28.03.2017

MEDIERNES FREMTID/FREMTIDENS MEDIER Ulrik Haagerup (nyhedsdirektør, DR) er blandt de 20+ oplægsholdere på RÆSONs 4-timers-aftenkonference mandag 3. april 15-19 i selskab med bl.a. Rune Lykkeberg, Christian Jensen, Jesper Tynell, Martin Krasnik, Tom Jensen, Mads Brügger og kulturminister Mette Bock (LA). Billetpris: 495 kr.

Interview af Nicolai Foldgast

RÆSON: Hvad mener du er journalistikkens største udfordring nu?
HAAGERUP: Det er, at alle i dag er i stand til at lave historier til alle – og gør det. Det vil sige, at hvis journalistikken ikke går op i værdikæden og tilfører noget andet end dét, som hvilken som helst blogger eller 16-årig udstyret med en iPhone er i stand til, så bliver journalistikken værdiløs og meningsløs, og så er ikke bare faget men også demokratiet i alvorlige vanskeligheder.

RÆSON: Mener du, at udfordringen er voldsom?
HAAGERUP: Den er voldsom. Det stiller store krav til fornyelse og refleksion over journalistikkens rolle.

RÆSON: Mener du, at journalistikken er i en midlertidig krise?
HAAGERUP: Ja, det er den. Jeg er ikke i tvivl om, at journalistikken har været en del af årsagen til den tillidskrise som etablerede medier og demokratiske institutioner står i. Jeg er også overbevist om, at journalistikken er en væsentlig del af løsningen, så der kan skabes et fundament af troværdig information under den offentlige debat – og det er helt afgørende i et demokrati.

RÆSON: Kritikere mener, Brexit og Trumps sejr har afsløret de traditionelle medier som elitære og out-of-touch. Er det fair?
HAAGERUP: Jeg mener, at det er én af de konklusioner, man kan drage. De to begivenheder, du nævner her, afdækker også andre udfordringer for journalistikken, hvoraf en af de væsentligste er, at for meget journalistik er blevet bortført af handelshøjskolelogikere, som har manifesteret sig i hele branchen, så journalistik er som hvilket helst andet produkt, der bare skal sælges. Så benytter man de redskaber, som man normalt skal benytte sig af, når man skal afsætte produkter. Der begår man en fejl, for journalistik er meget mere og andet end et produkt. Selvfølgelig skal der også være en afsætning, og selvfølgelig skal der være en interesse, men hvis man alene ser på at lave journalistik til en vare, som skal sælges, så misser man pointen med, hvad journalistikken er og skal være i et demokrati, for det er meget andet end bare en vare.

Det er én af de store udfordringer – at man har givet dét, som folk klikker på. Det bedste eksempel er nok dækningen af det amerikanske præsidentvalg, hvor CBS – en af de store amerikanske mediestationer – meget tidligt i valgkampen blev kritiseret for, at de stort set dækkede Donald Trumps vælgermøder væg til væg, hver gang han optrådte. Dette gjorde de i modsætning til stort set alle andre præsidentkandidater. Når de overdækkede Donald Trump, var det selvfølgelig, fordi det gav meget høje seertal og dermed store annonceindtægter. Meget flot formuleret af CBS’ administrerende direktør i forbindelse med dengang de overdækkede Donald Trump: ”It might not me good for America but it’s damn good for the CBS. The money keeps rolling in. Go on Donald – keep on going”. Og det gjorde Donald Trump så!

Hvis man alene ser på at lave journalistik til en vare, som skal sælges, så misser man pointen med, hvad journalistikken er og skal være i et demokrati, for det er meget andet end bare en vare.
_______

 

RÆSON: Så du mener, at kritikken er fair nok?
HAAGERUP: Noget af kritikken er sådan set fair nok. Man kan også kigge på Brexit. Hvis man gennemgår de indslag og rubrikker, som blev lavet, og som skulle informere briterne op til afstemningen om Brexit, så var det tydeligvis nemmere at lave rubrikker om tåbelige EU-bureaukrater og vanvittige beløb, som flyder ud af Storbritannien til institutionerne. De enkelte sager er nemmere at lave historier på, langt nemmere at forstå, og får langt større gennemslagskraft end historier, som kunne trække den anden vej – som for eksempel, at EU og Europa er ét af de største fredsprojekter på jorden, eller hvor mange penge der går den anden vej, og hvor meget briterne tjener på arbejdspladser grundet at de kan afsætte deres varer på det europæiske marked. Den slags historier er meget mere komplicerede og er ikke så fængende – hverken på en tabloidforside eller i toppen af en nyhedsudsendelse. Så mediernes tendens til at slå ned på det konfliktfyldte, fokusere på det dramatiske og på skurke og ofre – hvilket er tabloidnyhedskriterier – er med til at skævvride folks opfattelse af virkeligheden. Man skal være smerteligt bevidst om, at hverken mennesker eller politikere træffer beslutninger på baggrund af fakta, men på baggrund af opfattelsen af fakta, og det er ikke det samme.

RÆSON: Hvad er den vigtigste egenskab, en journalist bør have om 10 år?
HAAGERUP: Det er en gammel dyd, som alle journalister bør være drevet af – nemlig nysgerrighed.

RÆSON: Hvorfor lige præcis dén egenskab?
HAAGERUP: Jeg nævner nysgerrighed som en dyd, fordi nysgerrighed driver en dygtig journalist til at være åben overfor, hvordan virkeligheden er – i stedet for at man bare leder efter tal, udtalelser og fragmenter af virkeligheden, som bekræfter den hypotese man havde, da man gik i gang med sin historie. Én af de store farer ved moderne journalistik er, at man laver journalistik med et mål om, at den er klikbar, nem at lave rubrik på, nem at citere, nem at forstå og at den ikke er forkert. Men man glemmer, at hovedopgaven er at lave noget, som er rigtigt. Hvis billedet, man giver, er fejlagtigt, så er det – i min bog – ikke ordentlig journalistik. Det ser man desværre rigtig meget af, og det skævvrider folks opfattelse af virkeligheden, og det er journalistikkens største udfordring – at vi har mistet rollen som én, der i folks øjne, giver et retvisende billede af, hvordan verden er. Enten fordi vi ser journalistik som en vare eller fordi nogle medier er ved at ændre sig fra ”news-medie” til et ”views-medie”, hvor man farver sin journalistik og sin vinkling af historier på baggrund af den holdning man har. Dén form for journalistik – ændringen af omnibusmediet, hvor tanken er at lave journalistik til alle, til at blive til et menighedsmedie, som tilfredsstiller et segment af befolkningen, der deler samme holdning og bare bliver bekræftet i det verdensbillede – er med til at polarisere vores samfund. Journalistikkens rolle er i høj grad at skabe et fundament nede under en debat, så uagtet hvem man er, hvor man bor, hvad man stemmer, hvilken etnicitet man har, kan man gå til nyhederne med en forventning om, at her bliver der leveret et tilnærmelsesvis retmæssigt billede af virkeligheden.

RÆSON: Hvad er journalisternes største illusion om sig selv?
HAAGERUP: Det er, at mange journalister ikke for alvor har opdaget, at vi har mistet monopolet på at være de eneste, der kan fortælle historier til folk. Det er en den største ændring, der er sket, mens jeg har været i journalistik – at journalister, redaktører og medier var fantastiske autoriteter og magtfulde, og de dermed kunne tjene mange penge, fordi man havde monopol på at være dem, der kunne fortælle historier. Det er ændret fuldstændig i løbet af få år – i dag kan alle fortælle historier til alle, og de gør det hele tiden. Udfordringen er, at hvis ”vores” historie ikke skaber mere værdi end hvilken som helst anden uuddannet journalists holdninger og informationer, så er der i sidste ende ikke nogle, der vil betale lønnen for journalistik og til journalister.

RÆSON: Hvis du kunne stille Donald Trump ét spørgsmål, hvad ville det så være?
HAAGERUP: Det er et udmærket spørgsmål. Ét spørgsmål, der er interessant, er jo, at under valgkampen var hans budskab: ”the media loves me”, og efter at han er blevet valgt udråber han medierne til den opposition til hans præsidentskab: ”Kan begge dele være rigtigt, og hvad er hans forventninger til en fri og uafhængig presse?”.

RÆSON: Hvad er det nye ved “fake news”? Er “fake news” et fænomen, de “professionelle” medier skal – og kan – bekæmpe?
HAAGERUP: Jamen, det skal vi! ”Fake news” er den moderne tids form for round-up for den offentlige debat. Det er gift for en demokratisk samtale, at der bevidst bliver fremført forkerte fakta, og at der bevidst bliver inficeret historier i den offentlige samtale, som er løgnagtige, misinformerende og decideret falske.

RÆSON: Hvordan kan man bekæmpe ”fake news”?
HAAGERUP: Det kan man på flere områder. Den enkelte mediebruger – og det er måske det vigtigste – er meget kritisk overfor, hvor man henter sine informationer fra. Det er ikke nok, at man ser noget på sin Facebook-profil eller på Instagram. Alt der findes de steder har en afsender, men hvem er den afsender, og er afsenderen til at stole på? Det kræver til gengæld, at de traditionelle medier – i iveren for ikke at komme sidst og nogle gange for at komme først – ikke skriver noget løgnagtigt. Det vi skal, er at sørge for at sætte tempoet en lille smule ned, så vi ikke tror, at vores opgaver er at slå Twitter med ti sekunder på en historie. Det giver ingen mening, og det er ikke et parameter. Det vigtigste for traditionelle medier må være, at det vi fortæller er troværdigt, og det vi laver er rigtigt. Hastighed er også et parameter, men det vigtigste er ikke at komme først. Det vigtigste er, at det man fortæller er rigtigt, og at det er proportioneret rigtigt. Der har vi fra DR for mange år siden introduceret et program, der hedder Detektor, og som er et program, der tager fat i påstande i den offentlige debat og udsætter dem for journalistisk research, og drager dem, som har videregivet disse fejlagtige fakta, til ansvar. Det har forhåbentlig en vis præventiv effekt, men der kan være flere forskellige andre ting. Vi har blandt andet lavet ”I sandhedens tjeneste”, hvor vi sidste år var rundt og snakke med næsten hver anden i en ungdomsårgang i 9.klasse for at lære dem om, hvad journalistik er og at være kildekritiske – og det kommer vi til at gøre igen i år!

Det vi skal, er at sørge for at sætte tempoet en lille smule ned, så vi ikke tror, at vores opgaver er at slå Twitter med ti sekunder på en historie. Det giver ingen mening, og det er ikke et parameter.
_______

 

RÆSON: Hvilken skrivende journalist i Danmark glæder du dig altid til at læse?
HAAGERUP: Jeg glæder mig altid til at læse Berlingskes Kristian Mouritzen – både da han var korrespondent i USA og efter han er kommet hjem.

RÆSON: Hvorfor lige præcis ham?
HAAGERUP: Han har en ”fornuftens stemme”. Han har en autoritet, fordi manden er i stand til at vise nuancer af det billede, han tegner. Man går klogere fra en tekst af Kristian Mouritzen. Man har ikke en fornemmelse af, at han prøver at manipulere én til at mene det samme som ham. Jeg har en fornemmelse af, at han har et ønske om at gøre én klogere på den historie og den verden, han beskæftiger sig med.

RÆSON: Hvad er det bedste, mest innovative stykke journalistik fra udlandet du er stødt på de sidste 10 år?
HAAGERUP: Noget af det, man virkelig kan lære meget af – synes jeg – er Panama Papers. Ikke så meget på grund af det, der blev afdækket, men den måde at samarbejde på – på tværs af landegrænser og mellem journalister fra forskellige medier – om en historie, som ikke ville kunne løftes nationalt af ét medie eller en gruppe af journalister indenfor landets grænser. Mere og mere bliver vigtige historier for os alle sammen grænseoverskridende historier – miljø, terror, skatteunddragelse, trafficking og immigration. Dén type historier, som vi alle kæmper med at dække nationalt, men som dækker langt ud over vores egne grænser. Derfor synes jeg, at Panama Papers-afdækningen var et meget interessant eksempel på, hvad der kommer ud af at lægge kræfter sammen – ikke nødvendigvis for at tjene penge, men for at være i stand til at give et fyldestgørende billede på noget, som er virkelig kompliceret og vanskeligt, men meget vigtigt for alle i vores samfund.

RÆSON: Hvad er det bedste, mest innovative stykke journalistik fra Danmark du er stødt på de sidste 10 år?
HAAGERUP: Jeg synes, at dén journalistik, som Puk Damsgaard de seneste mange år har lavet fra Mellemøsten, er udtryk for et mod og en insisteren på, at det er vigtigt, at vi får set meget komplicerede historier indefra med egne øjne, samt man får set begge sider af meget trættende, langvarige og dramatiske konflikter. Denne insisteren på at fortælle dén type af historier sker på alle mulige måder og via alle mulige platforme – via radio, via levende billeder, via små nyheder, via analyser, via lange reportager og også via den helt lange fortælling, som bogen kan.

RÆSON: Det, der betegnes “public service” kan også leveres af private medier, mente Bertel Haarder. Er du enig?
HAAGERUP: Det kommer an på, hvad man definerer som ”public service”. Hvis ”public service” defineres som indhold, der er underlagt en samfundsmæssig kontrol, fordi man mener, at uafhængig og balanceret journalistik til alle samfundsgrupper er afgørende, så er public service-definitionen lig med offentlige – og ikke statskontrollerede – medier, som er drevet og finansieret af fællesskabet. Dermed giver det ikke mening at sige, at ”public service” kan laves af alle. Hvis man til gengæld definerer ”public service”, som historier der er til gavn for samfundet, så er jeg fuldstændig enig i, at det kan laves af rigtig mange. Der er en sammenblanding af begreberne, og sådan som public service-udvalget definerede ”public service”, er det jo noget vrøvl at sige, at ”public service” kan laves af hvem som helst.

Der er en sammenblanding af begreberne, og sådan som public service-udvalget definerede ”public service”, er det jo noget vrøvl at sige, at ”public service” kan laves af hvem som helst.
_______

 

RÆSON: Hvordan vil du definere ”public service” – er det den første eller anden version?
HAAGERUP: For mig at se er det den første version, for ellers giver det slet ikke nogen mening at diskutere ”public service”, og så kan vi definere alt som ”public service”, hvilket nogle har en interesse i rent ideologisk og lobbymæssigst. Interesseorganisationen Danske Medier været ganske fremragende til at sammenblande begreberne fuldstændig, og det er der så nogle politikere, som har overtaget. Jeg er sådan set enig i, at der bliver lavet rigtig god journalistik, og det er meget vigtigt, at der bliver lavet god journalistik, som er finansieret på rigtig mange måder – og ikke kun gennem licens og mediestøtte. Men at sige, at alt er ”public service” er altså begrebsforvirring.

RÆSON: Er de danske mediestøtteordninger – herunder støtten til dagbladene – de rigtige?
HAAGERUP: Jeg tror, at det vil være meget dumt at sige ja.

RÆSON: Hvorfor?
HAAGERUP: Det kræver en lidt længere forklaring. Hvis man ser fuldstændig kælderkoldt på det, så er der fire former at finansiere journalistik på: En eller anden form for brugerbetaling via abonnement, klik, løssalg eller hvad det kan være. Den model er over hele verden i krise, fordi betalingsvilligheden er en anden i en digital verden, hvor man kan vælge og vrage mellem et enormt globalt indholdskatalog.
Den anden finansieringskilde, som har været den helt store finansieringskilde, er annoncer. Der er det faktum, at Google og Facebook nu sidder på halvdelen af omsætningen på det digitale annoncemarked og har lænset traditionelle kommercielle medier – også i Danmark – for milliarder af kroner, der tidligere er blevet brugt på at lave kvalitetsindhold. Nu er dén finansieringskilde blevet meget reduceret, og det er et problem, eftersom Google og Facebook ikke bruger mange håndører på at lave god, uafhængig journalistik i hverken Danmark eller andre lande.

Så er der filantropi tilbage, og det er ikke ret udbredt i Danmark. Og så er der endelig en eller anden form for offentlig støtte – at fællesskabet siger, at journalistik er vigtig for demokratiet, og derfor tvinger vi alle, via skat eller licens, til at levere finansieringen, så alle betaler lidt men mange kan få meget. Den mediestøtte og licens, som man giver, skal med jævne mellemrum tænkes igennem, fordi virkeligheden ændrer sig lynhurtigt i disse år. Én af de ting man med fordel kunne kigge på er, at for at opnå mediestøtte skal man udkomme mindst seks dage om ugen, men en forretningsmodel kunne være, at man udkom på papir færre end seks dage om ugen og så få kræfter til at lave noget digitalt. Dén omstilling har nogle dagblade ikke råd til, fordi så ville de miste noget mediestøtte. Sådan noget burde man jo kigge på. En opfordring kunne være, at når man kigger på mediestøtten, så kigger man ikke på, hvad der gavner enkelte medier men hvad gavner befolkningen.

RÆSON: Skal licensen betales over skatten?
HAAGERUP: Det vil jeg ikke blande mig i, det er et politisk valg. Vores opgave i DR må være at fortælle konsekvenserne, hvis man lægger det over skatten. Udfordringen ved at lægge det over skatten er, at i en finanslovsaftale – hvor man tager stilling til, hvordan man skal prioritere tingene – sidder man ude på den sene nattetime og skal tage stilling til, om man skal støtte kræftbehandlingen, eller skal man støtte den der public service-institution, som i øvrigt lige har lavet en kritisk serie om vores regering? Det handler om at holde en økonomisk armslængde, og at man ikke blander frustration, had, en pludselig indskydelse eller hævn ind i økonomiske og politiske prioriteringer om medieskattens størrelse. Det får nogle konsekvenser, som er uheldige for den uafhængighed og stabilitet, som er nødvendig for at lave ordentligt kvalitetsindhold på længere sigt. Meget analyse siger, at der er en stor risiko ved at køre det over skatten. Dermed ikke sagt, at man ikke kan kigge på, hvordan man gør det, og om alle skal betale lige meget. Der er jo mange ting, man kan kigge på, men erfaringerne fra andre lande med at køre det over skatten viser, at det kan have en meget uheldig bagside og en endnu større politisk indblanding i indholdet med den risiko, at public service-institutioner kommer til at være meget mere styrede af den siddende regering og det politiske flertal. Det er uheldigt, hvis man har den opfattelse, at public service-journalistik og public service-nyheder skal være uafhængige og troværdige for alle i befolkningen – både dem som stemmer på oppositionen, og dem som stemmer på regeringen.

RÆSON: Hvis du kunne lave én ændring af DR, hvad ville det så være?
HAAGERUP: Det bruger vi meget tid på at snakke om internt, så det vil jeg gerne holde internt.

RÆSON: Hvordan bliver næste generation af mediebrugere anderledes end den foregående?
HAAGERUP: Det vil være helt anderledes. Den generation, som vokser op nu, er den første generation, som ikke kan huske, at der ikke fandtes en iPad og iPhone. Hvis man spørger dem, om de er online, kigger de på én som om, man er en idiot. De er hele tiden online. Det kan man se på deres mediebrug. Noget af det første babyer får er jo snart ikke en rangle, men en iPad. De medievaner, der bliver grundlagt, er helt anderledes end de medievaner du har, som jeg har og slet ikke at tale om dem min mor har. Tilgangen til medier, brugen af medier og vanerne ændrer sig meget hurtigt i disse år.

RÆSON: Tænker du på den stigende digitalisering?
HAAGERUP: Jeg tænker på, at den revolution, der er sket for dagblade, er gået forholdsvis langsom. Da internettet blev opfundet, tog det rigtig lang tid at tænde sin computer, og det tog lang tid at komme på nettet. Det tog rigtig lang tid at downloade og få adgang til billeder, og det var derfor primært tekst, man kunne tilgå. Langsomt kom der i gang i bredbåndsforbindelser og 4G-netærk, så video og andet også kan tilgås digitalt. Dét er kommet indenfor de seneste år. Den revolution, som er sket for printmedier, rammer nu de traditionelle flow-kanaler ligeså voldsomt men meget hurtigere, fordi nu er infrastrukturen på plads, og alle har en smartphone, adgang til hurtig internetforbindelse og en forventning om at kunne tilgå alt indhold – tekst, lyd, billede, grafik, live-signaler – hele tiden og ligegyldigt hvor de er. Det er en helt ny situation – også for traditionelle medier, tv-stationer og radiostationer – og den kommer til at revolutionere den del af branchen ligeså voldsomt som revolutionen af printprodukter. Det betyder ikke, at der ikke er et ligeså stort – men måske endnu større – behov for ordentlig journalistik, der kan rydde op i alt det her. Der er også behov for hurtige opdateringer og journalistiske, grundige, perspektiverende, analyserende, kritiske, konstruktive historier om de vigtige emner, som er det journalistik skal. Det skal bare fortælles på nye platforme og nye måder. Vi skal lære, at meget af den måde at lave journalistik på har været betinget af nogle teknologiske begrænsninger, og det skal vi sætte os udover.

RÆSON: Husker du bedre hvad du læser på papir, end hvad du læser på en skærm?
HAAGERUP: Det er et meget godt spørgsmål, og det banale svar er, at det kommer an på, hvad det er. Undersøgelser viser, at når, efter min mening verdens bedste avis, New York Times læses på papir af deres læsere – som er de rigeste, mest kræsne eller i hvert fald et elitepublikum – bruger de i gennemsnit toogtyve minutter hver dag. New York Times har også været rigtig gode til at digitalisere sig, og kommer i dag ud til rigtig mange mennesker digitalt. Det interessante og lidt skræmmende er, at læserne af New York Times digitalt i gennemsnit ikke bruger toogtyve minutter, men de bruger tooghalvfjerds sekunder på indholdet. Der sker noget med vore måde at tilgå historier på. Der er en tendens til en mere overfladisk måde at se historier på.

RÆSON: Men husker du selv bedst, når du læser på papir?
HAAGERUP: Det jeg husker allerbedst, er, når jeg har læst en bog, set en film, set en dokumentar eller læst en lang artikel.

RÆSON: Læser du bogen i et fysisk eksemplar eller som e-bog?
HAAGERUP: Jeg læser bedst på papir, og det er sikkert en vanesag. Papiret har den fordel, at det fastholder. Der er en særlig fysisk oplevelse ved det, men også en vanesag. Hvis jeg må komme med et eksempel: Jeg sidder i bestyrelsen for Folkeuniversitet, som udbyder viden, forelæsninger og forelæsningsrækker til mennesker, der kan høre forskere fra Aarhus Universitet. Disse kursuskataloger ville være meget billigt at lægge på nettet og sociale medier, men det har vi valgt ikke at gøre. De udkommer stadig som kataloger, der kan ligge på køkkenbordet, og som man så kan bladre og fordybe sig i. Det er et eksempel på, at papiret stadig kan noget. Der er også en grund til, at RÆSON også udkommer på papir. Hvis det er lækkert nok og bliver lagt hen på køkkenbordet eller sofabordet, så er der en tendens til, at man læner sig tilbage, læser og bliver klogere. Hvis RÆSON kun udkommer digitalt ville de konkurrere med stort set en milliard andre ting, som lokker, når man åbner sin iPad. Så papiret kan noget.

Alle de her firmaer [Facebook, Google, Apple, Amazon mv.] tænker på at gå op i værdikæden og ikke bare være teknologi-platforme, men også producere indhold. Hvilke publicistiske traditioner udkommer de på baggrund af? Hvad er det for et verdensbillede, vi bliver præsenteret for?
_______

 

RÆSON: Bruger du for meget tid på Twitter og Facebook?
HAAGERUP: Nej, det synes jeg ikke.

RÆSON: Hvad sker der, den dag Google, Facebook, Apple og Amazon beslutter sig for at lave journalistik i stor skala? Beskriv en drømme- og en mareridtsversion af dét scenarie.
HAAGERUP: For det første tjener de her firmaer, som du taler om, så store penge, at hvis de gør det, vil der blive brugt rigtig mange penge på ordentlig journalistik. Alle de her firmaer tænker på at gå op i værdikæden og ikke bare være teknologi-platforme, men også producere indhold. Amazon er begyndt at lave deres egne tv-serier. Det vil efter alt sandsynlighed komme til at ske. Risikoen er til gengæld, at hvilke publicistiske traditioner udkommer de på baggrund af? Hvad er det for et verdensbillede, vi bliver præsenteret for? Vi har jo set, Facebook have meget svært ved at acceptere, at de ikke bare er en teknologi-platform, men rent faktisk verdens mest magtfulde medie, hvor mange mennesker får deres verdensopfattelse fra. De kuraterer det indhold, som de videredistribuerer og publicerer, på en sådan måde, så det for eksempel lever op til amerikansk seksuel moral – billeder af kvinder med nøgne bryster får ikke lov til at blive offentliggjort, selvom det illustrer noget, der er ganske relevant og ikke har en pind med porno at gøre. Det er bare et lille eksempel på, hvad konsekvensen bliver. Det kan godt være, at nogle af disse virksomheder, af ærligt og godt hjerte, forsøger at gøre verden til et bedre sted, men hvad sker der, når de bliver overtaget af nogle, som kun vil tjene penge eller forsøge at bruge den magt, som sådanne medieplatforme har, til at få milliarder af mennesker til at mene det samme som dem selv?

ILLUSTRATION: Ulrik Haagerup (foto: Agnete Schlichtkrull/DR pressefoto)