06.04.2017

Med den voldsomme mængde af terrorangreb i Europa siden 2015, herunder den langvarige undtagelsestilstand i Frankrig, er det ikke længere et problem at etablere en konsensus om, at liberale friheder og principper er pressede af islamismen. Ingen andre bevægelser gør denne rangen stridig, når det gælder om at true de liberale samfundsprincipper.

Af Henrik Dahl, MF og udenrigsordfører for Liberal Alliance (fra forårsnummeret af RÆSON)

Ifølge Hegel-disciplen Francis Fukuyama standsede historien, da Muren faldt. Ikke sådan at forstå, at der aldrig mere ville indtræffe nogen begivenheder. Men sådan at forstå, at den hegelske dialektik – den tyske filosof Hegels idé om, at verden hele tiden fandt en ny form – var fuldbragt. Verdensånden havde materialiseret sig i sin perfekte skikkelse, nemlig det liberale demokrati. Derfor kunne der – rent logisk – ikke længere indtræffe noget nyt.

Mange har siden udgivelsen af det berømte essay – som Fukuyama skrev i sommeren 1989, inden Murens fald – fastslået, at han tog fejl. At historien selvfølgelig ikke var forbi, og at der var masser af konflikter tilbage i verdenshistorien, som end ikke var i nærheden af at være udlevet.

Men på en bagvendt måde var der måske alligevel noget korrekt ved det, Fukuyama sagde. For det forekommer mig, at det giver glimrende mening at beskrive de vanskeligheder, alle i denne tid har med at formulere en hensigtsmæssig udenrigs- og sikkerhedspolitik, som vanskeligheder, der har deres udspring i, at historien i en Hegel-Fukuyamask forstand er begyndt at bevæge sig igen.

Verdens eller menneskets ånd havde ikke nået sin fuldkommengørelse i den liberale samfundsorden. Tværtimod stod der stærke kræfter parat til at angribe den og demontere den. Hvem der vil gå af med sejren, er ikke længere givet på forhånd. Og derfor sætter historiens hjul sig nu knirkende og skramlende igen i bevægelse. Små 30 år efter at Fukuyama hævdede, de var stoppet for altid.

Udfordringen af den liberale orden
Det, der har fået historien til at begynde at bevæge sig igen, er ikke frygt for globaliseringen eller nationalisme, eller hvad fodermestrene i døgnets rejsestald ellers har for vane at udpege som årsager. Det er, at borgerne i Europa i det store og hele er liberale. Og at de ikke holder af at se den liberale verden, de hidtil har beboet, demonteret og ødelagt af ikke-liberale kræfter.

Generelt holder folk i Europa af at kunne sige, hvad de vil. Tænke og tro, hvad de vil. Gøre, hvad de vil. Færdes, hvor de vil. Spise, hvad de vil. Klæde sig, som de vil. Være sammen med dem, de vil. Gifte sig, med hvem de vil. Og i hele denne udleven af deres personlige frihed samtidig eksistere i fred og fordragelighed med deres naboer.

Derfor hersker der i Europa en udbredt animositet imod personer og grupper, der vil fratage borgerne disse rettigheder. Man kan rent ud sagt ikke fordrage mennesker, der vil sætte grænser for, hvad man kan sige. Hvad man kan tænke og tro. Hvad man må gøre. Hvor man må færdes. Hvad man må spise. Hvem man må omgås, og hvem man må gifte sig med.

Kernen i Europas nuværende problemer er derfor de konstante udfordringer af lige præcis det, Fukuyama betragtede som historiens afslutning: den liberale samfundsorden. Det kan meget vel være, at kritikken af opløsningstendenserne med forkærlighed formuleres inden for en referenceramme, der betoner den klassiske nationalstats kvaliteter. Men her som i alle andre anliggender gælder det i lige så høj grad om at lytte til, hvad der menes, som det gælder om at lytte til, hvad der siges. Og det, der menes, er, at den gamle liberale verden, hvor man måtte tænke og tro, som man ville, var bedre end den moderne, tendentielt illiberale verden, hvor forskellige former for ’tankepoliti’ konstant patruljerer og slår ned på folk, der nægter at rette ind.

I dag er det kun de færreste og mest optimistiske eller naive, som tror, at der om ti år vil være mere ytringsfrihed, mere forsamlingsfrihed, mere religionsfrihed, mere offentlig orden og sikkerhed, mindre antisemitisme og mindre terrorisme i Vesteuropa, end der er i dag.
_______

 

En uventet trussel
De alvorligste trusler mod Europas liberale samfund kommer naturligvis fra islamismen. Ingen andre bevægelser gør denne rangen stridig, når det gælder om at true de liberale samfundsprincipper.

I dag er det kun de færreste og mest optimistiske eller naive, som tror, at der om ti år vil være mere ytringsfrihed, mere forsamlingsfrihed, mere religionsfrihed, mere offentlig orden og sikkerhed, mindre antisemitisme og mindre terrorisme i Vesteuropa, end der er i dag.

På hvert af disse områder går udviklingen indiskutabelt i den gale retning. Derfor er det tvingende nødvendigt at kontrollere og uskadeliggøre de destruktive kræfter, der skaber den løbende udvikling hen imod mindre liberale samfund.

Problemet er, for det første, at midlerne til at kontrollere og uskadeliggøre de illiberale tendenser ikke er lige ved hånden. Og for det andet, at tilvejebringelsen af midlerne i sig selv udløser konflikter og indre splittelse i Europa i et omfang, der om ikke helt, så næsten kan måle sig med de vanskeligheder, grundproblemet (den brede illiberale samfundstendens påført af islamismen) skaber. Selvsagt er det forhold så dybt problematisk, at det ikke er urimeligt at beskrive det som tragisk.

Når vejen til erkendelse af problemerne har været så konfliktfyldt, og der stadig udestår betydelige konflikter, inden vi for alvor kan begynde at kontrollere og uskadeliggøre de illiberale kræfter, har det mange årsager.

Men en af de mest grundlæggende er, at de internationale institutioner, der efter Anden Verdenskrig er blevet opbygget med henblik på at forhindre altødelæggende konflikter, har haft et billede af den altødelæggende konflikts væsen og årsager, der – uden at det på nogen måde har været hensigten – har blokeret for en nødvendig erkendelse. Nemlig erkendelsen af, at altødelæggende konflikter ville kunne opstå på steder, man i 1940’erne og 1950’erne mindst af alt evnede at forestille sig. Og at de herefter ville kunne udfolde sig i dynamikker, som selv de mest indsigtsfulde og kreative dengang manglede fantasien til at visualisere.

De sikkerhedsarrangementer af militær og økonomisk art, man opbyggede efter Anden Verdenskrig (FN, NATO og EU), var designet til at undgå, at Første og Anden Verdenskrig skulle gentage sig. Men sådan var deres selvforståelse ikke formuleret. Den var formuleret i bredere og mere idealistiske vendinger, der kredsede om – i fremtiden – at sikre menneskeheden imod krig, undertrykkelse og personlig forfølgelse i det hele taget.

Betragter man de konkrete institutioner, mekanismer og virkemidler, der blev opbygget, står det imidlertid klart, at det var en gentagelse af de to stormagtskonflikter i første halvdel af det 20. århundrede, der frem for alt skulle undgås. Her havde destruktionens arnested altid været en stat. Derfor kom indsatsen frem for alt til at bestå i at skabe mekanismer, som skulle forhindre stater i fremtidigt at udfolde sig på de ulyk-salige og katastrofale måder, de havde praktiseret op til og under de to verdenskrige.

At socialt-religiøse bevægelser, der udfoldede sig i civilsamfundet, kunne blive et arnested for opløsning af den liberale samfundsorden, var der på baggrund af Første og Anden Verdenskrig ingen, der forestillede sig. Derfor er der ingen mekanismer i hverken FN, NATO eller EU, der tager højde for, at netop det også er noget, der kan ske.

Og på dette sted bliver jeg så nødt til at kaste mig ud i et psykologisk ræsonnement. Det gør jeg ikke, fordi jeg er fuldkommen overbevist om, at psykologiske ræsonnementer er det eneste saliggørende. Til gengæld kan jeg ikke umiddelbart se nogen typer af ræsonnementer, der skulle være bedre. Men er der nogen, der kan tilbyde en bedre forståelsesramme, ville jeg hilse det velkomment og ikke på nogen måde udelukke, at den også kunne blive min.

At socialt-religiøse bevægelser, der udfoldede sig i civilsamfundet, kunne blive et arnested for opløsning af den liberale samfundsorden, var der på baggrund af Første og Anden Verdenskrig ingen, der forestillede sig. Derfor er der ingen mekanismer i hverken FN, NATO eller EU, der tager højde for, at netop det også er noget, der kan ske.
_______

 

På et tidspunkt i perioden fra 2001 til slutningen af årtiet bliver det klart for en kritisk masse af personer rundt omkring i Europa, at selve den liberale samfundsorden er under pres. Mange begivenheder peger i den retning. Store og tydelige pejlemærker er mordet på Theo van Gogh i 2004 og Muhammedkrisen i 2005-2006. Imidlertid fører det ikke til et fælles fokus på at bekæmpe de kræfter, der vil demontere den liberale samfundsorden. I stedet fører det til bitre stridigheder i de europæiske politiske offentligheder om emner som (a) eksistensen i det hele taget af et pres på de liberale samfund, (b) det rimelige/berettigede/passende i at udpege de kræfter, der presser de liberale samfund. For så vidt det anerkendes, at der eksisterer et problem, som det kan tillades, at man peger på, er spørgsmålene: (c) Hvem skal løse det, og (d) hvordan skal det løses? Endelig er der (e): at der er bygget problemer ind i de institutionelle arrangementer, der i årtier med held har beskyttet imod en gentagelse af Første og Anden Verdenskrig – men som helt åbenbart har vanskeligt ved at beskytte effektivt imod socialt-religiøse illiberale bevægelser, der udfolder sig med base i det civile samfund.

Ad (a). Frem til det tidspunkt omkring 2015, hvor islamistiske terrorangreb blev decideret almindelige, var det forbløffende vanskeligt at skabe konsensus om, at indtil flere af de traditionelle borgerrettigheder var under pres. Det gjaldt først og fremmest ytringsfriheden, som fx dagbladet Politiken på nærmest parodisk facon vedblev at hævde ikke var under pres. Til trods for at bladets medarbejdere for at møde på arbejde hver dag skulle passere massive sikkerhedsforanstaltninger – udløst af risikoen for attentater som følge af, at Jyllands-Posten (der tilhører samme koncern) havde valgt at gøre brug af sin ytringsfrihed.

Hvorfor det har været så svært at knæsætte den kendsgerning, at indtil flere af det liberale samfunds grundfriheder var pressede af den illiberale islamisme, kan man i sidste instans kun gætte på. Men et fornuftigt gæt kunne være, at der har eksisteret en ret udbredt liberal hybris [selvovervurdering, red.], hvor man simpelthen har nægtet at tro på, at nogen kræfter i verden var så stærke, at de kunne udgøre en reel trussel mod de liberale idealer i Europa.

En sen erkendelse
Desuden spiller et vestligt, postimperialistisk skyldkompleks antageligvis en rolle. Ikke mindst i Europa er det en udbredt opfattelse, at vold og aggression, der udføres af personer fra den tredje verden, nødvendigvis må være forårsaget af den industrialiserede verden. Derfor har mange vægret sig ved at indse, at den vold og det kaos, islamismen påfører fx Vesteuropa, ikke udspringer af ’retfærdig harme’ over noget, Vesteuropa aktivt har gjort, men simpelthen skyldes magthavere rundt omkring i den islamiske verden, som hader de liberale samfund og den liberale verdensorden af et ærligt hjerte og ønsker at bekæmpe dem med alle til rådighed stående midler.

Med den voldsomme mængde af terrorangreb i Europa siden 2015, herunder den langvarige undtagelsestilstand i Frankrig, er det ikke længere et problem at etablere en konsensus om, at liberale friheder og principper er pressede. Men at det skulle tage så lang tid, minder om en anden indsigt fra Hegel: ’at Minervas ugle flyver i skumringen’ – det vil sige: at visdommen først går på vingerne, når mørket er ved at sætte ind.

Ad (b). På grund af den udbredte erkendelsesblokering i den europæiske offentlighed om, at den liberale samfundsmodel var presset, har der i de forskellige landes politiske establishment været en tilbøjelighed til at skælde voldsomt ud på de knap så etablerede politikere, der vedblev at hævde, at den liberale samfundsmodel var under pres.

Denne erkendelsesblokering har resulteret i voldsom udskamning og marginalisering af de politikere, der ikke bukkede under for kritikken, men vedblev at holde fanen højt. Mest grotesk i Sverige, hvor det politiske establishment end ikke har villet tale med Sverigedemokraterna – selvom det efterhånden er klart for enhver, der ikke tilhører det svenske politiske establishment, at partiet har fat i langt mere end en flig af sandheden.

Uanset at historien vil dømme Sverigedemokraterna væsentligt mildere, end deres nuværende politiske modstandere gør, har denne type af marginaliseringstendenser ført til dyb splittelse blandt mennesker, der egentlig alle foretrækker det liberale samfund. Og samtidig forhalet iværksættelsen af slagkraftige tiltag imod de egentlige modstandere af det liberale samfund.

Uanset at historien vil dømme Sverigedemokraterna væsentligt mildere, end deres nuværende politiske modstandere gør, har denne type af marginaliseringstendenser ført til dyb splittelse blandt mennesker, der egentlig alle foretrækker det liberale samfund.
_______

 

De nødvendige konklusioner
Ad (c) + (d) + (e): Først efter langvarige, splittelsesfremkaldende og pinefulde politiske processer, som har bremset en fornuftig indsats imod de illiberale kræfter, har der i Europa indfundet sig en bred forståelse af, at der må skrides ind.

Men hvem skal rent praktisk foretage sig noget? Hvad skal de foretage sig? Og kunne det tænkes, at de internationale organisationer, der efter Anden Verdenskrig opstod ud af frygten for, at den skulle gentage sig, i realiteten er kommet til at forhindre, at staterne iværksætter en legitim beskyttelse af sig selv som stater? En legitim beskyttelse af borgerne i de pågældende stater og en legitim beskyttelse af borgerrettighederne og den offentlige orden?

Ud over den enorme splittelse, det mange steder i Europa på nationalt plan har medført at nå frem til en realistisk vurdering af truslerne mod det liberale samfund, har EU i en helt enestående grad samtidig formået at gøre sig selv umulig i meget store grupperingers øjne. Noget så – skulle man forestille sig – elementært som at få lukket de ydre grænser har for EU vist sig at udgøre en næsten uoverstigelig vanskelighed. Og hvordan man overhovedet i sin tid kunne få den tanke at etablere Schengensamarbejdet uden at overveje spørgsmålet om de ydre grænser på en blot nogenlunde realistisk måde, bliver en af de store gåder, fremtidens historikere må sysle med.

Et andet mystificerende spørgsmål er, hvorfor EU i så lang tid er fortsat med sin helt urealistiske og inadækvate forståelse af indstrømningen af mennesker fra Mellemøsten og Afrika. Og herunder: hvorfor EU er fortsat med at sysle med meningsløse projekter som et europæisk kvotesystem.

Hvis de europæiske lande skal bevare den liberale samfundsmodel, borgerne foretrækker, og hvis de af landene, der er egentlige velfærdsstater, skal fortsætte med at være det, er det nødvendigt, at de har fuld kontrol over, hvem der bor på deres territorium. Dette er så evident, at det ikke burde kunne udløse to sekunders diskussion.

Det giver selvsagt ikke nogen mening at gøre landene tilgængelige for store grupper af mennesker, der er modstandere af den liberale samfundsmodel og vil bekæmpe den med vold, ligesom det ikke giver nogen mening at gøre landene tilgængelige for store grupper af mennesker, som ifølge erfaringen aldrig vil komme til at yde et positivt nettobidrag til (velfærds)staten.

Hvis de europæiske lande skal bevare den liberale samfundsmodel, borgerne foretrækker, og hvis de af landene, der er egentlige velfærdsstater, skal fortsætte med at være det, er det nødvendigt, at de har fuld kontrol over, hvem der bor på deres territorium. Dette er så evident, at det ikke burde kunne udløse to sekunders diskussion.
_______

 

Intet af dette forhindrer, at man kan hjælpe mennesker, der er flygtet fra krig og personlig forfølgelse (og jeg er personligt tilhænger af, at man gør det). Man er bare nødt til først at etablere den præmis, at landene i Europa naturligvis ikke har nogen form for pligt – det være sig moralsk eller traktatligt – til at føre en politik, der i længden vil udløse deres egen afvikling og undergang.
Hvad angår den helt konkrete tanke om et eventuelt kvotesystem, burde to ting i årevis have stået EU klart. For det første, at Visegrad-landene – Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet – så langt ind i fremtiden, nogen kan se, har meldt sig ud af ethvert samarbejde om at modtage kvoteflygtninge. For det andet, at migranterne ikke kommer til at sige ja tak til ethvert tilbud om anbringelse i EU. Uden på nogen måde at tale ringe om et udmærket land som fx Bulgarien er det mest realistisk at forestille sig, at de kvote-flygtninge, man teoretisk anbragte der, hurtigt ville rømme landet for at komme til de steder i Vesteuropa, der hele tiden har været målet for deres rejse.

Et eksistentielt problem
Påstanden om, at historien var kommet til sin afslutning, udsprang af den antagelse, at den liberale samfundsorden havde sat sig igennem og ikke længere havde nogen modstandere eller fjender. Mange kritiserede på et rent intellektuelt grundlag forestillingen – men i realiteten indrettede man sig på den. Når man ser den efter i sømmene, har næsten al udenrigs- og sikkerhedspolitisk praksis siden Murens fald bygget på den implicitte antagelse, at den vestlige verden ikke havde nogen egentlige fjender. Vel fandtes der irritationsmomenter rundt omkring. Men farlige fjender, der kunne gøre det af med den liberale samfundsorden? Dem har man ikke antaget eksistensen af.

Det, der har sat historien i gang igen, er konstateringen af, at den liberale samfundsorden i Europa faktisk kan rammes af opløsningstendenser, der er så kraftige, at det må vække bekymring, og at der må handles. En vedvarende tilstrømning af personer, der ikke bifalder den liberale samfundsorden, og som ikke ønsker at bidrage til at opretholde den, er faktisk et eksistentielt problem af første rang for Europa.

Desværre har den fase, hvor problemerkendelsen fandt sted, været så pinefuld og konfliktskabende i Europa, at det udgør et selvstændigt problem. Dertil kommer, at vores helt uundværlige internationale institutioner i realiteten er beregnet på at forebygge en gentagelse af Anden Verdenskrig og derfor i mange tilfælde har virket uhensigtsmæssigt (og langsomt) i forhold til problemer, der har en fundamentalt anderledes karakter. Denne langsommelighed og uhensigtsmæssige adfærd har bidraget til at delegitimere både EU og dele af det internationale traktatsystem (navnlig menneskerettighedssystemet) på en facon, som til det yderste er begrædelig.

En småstat som Danmark kan på ingen måde undvære hverken EU eller traktatsystemet. Når disse to institutioner opfører sig på en måde, der med største lethed kan udlægges, som at de i princippet tilpligter Danmark at destruere sig selv, er det ikke på nogen måde en overdrivelse at betegne dette som en katastrofe.

Vel findes der irriterende stater rundt omkring. Men diplomatiet og de internationale organisationer er netop indrettet på at forholde sig til sådan nogle og få det bedste ud af det. Med egentlige tendenser til at opløse den liberale samfundsorden er der tale om et problem af en helt anden størrelsesorden. Det er tendenser, der må bringes til standsning og vendes. Og det kræver, at alle gode kræfter står sammen. Set i det lys er det godt, at historien efterhånden er ved at besinde sig på, at den er begyndt igen.

ILLUSTRATION: Henrik Dahl (foto: Peter Hove Olesen/polfoto)

Henrik Dahl (f. 1960) er MF og udenrigsordfører for Liberal Alliance.