04.05.2017

”Behovene for de humanitære organisationer er mindre, end vi går og tror, fordi de i sidste ende kan gøre en mindre forskel, end vi går og tror. Vi skal holde op med at se tørke som en naturkatastrofe, vi ikke kan gøre noget ved. Problemet kan overordnet koges ned til to ting: konflikt og korruption.”

Interview af Loke Bisbjerg

Sydsudan, Somalia, Nigeria og Yemen oplever lige nu, hvad FN har udråbt til den værste hungersnødskatastrofe i organisationens historie. 20 millioner mennesker estimeres at være i risikozonen, og som situationen ser ud nu, er en løsning ikke inden for rækkevidde. Ifølge Joakim Gundel, lederen af den Nairobi-baserede tænketank KATUNI Consult, har katastroferne det til fælles, at flere års konflikt og systemisk korruption, forstærket af interne og eksterne interesser, har skabt en farlig cocktail af økonomier styret af krigsherrer, en afhængighed af humanitære organisationer, samt fattigdom, nød og desperation.

RÆSON: Hvorfor er nødhjælpsorganisationernes håndtering af situationerne problematisk?

Bistandsorganisationer drøner ud med nogle enorme kampagner der skriger: sult i Afrika! De begrunder det med, at der er tørke. Det er ikke forkert, men de forsimpler fuldstændig årsagerne til katastrofen. Dertil råber bistandsorganisationer ”sult” alt for sent. Det betyder, at de ikke er i stand til at mobilisere en ordentlig responskampagne, som rent faktisk kan redde folks liv i tide. I Somalia i 1997 døde rigtig mange mennesker, fordi responsen kom for sent og forkert. Det samme i 2011. Og alt tyder på, at det samme vil gøre sig gældende nu. Det er lidt ligesom drengen, der råbte ulv. Effekten er, at der bliver indsamlet en masse penge, men når der ikke er en ordentlig evne i de ramte lande til at absorbere midlerne og få dem distribueret, så bliver midlerne et instrument til korruption. For de internationale bistandsorganisationer bliver det et instrument til egen retfærdiggørelse. Det er en systemisk fejl, som går igen og igen.

Vi skal holde op med at se tørke som en naturkatastrofe, vi ikke kan gøre noget ved. Problemet kan overordnet koges ned til to ting: konflikt og korruption. Konflikterne er drevet frem af krigsøkonomier. Vi har desværre nogle situationer i de her lande, hvor nogle små magteliter kontrollerer militante enheder og hærstyrker, men de kontroller også bistandsorganisationer. De er forretningsfolk, som har gjort det til deres profession at leve af eksistensen af nød. De har fundet en måde at tjene penge på og pleje deres egne interesser gennem relationer med udenlandske aktører, som tilsvarende har interesse i de lande, som eliterne kontrollerer. Det kan være guld, diamanter, olie – whatever. Og i nogle tilfælde kan det så være fødevarehjælp. Krigsøkonomierne lever på at skabe så meget nød for folk som muligt, så de kan blive ved med at få ressourcer til at finansiere deres hære.

Vi er nødt til at se på, hvad problemet kommer af, og vi er nødt til at se på den politiske dimension: hvad er det egentlig, der foregår? Hvem er det, der tjener på det her? Og at det er det samme, der foregår i Yemen, Sydsudan og Nigeria.

RÆSON: Sekretæren for FN’s nødhjælpsprogram Stephen O’Brien har sagt, at sultkatastroferne ikke er naturlige, men menneskeskabte fænomener. Hvor ser du eksempler, som illustrerer det?

Tag Somalia. I 1974 havde Somalia en omfattende tørke. Men fordi de på daværende tidspunkt havde en funktionel regering med tilstrækkelig mange ressourcer, specielt ift. logistik, var de i stand til at redde situationen på egen hånd. De flyttede millioner af mennesker i luftevakueringskampagner, som de selv organiserede med egne ressourcer, og afværgede derved en kæmpe katastrofe. Så pointen er, at når du har minimal korruption og en stat som fungerer, så udvikler tørkekatastrofer sig ikke nødvendigvis til sultkatastrofer.

LÆS OGSÅ: Somalia: Nyt håb for en fejlslagen stat

Under tørken i Somalia i 2001 var der fire store underleverandører i Mogadishu. Disse fire grupper havde hver over 100 ‚Technicals‛ – en firehjulstrukket pickup-truck med en luftværnskanon fastmonteret på ladet – som hver kom med otte bevæbnede mænd. Det vil sige at de tilsammen minimum kontrollerede en hær på 3.200 krigere. World Food Program (WFP) brugte disse aktører til at beskytte fødevaredistributionen. Det må de ikke gøre igennem formelle finansieringsstrukturer, så de vælger at understøtte illegale finansieringsstrukturer, hvilket fører til en bevæbning af krigsherrerne samtidig med at man distribuerer fødevarehjælp. FNs monitoreringsgruppe har gentagne gange prøvet at påpege dette problem. Men da medlemslandene har forskellige interesser i Somalia, f. eks. i forhold til potentiel olieudvinding, resulterer sådanne rapporter ikke i så meget.

Behovene for de humanitære organisationer er mindre, end vi går og tror, fordi de i sidste ende kan gøre en mindre forskel, end vi går og tror.
_______

 

I forbindelse med tørken i 2011 rejste man ca. 850 millioner kr. til Somalia. En stor del forsvandt til korruption i falske NGOer, i produkter indkøbt til nødhjælp, som blev solgt på markederne, og i underleverandører til infrastruktur, logistik og andre projekter. Folk, som blev interviewet før og efter krisen, kunne fortælle, at de i hele forløbet ikke så noget nødhjælp. Dertil er der også blevet stillet spørgsmål ved hele forløbet med at udråbe sultkatastrofen. Nogle folk var flygtet ud af det indre Somalia, som på det tidspunkt var kontrolleret af oprørsgruppen al-Shabaab, og da de blev samlet op af nogle nødhjælpsorganisationer, blev det konstateret, at disse mennesker var underernærede, og at det var tegn på en igangværende sultkatastrofe. Men det er mere sandsynligt, at det var den lange vandring igennem et tørkeramt område, hvor de var tvunget til konstant at gemme sig fra al-Shabaab af frygt for hævn, som havde medvirket til den tilstand, de var i. Så det var altså ikke tørken men konflikten, som drev dem på flugt. Men WFP udråbte en sultkatastrofe, og så måtte alle de andre nødhjælpsorganisationer følge trop.

LÆS OGSÅ: Fem centrale spørgsmål for Afrika anno 2017

RÆSON: Kan internationale organisationer overhovedet bidrage positivt til at løse de her situationer, eller kan de kun negativt påvirke allerede eksisterende konflikter, problematikker og dynamikker?

For at være venlig er det en meget svær situation, for de kan jo ikke direkte gå ind og være politiske. De bliver nødt til at holde fast i at være neutrale for at få adgang til at yde humanitær bistand. Jeg vil sige, at behovene for dem egentlig er mindre, end vi går og tror, fordi de i sidste ende kan gøre en mindre forskel, end vi går og tror. Sådan som en sultkatastrofe udvikler sig – hvis det vi ser nu kan karakteriseres sådan – så er vi allerede så langt inde i den, at det er begrænset, hvor mange der rent faktisk kan reddes. Der er gjort for lidt og for langsomt, og dertil – og her kan jeg kun tale om Somalia – er der ikke ydet en ordentlig indsats for at redde dyrene. Problemerne er som oftest størst på landet, og f.eks. i Somalia er landbefolkningen primært nomader. Når en nomade sulter, er det ikke fordi han eller hun mangler hvede eller majs, men fordi han ikke kan spise sine dyr.

En reel løsning ville kræve en langsigtet indsats, hvor de internationale organisationer ikke bare agerer humanitære organisationer, men hvor det handler om at opbygge almindelig menneskers evne til at håndtere tørkesituationer. Man har eksperimenteret i Somalia med at give folk penge. Men det er svært at få til at fungere, hvis man ikke har direkte adgang til folk på jorden, som kan garantere, at der ikke kommer nogle bagefter og indkræver pengene. Så de humanitære organisationer er ikke i nogen nem situation. Men for at sige det retorisk skarpt: når du er en organisation, der ruller store kampagner ud på et tidspunkt som nu, så er du med til er redde folk i dag, for at de kan dø i morgen.

Når du er en organisation, der ruller store kampagner ud på et tidspunkt som nu, så er du med til er redde folk i dag, for at de kan dø i morgen.
_______

 

RÆSON: Ifølge UNOCHA er det globale behov for nødhjælp femdoblet de sidste ti år, og det er blevet sværere at få bidrag fra donorlandene. FNs største bidragsyder USA har annonceret, at de vil trække en del af deres støtte. Med de udfordringer FN står overfor, kan man spørge sig selv, om nødhjælpsorganisationerne overhovedet har noget valg, om vi blot kan kigge væk, og om vi har haft opmærksomhed nok på situationerne?

De humanitære organisationer er hele tiden i Somalia og kan se, hvad der foregår. De har overvågningssystemer som Food Economy Early Warning System. Problemet er, at de ikke gør noget ud af at informere skatteyderne i Vesten om, hvad situationen er imellem tørkerne. Der skal gøres en meget større indsats imellem tørkeperioderne for at undgå, at katastrofen sker. Og der falder den så tilbage på folk i Vesten: vi er meget uvillige til at betale penge, med mindre der er tale om en stor katastrofe. Og det er også et af de humanitære organisationers problem: de bruger det her til at skabe funding. Og der ender vi så i en uheldig situation, hvor de laver store kampagner med jævne mellemrum for at sikre deres overlevelsesevne og faste lønninger. Det betyder omvendt også, at de er nødt til at have en eksistensberettigelse, og så er du inde i en ond cirkel. De bliver institutionaliserede, de bliver kørt som store organisationer. De burde være på finansloven, hvis det var det, det handlede om.

Og så er vi tilbage til den anden ende af den onde cirkel: i et land som Danmark har vi et beredskab. Spørgsmålet er så, hvordan vi får det i de ramte lande, altså hvordan vi skaber velfungerende lande, som selv er i stand til at undgå sådanne situationer. Og hvad nødhjælpsorganisationernes rolle er i det her? Det er jo ikke deres opgave at skabe velfungerende lande, så spørgsmålet bliver igen om det overhovedet er dem der er brug for? En organisation, jeg bliver nødt til at nævne i denne sammenhæng, som faktisk gør det godt, er Læger uden Grænser. De har f.eks. trukket sig ud af Somalia, fordi de har sagt, at her er der for meget konflikt og korruption. Men de har ikke tilslutning fra de andre humanitære organisationer på det standpunkt. Og det kommer tilbage til, at organisationerne har brug for funding for at overleve, hvilket altid har været tilfældet.

ILLUSTRATION: Nødhjælpskø i Sydsudan (Foto: Kate Holt/AP/ritzau)