02.05.2017

Endnu tjener Socialdemokraterne de offentligt ansatte – sikrer deres indtægt og deres magt. Men systemet er ved at bryde sammen. Og så vil S, som på udlændingepolitikken, pludselig komme til fornuft.

RÆSONS KRONIK af Henrik Dahl, MF for Liberal Alliance [RÆSONs Kronik er, som Kommentaren, gratis at læse/kræver ikke abonnement]

Regeringens oprettelse af et Ministerium for Offentlig Innovation – det vil i realiteten sige et Ministerium for Reform af Den Offentlige Sektor – har skabt en ny dynamik i dansk politik. I de ansvarlige partiers kreds er der ikke længere nogen, der afviser nødvendigheden. S vil have en ”Fingrene Væk-reform”. R har altid dette punkt som en del af sit standardsortiment. Alternativet og SF indtager – med de ofte fremsatte ønsker om afbureaukratisering – en holdning, der også må antages at være reformvenlig. Så det er kun Enhedslisten og Dansk Folkeparti, der er svære at blive kloge på.*

Partiet for herskerne (de offentligt ansatte)
Når jeg alligevel er skeptisk over for tanken om, at Socialdemokratiet skulle kunne føre an i et reformarbejde, er der en enkelt hovedårsag samt en række sekundære:

Årsagen over alle årsager til, at Socialdemokratiet ikke kan løfte den opgave, det er at reformere den offentlige sektor, er, at demokratisk socialisme i dag er lig med ”offentlig-sektor-isme”. Den hovedinteresse, partiet i dag varetager, er interessen blandt de offentligt ansatte i to ting: 1) At de som et minimum kan bevare deres arbejdspladser, 2) At sektoren helst skal vokse samtidig med, at den enkelte ansatte også oplever en lønfremgang. Det vil med andre ord sige, at Socialdemokratiet i dag først og fremmest er et parti, der varetager interesserne for den gruppering, Jørgen S. Dich i sin klassiker af samme navn omtalte som ”den herskende klasse”.

Årsagen over alle årsager til, at Socialdemokratiet ikke kan løfte den opgave, det er at reformere den offentlige sektor, er, at demokratisk socialisme i dag er lig med ”offentlig-sektor-isme”
_______

 

Mellem fagbevægelsen og Socialdemokratiet har der således indfundet sig en arbejdsdeling. Mens fagbevægelsen kæmper konkret for lønnen og arbejdsvilkårene i den offentlige sektor, arbejder S på den ideologiske front. For uden det, der hos Jørgen S. Dich hedder ”en forpligtende ideologi”, kan det ikke lade sig gøre at fastholde en skatteudskrivning på det niveau, den ligger i dag. Ligesom det ikke kan lade sig gøre at fastholde en situation, hvor det nærmer sig tabu at sige, at den offentlige sektors kerneydelser antageligvis kan leveres af betydeligt færre ansatte end tilfældet er i dag. Eller at en del af dem sandsynligvis med fordel kunne udsættes for markedet – og dermed for konkurrence.

Siden Jørgen S. Dichs tid er den forpligtende ideologi, der skal begrunde skatteudskrivningen og de mange privilegier til de offentligt ansatte (blandt andet høj løn, korte arbejdsdage og lempelige vilkår for tildeling af fridage) kun blevet forfinet.

Hjælp til det hjælpeløse menneske
Den herskende klasses oprindelige genialitet – der stadig stråler over dens senere, ideologiske opfindelser – ligger i opfindelsen af ’den subjektløse humanisme’: En humanisme, hvor mennesket ikke er i stand til at gennemskue sig selv eller til selv at ændre sin situation.

På den ene side skal mennesket beskyttes imod alt ondt. Det er det for så vidt kun de færreste, der ikke mener. På den anden side kan mennesket hverken forstå eller beskytte sig selv. Og derfor skal det hjælpes af regiment efter regiment af professionelle, som aflønnes af midler, der er indkrævet i skatter og afgifter.

I dag har man hele uddannelser, der har specialiseret sig i at afskaffe subjektet. Det gælder på universitetsniveau en række af samfundsvidenskaberne, ligesom det gælder dele af psykologien. På professionshøjskolernes niveau er der ikke så megen selvstændig forskning. Til gengæld indøver man i de fleste uddannelser beredskabet til at forklare, at det enkelte menneske intet selv kan udrette, men har brug for lige præcis den type af hjælp, man uddanner folk til at levere.

Oven i den subjektløse humanisme har man så i Socialdemokratiet udviklet et såkaldt ”forsvar for fællesskabet”. Det vil sige et forsvar for kollektivistiske løsninger, når det gælder børnehaver, skoler, primært sundhedsvæsen og hospitaler, ældreforsorg og en lang række af de tilbud, socialforsorgen stiller til rådighed.

Undertiden tilbydes den (pseudo)akademiske begrundelse for kollektivismen, at det skal bidrage til at bryde ”den sociale arv”. At Socialdemokratiet ikke evner at se, at partiets politik på enhver måde fjerner incitamentet til at bevæge sig socialt, er gådefuldt.

Undertiden tilbydes den (pseudo)akademiske begrundelse for kollektivismen, at det skal bidrage til at bryde ”den sociale arv”. At Socialdemokratiet ikke evner at se, at partiets politik på enhver måde fjerner incitamentet til at bevæge sig socialt, er gådefuldt.
_______

 

Det særlige ved et socialdemokratisk samfund er, at personlige handlinger ikke har nogen konsekvenser. Hvad enten man er klog eller dum; flittig eller doven, skal man videre i uddannelsessystemet. Og helst til det højeste, akademiske niveau (med forbehold for, at Mattias Tesfaye har haft held til at ruske liv i sine lettest slumrende partifæller). Hvad enten man arbejder med engagement eller mangel på engagement skal man have den samme, overenskomstmæssige løn. Og i kraft af ekstrem progression i skattesystemet, får man også nogenlunde det samme ind på lønkontoen, så længe man ikke bevæger sig for langt ud ad normalfordelingskurven.

Dette er det socialdemokratiske drømmesamfund – og det, der langt hen ad vejen er realiseret. I dette er der kun et ringe incitament til at levere den personlige indsats, der i virkeligheden altid er forudsætningen for, at man stiger op over sine forældres sociale status.

Det virkeliggjorte, socialdemokratiske samfund bygger på systematiske incitamenter til IKKE at gøre en ekstra indsats – for dén satsning rummer stort set ingen belønninger. Og netop derfor afsløres det nådesløst, at både den subjektløse humanisme, forsvaret for fællesskabet og ønsket om at bryde den sociale arv er ideologi. Og intet andet. En ideologi, der skal begrunde ikke bare skatteudskrivning på mindst det nuværende niveau (cirka halvdelen af BNP), men også: den herskende klasses fortsatte magt over, hvorledes disse enorme summer disponeres.

Og dette faktum – at Socialdemokratiets politiske hovedinteresse er den herskende klasses fortsatte magt over hen ved halvdelen af BNP – er hovedårsagen til, at partiet ikke lige med det første kommer til at blive en drivende kraft i at reformere den offentlige sektor.

Uden kontrol over halvdelen af BNP, vil den herskende klasse se sine privilegier svinde ind og sin styrke reduceret. Det vil den selvfølgelig aldrig tolerere. Og den behøver end ikke hæve stemmen, eftersom Socialdemokratiet (hvis vælgerbase klassen udgør) er i stand til at tænke den herskende klasses tanker, før den selv gør det.

Den urørlige sektor
Hvad angår de sekundære årsager, er der flere, så jeg skal nøjes med at nævne de vigtigste.

Socialdemokratiet – i hvert fald på Christiansborg – nægter at anerkende, at Folketinget har et medansvar for, at den offentlige sektor hvert år brænder en vis mængde penge af uden, at de har gjort nogen gavn for hverken de ansatte eller borgerne. Hvor stor, denne sum er, har ingen sat sig ned eller udført detaljerede beregninger over. Produktivitetskommissionen skønnede i sin tid, at den offentlige sektor havde et effektiviseringspotentiale på ti procent. Mit eget ”guesstimate” – efter at have deltaget i et større arbejde, LA gennemførte i 2016 – er, at mindst fem procent af det offentlige forbrug ”går op i røg” uden, at pengene nogensinde har gjort nytte. Jeg er selvfølgelig ikke så naiv, at jeg tror, hele denne gevinst ville kunne realiseres. Men da man fra evalueringen af frikommuneforsøgene ved, hvor store effektiviseringsgevinster, der ligger i regelforenkling og decentralisering, kunne jeg godt forestille mig, at man inden for en kortere periode kunne eliminere spild i et omfang, der svarede til to-tre procent af det samlede, offentlige forbrug (på omkring 540 milliarder kroner).

Imidlertid har Socialdemokratiet på Christiansborg som nævnt vist sig fuldkommen uvilligt til at erkende, at Folketinget må påtage sig et medansvar og gøre en kraftig indsats for at forenkle reglerne. Og derfor fortsætter den offentlige maskine med at brænde penge af – langt mindre rent, end den kunne og burde brænde.

Til hovedårsagen (at man varetager den herskende klasses interesser) og den væsentligste biårsag (at man ikke ønsker, at Folketinget skal stå ved sit ansvar), vil jeg afslutningsvis nævne nok én mere: At det er nærmest umuligt at etablere en reel og saglig samtale med Socialdemokratiet om, at det – i det hele taget – skulle være muligt og efterstræbelsesværdigt at hæve produktiviteten i den offentlige sektor.

I betragtning af, hvor meget produktiviteten over årene er steget i alle dele af den private sektor – hvad enten det drejer sig om fremstilling eller service – er det fuldkommen ulogisk at forestille sig, at enhver forbedring er umulig i den private sektor. Men skræller man udenomssnakken bort, er det ikke desto mindre, hvad man får at vide, hvis man prøver at invitere Socialdemokratiet til samtale:
Den offentlige sektor er – må man forstå – så speciel, at vulgære betragtninger om at gøre tingene bedre og billigere på samme tid, ikke hører nogen steder hjemme. I andre sammenhænge kalder man den slags ”exceptionalisme”: Troen på, at dette eller hint udgør en undtagelse fra alt andet af samme type. Så skal man sætte et begreb på, må man sige, at denne ”exceptionalisme” på den offentlige sektors vegne blokerer for, at partiet inden for en overskuelig fremtid kan komme til at spille en konstruktiv rolle i reformen af den.

Virkeligheden VIL få Socialdemokratiet til at vågne op. Herpå vil S foreslå at gøre det eneste rigtige – med en stemmeføring, som om man var de første, der var kommet på idéen, og ikke de sidste. I det lange løb skal reformerne derfor nok blive sat i værk. Ventetiden kan blive både kedelig og hård.
_______

 

Derfor vil S komme til fornuft
Personligt tror jeg, at Socialdemokratiet nok skal komme til fornuft. Og hvorfor gør jeg så det? Det gør jeg, fordi i modsætning til, hvad mange ideologer på (centrum-)venstrefløjen tror, så er skattekilderne ved at tørre ind. Det er simpelthen ikke muligt at indkradse meget mere, end de cirka 50 procent af BNP, vi gør i dag: For hæver man skattesatserne, vil der ikke komme flere penge i kassen. I stedet vil der opstå mere sort arbejde, mere skatteunddragelse og – i den herskende klasse – mere ”lønvægring” i form af, at man hellere vil have ferie og andre skattefrie fordele, end man vil have mere i løn.

En skønne dag vil konsekvenserne af statens manglende skatteudskrivningsevne slå igennem. Det vil ske i kombination med at den ene dysfunktionelle organisation efter den anden kollapser. SKAT er kun en første. De næste kan blive beskæftigelsessystemet, ældreomsorgen og dele af socialforsorgen. Det vil ske, fordi den offentlige sektor for længe har fået lov til at tjene den herskende klasse i stedet for de mennesker, den officielt skulle forestille at gøre en forskel for.

Som man kan se på indvandringsfeltet, er Socialdemokratiet på samme måde, som Churchill siges at have sagt, at amerikanerne var: De gør altid de rigtige, når alle andre muligheder er udtømt. Virkeligheden VIL få Socialdemokratiet til at vågne op. Herpå vil S foreslå at gøre det eneste rigtige – med en stemmeføring, som om man var de første, der var kommet på idéen, og ikke de sidste. I det lange løb skal reformerne derfor nok blive sat i værk. Ventetiden kan blive både kedelig og hård.

* I begge partier ligger fokus på, at der skal tilføres flere penge – om der også findes en vilje til at justere maskineriet, så færre penge brændes af uden at gøre nytte, er mere vanskeligt at blive klog på. Den vedvarende og til tider højrøstede kritik af fortsatte rationaliseringer tyder på, at effektivitet inden for sektoren ikke er en problemstilling, der for alvor optager nogen i de to partier.

ILLUSTRATION: Henrik Dahl (foto: Peter Hove Olesen/polfoto)