28.02.2017

Socialdemokratiets fokus på at finde nye løsninger, og klæde Danmark på til fremtiden, har altid provokeret de omkringliggende småpartier. Derfor er den aktuelle haglbyge af kritik mod Socialdemokratiet ikke overraskende. Der går en lige linje fra kommunisternes beskyldninger om klasseforræderi i efterkrigstiden til nutidens beskyldninger om DF-flirteri.

Kommentar af Frederik Vad, medlem af forretningsudvalget i DSU

Socialdemokratiet har altid ageret centrum for den politiske samtale i Danmark. Gennem årtier har andre partier defineret sig i forhold til Socialdemokratiet, og brugt vores parti som kompas til at placere sig selv i samfundsdiskussionen. Derfor er den aktuelle haglbyge af kritik mod Socialdemokratiet ikke overraskende. Der går en lige linje fra kommunisternes beskyldninger om klasseforræderi i efterkrigstiden til nutidens beskyldninger om DF-flirteri. Hvor der handles der spildes – og der handles meget i Socialdemokratiet.

Alligevel har den aktuelle debat om Socialdemokratiets rolle og position givet anledning til rynkede bryn hos undertegnede. Morten Østergaard (R) har krævet at Socialdemokratiet skal vælge mellem DF og R, og Anders Samuelsen (LA) har beskyldt partiet for at holde krampagtigt fast i fortidens politiske løsninger. Påstandene fra de omkringliggende partier om at Socialdemokratiet står på et bagstræberisk, nostalgisk og snæversynet fundament har ikke bidt på danskerne – men de har bidt på den offentlige opinion, og er blevet den gængse opfattelse i dele af medielandskabet. Ikke mindst hos Politiken. Senest har Uffe Elbæk (Alt) i RÆSON stillet fem spørgsmål til Mette Frederiksen, som alle bygger på fejlagtige præmisser, brygget sammen af førnævnte påstande.

Uffe Elbæks underliggende påstand er tydelig: Socialdemokratiet har flyttet sig fra et fremtidsorienteret og visionært parti, til et desillusioneret fortidslevn. Intet kunne være mere forkert. Det forholder sig faktisk helt omvendt. Socialdemokratiet finder nye svar på fremtidens nye udfordringer, alt imens Uffe Elbæk & co. holder krampagtigt fast i et gammelt verdensbillede og livssyn. For ifølge dem skal vi død og pine fastholde et forældet syn på EU-samarbejdet, de internationale aftaler og føre en politik uden en stærk forbindelse mellem idealerne og den praktiske virkelighed. Derfor er kritikken mod os så massiv. Fordi fremtiden er kommet bag på de andre.

Det kommer til udtryk i hele diskussionen om flygtningekonventionen, som danner ramme om Uffe Elbæks første spørgsmål. Socialdemokratiet tror på forpligtende internationale flygtningesystemer, som kan tage hånd om langt flere flygtninge end i dag. Men hvor Det Radikale Venstre, Alternativet og resten af venstrefløjen ønsker at fastholde hvert eneste komma i konventioner fra 1950’erne, ønsker vi at kickstarte diskussionen om hvordan nye aftaler kan tage hånd om nye problemstillinger. Hvordan forholder vi os til fremtidens millionstore antal klimaflygtninge? Hvad stiller vi op med den strukturelle folkevandring fra Afrika, som den teknologiske udvikling vil medføre? Hvilke systemer kan sikre korte flygtningeruter, mindre spekulation fra menneskesmuglerne og en retfærdig fordeling af opgavebyrden? Alt sammen spørgsmål som den nuværende flygtningekonvention ikke giver svar på. Derfor har vi brug for en ny diskussion – ikke en krampagtig tro på fortidens løsninger.

Alt i alt kan man kun melde hus forbi til Uffe Elbæks, Morten Østergaard og de andres aktuelle kritik. Bag deres kritik gemmer der sig ofte følgende ubekvemme sandhed: Enten har de ikke selv nye løsninger – eller også eksisterer koblingen mellem deres løsninger og den praktiske virkelighed ikke.
_______

 

Det samme gør sig gældende i diskussionen om det europæiske samarbejde. I sit spørgsmål synger Uffe Elbæk videre på den falske melodi, som også Europabevægelsen og Det Radikale Venstre har bygget deres europapolitiske identitet op omkring: At det hele er et spørgsmål om mere eller mindre EU. Den måde at diskutere EU-politik på er også et levn fra en svunden tid, og bidrager til at afpolitisere og teknokratisere hele foretagendet. Socialdemokratiet ønsker at politisere EU-diskussionen. Vi skal i højere grad bruge EU til at bekæmpe de skatteunddragende angreb på fællesskabet, sikre en ny balance mellem lønmodtagerrettigheder og fri bevægelighed og fokusere på at skabe nye arbejdspladser – ikke mindst til ungdommen. Opbakningen til det europæiske samarbejde er betinget af, at det tager udgangspunkt i almindelige menneskers helt almindelige problemer og bekymringer. Det neoliberale dogme i Strasbourg og Bruxelles – som mere-eller-mindre-diskussionen kun er med til at styrke – skal erstattes af et fokus på styrke velfærdssamfundene og arbejdsmarkederne. Her er der også brug for at aflive troen på den gamle tænkning, som flere af Socialdemokratiets stærkeste kritikere bekender sig til.

Den stærke kobling mellem befolkningens hverdag og de politiske løsninger er ikke kun alfa og omega i EU-spørgsmålet. Også på det grønne område er denne kobling altafgørende for Socialdemokratiet. Uffe Elbæk spørger om Socialdemokratiet stadig har stærke klimaambitioner. Svaret er ja. Klimakrisen er en af de største trusler mod vores civilisation, og derfor skal den håndteres. Men den skal håndteres på en måde, der går hånd i hånd med menneskers behov og hverdag. Derfor handler vores klimakamp også om en kamp for arbejdspladser – specielt i yderområderne -, bedre transportløsninger for borgerne og større eksport af grøn teknologi. Praktisk virkelighed frem for abstrakt idealisme. Cykelstier frem for klimaaktier. Regulering af virksomhederne frem for betalingsring. På den måde fastholder man den folkelige opbakning til en grundlæggende omstilling af samfundet. Den opskrift er langtidsholdbar, og kan flytte et helt samfund ind i fremtiden. Derfor er den socialdemokratisk.

Uffe Elbæk spørger også ind til hvordan Socialdemokratiet vil håndtere fremtidens arbejdsmarked, hvor nye arbejdsformer, teknologier og virksomheder vil dominere. For os er kampen for fuld beskæftigelse og et konkurrencedygtigt erhvervsliv en hjørnesten i vores politiske projekt. Hvis det fortsat skal kunne lade sig gøre, så kræver det grundlæggende to ting: Stærke omskolings- og opkvalificeringsprogrammer for lønmodtagerne samt incitamenter for virksomhederne til hele tiden at foretage den nødvendige omstilling til nye tider. I stedet for højrefløjens og Det Radikale Venstres fortidige arbejdsudbudsreformer, er der brug for nye typer af uddannelsesformer og produktion.

Alt i alt kan man kun melde hus forbi til Uffe Elbæks, Morten Østergaard og de andres aktuelle kritik. Socialdemokratiets fokus på at finde nye løsninger, og klæde Danmark på til fremtiden, har altid provokeret de omkringliggende småpartier. Bag deres kritik gemmer der sig ofte følgende ubekvemme sandhed: Enten har de ikke selv nye løsninger – eller også eksisterer koblingen mellem deres løsninger og den praktiske virkelighed ikke. Fremtiden tilhører derfor Socialdemokratiet – ikke grædekonerne. Alt er som det altid har været i dansk politik.