08.03.2017

Selvom det virker usandsynligt at Tyrkiet kommer til at være en af de bærende kræfter i at overtage Raqqa, vurderer seniorforsker ved Center for Militære Studier Helle Malmvig, at det i sidste ende er kurderne, som må gøre indrømmelserne.

Interview af Ferhat Gurini

RÆSON: De sidste tre måneder har al-Bab været fokuspunktet for Tyrkiets indsats i Syrien. Hvorfor?

Det er et led i hele Tyrkiets større strategi i forhold til det nordlige Syrien, som jo primært handler om at de kurdiske grupper ikke skal få et sammenhængende territorium, og i det hele taget stå for stærkt i kommende forhandlinger i en post-konflikt-situation. Dertil handler det også om at dæmme op for angreb fra Islamisk Stat i Tyrkiet, og også om den regionale magtkamp, særligt med Iran, som foregår både i Syrien og Irak.

RÆSON: Regeringen i Ankara har i senere tid været meget besluttede på at indtage Raqqa. Det står i kontrast til Erdogans udmeldinger i midt-september, hvor han sagde, at Tyrkiet ville følge den amerikansk-ledede koalitions planer. Hvorfor det pludselige skift?

Det kan man kun spekulere om. Der kommer hele tiden modsatrettede meldinger. Al-Jazeera meldte i start-februar ud, at Tyrkiet havde erklæret, at de ikke som sådan ville overtage al-Bab, men lade syriske regimetropper gøre det. Og mens vi taler, er de syriske regimetropper og tyrkiskstøttede oprørsgrupper i kamp syd for al-Bab. Så det skifter. Men når Tyrkiet er ude i forhold til Raqqa, handler det primært om at de kurdiske styrker står til at indtage Raqqa. Hvilket kurderne også tidligere har sagt, at de ikke vil gøre, da Raqqa er en arabisk by, der ligger udenfor de kurdiske områder. Tyrkiet sætter foden ned for at kunne placere sig med en forhandlingsbrik i forhold til USA og koalitionen.

RÆSON: Hvordan skal man forstå de divergerende budskaber, der fx har været mellem øverstkommanderende for det tyrkiske militær og Erdogan om Operation Eufrats Skjold og indsatsen omkring al-Bab? Lukker Erdogan varm luft ud, eller tror du, det skyldes manglende koordination i en ellers meget centraliseret ledelse?

Det er ikke til at vide, om de har gjort det op internt og bare ikke vil gøre det officielt. Men Tyrkiet er jo sådan set ikke kommet ud med en exit-strategi eller formuleret endemålet (for Operation Eufrats Skjold, red.). Og så længe Tyrkiet ikke har det, så vil man blive ved med at se de meldinger om at overtage den ene eller den anden by. Så jeg ser det som et udtryk for, at de ikke har en klar strategi for, hvor langt de egentlig vil rykke ned, både i syd og i øst. Det skyldes ikke kun at Tyrkiet klokker rundt i det, men der er tale om et uforudsigeligt, sikkerhedsmiljø med så mange aktører involveret.

Ydermere ligger Tyrkiet også og balancerer mellem Rusland og USA, som har styrker både på jorden og i luften – for ikke at nævne de lokale aktører. Det gør det til et ekstremt mudret farvand at operere i. Derfor er det interessant at se, om Tyrkiet og Rusland formår at stoppe de kampe, som nu finder sted i Tadif (mellem regimetropper og tyrkiskstøttede FSA, red.) og lagt pres på deres respektive partnere. Fordi det kommer til at være en indikator på i hvor høj grad Tyrkiet og Rusland taler sammen, og hvor godt de kan koordinere med hinanden.

RÆSON: Lad os prøve at zoome mere ind på det. Rusland har tidligere i slaget om al-Bab markeret en demarkationslinje mellem Tyrkiet og regimet, men ifølge flere medier, har tyrkisk-støttede FSA-grupperinger d. 26 februar angrebet regimets stillinger i Tadif nær al-Bab og dræbt 22 pro-Assad-styrker. Er der potentiale for at det kan eskalere? Tror du, der kan opstå en større konflikt mellem FSA-grupperinger og regimetropper, specifikt i konteksten af Tyrkiets Operation Eufrats Skjold?

Det kommer an på hvordan vi definerer en større konflikt, men at der kommer til at finde løbende kampe sted er sandsynligt. Jeg tror hverken Tyrkiet eller Rusland har en interesse i, at det bliver til en åben kamp, fordi der dermed bliver for mange frontlinjer, man skal kæmpe på, og fordi Tyrkiet og Rusland i øjeblikket forsøger at samarbejde og finde en løsning via det diplomatiske spor og fredsforhandlinger.

Men spørgsmålet er jo hvor meget leverage de hver især har over de lokale styrker på jorden. Altså i hvor høj grad det syriske regime og FSA bare følger sine egne dagsordener.

Jeg kan godt forstå dem. Hvis FSA ikke skulle kæmpe mod regimet ville det svare til, at man af bagveje havde indgået en våbenhvile. Og det er svært, fordi den våbenhvile man ellers havde aftalt mellem Tyrkiet og Rusland, selvom det ikke er officielt, jo er ved at falde sammen. Så medmindre det kan være led i en større våbenhvileaftale, tror jeg, de får svært at stoppe de lokale grupper i at kæmpe på jorden.

RÆSON: Sådan en uforudset konsekvens af det, du beskriver som Tyrkiets ad hoc-operation er, at en ny frontlinje kan bryde ud mellem FSA og regimet?

Det er ikke fordi, jeg tror, der kommer en storkrig. Men det vi ser er et mudret billede, hvor der er så mange åbne fronter, hvor man den ene dag kan kæmpe mod det syriske regime, som støttes af Rusland fra luften og den anden støde sammen med Syrian Democratic Forces (SDF, en overvejende kurdisk gruppering, red.).

RÆSON: Men man må vel antage, at Tyrkiet har en eller anden form for indflydelse over lige netop de grupperinger som indgår i Operation Eufrats Skjold?

Det har de også, hvilket Rusland også har over regimestyrkerne og dets allierede. Når jeg siger det, er det fordi, man skal passe på med at tro, at der bare er tale om marionetdukker. At Tyrkiet bare beordrer turkmenske styrker eller FSA, som så følger ordrerne ordret. Eller Rusland kommanderer regimestyrker, Hezbollah og shia-militser uden problemer. Tyrkiet og Rusland vil forsøge at presse dem så meget som muligt, fordi de ikke er interesserede i at være i åben konflikt. Det er bare sværere end sidste gang, fordi det politiske spor og våbenhvilen også er i fare.

Der kommer formentlig ikke en ny storkrig mellem de to parter, men der er en masse krydsende frontlinjer og alliancer, som gør det en smule skrøbeligt.

RÆSON: Du fik slået fast, at Tyrkiets interesser i Raqqa har været at forstyrre det kurdiske statsprojekt. Men hvis vi kigger på det rent militært, med den lange proces det har været for Tyrkiet at overtage al-Bab, hvor realistisk er det så, at Tyrkiet reelt set har den militære kapacitet til at overtage Raqqa?

Det er noget af det, mange har sat spørgsmålstegn ved, fordi det har taget en del længere tid end man regnede med at overtage al-Bab. Ydermere er den Frie Syriske Hær ikke rustet til den asymmetriske krigsførelse, det kræver at bekæmpe Islamisk Stat. Vi er tilbage i det spor, hvor Raqqa mest handler om at sætte en fod ned og markere, at tyrkerne har aktier i det spil. Både i forhold til USA og Rusland. Jeg tror ikke, det er sådan at Tyrkiet vil bruge en masse af deres egne styrker, de er jo også afhængige af lokale styrker, ligesom de andre magter, som er involverede.

RÆSON: Meget tyder på at Trump-administrationen vil fortsætte deres støtte til kurderne gennem SDF. Uden amerikansk støtte, er der alternative alliancepartnere Tyrkiet kan trække på for at opnå deres mål?

På den længere bane og lige nu, tror jeg at Tyrkiet har fået meget igennem. Og det sidste led er, at de kurdiske styrker formentlig bliver nødt til at give nogen indrømmelser. Det er i forhold til det mere politiske spor. Det samme gælder for Rusland. Selvom Moskva også snakkede om forskellige kurdiske delegationer, så har de ligesom amerikanerne, jo ikke fået kurderne til at sidde med ved fredsforhandlingerne. I sidste instans, når russerne og amerikanerne skal vælge mellem Tyrkiet og kurderne, så tilsiger historien også, at både Rusland og USA formentlig vælger Tyrkiet. Det er den barske realitet. Jeg tror stadigvæk, fordi der ikke er en anden mulighed, at det primært bliver SDF, som kommer til at være med i slaget om Raqqa – men det bliver ikke nødvendigvis oversat til politisk kapital.

RÆSON: Så når kampen mod Islamisk Stat engang er færdig, hvad får kurderne så?

Jeg tror ikke, de får lige så meget, som de havde håbet på. Selvfølgelig skal jeg ikke lægge hovedet alt for meget på blokken, fordi det har det med at ændre sig hele tiden. Men det falder jo bare tilbage på, at Tyrkiet er en større magt og kurderne også internt er splittede mellem de forskellige lande, og at de andre stormagter i regionen heller ikke er interesserede i at kurderne får selvstyre. Jeg tror dog stadigvæk at vejen for Syrien bliver en decentral løsning, hvor kurderne af den vej får noget mere, end de førhen har haft i Syrien, men nok ikke hvad de har håbet på.

ILLUSTRATION: Beboere vender tilbage til al-Bab efter befrielsen fra Islamisk Stat, 5. marts 2017 (foto: Abaca/polfoto)