01.12.2017

Blandt hovedingredienserne i de kommende overenskomstforhandlinger i den offentlige sektor vil så vidt forskellige ting som talgymnastik, bøllebank, pausetyveri og kvinde- og lavtløn være at finde. Meget forskellige emner, som kun kan bindes sammen af fagbevægelsens klassiske solidaritet. Og som rejser de ligeså klassiske spørgsmål: Kan solidariteten findes frem i tide og kan den holde til målstregen?

Kronik af Dennis Kristensen, Formand for FOA

DER TEGNER SIG intet mindre end en historisk test af viljen til at udvise solidaritet blandt de forskellige grupper i den offentlige sektor overfor andre grupper af offentligt ansatte. De egentlige fælles overenskomstforhandlinger indledes, når vi kommer over på den anden side af nytårsaften. Hvis de altså overhovedet kommer i gang. På hver deres måde sætter arbejdsgiverne og lønmodtagerne spørgsmålstegn ved, om forhandlingerne reelt kommer i gang i begyndelsen af januar. Altså som mere end kaffe og høflig snak.

Lige nu ser det ud til, at de offentlige arbejdsgivere vil lægge barrierer i vejen for realitetsforhandlinger med påstande om, at de offentligt ansattes lønudvikling er rendt fra de privatansattes. Lønmodtagersiden har på den anden side officielt meddelt, at der ikke er noget at snakke om, før arbejdsgiverne stopper med at bøllebanke lærere og undervisere.

Det starter med talkrig
Overenskomstforhandlingerne kommer til at starte lige præcis samme sted, som de sluttede i 2015. Her smed daværende finansminister Bjarne Corydon under slutspillet pludselig en graf på bordet, som angiveligt skulle vise, at de offentligt ansattes lønudvikling havde været lidt højere end de privatansattes siden 2008.

Hvad der, fik finansministeren til at smide krav om ændringer af lønreguleringen på bordet lige på falderebet, fortoner sig i det uvisse. Der er næppe tvivl om, at Corydon billedligt talt fik stukket talepapiret i hånden af Dansk Arbejdsgiverforening, som undervejs i forhandlingsforløbet havde gentaget tidligere kampagner om, at de offentligt ansattes lønudvikling havde været for høj.

 

Der er næppe tvivl om, at Corydon billedligt talt fik stukket talepapiret i hånden af Dansk Arbejdsgiver-forening, som undervejs i forhandlingsforløbet havde gentaget tidligere kampagner om, at de offentligt ansattes løn-udvikling havde været for høj
_______

 

Fra starten af de kommende overenskomstforhandlinger vil de statslige arbejdsgivere igen lægge denne graf på bordpladen, og kommuner og regioner vil loyalt følge trop og lægge de samme tal på deres forhandlingsborde.

Og så vil vi i fællesskab spilde en del tid på at lægge nye tal og grafer på de samme bordplader.

Bjarne Corydons påstand om de offentligt ansattes alt for høje lønudvikling forudsætter nemlig, at man kun kigger på lønudviklingen lige præcis fra 1. kvartal i 2008. Starter man tidligere eller senere, så ligger de offentligt ansatte enten på linje med, lidt under eller lidt over de privatansattes lønudvikling. Det er så at sige sporene efter strejken i 2008 blandt FOAs, Sundhedskartellets og BUPL’s medlemmer, der kan ses i lønudviklingen, og det er de tilkæmpede gevinster for de ansatte, som Dansk Arbejdsgiverforening-marionetten Corydon gik til angreb på for snart tre år siden.

Hvis vi skal ud af det dødvande, som de statslige forhandlere fra starten af forhandlingerne forventes at forårsage med Corydons manipulerende grafer, vil det kræve sammenhold og solidaritet mellem de statsligt ansatte på den ene side og de kommunalt og regionalt ansatte på den anden. Vi vil blive udsat for det samme pres, og det kræver historisk stærk solidaritet, sammenhold og vilje til at stå fast, hvis Moderniseringsstyrelsen skal holdes væk fra forsøg på at genbruge Corydons damptromle fra lærerforhandlingerne i 2013.

 

Hvis vi skal ud af det dødvande, som de statslige forhandlere fra starten af forhandlingerne forventes at forårsage med Corydons manipulerende grafer, vil det kræve sammenhold og solidaritet mellem de statsligt ansatte på den ene side og de kommunalt og regionalt ansatte på den anden
_______

 

Lærere og undervisere skal have arbejdstidsregler
Inden de offentlige arbejdsgivere kan starte talkrigen om lønudviklingen, skal der ske noget andet.

Allerførst skal der sættes gang i arbejdstidsforhandlinger for lærere og undervisere. Det skal ske før noget andet.

Skal lærere og undervisere igen få en egentlig arbejdstidsaftale, vil det kræve solidaritet fra alle andre grupper. Den solidaritet udeblev, da Bjarne Corydon med satanisk vellyst bøllebankede undervisergruppen, og da den røde regering sluttede arbejdsgivernes lockout af lærerne og underviserne af med at fjerne arbejdstidsreglerne via lovgivningen.

Arbejdstidsregler hører til den inderste kerne af en kollektiv overenskomst. Alternativet til aftalte arbejdstidsregler er arbejdsgiverens uindskrænkede ledelsesret.

 

Alternativet til aftalte arbejdstidsregler er arbejdsgiverens uindskrænkede ledelsesret
_______

 

Forud for denne overenskomstfornyelse har erkendelsen af, at de øvrige lønmodtagergrupper ikke kan leve med, at undervisergruppen afskæres fra at udøve indflydelse på rammerne for arbejdstidens placering, heldigvis bredt sig. Det samme gælder erkendelsen af, at de andre lønmodtagergruppers manglende reaktion, når en gruppe bøllebankes af arbejdsgiverne ved en overenskomstforhandling, også gør de andre grupper sårbare i fremtiden. Næste gang kan det være en hvilken som helst anden gruppe, som en uhellig alliance mellem en regeringen, kommunerne og regionerne ser sig sur på og begynder at banke gule og blå.

Med forsinkelse kommer den solidaritet, som forhandlingsmodellen på både det statslige, det kommunale og det regionale område forudsætter, derfor nu undervisergruppen til gode. Der bliver ikke indledt generelle overenskomstforhandlinger for alle, før arbejdsgiverne, lærere og undervisere er enige om fundamentet for en arbejdstidsaftale. De øvrige grupper vil ikke blande sig i forhandlingerne om indholdet, men der skal være reel udsigt til en aftale, før arbejdsgiverne behøver ulejlige sig med at slå på tråden om de generelle forhandlinger for alle.

Det er historisk, at staten, kommunerne og regionerne nu har fået at vide, at alle lønmodtagergrupper er parate til at udvise solidaritet og indtræde i en fælles front med dem, der fik frastjålet deres arbejdstidsregler.

Staten leger med ilden
De statsligt ansatte har i årtier haft betalte fridage og frokostpauser som så mange andre. Den praksis er staten som arbejdsgiver nu gået frontalt til angreb på. Først var det fridagene. Nu er det den arbejdsgiverbetalte frokostpause for de statslige grupper, som ikke udtrykkeligt har frokostbestemmelser i deres overenskomster.

De grupper skal selvfølgelig have den hidtidige praksis, hvor arbejdsgiveren betaler frokostpausen, indskrevet i deres overenskomster.

I forvejen er de statsligt ansatte mere end almindeligt trætte af den måde, den statslige arbejdsgiver, Moderniseringsstyrelsen, optræder på. McKinsey-ficeringen af styrelsen opleves af de ansatte som en udskiftning af den danske model – og dens indbyggede forudsætning om forhandlede og aftalte løsninger – med en model baseret på arbejdsgiverens ledelsesret og arbejdsgiverdiktater.

 

McKinsey-ficeringen af styrelsen opleves af de ansatte som en udskiftning af den danske model – og dens indbyggede forudsætning om forhandlede og aftalte løsninger – med en model baseret på arbejdsgiverens ledelsesret og arbejdsgiverdiktater
_______

 

På grund af den voldsomt provokerende måde den statslige arbejdsgiver tromler frem mod frokostpausen på, tegner der sig på forhånd et reelt opgør ved denne overenskomstfornyelse. Et opgør, som vil kræve et stærkt sammenhold mellem de statsligt ansatte under forhandlingerne. Men også et opgør, som kan kalde på solidaritet fra de ansatte i kommuner og regioner. Og en solidaritet, som de øvrige grupper ikke har afvist at yde, hvis det bliver nødvendigt. Også en sådan solidaritet på tværs af stat, kommuner og regioner vil være historisk.

Et gennembrud for ligeløn og lavtløn
Endelig tegner der sig et muligt historisk gennembrud i forhold til fælles holdninger på lønmodtagersiden til indsatsen mod kønsbestemt uligeløn og for et særligt løft til lavtlønnede.

Det startede med, at Sundhedskartellet, Socialpædagogernes Landsforbund, BUPL og FOA blev enige om et fælles krav ved denne overenskomstfornyelse. Et krav om at kanalisere fælles midler til at gøre indhug i forskellen mellem de kvindedominerede fag i den offentlige sektor og de typiske mandefag på både det offentlige og private arbejdsmarked med samme uddannelseslængde, ansvar, kompetencekrav eller belastninger.

På samme vis omfatter vores krav, at der skal findes fælles midler til et ekstraordinært løft til de lavtlønnede, som i kroner og ører oplever en stadigt større forskel mellem deres lønseddel og de højtlønnedes. En voksende forskel, som både skyldes de centrale overenskomstforhandlinger, lønreguleringerne i forhold til det private arbejdsmarked og de lokale lønforhandlinger.

Indtil nu har de kvindedominerede forbund naturligt fokuseret på at skabe kønsmæssig ligeløn.
Forbundenes bud på, hvordan de kønsbestemte lønforskelle kan udryddes, har imidlertid været meget forskellige. Af samme grund lykkedes det heller ikke ved overenskomstfornyelsen i 2008 at skabe et fælles grundlag og en fælles strategi for Sundhedskartellets, BUPL’s og FOA’s strejkevarsler.

Derfor er det epokegørende, at forbundene nu har kunnet diskutere sig frem til at tegne en fællles vej til målet om at værdisætte arbejde helt uafhængigt af køn.

En vej, som både indebærer, at kvindefagene appellerer til politikerne på Christiansborg om at bidrage med en ekstraordinær pose penge målrettet fjernelse af urimelige kønsbestemte lønforskelle og krav til kollegerne på det offentlige arbejdsmarked om at acceptere skævdeling af det kommende overenskomstresultat, så alle tager del i et fælles ansvar for at slå hul på uligelønnen.

Den kønsbestemte uligeløn blev skabt af en samfundsudvikling, hvor kvinders kvalifikationer og arbejde i flere omgange ikke blev værdisat efter samme målestok som mænds. Derfor må samfundet naturligvis også bidrage til at løse det problem, som alle burde være flove over, fortsat eksisterer i 2017. Sundhedskartellet, Socialpædagogernes Landsforbund, BUPL og FOA signalerer samtidig med det fælles krav om skævdeling, at de offentligt ansatte også skal bidrage til at rette op på uretfærdighederne.

 

Den kønsbestemte uligeløn blev skabt af en samfundsudvikling, hvor kvinders kvalifikationer og arbejde i flere omgange ikke blev værdisat efter samme målestok som mænds. Derfor må samfundet naturligvis også bidrage til at løse det problem, som alle burde være flove over, fortsat eksisterer i 2017
_______

 

Lige så epokegørende er det, at de fire forbund i fællesskab kæder den kønsbestemte ulighed og lavtlønproblemet sammen og kræver et særligt løft af lønnen for både kvindefag og lavtlønnede grupper. Her har de fire forbund fundet deres fælles nøgle til solidariske overenskomstkrav, som i mange årtier ikke har været formuleret på tværs af egne organisationsinteresser på den måde. Det er i sig selv historisk.

Endnu mere historisk vil det være, hvis – og forhåbentligt når – ligelønskravet og lavtlønskravet får tilslutning fra de øvrige organisationer. Det er ganske enkelt svært at forestille sig, at mindretallet skulle forsøge at sabotere disse krav, som rejses af et flertal af de ansatte i kommuner og regioner.

Konfliktpotentialet er i top
Er der overhovedet noget, der kan få denne runde af overenskomstforhandlingerne til at hænge sammen på en måde, der fører til resultater, som er bedre end lockout eller strejke for begge parter? Med erfaringerne fra lockouten af lærere og undervisere i 2013 i bagagen rummer de kommende overenskomstforhandlinger i staten, på det kommunale og regionale område ganske mange muligheder for at udløse konflikt for et eller flere forbund, eller ligefrem ende i en storkonflikt, der involverer alle forbund.

Vil Sophie Løhde, chefforhandleren på det statslige område, hoppe op i Bjarne Corydons sko med samlede ben og tillægge sig den samme arrogante fremfærd? Vil hun, med sin mangel på forhandlingserfaring, buldre løs med krav om, at de offentligt ansattes løn skal sættes ned eller i det mindste stige mindre end de privatansattes? Hvis hun vælger den rolle, kan det gå galt allerede, når startskuddet til forhandlingerne lyder.

Heldigvis har ministeren for offentlig innovation hidtil anlagt en helt anden stil. Men den indre logik i Finansministeriets – til tider noget forskruede – tankegang kan alligevel godt skabe tilstrækkelig ravage til, at forhandlingerne glider parterne af hænde og nærmest af sig selv går i hårdknude. I hvert tilfælde ser det lige nu ud til, at Finansministeriet gør sit bedste for at lægge så mange trædeminer ud for forhandlingerne som overhovedet muligt.

 

I hvert tilfælde ser det lige nu ud til, at Finansministeriet gør sit bedste for at lægge så mange trædeminer ud for forhandlingerne som overhovedet muligt
_______

 

Hvis de offentlige arbejdsgivere ikke vil finde en løsning på arbejdstidsproblemet sammen med lærere og undervisere, så er konfliktmulighederne også til at få øje på.

Konfliktpotentialet ser samtidig virkelig stort ud i forhold til de statsansattes frokostpause. Hvis parterne ikke er i stand til at finde en løsning på spørgsmålet om den allerede eksisterende arbejdsgiverbetalte pause, så er det rigtigt svært at se, hvordan overenskomstforhandlingen overhovedet kan ende med et forlig. Så trækker det for alvor op til storkonflikt.

Og hvis kommuner og regioner ikke vil medvirke til en skævdeling til fordel for kvindefag og lavtlønnede, sættes der yderligere barrierer op for forhandlingerne. Heldigvis har kommunerne hidtil sendt ukrigeriske signaler i forhold til et eventuelt fælles krav fra de ansatte om skævdeling til fordel for kvindefag og lavtlønnede

Det manglede sådan set også bare andet. Nu har kommunerne i en længere periode bidraget meget aktivt og særdeles usympatisk til at øge forskellen mellem de højestlønnede og de lavestlønnede. Mellem lederen og topchefen på den ene side og rengøringsassistenten og pædagogmedhjælperen på den anden.

Efter at det er blevet afsløret, at kommunale ledere har fået åremålsansættelser til tophyre med fratrædelsesgodtgørelse og fastholdelsestillæg, gyldne håndtryk i millionklassen og spark bagi med et tykt seddelbundt under sålen, bør kommunerne være supermotiverede til at flytte fokus fra bladguld på garageporten for de bedst stillede til en løn, der modsvarer indsats og ansvar for sygeplejersken, sosu-assistenten og -hjælperen, pædagogen og pædagogmedhjælperen, rengøringsassistenten, den tekniske servicemedarbejder og de øvrige grupper indenfor kvindefagene og de lavtlønnede fag.

Det lykkes kun med solidaritet på kryds og tværs
På lønmodtagersiden vil det kræve solidaritet mellem højt- og lavtlønnede, mellem statsligt ansatte og kommunalt og regionalt ansatte, mellem de, der har frokostpausen i hus, og de, der ikke har papir på pausen.

Og det vil kræve alle mand på dæk at forhindre Christiansborg og de offentlige arbejdsgivere i endnu engang at slippe godt fra at udvælge enkeltgrupper til bøllebank. I virkeligheden ligner det en overenskomstfornyelse, som samtidig står i solidaritetens navn og byder på et gensyn med den solidariske lønpolitik, som i alt for mange år har været pakket ned og gemt godt væk.

 

I virkeligheden ligner det en overenskomstfornyelse, som samtidig står i solidaritetens navn og byder på et gensyn med den solidariske lønpolitik, som i alt for mange år har været pakket ned og gemt godt væk
_______

 

Hvis altså solidariteten mellem offentligt ansatte står sin prøve, når det kommer til stykket. ■

Dennis Kristensen (f. 1953) er formand for FOA.

ILLUSTRATION: Dennis Kristensen [foto: Mikkel Khan/Polfoto]