07.04.2017

Protestpolitikerne ønsker at rive ned. Men hvad ønsker de at bygge op? Og hvordan?

Kommentar af Jan E. Jørgensen, EU-ordfører for Venstre

Du kender navnene. Geert Wilders fra Holland. Nigel Farage fra Storbritannien. Alexis Tsipras fra Grækenland. Marine le Pen fra Frankrig. Beppe Grillo fra Italien. Pablo Iglesias fra Spanien. Og ja, der er også danske eksempler på populistiske politikere – på både højre- og venstrefløjen. Overalt i Europa er der dukket forskellige slags protestpolitikere op. De nye politikertyper er ikke enige om hverken ideologier eller drømme. De har dog et vigtigt og gennemgribende fællestegn: De ønsker at rive den nuværende samfundsorden ned, men kan ikke fortælle os, hvad der skal komme i stedet, og hvordan det skal gøres.

En af de mest berømte definitioner på politik stammer fra den amerikanske politolog Harold Lasswell. Han definerede i 1936 politik som værende en kamp om: ”who gets what, when, how”. Det udsagn rammer rigtigt. Men hvor enhver idiot kan pege på problemer – så er det straks sværere at lave løsninger. Eller sagt med andre ord – det er nemt at forholde sig til, hvem der skal have hvad og hvornår. Det er svært at svare på, hvordan det skal kunne lade sig gøre. De nye protestpolitikere er både at finde på højre- og venstrefløjen, hjemme i Danmark, i resten af Europa og i resten af verden.

Et eksempel på den manglende besvarelse af ”hvordan”, er de højreorienterede protestpartiers holdning til indvandring. Her er alle lige fra Wilders ”Partij voor de Vrijheid”, Le Pens ”Front National” og til Vermunds ”Nye Borgerlige” yderst kritiske over for indvandringen fra tredjeverdenslande, samtidig med, at de vil ud af EU. Men at være kritisk over for EU, hvis man ønsker at mindske indvandringen fra tredjeverdens lande, er lige så hovedløst som at være kritisk over for fløde, hvis man ønsker at lave flødeskum. For kun et stærkt EU med sikre, ydre grænser kan effektivt håndtere indvandringen.

At være kritisk over for EU, hvis man ønsker at mindske indvandringen fra tredjeverdens lande, er lige så hovedløst som at være kritisk over for fløde, hvis man ønsker at lave flødeskum. For kun et stærkt EU med sikre, ydre grænser kan effektivt håndtere indvandringen
_______

 

For eksempel indgik EU sidste år en aftale med Tyrkiet, hvor vi gik sammen om ni punkter for at bremse asyltrafikken over Middelhavet. Derudover har vi gennem vores europæiske samarbejde etableret migrationspartnerskaber med en række tredjelande med det formål at standse irregulær migration, og tilskynde tilbagesendelsen af udlændinge på ulovligt ophold. Det er en styrke, at vi gennem EU kan vedtage disse store og effektive mellemstatslige aftaler. Tiltagene på tværs af landene har sikret, at vi det sidste år har mindsket antallet af flygtninge, der kommer ulovligt til Europa – og ruten fra Tyrkiet til Grækenland er nærmest lukket.

Det er dog ikke kun protestpartierne på højrefløjen, der glemmer at komme med løsningsforslag. Et hjemligt eksempel er Enhedslisten. De siger ”miljø”, ”natur” og ”bæredygtighed” flere gange i døgnets vågne timer, men samtidig vil de have Danmark ud af EU. I stedet drømmer de om ”mennesket før markedet” – hvad det så end betyder – og et helt nyt europæisk samarbejde, som godt nok ikke eksisterer.

Hvis man imidlertid ønsker at gøre en reel forskel for miljøet og klimaet, så må man indgå kompromisser – sammen med andre. 500 millioner europæere, der udleder mindre CO2, når altså længere end 5 millioner danskere, der udleder endnu mindre CO2. EU har nogle af verdens højeste miljøstandarder og har indgået nogle af de mest ambitiøse klimamål nogensinde. Selvom det i EU sommetider kan være en langsommelig proces at blive enige, så er det kun gennem fælles aftaler og aktive handlinger, at vi i Danmark kan være med til at gøre en forskel for miljøet og klimaet.

Et enkelt land kan ikke dæmme op for migrationsstrømmen. Et enkelt land kan ikke redde miljøet og klimaet. Hvis protestpolitikerne ikke ønsker, at vi skal være medlem af EU, og dermed finde fælles løsninger på vores fælles udfordringer, så må de i det mindste fortælle, hvordan de så har tænkt sig, at vi skal løse de store, grænseoverskridende problemer.

Protestpolitikerne ønsker at rive ned. Men hvad ønsker de at bygge op? Og hvordan?

ILLUSTRATION: Jan E. Jørgensen (foto: Frank Stjerne/jan-e.dk)