10.08.2017

Denne artikel er, som de andre indlæg i RÆSONs Kommentarserie, gratis. Fuld adgang til RÆSONs site kræver abonnement: Et årsabonnement (inklusiv 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge) koster blot 250 kr., 200 for pensionister, 200 for studerende

_______

Kommentar af Morten Messerschmidt

HVOR VILLE JEG gerne have hørt mere om det Radikale Venstres patriotisme og om den historie, som Sofie Carsten Nielsen mener, jeg tager for let på, da hun 28. juli anklagede mig for – netop – historieløshed [læs Sofie Carsten Nielsens indlæg her: Spørger man Morten Messerschmidt, er EU en “taberklub”. Dét ord er ikke bare groft. Det er udtryk for historieløshed].

”Velstand” og ”økonomi ”er gennemgående ord i hendes indlæg. Og sådan kender vi jo de radikales svigefulde historie – fra 1920 til i dag. I oktober 1918, da det stod klart, at Tyskland ville tabe krigen, tøvede den radikale regeringsleder Carl Theodor Zahle med at kræve Danmark genforenet med det tabte Sønderjylland. Under lukkede folketingsforhandlinger vægrede man sig ved at kræve det tabte fra 1864 tilbage. Den radikale regering arbejdede endog aktivt imod en afstemning, som kunne bringe danske tilbage til landet. I første udkast til fredstraktaten indgik der efter ønske fra dansksindede grupper en “tredje zone” fra Slien til Dannevirke; men efter aktiv modstand fra den danske regering blev en sådan zone redigeret ud af den endelige traktat. Selv Georg Brandes var uenig og skrev en voldsom kritik af det tyske overherredømme i “Sønderjylland under prøjsisk tryk”. Således første verdenskrig.

Den indsmigrende loyalitet overfor vor aggressive nabo i syd var utvivlsomt en god forretning
_______

 

Men det er først 20 år senere, at partiets skammelige historie for alvor kulminerer, da udenrigsminister Munch og udenrigs- og statsminister Scavenius med deres fidele [lydige, red.] ageren overfor Tyskland banede vejen for besættelsen. Men bevares, den indsmigrende loyalitet overfor vor aggressive nabo i syd var utvivlsomt en god forretning. Intet sted har penge på kistebunden været vigtigere end nationens ære end hos de radikale. Således også i dag, hvor landets suverænitet behændigt af Sofie Carsten Nielsen forveksles med – eller rettere:  veksles til – et spørgsmål om penge.

Åh, hvor hører jeg derfor gerne mere om, hvad Sofie Carsten Nielsen har fået ud af sin historieundervisning og forstår ved patriotisme. Fortæl, du ugleøjede Athene [i ”Iliaden” associeres Athene – visdommens gudinde – med uglen, red.]! “EU har givet Danmark velstand. EU har været en garant for menneskerettigheder. Og EU har afløst krig og den stærkes ret. Og kun få lande har haft mere gavn af EU end fædrelandet Danmark” skriver hun.

Tillad mig en bemærkning eller to. Sandelig, Danmark er blevet rigere siden vor indmeldelse i EF! Det er de fleste lande omkring os vist også. Men lad det blot være indrømmet, at den frie handel mellem stadig flere lande så utvivlsomt har ført økonomisk velstand med sig. Og hvilken glæde må det ikke skabe hos Scavenii arvtagere? Jeg ser for mig de radikale øjne glimte i skæret af den stigende eksport og øgede velstand. Hvilken lykke! At vi ikke længere er herre i eget land, betyder mindre. Thi hvad skal det nytte? Nej, noget så latterligt og lident [småt] kan vel så godt styres fra Bruxelles som fra København? Her afslører det radikale verdensbillede sig: omsætning og vækst vigtigere end tryghed og arv.

Jeg ser for mig de radikale øjne glimte i skæret af den stigende eksport og øgede velstand. Hvilken lykke! At vi ikke længere er herre i eget land, betyder mindre
_______

 

HELT MORSOMT ER DET at læse Sofie Carsten Nielsens plagsomme fortælling om, hvordan radikale siden 1905 hånligt er blevet kaldt “europæere”. Måtte det være mig tilladt at erindre om, at Georg Brandes allerede 30 år forinden stolt tog dette begreb på sig – ikke som patriot; men i anfægtelse af netop det nationale, idet han – også her som en skimmelgrå kopist – blot gengav Voltaire: “I dag findes der ikke længere franskmænd, tyskere, spaniere, selv englændere: uanset hvad folk siger, findes der kun europæere”. Men det sagde Voltaire naturligvis, inden guillotinen fødte menneskerettighederne, som de radikale i dag fremfører som deres nyfødte guldkalv. Således videre til min ærede pennevens anden påstand.

Åh ja – menneskerettigheder. Disse erklæringer, som i lighedens navn lod sig søbe i de uliges blod [under den franske revolution], troner som en gudinde. Ikke siden 1789 har vi stærkere følt individualismens totalitære triumf over fællesskabet. Fra Gimi Levakovics forbryderimperium over den af barnebrudene camouflerede pædofili til Højesterets afvisning af at udvise EU-borgere til EU-lande (Rumænien). Det hele er sanktioneret af Sofie Carstens testamente: menneskerettighederne! Hvilken triumf af renhed må dette monument – menneskerettighederne – ikke være for en bekendende radikalist! Mon også Sofie Carsten Nielsen i sin historiske bevidsthed mindes, hvordan de revolutionære i Paris lod en prostitueret bestige altet i L´eglise de Notre Dame [Notre Dame] til renfærdig bekendtgørelse af den nye egalismes [lighedstrang] endelige sejr over kristendommens kedeligt pligtige budskab? Med de revolutionære går de radikale hånd i hånd for totalitarismens verdenssyn, mens vi andre forarges over denne virkelighedsfjerne helgendyrkelse.
 
EU har afløst krig og den stærkes ret, skriver hun. Men hvilken krig har EU da afværget? Det må den historiebevidste radikalist kunne besvare mere uddybende. Havde Vesteuropa ikke levet i komfortabel skygge af USA og NATO under den Kolde Krig, kunne Sofie og jeg ligeså vel være vokset op som russisktalende. Præcis som vore forældre ville have været tysktalende, ifald Scavenius ikke var blevet modsagt af folket: Modstandsbevægelsen og befolkningen reddede under besættelsen Danmark fra den skam, som det Radikale Venstre ønskede at føre os ud i. Ulykkeligt er det, at det radikale partis folkevalgte ikke i 1945 behandledes som andre kollaboratører. Uretfærdigt. Og det leder mig til den sidste betragtning – om fædrelandet.

Thi hvad er dette egentlig – ”fædrelandet” – andet end en frase hos Sofie Carsten Nielsen? Med gru mindes jeg hendes partileder, Margrethe Vestagers erklæring fra sommeren 2012 om, at radikale “ikke pakker deres politik ind i Dannebrog”. Det var et sandt ord. I det Radikale Venstre har man aldrig set sig som dansk. Fru Nielsen selv bekender sig til Voltaires forblommede fraser om europæisme og illustrerer i sin historiske tour de force, at hun har begrebet ligeså lidt af Europas som af sit eget partis historie. Eller måske hun bare ikke har haft lejlighed til at uddybe sine tanker? Jeg lader tvivlen komme hende til gode. Og mens jeg venter på uddybende nyt, lytter jeg til den taktfaste applaus fra de radikales gruppeværelse. BNP vokser. Væksten stiger. Og målet er nået: Danmark omsat til profitmaksimering. Patriotismen leve! Så længe den kan aflæses af en faktura. Sic transit gloria mundi! [”Således forgår verdens herlighed” – en sætning, der siges til hver nyudnævnt pave for at minde ham om verdens forgængelighed, red.].

I det Radikale Venstre har man aldrig set sig som dansk. Fru Nielsen selv bekender sig til Voltaires forblommede fraser om europæisme
_______

 

ILLUSTRATION: Undervisningsministeriet (SCN) og Dansk Folkeparti (MM)
_______

Denne artikel er, som de andre indlæg i RÆSONs Kommentarserie, gratis. Fuld adgang til RÆSONs site kræver abonnement: Et årsabonnement (inklusiv 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge) koster blot 250 kr., 200 for pensionister, 200 for studerende