22.08.2017

Præsident Trump har – efter 8 måneder ved magten – fremlagt USA’s plan for den krig, der om få måneder går ind i sit 16. år. Den taler rejser flere spørgsmål, end den besvarer. Her er de fire spørgsmål, som vil afgøre om præsidentens strategi vil lykkes:

Af Mikkel Vedby Rasmussen

#1. Hvilken forskel vil flere tropper gøre?
Når USA kunne ikke vinde krigen med 10 gange så mange soldater, som der er i landet i dag, vil en forøgelse af antallet af amerikanske tropper i landet ikke i sig selv vende krigslykken.

I sin tale indrømmede Trump at han havde været modstander af krigen, men han måtte erkende at virkeligheden så anderledes ud set fra det pvale kontor. Han kunne ikke blot afslutte krigen, men fandt tværtimod, at ’the men and women who serve our nation in combat deserve a plan for victory’. En tilbagetrækning ville skabe et ’tomrum’, som præsidenten frygtede IS og al Qaeda ville fylde. Derfor vil han i stedet for at trække tropperne ud, sende flere.

Dermed har Trump gjort et strategisk problem mere kompliceret end det egentlig er. For er sagen enkel: Nogle tusinde ekstra soldater vil kunne støtte afghanerne og øge træningsindsatsen, men ikke i sig selv vende situationen på slagmarken. Men beslutningen om antallet af soldater skal ses i sammenhæng med spørgsmålet om anvendelsen af amerikansk luftmagt. Forsvarsminister Mattis har således antydet, at planen er at give amerikanske fly muligheden for at støtte de afghanske regeringsstyrker langt mere offensivt end hidtil:

USA vil nu overføre en opskrift fra Irak og Syrien til Afghanistan. Men den fejl har de begået før.
_______

 

I Irak og Syrien har amerikansk luftmagt været afgørende for at bane vejen for lokale styrkers offensiv mod IS. Det er denne opskrift som amerikanerne nu vil overføre til Afghanistan. Men den fejl har de begået før. General McChrystal forsøgte netop at overføre erfaringerne fra The Surge i Irak til Afghanistan ved at øge antallet af soldater dramatisk, indsætte specialstyrker mod Talibans bagmænd og søge at mobilisere civilsamfundet mod Taliban. De tre elementer havde virket for General Petraeus i Irak, men slog fejl i Afghanistan (det var inden McChrystal beseglede sin egen skæbne ved at lade sine folk bagtale præsident Obama i magasinet Rolling Stone).

Igen håber det amerikanske militær altså at kunne overføre lærerætninger fra Levanten til Afghanistan. Og igen vil de opdage, at Afghanistans militære geografi er en anden. Hvor kampen i Irak og Syrien står mellem center og periferi, står kampen i Afghanistan mellem en række regionale magtcentre, som er uafhængige af centret i Kabul. Derfor er det, som vi i Vesten kalder ”Taliban” (med en generalisering, der mere end noget andet vidner om vores uvidenhed) én ting i Helmand og noget andet i Faryab.

I Irak og Syrien betød de nye regler for anvendelse af luftmagt en markant forøgelse af de civile tab. Det vil formentlig også være tilfældet i Afghanistan – Trump siger: ’We are not nation-building again. We are killing terrorists’. Det er et moralsk problem, men også et militært. Hidtil har et øget vestligt militært pres primært skabt grobund for Taliban. Der er al mulig grund til at tro at det også vil være tilfældet denne gang.

Hidtil har et øget vestligt militært pres primært skabt grobund for Taliban. Der er al mulig grund til at tro at det også vil være tilfældet denne gang
_______

 

#2. Er det en strategi for Afghanistan – eller en strategi for regionen?
Præsident Obama besluttede sig i 2009 for at erstatte USA’s Afghanistan-strategi med en AFPAK-strategi – en strategi for både Afghanistan og Pakistan. Analysen var helt korrekt: Afghanistan og Pakistan udgør det samme operationsområde, hvor den pakistanske efterretningstjeneste blander sig på den ene side af grænsen, mens Taliban huserer på den anden. Men hvor korrekt analysen end var gjorde den det politiske spil uendelig meget mere kompliceret, fordi USA dermed BÅDE skulle lægge det pakistanske og det afghanske puslespil – vel at mærke, mens pakistanere og afghanere undervejs stjal brikker fra hinanden.

Præsident Trump fortsætter denne AFPAK-strategi. Præsidenten sagde således at ‘in Afghanistan and Pakistan, America’s interests are clear. We must stop the resurgence of safe havens that enable terrorists to threaten America. And we must prevent nuclear weapons and materials from coming into the hands of terrorists and being used against us, or anywhere in the world, for that matter’.

I Obama-regeringen diskuterede man, hvorvidt man skulle have en strategi for at vinde krigen eller en strategi for at holde terrorister nede. Vicepræsident Biden var en fortaler for den sidstnævnte strategi; han overtalte ikke sin præsident, men Præsident Trump synes at have købt argumentet. Det nye fokus er således ikke på at få Pakistan til at hjælpe med at vinde krigen i Afghanistan, men at bekæmpe terrorister i begge lande. Denne ambition er både større og mindre på samme tid. På den ene side giver Trump Pakistan et fundamentalt valg: ’It is time for Pakistan to demonstrate its commitment to civilization, order and to peace’. Et valg, som kan være svært at træffe. Ikke mindst når Trump sætter trumf på ved også at tale om at styrke forholdet til ærkerivalen, Indien. På den anden side er Trump tydeligvis åben for hvilken form samarbejdet med Pakistan skal tage – der er ingen røde liner eller andre ting i talen, som Pakistan absolut skal leve op til – det er mao. et forhandlingsudspil. Når det gælder samarbejdet med Pakistan vil Trump måske få mere held end Obama – for Pakistan er mere presset af fundamentalister, end landet var i 2010. Men ved fortsat at have så mange brikker i spil, har amerikanerne kompliceret deres politik i et omfang, som altid vil være svær at forvalte. Og Trump-administrationen vil – bl.a. takket være sin interne uenighed – have særligt svært ved at overskue situationen.

#3. Hvad ønsker USA af sine allierede?
Der er flere allierede end amerikanske soldater i Afghanistan. USA har 8.000 mand (samt yderligere 2.000 soldater i en separat anti-terror operation) og de andre lande 13.000. 160 danske soldater deltager i dag i operationen. Det er langt mindre end før 2014, hvor både den internationale og den amerikanske tilstedeværelse blev reduceret, men ikke desto mindre er den internationale del af operationen vigtig for USA, der dermed kan sikre folk til at stå for at uddanne den afghanske hær.

Men Præsident Trump er stærkt kritisk overfor de allieredes indsats – og generalerne i spidsen for forsvarsministeriet og det nationale sikkerhedsråd virker ikke overdrevnet optagede af fortsat at sikre et bidrag fra de allierede lande. I Irak og Syrien har man ikke udvidet det allierede bidrag, men beholdt og benyttet de eksisterende allierede bidrag (også det danske). Trump nævner specifikt det allierede bidrag: ‘We will ask our NATO allies and global partners to support our new strategy, with additional troop and funding increases in line with our own. We are confident they will’. Denne tillid er selvfølgelig et udtryk for, at USA allerede har forhørt sig hos de allierede, men det er, som altid med Trump, også en advarsel om hvad der forventes. I forholdet til de allierede er Trump i sin tale således meget tæt på den linie, som hans forsvarsminister hidtil har lagt.

Ved fortsat at have så mange brikker i spil, har amerikanerne kompliceret deres politik i et omfang, som altid vil være svær at forvalte
_______

 

#4. Hvem styrer USA’s krige?
Donald Trump gik til valg på ikke at ville kæmpe fjerne krige for fjerne mål. Og der har – ifølge pressen – været stor uenighed i Det Hvide Hus om strategien for Afghanistan. De af præsidentens rådgivere, som ønsker at Trump skal gøre op med traditionerne til fordel for en politik, som tjener ’den almindelige amerikaner’, ønskede ikke at investere mere i en krig, som går endnu dårligere end præsidentens kasinoer i Atlantic City. Generalerne på nøgleposterne i forsvarsministeriet og det nationale sikkerhedsråd har til gengæld talt for at øge antallet af tropper og fortsætte krigen.

Lige nu er det generalerne, der har vundet. Præcis som de vandt over Præsident Obama, da han værgede sig mod at sætte flere soldater ind i Afghanistan. Obama prøvede at kontrollere dem ved at opstille en tidsramme og rammer for antallet af tropper, for på den måde at kontrollere midlerne til at føre krig, hvis han ikke kunne kontrollere selve krigen. Trump undlader bevidst at gøre dette: ’A core pillar of our new strategy is a shift from a time-based approach to one based on conditions’. Det er med andre ord slagets gang, som afgør om man skal kæmpe videre. Det er på mange måder en fornuftig tilgang, men hvis målet samtidig er ubegrænset, er det også opskriften på en krig, som kan vare 16 år til.

Trump må spørge sig selv, hvor meget reel indflydelse han har over det amerikanske militær. Det spørgsmål er vi mange, som gerne vil have svaret på.

Lige nu er det generalerne, der har vundet. Præcis som de vandt over Præsident Obama, da han værgede sig mod at sætte flere soldater ind i Afghanistan
_______

 

ILLUSTRATION: Trump 3. august 2017 [foto: Zach Gibson/UPI/Polfoto]