen i 1972, men derimod for at have forsøgt at hindre opklaringen ved at få CIA til at bremse FBI’s undersøgelser. Dengang fandt man en ”rygende pistol” i form af en båndoptagelse, hvor præsidentens diskuterede igangværende bestræbelser på at afspore undersøgelsen. På det tidspunkt var der allerede rejst sigtelser mod flere end 60 af Nixons medarbejdere.

Om der dukker en rygende pistol op i Trumps tilfælde ved vi endnu ikke, men det synes helt åbenbart, at den udpegede undersøger, tidligere FBI-chef Rober Mueller og hans hastigt voksende hold af advokater og andre eksperter, har langt flere spor at følge i sagen end dem, vi hidtil er blevet præsenteret for. Comey-høringen 8. juni føjede nye spor til, og undersøgelserne går nu i (mindst) tre forskellige retninger: (1) En handler direkte om, hvorvidt folk i kredsen omkring Trump samarbejdede med russiske agenter, embedsmænd eller hackere i forbindelse med præsidentvalget. (2) En anden handler om, hvorvidt præsident Trump eller medlemmer af hans familie har økonomiske forbindelser med russiske banker, oligarker eller andre, der har kunnet aftvinge den nye regering politiske tjenester. Her retter Robert Muellers interesse sig blandt andet mod Trumps svigersøn og rådgiver, Jared Kushner. (3) Den tredje retning i undersøgelserne drejer sig om, hvorvidt præsident Trump eller folk omkring ham har forsøgt at obstruere opklaringen af ovennævnte forhold.

Comeyafhøringen understregede også – endnu en gang – at Trump synes at være parat til at strække sig meget langt for at beskytte sin tidligere sikkerhedsrådgiver Mike Flynn. Det er i sig selv mistænkeligt, for gennem Trumps karriere, synes loyalitet at have været noget han forventede af andre, snarere end noget han selv har udvist. Det har sat gang i spekulationerne over, om Flynn er i besiddelse af viden, der kan belaste præsidenten.

En fyring, der slår igen
Udover nye eksempler på Trumps vilje til at holde hånden over Flynn, understregede Comeys vidnesbyrd også et andet påfaldende træk ved hele denne sag: USA’s præsident synes at være bedøvende ligeglad med, hvad russerne foretog sig under sidste års valgkamp, så længe han ikke personligt er under anklage for at have samarbejdet med dem, og så længe deres handlinger ikke får æren/skylden for hans valgsejr. Ifølge Comeys referat af deres indbyrdes samtaler, havde Trump heller ikke noget imod, at hans ”satelitter” [hans udtryk] blev undersøgt, så længe han ikke personligt var under offentlig mistanke. Comey blev af Trump bedt om at erklære offentligt, at FBI’s undersøgelser ikke rettede sig mod præsidenten selv. Det ville Comey angiveligt ikke, og måske har hans afslag været en en medvirkende årsag til hans fyring. Det er derfor skæbnens ironi, at netop fyringen af Comey – og Trumps åbenmundethed om motiverne – nu har resulteret i, at Mueller HAR gjort Trumps egne forhold og handlinger til en del af undersøgelsen.
I Tweets har Trump selv bekræftet, at også han nu bliver undersøgt: „I am being investigated for firing the FBI Director by the man who told me to fire the FBI Director! Witch Hunt” erklærede han forleden.

I lyset af Comeyafhøringen var fyringen af ham tydeligvis en miskalkulation. Medmindre Trump og folkene omkring ham forsøger at dække over noget, som er så alvorligt, at de fandt det værd at løbe risikoen for at blive anklaget for at forsøge at lægge hindringer i vejen for ordensmagten.

En af teorierne lyder: Den, der har lækket skal-Mueller-fyres?-historien, forsøger med lækagen at redde Trump fra sine egne dårlige instinkter.
_______

 

Et rygte, der vækker undren
Flere af de folk, der udtaler sig på vegne af præsident Trump, har i den seneste uge ladet forstå, at han nu overvejer at fyre Robert Mueller (eller rettere: beordre vicejustitsministeren at gøre det). Hvis det er sandt, vil det for alvor bringe Watergate-minderne frem. Det var nemlig præcis, hvad præsident Nixon gjorde, da den særlige anklager Archibald Cox insisterede på at få bånd med samtaler fra Det Hvide Hus udleveret.

Der er to vidt forskellige teorier om, hvorfor historien om, at Trump overvejer at fyre Robert Mueller er sluppet ud. Den ene er, at Trump ikke har nogen planer om at fyre Mueller, men at han med vilje har ønsket at rygtet kom ud, fordi han mener at det kan få undersøgeren til at gå mere forsigtigt til værks. Hvis denne udlægning er sand, er den helt i overensstemmelse med den måde Trump, har drevet sine virksomheder på. Men samtidig endnu et bevis på, at han ikke forstår, hvad der motiverer folk som Robert Mueller og James Comey.

Den anden teori går på, at Trump i sit raseri over den vedvarende og voksende Ruslands-sky, der hænger over ham, faktisk HAR overvejet at fyre Mueller, og at nogen i hans stab har lækket oplysningerne for at skabe så stort offentligt røre, at der bliver nærmest umuligt rent faktisk at gøre alvor af truslen. Med andre ord: Den, der har lækket historien, forsøger med lækagen at redde Trump fra sine egne dårlige instinkter.

Trumps tiltagende problemer og stadigt faldende meningsmålinger er belastende for Republikanerne i Kongressen, men udgør måske også en velkommen afledning fra deres egne bestræbelser på at afskaffe ”Obamacare”, tilbagerulle finansregulering m.v. Partiets leder i Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, forsvarede i sidste uge Trump med argumentet om, at præsidenten er politisk nybegynder og derfor ikke ved, hvad der er upassende adfærd overfor eksempelvis en FBI-chef. Det er imidlertid et temmelig patetisk forsvar, at manden, der besidder verdens mest magtfulde embede ikke kan forventes at vide, at han ikke må forsøge at forhindre nationens højest rangerende ordenshåndhæver i at udføre sit arbejde. Særligt, når man erindrer hvor meget energi Trump under sidste års valgkamp brugte på at erklære, at Hillary Clinton burdes spærres inde for en forseelse, der nærmest er en bagatel i sammenligning med den forbrydelse, hans lejr mistænkes for.

Niels Bjerre-Poulsen (f. 1959) er lektor i amerikansk historie ved Center for Amerikanske Studier og Institut for Historie, Syddansk Universitet. I efteråret skriver han USA-kapitlet til den nye udgave af RÆSON-bogen ’Verdens Magter’ (førsteudgaven udkom i 2014). ILLUSTRATION: Sessions under møde i regeringen, 12. juni [foto: Andrew Harnik/AP/Polfoto]