21.09.2017

”Hvorvidt den tyske sværvægter vil acceptere visse afkald for at give Frankrig en ligeværdig plads i en ny økonomisk balancegang afhænger af, hvilken koalition Merkel kan stable på benene efter valget. Macron har tilsyneladende stor tiltro til sine evner for argumentation og overtalelse, og han mener efter alt at dømme at have fornuften og hensynet til Europas fremtid på sin side”

Analyse af Henrik Prebensen

Den almindelige franskmand viser begrænset interesse for det tyske valg

HVOR STOR er interessen i den franske offentlighed for det tilstundende valg til den tyske forbundsdag? Tilsyneladende nær nul. Kvinden eller manden på gaden i en lille fransk by kender dårligt navnene på de tyske partier – endsige hvad de står for. Af politikernavne er det kun Angela Merkel, der vækker genklang. Mediedækningen af valget er forbavsende sparsom. Det savner nyhedsværdi. Ingen forudser tilsyneladende muligheden af et personskifte på kanslerposten i Tyskland. Forud for tv-debatten mellem Merkel og Schulz den 3. september prøvede nogle franske medier at vække en vis forventning om et ”clash” mellem de to rivaler. Men efter udsendelsen var konklusionen, at de to var enige om det meste: Det var ingen debat, kun en fredsommelig dialog. Forventningerne i Frankrig – både i offentligheden og nok også blandt politikerne – er, at valget i sig selv ikke får nogen væsentlig betydning for fransk politik.

Forventningerne i Frankrig – både i offentligheden og nok også blandt politikerne – er, at valget i sig selv ikke får nogen væsentlig betydning for fransk politik
_______

 

Den franske befolkning er vel nogenlunde vidende om, at Tyskland og Frankrig med de Gaulle og Adenauers Élysée-aftale i 1963 etablerede sig som et makkerpar, der i høj grad bestemmer og vil bestemme retningen og fremdriften i det europæiske projekt. Men det er efterhånden uklart for almenheden, hvad retningen er, og fremdriften synes afløst af march på stedet. Man ser i Merkel en snusfornuftig, dydigt protestantisk husmoder, der sørger for at have penge til overs hver måned, og som omhyggeligt sparer op, før hun sætter sig i større udgifter. I en nyligt udkommet samfundskritisk bog, Civilisation, tegner den venstreorienterede filosof Régis Debray rammende franskmænds billede af den tyske og nordeuropæiske protestantismes socialiseringsnormer med disse ord: ’Den, der i de nordeuropæiske egne skal gøre sig værdig til betegnelsen god samfundsborger, går ikke over for rødt på en øde gade kl. 3 om natten. I den dårligt opvarmede præstebolig snyder Adam og Evas efterkommere ikke i skat. De spiller klaver og læser højt af Bibelen hver aften i familiens skød’. Det moderne Tyskland opfattes af den almindelige franskmand som en bedrevidende og arrogant storebror, præget af monotoni, soliditet og effektivitet uden gallisk kreativitet, galskab og fandenivoldske visioner – lidt ligesom det tyske landshold.

For samme almindelige franskmand er den politiske lære af Tysklands optræden under finanskrisen og af landets urokkelige fastholdelse af EU’s stabilitetspagt (højst 3% offentlige underskud og gæld på højst 60% af BNP), at den tyske ledelse hårdhjertet prioriterer inflationsbekæmpelse og inddrivelse af gæld højere end økonomisk vækst og nedbringelse af arbejdsløsheden. Merkel inkarnerer dermed en monetaristisk ortodoksi, der fx kræver Grækenlands gæld indfriet til sidste hvid uden hensyn til konsekvenserne for den græske befolkning. Hun forlanger desuden, at Den Europæiske Centralbank, ECB, drives efter samme restriktive principper, som den tyske Forbundsbank tidligere blev.

Den tyske ledelse prioriterer hårdhjertet inflationsbekæmpelse og inddrivelse af gæld højere end økonomisk vækst og nedbringelse af arbejdsløsheden. Merkel inkarnerer dermed en monetaristisk ortodoksi
_______

 

Både Chirac, Sarkozy og Hollande skabte forud for deres første møde med forbundskansleren forventninger om, at de ville kunne opbløde Merkels ”sparepolitik” og skabe vækst i investeringer, produktion og efterspørgsel på arbejdskraft ved at øge pengerigeligheden i europæisk økonomi. Det lykkedes ikke. Forventningerne i den politisk interesserede del af den franske befolkning er derfor nok overvejende, at det tyske valg ikke i sig selv vil ændre noget ved den tyske ”ordoliberalistiske” politik – en politik, som af den franske venstrefløj og de franske fagforbund fremstilles som en nationalistisk konkurrence- og magtlogik, hvor liberalisme til arbejdsgivernes fordel kombineres med statslige reguleringer, der ligeledes er til arbejdsgivernes fordel. Venstrefløjspopulisten Jean-Luc Mélenchon rammer klart en tone i franske lønmodtageres forestillingsverden, når han temmelig direkte karakteriserer Merkel som tyran eller arvtager til aksemagternes politik i Grækenland under 2. verdenskrig.

Det tyske valg og det nye franske politiske establishment

I DET franske politiske establishment har præsidentvalget i maj resulteret i store omvæltninger – helt i overensstemmelse med valgkampagnemottoet en marche (”på march” eller ”i gang”). Den nyvalgte præsident, Emmanuel Macron, vil være dynamisk: ”Jeg er en fransk præsident, der vil, at dagens og morgendagens Europa sættes i gang, at Europa lever op til gårsdagens løfter og virkeliggør dem i morgendagen”, erklærede han på Europadagen den 9. maj. Reformivrig og med et nyt politisk landskab, hvor størstedelen af gårsdagens elite til højre og venstre for midten enten er forsvundet og marginaliseret eller dybt splittet, og hvor det beslutningsdygtige flertal udgøres af en ny centrumsorienteret elite, kan Macron helt oplagt forvente loyal politisk opbakning i parlamentet og hos sine vælgere. Hans politiske reformprogram lover en fornyelse af den europæiske tanke, der kun kan realiseres i tæt koordination med Tyskland.

Forudsætningen for et fremtidsorienteret fransk-tysk samarbejde om en revitalisering af EU er imidlertid, at Macron skaber tysk tillid til, at hans regering kan gennemføre hans store reform- og moderniseringspakke for Frankrig. Pakken skal omkalfatre hele arbejdsmarkeds- og uddannelsessystemet med henblik på at gøre fransk økonomi robust og konkurrencedygtig, at nedbringe arbejdsløsheden og at opfylde de fire Maastricht-konvergenskrav til inflation, rente, valutakurs og offentlige finanser. Hverken Chirac, Sarkozy eller Hollande formåede vel at mærke nogensinde at opfylde disse krav – trods talrige løfter til Tyskland og EU. Men den fornyelse af fransk økonomi, som Macron skal nå for at kunne tale i øjenhøjde med den tyske kansler, er et tveægget sværd: Hvis fornyelsen realiseres fuldt ud, vil det imødekomme tyske forventninger, men det vil også gøre Frankrig til en konkurrent, der kan påpege, at Tyskland på urimelig måde har profiteret af svaghederne og ubalancerne i eurozonens sydlige økonomier. Hvorvidt den tyske sværvægter vil acceptere visse afkald for at give Frankrig en ligeværdig plads i en ny økonomisk balancegang afhænger af, hvilken koalition Merkel kan stable på benene efter valget. Macron har tilsyneladende stor tiltro til sine evner for argumentation og overtalelse, og han mener efter alt at dømme at have fornuften og hensynet til Europas fremtid på sin side – det politiske idol er helt klart Charles de Gaulle, hvis politiske viljestyrke er legendarisk. Om det rækker til at overvinde det fransk-tyske skisma, er vanskeligt at spå om.

Ifølge en analyse af Christian Lequesne, tidligere direktør for det franske internationale forskningscenter Centre de Recherches Internationales, CERI, forventer franskmændene, at tyskerne efter valget erhverver en ny strategisk kultur. Det skal først og fremmest komme til udtryk ved, at tyskerne tænker og handler mere internationalt – fx ved at komme ud af fortidens traumer og påtage sig et medansvar for brug af militære midler for at nå legitime mål, men også ved at nedtone økonomisk egoisme og effektivitet samt at acceptere en større byrdedeling i forhold til at genoprette svage økonomier. Formålet er, at EU kan fremtræde som legitim i de europæiske befolkningers øjne: Liberalistisk frihed må ikke blive til egoisme, men skal ledsages af en stræben efter lighed og især broderskab.

MACRON ER bag kulisserne begyndt at bearbejde Merkel for at få gennemført et lille dusin EU-reformer med henblik på en større økonomisk og politisk integration imellem eurozonens lande. I sin valgkampagne foreslog Macron således et Euro-parlament, en Euro-finansminister og et ”statsbudget” for Eurozonen – alle med samme kompetencer som de tilsvarende nationale instanser og alt sammen for at effektivisere og demokratisere den økonomiske strategiproces. Merkel har på sin side ladet forstå, at hun ikke er imod idéen om en europæisk finansminister. Men hun har også udtrykt støtte til sin finansminister Wolfgang Schäubles tanke om at konvertere den europæiske stabilitetsmekanisme – som siden september 2012 har haft til formål at yde finansiel bistand til Eurostater i vanskeligheder – til en europæisk international valutafond (en slags europæisk IMF). Den nye fond skal så overvåge Eurolandenes budgetter, uden dog at blive til et egentligt europæisk finansministerium. Derudover er tyskerne modsat franskmændene skeptiske modstandere af enhver form for udligning af EU-landenes gæld: Hver må klare for sig og beskikke sit eget hus.

I sin valgkampagne foreslog Macron således et Euro-parlament, en Euro-finansminister og et ”statsbudget” for Eurozonen – alle med samme kompetencer som de tilsvarende nationale instanser og alt sammen for at effektivisere og demokratisere den økonomiske strategiproces
_______

 

Mens der således trods alt kan fornemmes en spirende konsensus vedrørende økonomisk integration, er der nok større divergenser for så vidt angår politisk integration. Macron har opstillet en ambitiøs vision om at supplere eller ligefrem erstatte den nationale folkesuverænitet – udsprunget af Rousseaus tanker om ”folkeviljen” og af den franske revolution – med en europæisk (overnational) suverænitet på så vigtige områder som den indre og ydre sikkerhed.

Den fælles ydre sikkerhed vil han styrke med skabelsen af en fælleseuropæisk forsvarsfond på 5,5 mia. € (svarende til 41 mia. kr.). Den skal investere i militærteknologisk forskning og udvikling samt koordinere anskaffelsen af våben. Macron ønsker også en intensiveret europæisk dumping-kontrol og en større beskyttelse mod udenlandske opkøb af strategiske europæiske virksomheder – som fx lufthavnen i Toulouse (hjemsted for Airbus), den franske energimastodont GDF-SUEZ og den tyske producent af bl.a. industrirobotter KUKA-Robotics. Den slags vil det være vanskeligt at overbevise den mere liberalistisk orienterede tyske ledelse om, selv om Trumps ”America first” og Kinas kraftige investeringsaktivitet vækker øget opmærksomhed om fælleseuropæiske interesser i beskyttelse på dette område. ”Vi har brug for et offensivt Europa i klimaspørgsmålet, i spørgsmålet om kollektiv sikkerhed, et stærkt Europa, der kan tale med samme vægt som USA, Kina og andre verdensmagter”, har Macron også udtalt.

Samtidig ønsker han en større integration på det sociale og arbejdsmæssige område, sådan at de former for ulighed, der er en følge af EU’s udstationeringsdirektiv, bringes til ophør – udstationeringsdirektivet tillader arbejdsgivere at ansætte udenlandsk arbejdskraft fra EU-lande på de vilkår, der gælder i de ansattes hjemland, og det kan derfor udnyttes til social dumping. Endelig vil Macron i forlængelse heraf foreslå en stærkere kontrol med EU’s ydre grænser og en fælles håndtering af asylansøgninger, samt repatriering af afviste ansøgere. Som i sikkerhedspolitikken ønsker den franske præsident også her, at europæerne anlægger en mere ambitiøs ”realistisk kurs”.

De argumenter, hvormed Frankrig håber at kunne overvinde tysk og anden europæisk skepsis, er på den ene side realpolitisk-strategiske: Skal Europa stå distancen i en repolariseret verden, hvor USA under Trump er mere ”egoistisk”, og hvor Kina indtager en mere og mere dominerende plads, samtidig med at Storbritannien går enegang og Putin bryder etablerede internationale spilleregler, må de 27 EU-lande agere som én suveræn enhed. På den anden side er argumenterne indenrigspolitiske: Skal EU tage vinden ud af sejlene på den voksende populisme, må det vinde legitimitet ved at tilbyde løsninger på de problemer, som populismen næres af – løsninger, som de enkelte nationalstater ikke kan tilbyde. CERI-direktøren Christian Lequesne konkluderer i sin analyse, at Merkel næppe har noget andet valg efter den 24. september end at acceptere Macrons udspil, der ventes på Det Europæiske Råds møde den 19.-20. oktober. Man kan med rette spørge: Hvilket velgennemtænkt alternativ til en styrkelse af EU skulle hun kunne formulere?

Macron forestiller sig, at man kan bruge den samme direkte ”metode”, som han vandt det franske præsidentvalg med, til at forny og styrke den europæiske konstruktions legitimitet. På Europadagen i maj beskrev han metoden: seks måneders konsultationer og demokratiske konventer i de 27 medlemslande. Han vil i forlængelse af dette føre en kamp for opstilling af transnationale lister ved Europaparlamentsvalget i 2019. „Vore engelske venner har besluttet at forlade os. Lad os ikke prøve land for land at tilegne os nogle af de pladser, der bliver ledige i Europa-Parlamentet. Nej, lad os udnytte dem til en ægte debat, et sandt europæisk demokrati”, sagde han på Europadagen.

Macron forestiller sig, at man kan bruge den samme direkte ”metode”, som han vandt det franske præsidentvalg med, til at forny og styrke den europæiske konstruktions legitimitet. På Europadagen i maj beskrev han metoden: seks måneders konsultationer og demokratiske konventer i de 27 medlemslande. Han vil i forlængelse af dette føre en kamp for opstilling af transnationale lister ved Europaparlamentsvalget i 2019
_______

 

Én kansler og fire præsidenter
MERKEL ER nu i gang med at skulle finde tonen med den fjerde franske præsident siden hendes tiltræden som kansler i 2005. Efter Chirac, Sarkozy og Hollande, er det nu Macron. Genlæser man festtalerne fra de foregående tyske præsidentmodtagelser, er Merkels to gennemgående temaer: ”Leve det fransk-tyske venskab” og ”Kontinuitet”. Den almindelige franskmand, som har givet Macron mandat til forandring, har ifølge Macron selv også givet ham grønt lys til at bryde kontinuiteten og ændre dagsordenen. Som tilfældet er med de relativt afmægtige protester mod hans arbejdsmarkedsreform og skattereform, vil han tage befolkningens ringe interesse for det tyske valg til indtægt for sin Tysklandspolitik. Den, der tier, samtykker.

Henrik Prebensen (f. 1939) er seniorforsker og lektor emeritus på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk ved Københavns Universitet. Han forsker i moderne fransk historie og samfundsforhold, forelæser rundt om i landet om aktuel fransk politik og optræder løbende som kommentator i TV og radio. ILLUSTRATION: Tysklands Angela Merkel og Frankrigs Emmanuel Macron mødes foran Elysée Paladset i Paris, Frankrig, 28. august 2017 (foto: Francois Mori/AP Photo)