24.10.2017

”Vi er gået fra at have krisen som problem til at have overophedningen som problem. Og det er da også fint, at man fokuserer på problemerne, så man kan imødekomme dem. Men man kan også godt fokusere lidt på det gode, og det gode er jo, at vi egentlig er et meget godt sted lige nu. Selvfølgelig skal vi være meget opmærksomme på, at vi ikke kommer derhen, hvor det er et problem. Der er grund til årvågenhed, men absolut ingen grund til panik”

Interview af Vassili Stroganov

RÆSON: 2017 har været et meget stærkt år for dansk økonomi. Ifølge Nationalbanken er BNP steget fra 1,7 i 2016 til 2,3 i 2017. Hvorfor går det lige nu så godt for den danske økonomi?

OLSEN: Først og fremmest har vi været igennem en krise, der har varet i virkelig lang tid. Tilbagegangen begyndte faktisk i første kvartal af 2008. Det er altså næsten 10 år siden, at krisen faktisk satte ind. Først fik vi en meget stor tilbagegang i økonomien, og så var opsvinget lang tid om at komme igang. Det kom det endelig i 2013. Derefter har økonomien stille og roligt bevæget sig op på et niveau, hvor vi endelig kan sige, at vi har lukket hullet, og at vi altså har en vækst som i et rigtigt opsving – vi er omsider på vej ud af krisen. Så det er i høj grad i den sammenhæng, at man skal se det [den gode udvikling i økonomien, red.].
Det er ikke bare i Danmark. Det er det samme billede, vi ser i det meste af Europa, til dels også i hele verden. 2017 bliver uden tvivl det bedste år siden krisen globalt set. Og det er også først nu, at man kan sige, at der virkelig er et opsving i hele verden på én gang. Det er meget få lande – herunder fx Venezuela – der ikke har vækst i år. Så det er en global ting, og det er selvfølgelig også derfor, at det går godt i Danmark.

2017 bliver uden tvivl det bedste år siden krisen globalt set. Og det er også først nu, at man kan sige, at der virkelig er et opsving i hele verden på én gang
_______

 

RÆSON: Hvad har været det vigtigste for fremgangen af økonomien?

OLSEN: Når der er krise, så er problemet, at der mangler efterspørgsel. Hvor rige vi er på lang sigt, kommer an på, hvor meget vi laver – dvs. udbud. Men når der er krise i en periode, er det efterspørgsel, der mangler. At få økonomien igang igen har krævet en stigning i privatforbruget. Den stigning er stille og roligt kommet globalt og også i Danmark. Det, der har manglet, er gang i virksomhedernes investeringer. Men også i investeringerne ser vi nu en pæn vækst, både herhjemme og i resten af Europa. Det gælder både erhvervs- og boliginvesteringer, så nu begynder den samlede efterspørgsel at udvikle sig positivt.

RÆSON: Ledigheden er nu nede på noget af det laveste, vi har set i de sidste 40 år, og med det økonomiske opsving er der brug for mere arbejdskraft. Kommer der til at være arbejdskraft nok til den økonomiske fremgang?

OLSEN: Når man har et opsving, mens man bevæger sig ud af en krise, er det også et kendetegn, at flere og flere kommer i arbejde. Det er jo det gode ved det. Det vil vi rigtig gerne have, når vi i en periode har haft høj arbejdsløshed. Arbejdsløsheden er lav, og der er ikke længere en kæmpe kapacitet af folk, der kan komme i arbejde. Det opsving vi i øjeblikket har, kræver tre et halvt til fire tusinde flere i beskæftigelse hver måned. Det kan vi selvfølgelig ikke blive ved med at have til evig tid – især ikke, når arbejdsløsheden allerede er lav. Vi [Danske Banks økonomer, red.] mener, at vi over de næste par år fortsat kan have en stigende beskæftigelse, da nogle af de årgange, der for tiden kommer ud på arbejdsmarkedet, er ret store. Der er mange under uddannelse, og der kommer derfor også mange ud. Derudover kommer efterlønsalderen og folkepensionsalderen til at stige over de kommende år. Det vil også betyde, at der er flere mennesker til rådighed på arbejdsmarkedet. Samtidig oplever vi en indvandring, der er meget svingende, men som i hvert fald indtil videre ligeledes har bidraget til arbejdsstyrken. Ca. 40 pct. af dem, der er kommet i beskæftigelse i opsvinget fra 2013 og frem, er udlændinge. Så de faktorer gør, at vi tror, at man kan fortsætte med pæn vækst og stigende beskæftigelse nogle år endnu. Men det er mere noget, vi tror, end noget vi ved. Når man går fem år tilbage, var der en stor gruppe arbejdsløse, der var klar til at gå ind på arbejdsmarkedet. Der kunne man sige helt sikkert, at der var arbejdskraft til rådighed, hvis bare efterspørgelsen kom. Nu er det langt mere usikkert, og det er klart, at den [væksten, red.] ikke kan fortsætte, så måske om et par år, hvis vi får ret, bliver det nødvendigt at have lavere vækst, fordi der ikke er mere arbejdskraft til rådighed.

Ca. 40 pct. af dem, der er kommet i beskæftigelse i opsvinget fra 2013 og frem, er udlændinge
_______

 

RÆSON: Hvordan ville du rådgive regeringen med henblik på at sikre, at der kom arbejdskraft nok i den nærmeste fremtid?

OLSEN: Det er utrolig svært. Det kan være en god idé at lave reformer, der øger udbuddet af arbejdskraften, fordi det er således, at vi på lang sigt bliver rige af, at der er flere mennesker til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er også det, der gør, at et opsving kan fortsætte i længere tid. Så der er al mulig grund til at gøre alt, hvad man kan, for at hjælpe folk, der fx er på passiv forsørgelse i at komme i arbejde, men det er selvfølgelig også rigtig svært. Hvis der var en nem måde at gøre det på, havde de nok gjort det. Vi har stadig en meget stor gruppe førtidspensionister, og vi har mange udlændinge, der har svært ved at komme ud på arbejdsmarkedet. Der skal man selvfølgelig gøre alt, hvad man kan. Men om man derudover fx vil øge tilbagetrækningsalderen, er jo et politisk valg. Det er klart, at hvis man gør det, ændrer det noget. Tilbagetrækningsalderen er blevet øget, og det er besluttet, at efterlønsalderen allerede næste år stiger, og efterfølgende vil også folkepensionsalderen stige. Man kan gøre mere, hvis man vil, men igen er det klart, at jo højere tilbagetrækningsalderen er, jo mere kan vi arbejde, og jo rigere kan vi blive. Men det har så sandelig også en pris. Nemlig at de her mennesker skal arbejde i noget længere tid, og at man hæver tilbagetrækningsalderen med kort varsel, kan være ret uhensigtsmæssigt, når folk har planlagt ud fra noget andet. Så jeg vil ikke sige, at jeg vil anbefale det ene eller det andet, men det er det valg, man står over for. Derudover er det sådan, at når vi nu er i en situation med højkonjunktur, og der er begyndende mangel på arbejdskraft, er det meget svært at gøre ting, der virker hurtigt i forhold til at øge arbejdsudbuddet. De ting, der kan virke hurtigt, kan netop være at hæve tilbagetrækningsaderen, men hvis man vil gøre det med meget kort varsel, er det måske også tarveligt. Og så er der selvfølgelig også arbejdskraft udefra. Hvis man åbner mere op for det, kan det også gå forholdsvist hurtigt. Men så kan der være nogle andre politiske hensyn, der gør, at man ikke er så interesseret i det.

Afregningen i det er, at jo mere arbejdskraft, der er til rådighed, jo længere kan man fortsætte med opsving. Det er således på den måde, man skal træffe valget. Man kan fx bruge skattepolitikken til at øge arbejdsudbuddet, hvilket regeringen også gerne vil. Regeringen siger, at hvis man sænker marginalskatten, vil det føre til, at flere mennesker vil ønske at arbejde mere. Der også godt belæg for at sige, at der er den sammenhæng, men der er til gengæld stor uenighed om, præcis hvor stor sammenhængen er. Problemet er også timingen – altså hvor hurtigt det virker. Hvor hurtigt har man det øgede arbejdsudbud, hvis man reducerer skatten? Der kan sagtens gå lang tid. Så det er et svært instrument at bruge til at styre konjunkturpolitikken, men det kan være et godt instrument at bruge til at øge væksten i samfundet og gøre os rigere på lang sigt. I forhold til den nuværende situation, hvor vi ser, at nogle brancher mangler arbejdskraft, er det ikke det mest målrettede instrument.

RÆSON: Ifølge Nationalbanken er der rum til mere pres på kapaciteten under højkonjunkturen, men en overophedning kan i den situation komme pludseligt og kraftigt. Er vi på vej mod en overophedning af økonomien?

OLSEN: Ikke lige nu. Inden for en hel del områder er der meget få arbejdsløse. Inden for fx byggeri siger ca. 30 pct. af virksomhederne, at det begrænser deres produktion, at de simpelthen ikke kan finde den kvalificerede arbejdskraft, de gerne vil ansætte. Så det er klart, at det begynder at blive en begrænsning, og man begynder nok også at se en tendens til, at det får lønningerne til at stige. Det kan man være bekymret for på længere sigt, fordi det er en overophedning, hvis udviklingen accelererer – hvis lønvæksten bliver så kraftig, at konkurenceevnen forringes. At folk tjener penge, er ikke problemet. Problemet er, at hvis man har en overophedning, får man bagefter en krise. Derfor vil man gerne undgå overophedningen.

Vi er stadig et stykke fra en overophedning. Det kan man bl.a. se ved, at vi kun lige er kommet ud af krisen og op på det niveau, hvor man kan sige, at beskæftigelsen svarer til økonomiens kapacitet. Væksten er den højeste, vi har set i over 10 år, men den er ikke eksplosivt høj. Situationen nu minder ikke om 2007. Forbruget stiger, men det er ikke et gældsdrevent forbruggsopsving, som vi tidligere har haft, hvor man går ud og siger, at det går godt med økonomien og så låner en masse penge, så forbruget øges, langt mere end indkomsten stiger. Det ser vi slet ikke nu. Forbruget stiger i takt med indkomsten, og det er jo noget helt andet.

Vi er gået fra at have krisen som problem til at have overophedningen som problem. Og det er da også fint, at man fokuserer på problemerne, så man kan imødekomme dem. Men man kan også godt fokusere lidt på det gode, og det gode er jo, at vi egentlig er et meget godt sted lige nu. Selvfølgelig skal vi være meget opmærksomme på, at vi ikke kommer derhen, hvor det er et problem. Der er grund til årvågenhed, men absolut ingen grund til panik. Jeg er enig i, at man hurtigt kan komme i en situation, hvor det begynder at gå for stærkt. Det kunne fx ske, hvis folk begyndte at omsætte stigende huspriser og stigende beskæftigelse til en kraftig forbrugsvækst og begyndte at låne en masse penge. Hvis det sker, kan opsvinget også accelerere meget hurtigt. Hvis virksomhederne pludselig ser nogle store investeringer, kan det også gøre, at det pludselig går hurtigt. Vi så kan nærme os noget problematisk, hvor det kan blive nødvendigt at holde igen. Men lige nu synes jeg egentlig, at vi er et godt sted i dansk økonomi, og det skal vi glæde os over.

En overophedning kan også godt vise sig, hvis man begynder at se huspriser, der fx stiger meget hurtigt, da det også kan hænge sammen med kreditvæksten. Store prisstigninger har vi set. Fx er der ejerlejligheder i København, der er steget med over 60 pct. siden bunden [i 2011, red.]. Det er klart, at det er meget og i et højt tempo, og man kan være bekymret for, at der efterfølgende kan komme prisfald, der kan gøre, at nogle taber mange penge, og at det går ud over forbruget, økonomien og boliginvesteringerne, således det skaber en uheldig cyklisk effekt. Så bruger man ordet bobbel, og det er et svært ord at bruge, da det betyder noget forskelligt for økonomer og andre mennesker. For en økonom betyder en bobbel prisstigninger, der ikke kan forklares. Hvis priserne stiger på en måde, der ikke kan forklares, er den eneste mulige grund, at priserne stiger, fordi folk forventer, at de bliver ved med at stige. Det er det, vi kalder en bobbel. Men det, de fleste forstår ved en bobbel, er, hvis priserne stiger meget og efterfølgende falder hurtigt igen. Når vi siger, at der ikke er en bobbel, er det, fordi vi godt kan forklare prisstigningerne. De passer nemlig sammen med det meget store rentefald og det meget lave renteniveau, vi har fået. Den andel af indkomsten, man i dag skal bruge for at bo i en ejerlejlighed i København, er egentig ikke særlig stor historisk set, fordi indkomsterne er steget, og renten er så lav. Derfor synes vi ikke, at det er en bobbel. Men at det ikke er en bobbel, betyder ikke, at priserne ikke kan falde igen. Fx er det, der forklarer, at priserne er så høje, som de er, bl.a. det meget lave rentenivau. Det betyder også, at hvis renten begynder at stige, må man forvente, at priserne falder. Det er klart, at priser, der er steget med 60-65 pct. i løbet af 3-4 år, selvfølgelig også hurtigt kan falde igen, hvis det, der gjorde, at de steg, forsvinder. Det var i høj grad den lave rente, der fik dem til at stige. Hvis renten begynder at stige igen, hvis ny regulering af de finansielle markeder gør, at det bliver sværere at få et lån, eller hvis der bliver bygget så meget, som der gør i øjeblikket, hvilket fører til flere boliger på markedet, kan det få priserne til at falde.

Så hvis man køber en ejerlejlighed i København, er det da bekymrende at løbe den risiko, at prisen bliver lavere, når man skal sælge den igen. Da vi har oplevet de her store prisstigninger, er vi i den forstand inde i et ophedet boligmarked i København. Men der er også det ved det, at de københavnske ejerlejligheder er en meget lille del af det danske boligmarked. Under to pct. af boligerne i Danmark er faktisk ejerlejligheder i København. I medierne fylder det lidt mere. Derfor mener vi heller ikke, at det udgør en generel risiko for dansk økonomi, da vi netop ikke har det gældsdrevne forbrugsopsving, som vi havde for godt 10 år siden. Hvis man har et forbrugsopsving drevet af, at huspriserne er begyndt at stige, og folk på den måde kan låne og bruge mere og mere, kan man også få et meget brat stop for det, som udløser en krise. Men der er vi ikke i dag, for det er ikke lånefinancieret. Husholdningernes gæld stiger i øjeblikket med mindre end to pct. om året. Der er ikke et sådant gældsopsving, der bare kan falde væk. Huspriserne på landsplan stiger med måske tre en halv til fire pct. Det er selvfølgelig lidt hurtigere end det normale, men det er ikke alarmerende hurtigt.

Under to pct. af boligerne i Danmark er faktisk ejerlejligheder i København. I medierne fylder det lidt mere. Derfor mener vi heller ikke, at det udgør en generel risiko for dansk økonomi, da vi netop ikke har det gældsdrevne forbrugsopsving, som vi havde for godt 10 år siden
_______

 

RÆSON: Hvilken finanspolitisk opstramning ser du, at regeringen skal sørge for i tilfælde af en overophedning, og hvor mange milliarder kroner skal der strammes med?

OLSEN: Det kommer an på, hvor stor en opstramning man går efter, eller hvor stor en overophedning man prøver at standse. Man kan bruge finanspolitikken aktivt til at bekæmpe en overophedning. Problemet med at gøre det er i praksis, at man skal se overophedningen i god tid. At stramme de offentlige finanser op er en lang proces. Man laver typisk en finanslov året før, og finanspolitik kræver tid for at virke. Derfor kan det være svært at bruge den i praksis – i hvert fald som et finjusteringsinstrument. Så om man strammer op med et par milliarder mere eller mindre, er meget svært at sige på forhånd.

Med finanspolitikken synes jeg, at man som hovedregel skal prøve at læne sig lidt mod vinden, at gå i den retning, hvor man ser risikoen. Og det vil i øjeblikket sige, at man skal stramme finanspolitikken lidt op. Det er der også lagt op til. Jeg synes godt, at man kunne gøre det lidt mere, for man kan også sige, at det er i gode tider, at man skal opbygge overskud på de offentlige finanser, så man har mulighed for at sænke overskuddet eller få underskud i tider, hvor der er brug for det, når den næste krise kommer. Og på et tidspunkt kommer der selvfølgelig en krise igen. Det er en del af de globale konjunkturer. Så hvis jeg var finansminister, ville jeg nok foreslå, at man i øjeblikket strammede lidt mere op, end man allerede gør. Ikke fordi vi er i en aktuel overophedning, men for at have noget at stå imod med.

Vi har på lang sigt ikke et problem i de offentlige finanser. Vores system er sundt nok. Men der er ikke grund til, at man skal køre med et underskud på et tidspunkt, hvor der er højkonjunktur, og hvor risikoen nærmere er overophedning end en ny krise. Der, hvor man aktivt skal bruge finanspolitikken, er i de situationer, hvor det går helt amok. Hvis man pludselig kan se, at det går alt for hurtigt, bliver man nødt til at reagere og lave en rigtig opstramning. Når vi kommer ind i en rigtig dyb krise, skal man selvfølgelig også aktivt bruge finanspolitikken. Men at finjustere med et par miliarder hist og pist er der simpelthen for meget ratslør i den finanspolitiske bil til, at man kan håbe at ramme rigtigt. Så præcist kender vi desværre ikke økonomien.

RÆSON: Hvad tror du, der kommer til at ske med den danske økonomi i 2017-2018? Er der noget nyt om den danske økonomi siden Nationalbankens analyse nr. 16 fra september 2017, som indikerer, at der er en god balance i den danske økonomi, og at risikoen for overophedning er lav – bl.a. med den forudsætning, at der fortsat kommer øget arbejdsudbud?

OLSEN: Vi har på den ene side fået lidt oprevisioner af nogle af de historiske tal, der tegner et lidt pænere billede af væksten. Omvendt har nogen af indikatorerne set lidt dårligere ud henover tredje kvartal. I tredje kvartal isoleret set har vi måske fået en lille opbremsning af væksten. Privatforbruget ser ud til at have udviklet sig rimelig svagt. Hvis man bruger dankortomsætning og ikke mindst bilsalget som indikator, har der været en klar opbremsning. I tredje kvartal er eksporten heller ikke gået helt så godt som ventet. Det kan godt tyde på, at vi ovenpå nogle gode kvartaler står lidt svagere. Der er altid bevægelser fra kvartal til kvartal. Det skal man ikke lægge særligt meget i, men det er en af grundene til, at det er svært at finjustere den økonomiske politik, for der er altid de udsving, relationer og historiske tal. Først om lang tid ved vi helt præcist, hvordan det egentlig gik. Derfor skal man ikke have for store forhåbninger til det, men det samlede billede er nogenlunde, som vi linede det op.

Et af de store spørgsmål bliver, hvad der sker til næste år. Regeringen har lagt op til forskellige ting. De forhandler i øjeblikket finansloven, hvor de lægger op til en lille bitte opstramning af finanspolitikken. Men samtidig vil de også lave forskellige skattetiltag. Hvordan de vil påvirke den samlede balance til næste år, kommer an på, hvordan forhandlingerne ender, og om de indeholder skattelettelser. Men skattelettelser behøver ikke at være noget, der sætter mere gang i væksten, hvis de er finansieret af offentlige besparrelser eller ved lavere vækst i det offentlige forbrug. I de tilfælde flytter man forbruget fra det offentlige forbrug til privatforbrug. Det er ikke nødvendigvis det samme som, at man får mindre vækst. Der kan være forskellige nuancer i det, men det er grundlæggende ikke der, vi ser den store ændring i forhold til næste år.

Vi har i år set en ret kraftig svækkelse af dollaren, og der forventer vi næste år at se lidt mere modvind. Den er svækket med over 12 pct. i forhold til euroen og dermed også den danske krone. Det betyder, at de danske virksomheder – og de europæiske i det hele taget – har mistet konkurenceevne og har sværere ved at sælge deres varer i udlandet. Importvarerne bliver billigere, og det giver på kort sigt den effekt, at man i en periode får en reduktion af væksten. Det er der for så vidt ikke noget galt i, og det betyder bl.a. også, at købekraften af vores løn er blevet bedre. Det er billigere for os at tage på ferie, og de varer, vi skal købe fra udlandet, er blevet billigere. Det skal vi selvfølgelig ikke være kede af, men for efterspørgelsen og aktiviteten er det en smule negativt, og derfor forventer vi faktisk, at væksten i Danmark og Europa til næste år tager et lille dyk nedad.

Der er delte meninger, om vi nu får ret i det eller ej. Hvad det angår, ligger vi nok på linje med Nationalbanken, mens fx vismændene ikke har den forventning. De mener, at væksten vil fortsætte i samme tempo til næste år. Der kan man have forskellige vurderinger, men det er vores hovedforventning, at det under alle omstændigheder stadig vil være et opsving. Dvs. at det stadig vil være en situation, hvor væksten er lidt højere end den underliggende vækst, og det betyder, at vi i de kommende år stadig vil have et behov for stigende beskæftigelse. Det kan vi som sagt ikke blive ved med for evigt, og derfor forventer vi generelt set, at væksten vil aftage lidt, når vi kommer længere hen. Lige siden 2009 har vi haft et meget lavt niveau af erhvervsinvesteringer, og det går ud over væksten, både fordi der er efterspørgsel, når man laver investeringen, men også fordi investeringer er en af de måder, hvorpå man øger potentialet. Hvor meget man kan producere, kommer også an på antal fabrikker og maskiner – og på hvor gode og nye, de er. At der kommer lidt mere gang i investeringerne, kan forhåbentlig løfte den underliggende vækstrate noget, så vi ikke behøver at falde ned til en vækst på en pct., som vi i øjeblikket ville have uden stigende beskæftigelse, men at vi måske kommer til at snakke om en vækst på halvanden pct. på lidt længere sigt. Men fordi vi stadig har plads til en stigende beskæftigelse, vil vi først have et par år med en vækst på omkring de to pct.

Vismændene mener, at væksten vil fortsætte i samme tempo til næste år. Der kan man have forskellige vurderinger, men det er vores hovedforventning, at det under alle omstændigheder stadig vil være et opsving
_______

 

Las Olsen (f. 1971) er cheføkonom i Danske Bank. ILLUSTRATION: Finansminister Kristian Jensen og formand for Socialdemokraterne Mette Frederiksen [foto: Jens Dresling/Ritzau Foto]