03.08.2017

Denne artikel er, som de andre indlæg i RÆSONs Kommentarserie, gratis. Fuld adgang til RÆSONs site kræver abonnement: Et årsabonnement (inklusiv 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge) koster blot 250 kr., 200 for pensionister, 200 for studerende

_______

Et moralsk svigt blandt politikerne. Et uddannelsessystem, der glemmer dannelsen. Et mediebillede, hvor fællesskabet mangler. Det er de tre årsager til, at det danske demokrati har mistet det folkelige engagement.

Kommentar af Finn Slumstrup

DE SENESTE ÅR er vi igen begyndt at diskutere politikerlede. Brexit-afstemningen i Storbritannien samt præsidentvalgene i USA og Frankrig udlægges som klare tegn på et sammenbrud i de etablerede politiske mønstre. Man sidder med en følelse af, at vi her i det tidlige 21. århundrede oplever en træthed og regulær lede ved demokratiet, også i Danmark. Hvilken kontrast til situationen i det sene 19. århundrede, hvor Viggo Hørup og andre af demokratiets stridsmænd tordnede mod Estrups højreregering og dens provisoriske love. De var båret af en levende demokratilængsel. Man kan i deprimerede stunder fristes til at spørge sig selv, om folkestyre med engagement og hengiven tilslutning var en parentes, vi oplevede i det ekstreme 20. århundrede?

Sådan må det for alt i verden ikke gå.

Man kan i deprimerede stunder fristes til at spørge sig selv, om folkestyre med engagement og hengiven tilslutning var en parentes, vi oplevede i det ekstreme 20. århundrede? Sådan må det for alt i verden ikke gå
_______

 
DEMOKRATIET BASERES PÅ TRE ELEMENTER. I midten er naturligvis det fællesskab, der er en helt nødvendig forudsætning for, at det overhovedet giver mening at tale om et folk. Der er himmelvid forskel på en anonym og letbevægelig masse, som udgør en befolkning, og så et levende fællesskab af myndige, selvstændige borgere, som udgør et folk. De to resterende elementer er imidlertid to forudsætninger for, at befolkningen kan blive til et folk: Den ene er magten og beslutningsmyndigheden i samfundet. Det er af afgørende betydning, at folket kan møde rollemodeller, der fungerer i et politisk klima, hvor den offentlige moral er høj og hvor det i det hele taget tydeliggøres, hvad det vil sige at leve i et retssamfund. Den anden forudsætning er et kvalificeret skole- og uddannelsessystem, der giver børn og unge en ballast, som gør det muligt for dem at blive myndige borgere, der kan tage del i samfundets fælles anliggender.

I dag er alle tre elementer i demokratiburgeren så slatne, at de udgør en træt konstruktion. Lad mig blot pege på nogle tydelige hovedtendenser i denne triste udvikling. Hermed siger jeg samtidig noget om, hvor der skal sættes ind i arbejdet for at give demokratiforståelsen ny energi.

I MAGTENS CIRKLER oplever vi et alarmerende moralsk forfald. Det er ikke noget nyt, at der er en skarp kontrast mellem den officielle og den reelle moral. Forfatteren Poul Ørum afslørede det mindeværdigt for 45 år siden i en roman, han kaldte ”Det 11. bud”, opkaldt efter moralen: ”Det gør ikke noget, hvis det ikke bliver opdaget”. Men i det politiske liv oplever vi nu, at fiduserne og overtrædelserne bliver opdaget – og det alligevel ikke betyder noget! Hvordan kan en så deprimerende, konsekvensfri mangel på anstændighed forklares? Kun ved, at der nu er et 12. bud, der er taget i anvendelse. Det lyder i al sin enkelhed: ”Det gør ikke noget, bare vi er de fleste”. Tænk blot på Lars Løkke Rasmussens ynkelige bilagsroderi og senest Inger Støjberg-sagen, hvor en ulovlig administration i ministeriet er erkendt af alle parter, men hvor det ingen konsekvenser får, fordi flertallet holder hånden både over og under en populær minister.

I magtens cirkler oplever vi et alarmerende moralsk forfald. Det er ikke noget nyt, at der er en skarp kontrast mellem den officielle og den reelle moral […] Men i det politiske liv oplever vi nu, at fiduserne og overtrædelserne bliver opdaget – og det alligevel ikke betyder noget!
_______

 
I UDDANNELSESSYSTEMET oplever vi, at totaløkonomiseringen af samfundet har medført en stadig mere erhvervsrettet uddannelsestænkning. Det sker på bekostning af kreativiteten og hele ånds- og dannelsesdimensionen i, hvad børnene og de unge skal have med i bagagen. Denne følge af samfundets drejning fra velfærdsstat til konkurrencestat har tydeliggjort, hvad den gamle managementguru Peter Drucker malende beskrev for mange år siden: at vi står i fare for at skabe skolede barbarer i stedet for dannede mennesker i vore uddannelsessystemer. Denne tendens medvirker til, at ressourcestærke forældre tager deres børn ud af den offentlige skole med det resultat, at flere end nogensinde før går i friskoler og privatskoler.

Folkeskolen har i den grad brug for opgradering i form af politisk ro og en dagligdag, hvor der sættes fokus på eleverne i en praksis med klare og faste rammer, præcision og ordentlighed, og en sund skelnen mellem faktuel videns nødvendighed og kreativitetens løssluppenhed. Men hvor det også tages alvorligt, at lærerne har krav på at blive opkvalificerede bl.a. via selvrefleksion på egen praksis gennem supervision. Den nuværende virkelighed med konstant skiftende politiske signaler og en nærmest uoverskuelig forældreinddragelse skaber en flimrende hverdag, som igen svækker den fælles ballast i uddannelsessystemet, som tidligere var en af forudsætningerne for et rimeligt bredt værdifællesskab i folket.

DETTE FÆLLESSKAB kom naturligvis ikke fra uddannelsessystemet alene. Men det var netop en ballast, man havde med. Den blev derefter næret af en offentlig medievirkelighed, som i nutiden er under nedsmeltning. Vi stormer fra fællesskabsbaseret kommunikation via massemedier til en individuel kommunikation via de sociale medier. Eller som vi sagde i DR, når vi i 1990’erne diskuterede fremtiden: Vi kommer til at bevæge os fra broadcasting til narrowcasting. Det kan være meget underholdende og udmærket for den enkelte. Men hvordan går det med demokratiet i en sådan situation? Svaret ser vi allerede i den rå og primitive debattone på Facebook og andre sociale medier, hvor den demokratiske samtale er degenereret til det egofikserede menneskes fastslåen af, at ”hvis ikke du er enig med mig, er du idiot – og det er du såmænd nok alligevel!”

Demokratiet kan ikke fungere uden en offentlig medievirkelighed, hvor der er højt til loftet og meningerne frit kan brydes. Derfor er det en pligt for politikerne at tøjle markedskræfterne i forhold til medierne, hvilket igen betyder, at det nuværende borgerlige flertal bør droppe idéen om at sælge TV2, ligesom den nuværende kulturministers tanker om at beskære DR med 25% forhåbentlig aldrig bliver virkelighed. Naturligvis er der mangt og meget, der kan strammes op hos de to institutioner, men deres værdi for den fælles danske offentlighed kan vanskeligt overvurderes. Og ganske som licensen – eller en anden form for offentlig finansiering – er en nødvendighed for de elektroniske medier, er mediestøtten til dagbladene en nødvendighed for informationsstrømmen og den frie meningsbrydning i et så lille sprogområde som det danske.

KONKLUSIONEN MÅ VÆRE: De første trin mod ny kraft i demokratiet er altså en ny og åben etik i det politiske liv, for at borgerne kan genvinde respekten for politikerne. En helt anderledes vægt på kreativiteten og de humanistiske fag i uddannelsessystemet. Styrkelse af – og støtte til – den demokratiske samtale i folket gennem massemedierne i form af dagblade, DR og TV2.

Demokratiet kan ikke fungere uden en offentlig medievirkelighed, hvor der er højt til loftet og meningerne frit kan brydes. Derfor er det en pligt for politikerne at tøjle markedskræfterne
_______

 

Finn Slumstrup (f.1941) er forfatter og foredragsholder. Uddannet lærer; har været højskolelærer i Snoghøj og Askov samt højskoleforstander for Vallekilde Højskole; 1991-99 kanalchef på DR P1. Tidligere formand for Grænseforeningen. Medstifter af foreningen Oprør fra Udkanten. ILLUSTRATION: Statsministerduel på TV2, 31. maj 2015 [foto: Jens Astrup/Venstre]

Denne artikel er, som de andre indlæg i RÆSONs Kommentarserie, gratis. Fuld adgang til RÆSONs site kræver abonnement: Et årsabonnement (inklusiv 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge) koster blot 250 kr., 200 for pensionister, 200 for studerende