15.02.2017

Tyrkiet skal den 16. april stemme om en forfatningsændring, der vil give præsident Recep Tayyip Erdogan uindskrænket magt. Oppositionen frygter, at udfaldet af afstemningen uanset resultatet vil blive det samme: ”Et helvede for Tyrkiet”.

Analyse af Sultan Coban, Istanbul

Startskuddet har lydt for endnu en tyrkisk valgkamp. Fredag underskrev den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan det omdiskuterede lovforslag til en forfatningsændring, der skal ændre det politiske system i Tyrkiet. Næste skridt er at få overbevist tyrkerne om at stemme for lovforslaget, når de skal til urnerne om to måneder.

Selvom de politiske kampagner for eller imod forfatningsændringen først officielt er blevet sat i værk nu, har selve debatten kørt siden Erdogan blev præsident i 2014. Faktisk luftede Erdogan ideen om et præsidentielt system helt tilbage i 2003, da han blev premierminister for første gang. Men nu er det altså alvor og Tyrkiet skal tage en vigtig beslutning, om hvorvidt Ankara skal gå fra et parlamentarisk til et præsidentielt system. Et system, der har eksisteret siden Mustafa Kemal Atatürk grundlagde den tyrkiske republik i 1923 på ruinerne af det osmanniske rige.

Den nye forfatningsændring skal koncentrere magten omkring præsidenten. Det er alene præsidenten, der kan udpege ministre, udarbejde budget og vælge størstedelen af højesteretsdommerne og ikke mindst udstede nye love ved dekreter. Præsidenten bliver både statsoverhoved og leder af den udøvende magt. Præsidenten bliver også i stand til at erklære undtagelsestilstand og afsætte parlamentet. Premierministerposten fjernes helt og parlamentsmedlemstallet stiger fra 550 til 600.

Forfatningsændringen indeholder omkring 2000 nye love. Den offentlige debat er midlertidigt kun fokuseret på nogle af de mest kritiske punkter. Ved et folkemøde pegede Erdogan blandt andet på, at dødsstraf kan komme på tale igen, hvis Tyrkiet stemmer ja til et præsidentielt system.

Regeringens argument for en ny forfatning er, at den nuværende forfatning er udemokratisk, i og med at den af militæret blev revideret efter militærkuppet i 1980. Det er oppositionen sådan set enige i. Men tilliden til Erdogan er ikke stor. Tyrkiet er allerede nu i en politisk tilstand, hvor samtlige beslutninger dikteres af præsidenten. Premierministeren har i praksis intet at skulle have sagt.

Tilliden til Erdogan er ikke stor. Tyrkiet er allerede nu i en politisk tilstand, hvor samtlige beslutninger dikteres af præsidenten.
_______

 

Siden kupforsøget i sommers har landet været i undtagelsestilstand og det vil det også være, når folk skal til afstemning. Over 100.000 har mistet deres arbejde efter beskyldninger om at være del i kupforsøget. Men heksejagten viste sig også at handle om at komme af med kritiske akademikere og journalister. Derfor frygter kritikere, at kontrolmekanismer og domstolen bliver langt svagere med den nye forfatning, idet de bliver udpeget af en i forvejen autoritær leder.

Et ’nej’ til folkeafstemningen er et nej til Erdogan
Erdogan har hverken lagt skjul på sine stadig store følelser for regeringspartiet AKP, som han selv har været med til at grundlægge, eller vist forståelse for kritikken om, at han er partipolitisk. Ikke desto mindre ser AKP ikke ud til at have noget problem med, at Erdogan stadig agerer som partiets formand og landets de facto leder – til trods for den ceremonielle og symbolske rolle, der er forventet af en mand i hans embede. Forhenværende premierminister Ahmet Davutoglu var en af de få, som mildt kritiserede nødvendigheden af et systemskifte. Kort efter ’fratrådte’ han sin post. Oppositionen var ikke i tvivl: Davutoglu blev fyret af partiets top Erdogan, grundet sin kritik af at koncentrere magten hos én mand.

Den nuværende statsminister, Binali Yildirim, er derimod en marionetdukke for Erdogan. Med Erdogans egne ord kan to hjerner ikke lede landet. Yildirims første tale handlede da også om et kommende præsidentielt system, som han siden har ført valgkamp for, selvom det kommer til at koste ham sin egen post som premierminister.

Kritikken lyder, at Erdogan uformelt får al den magt, han vil have igennem en ny forfatning. Siden Erdogan blev den første folkevalgte præsident i Tyrkiet, er hans autoritet steget med hast. Selvom den nuværende forfatning tillægger præsidenten en symbolsk position og i øvrigt kræver politisk neutralitet, har det længe været en slugt kamel for Tyrkiet.

Men i så fald folkeafstemningen ender med et ’nej’, kan Erdogan så slutte fred med folkets beslutning?

”Det er to muligheder”, siger journalist og analytiker Levent Gültekin til RÆSON. ”Enten slutter Erdogan fred med folkets beslutning og slapper af med sit magtshow, eller også gør han livet til et helvede for Tyrkiet, indtil han får sin vilje”.

Regeringen er så sikker på at få et ’ja’ til folkeafstemningen, at scenarierne for et eventuelt ’nej’ slet ikke er på dagsordenen, og det skræmmer kritikkerne, der frygter, at Erdogan vil gå grimme veje for at opnå systemskifte.
_______

 

Hidtil har Erdogan flere gange overtrådt de forfatningsmæssige begrænsninger en tyrkisk præsident har. Han forklarer selv sine handlinger som legitime, idet han jo er folkevalgt og derfor har folkets opbakning i forhold til forhenværende præsidenter. Hvis de 51%, der valgte Erdogan som præsident i 2014, også stemmer for Erdogans forfatningsændring den 16. april, så vil det bare forstærke netop den opfattelse.

Regeringen er så sikker på at få et ’ja’ til folkeafstemningen, at scenarierne for et eventuelt ’nej’ slet ikke er på dagsordenen, og det skræmmer kritikkerne, der frygter, at Erdogan vil gå grimme veje for at opnå systemskifte. Vicepremierminister Numan Kurtulmus kom ved ’en fejl’ til at sige, at Tyrkiet forsat ville blive præget af terror og uro, hvis afstemningens resultat bliver et nej. Siden måtte han undskylde for en klodset formulering.

Allerede længe inden, at parlamentet rent faktisk vedtog forslaget om en forfatningsændring, var Erdogan i gang med at føre valgkampagne for et kommende systemskift. Da AKP mistede sit regeringsmæssige flertal i valget i 2015, var der ingen i tvivl om at Erdogan nok skulle udskrive genvalg, idet det ødelagde hans drøm om et præsidentielt system.

I virkeligheden var en folkeafstemning næppe drømmescenariet for Erdogan. Han så helst, at forfatningsændringen skete ved et flertal i parlamentet, men AKP har med sine 317 mandater ikke flertal til at ændre forfatningen her. Heller ikke med det ultranationalistiske MHPs opbakning, havde de nok mandater til at undgå en folkeafstemning.

Svag opposition, tavse medier
Valgkampagnen er imidlertid i fuld gang og mens ’nej’-sidens argumenter næsten udelukkende fokuserer på Erdogans person, er ’ja’-sidens retorik polariserende. Statsminister Binali Yildirim argumenterede for ’ja’-et ved at påpege, at ’nej’-sigerne er terrorister og kupmagere. Han beskyldte dermed de to største oppositionspartier CHP og pro-kurdiske HDP for at støtte terror og kup. ”Dybt polariserende”, sagde CHPs partiformand Kemal Kilicdaroglu og krævede en undskyldning fra statsministeren. Den kom aldrig. Imidlertid gentog Erdogan samme retorik i søndags: Et nej betød ifølge ham, at man støttede kupmagerne.

Medierne er så pressede, at de stort set ikke kan give taletid til nej-sigere. Risikoen er for stor. Siden kupforsøget den 15. juli har regeringen slået hårdt ned på kritiske medier og journalister. Tyrkiet har nu rekord over flest fængslede journalister, næsten 1/3 af alle verdens fængslede journalister sidder bag tyrkiske tremmer. Kritiske medier findes stort set ikke. De få kritiske online medier, der eksisterer, opereres fra udlandet af eksiljournalister og kan kun følges via en VPN i Tyrkiet. I sidste uge blev en kendt tv-vært – Irfan Degirmenci – fyret fra sin prestigefyldte stilling på Kanal D, fordi han på sin Twitter-profil skrev, at han vil stemme ’nej’ den 16. april. Tyrkisk flow-tv er ensidigt, og kritiske journalister får på ingen måder lov til at lave kritiske interviews med regeringen eller præsident Erdogan. Derfor er debatten om forfatningsændringen farvet af regeringens holdning.

Mens regeringen uproblematisk fører kampagner for forfatningsændringen, bliver demonstrationer, der er imod den nye forfatning, mødt med tåregas. Siden Gezi-oprøret tilbage i sommeren 2013, har demonstrationskulturen i Tyrkiet været hårdt svækket. Den politiske opposition får begrænset eller ingen taletid i medierne. Det næststørste oppositionsparti, HDPs to partiledere og flere parlamentarikere har siddet bag tremmer siden november.

”Det bliver på ingen måde en demokratisk valgperiode, idet medierne kun dækker valgkampagnerne ensidigt. Folk frygter repressalier, hvis de frit udtrykker at de er imod forfatningsændringen, men til gengæld har jeg tiltro til urnerne og optællingen. Men regeringen vil bruge alle mulige fysiske og psykiske midler til at manipulere vælgerne”, siger journalist og analytiker Levent Gültekin. Han har selv mærket mediernes boykot af ham det seneste år, grundet sine kritiske holdninger.

Indtil videre viser flere meningsmålinger, at tyrkerne hælder til et nej. Men tyrkerne skal til valg i en periode, hvor næsten samtlige kritiske medier er lukkede og hvor hundredevis af kritiske journalister, akademikere og politikere sidder i fængsel. Vigtigst af alt er, at landet stadig er i undtagelsestilstand, når tyrkerne går til urnerne den 16. april. Uanset hvordan det vendes og drejes, så er folkets tillid til en fair, fri og demokratisk afstemning lille.