11.02.2017

Trump har skrottet Obamas planer om at intensivere støtten til den overvejende kurdiske gruppering, Syrien Democratic Forces (SDF) og bedt sine rådgivere komme op med en ny plan i kampen mod Islamisk Stat. Det har ledt til spekulationer om, hvorvidt Trump nu vil øge samarbejdet med Putin eller ligefrem Assad. Men selvom Trump virker villig til at træffe mere risikofyldte valg, er Washington stadigvæk afhængig af en troværdig lokal allieret – og der virker SDF fortsat til at være den bedste kandidat.

Analyse af Ferhat Gurini, RÆSONs Mellemøstredaktør

USA’s militære engagement i Syrien er baseret på at bekæmpe Islamisk Stat. Det har det været for Obama, og det er det også for Trump. Den nye amerikanske præsident har dog allerede nu vist en vilje til at involvere sig dybere og tage flere risici end hans forgænger. Trump har således givet Joseph F. Dunford, præsidentens øverste militære rådgiver, og forsvarsministeren, James Mattis, frie hænder og 30 dage til at komme op med en ny plan – og bedt dem ignorere både antallet af tropper det måtte kræve samt potentielle civile tab. Den 25. januar udtalte Trump ydermere, at han ”helt sikkert ville oprette sikre zoner i Syrien”. En politik som Obama ikke har ville implementere: Ved oprettelsen af en såkaldt sikker zone, er der tale om at have kontrol over territorium og luftrum. Det kræver en troværdig og kompetent partner på jorden og skaber en reel risiko for sammenstød mellem regeringstropper eller russisk luftvåben, i en meget dynamisk, og geografisk uforudsigelig konflikt.

Raqqa-offensiven, af den militære alliance Syrian Democratic Forces (SDF) kaldet ”Operation Eufrats Vrede”, foregår sideløbende med den igangværende kamp om Mosul, og er af helt afgørende karakter i kampen mod Islamisk Stat. Mosul er det selvudnævnte kalifats økonomiske hovedpulsåre og Raqqa dets politiske hovedstad. Nederlag i begge byer vil betyde et enormt tilbageslag for IS’ økonomi, prestige og dets rekrutteringsevne. Allerede under Raqqa-offensiven, har man set flere IS-officerer desertere og søge ind i oprørsgruppen Jabhat al-Nusras rækker.

Nederlag i begge byer vil betyde et enormt tilbageslag for IS’ økonomi, prestige og dets rekrutteringsevne. Allerede under Raqqa-offensiven, har man set flere IS-officerer desertere og søge ind i oprørsgruppen Jabhat al-Nusras rækker.
_______

 

Efter næsten at have gennemført de første to faser af offensiven, der henholdsvis skulle fravriste IS deres nordlige bagland samt de nordvestlige og vestlige landområder, erklærede SDF d. 4 februar at tredje fase af offensiven ville blive igangsat. Tredje fase er rettet mod at isolere Raqqa fra dets østlige landområder.

Udmeldingen fandt sted fem dage efter, at SDF for første gang under Trumps ledelse,havde modtaget pansrede køretøjer af amerikanerne. Det markerede et skift i amerikanernes og SDFs symbiotiske forhold, siden amerikanerne påbegyndte ”Operation Inherent Resolve” (OIR) i juni 2014. Indtil nu har amerikansk støtte til SDF baseret sig på militærvejledning, støtte i form af luftvåbnet og specialstyrker, medicin, ammunition og lette våben. Med andre ord har Trumps levering af pansrede køretøjer altså intensiveret amerikansk støtte og engagement til kurderne i Syrien, hvilket er et skifte fra Obama-administrationen.
Trumps støtte skal dog ikke betragtes som et strategisk skifte, det er ren og skær af inkrementel karakter – man ændrer ikke i allianceforholdene, men intensiverer bare de nuværende. Alene det faktum, at det skete to dage forud for at Trump tog Obama-administrationens plan til genovervejelse, peger i retning af, at der formentlig heller ikke vil finde den helt store strategiske omskiftning sted.

Det helt store spørgsmål er, hvorvidt Trump vil sende våben og tunge køretøjer direkte til Folkets Beskyttelse Enheder (YPG), den største militære enhed indenfor SDF og den mest magtfulde kurdiske milits, der lige nu opererer i Syrien. Grundet tyrkisk utilfredshed, har amerikanerne indtil nu begrænset våbenstøtte og ammunition til arabiske komponenter indenfor SDF.

Operation Inherent Resolve’s tilgang er en reaktion på de to krige som USA førte i Afghanistan og Irak. Brugen af ’præcisionsbaserede’ luftangreb (der ifølge koalitionen selv har kostet mindst 199 civile livet siden OIR startede) og specialstyrker, der skal arbejde med og gennem lokale styrker for at opnå militære mål, har gjort behovet for troværdige og talstærke lokale allierede helt afgørende i den amerikanske strategi. Og kandidater til at udgøre den lokale allierede, er der ikke mange af.

Selvom den Frie Syriske Hær (FSA) tidligere har demonstreret en evne til at virke som en sådan lokal styrke gennem Tyrkiets ”Operation Eufrats Skjold”, har antallet af styrker været begrænset og organisationen har haft et overvejende fokus på at koncentrere sine styrker i kampen mod Assad. Dertil er FSA den af de store aktører i den syriske borgerkrig, som har den svageste interne sammenhængskraft. Derfor kommer FSA formentlig ikke til at indgå i en ny plan.

Pentagons eget forsøg på at rekruttere, kæmme og træne en sekulær, moderat, syrisk og effektiv kampstyrke igennem Obamas ”train-and-equip”-program vakte vrede blandt tidligere præsidentkandidat John McCain og den demokratiske senator Claire McCaskill under en høring i den amerikanske ”Committee on Armed Services”, da det kom frem, at man godt et år efter igangsættelsen af det $500 millioner dyre træningsprogram kun havde ”fire til fem” rekrutter stationeret i Syrien.

Hvad angår det syriske regime, så koncentrerer de sig i øjeblikket i områderne omkring Palmyra, Deir ez-Zor, Douma, Homs og al-Bab. Og Bashar al-Assad udtalte således i oktober, at Raqqa i øjeblikket ikke er en væsentlig prioritet for regimet.

Tyrkiet var ligeledes også amerikanernes go-to-kandidat da man satte den anden SDF-støttede Raqqa-offensiv på tegnebrættet i oktober 2016. Der var dog fra tyrkisk side ikke politisk vilje til at bakke initiativet op med soldater. Senest erklærede Tyrkiets udenrigsminister, Mevlüt Cavusoglu, at Raqqa ville være det næste mål for Operation Eufrats Skjold så snart al-Bab-offensiven var fuldendt – en offensiv, der indtil nu har vist sig at være meget langtrukken. Udtalelsen fandt sted én dag efter Trump var blevet indsat som præsident og var et tydeligt forsøg på at udskyde eller forsinke den nye administrations opbakning til kurderne.

Den geografiske virkelighed såvel som SDFs organisatoriske sammenhængskraft gør, at SDF lige nu står som den bedst egnede kandidat til at indtage Raqqa.
_______

 

SDF har derimod vist sig at være en troværdig og effektiv kampstyrke. I de godt tre måneder Raqqa-offensiven har stået på, har IS mistet omtrent 450 mand. Flere af de afdøde har været ledende IS-skikkelser, heriblandt hærføreren Abu Jandal al-Kuwaiti, som var blevet tildelt ansvaret for forsvaret af Raqqa-området. Operationen har ledt til generobringen af mere end 200 landsbyer, bygder, strategiske højdepunkter, og SDF er lige på tærsklen til at overtage Taqba-dæmningen, der er landets største. Ydermere har offensiven modtaget offentlig støtte af stammer fra Raqqa-området, mobiliseret lokale militser samt fået tilslutning af mere end 8.500 soldater fra etnisk-arabiske grupperinger. Dette betyder at, den nuværende Raqqa-offensiv er en af SDFs mest inklusive i forhold til de samlede hæres etniske komposition, og indtil nu har været betragtet som en succes.

Den allervigtigste faktor er, at ingen andre end SDF befinder sig i nærheden af det selvudnævnte kalifats hovedstad. Da ”Operation Eufrats Vrede” blev erklæret d.6 november, befandt man sig 51 km fra Raqqa i landsbyen Ayn Issa. På nuværende tidspunkt befinder SDF sig 7,5 km fra IS-hovedstaden. Hvis Tyrkiet skulle udvide sin mission til at overtage Raqqa ville det betyde, at de – i en lige linje – skulle kæmpe sig godt 150 km fra al-Bab til Raqqa gennem både IS og SDF-territorium. Dette vil uden tvivl ville byde på meget modstand og udmattelse til de tyrkiske styrker og grupperinger. Stort set samme afstandskriterium gælder for regimet.

Den geografiske virkelighed såvel som SDFs organisatoriske sammenhængskraft gør, at SDF lige nu står som den bedst egnede kandidat til at indtage Raqqa. SDF har en klar ledelse, opererer som en enhed og er kæmmet for jihadistiske elementer, hvilket gør det til en meget risiko-avers forretning for USA. For slet ikke at nævne det faktum, at Dunford ofte har været en af de største fortalere for støtte til kurderne i Syrien.

At Trumps valg formentlig falder på fortsat at støtte SDF i Syrien, betyder at den alliancemæssige status quo opretholdes i regionen. Selvom tyrkerne har forsøgt at bejle til Trump, så vil spændingerne mellem Ankara og Washington vedblive. Dér, hvor Trump synes at adskille sig mest fra Obama, er i sin i hvert fald erklærede vilje til at ville involvere sig dybere i det syriske morads og en mindre forsigtighed overfor civile tab. Og det er et paradoks. På den ene side virker Trump til at have en laissez-faire-indstilling til, hvordan den syriske borgerkrig udspiller sig – hans eneste mål er militærstrategisk: At få bugt med IS. På den anden side, markerer hans kommentarer om sikre zoner, et ønske om et initiativ, der betyder en dybere strategisk dimension – og dermed også et dybere politisk engagement. Om ord bliver til handling må Dunfords og Mattis udspil vise. Men der er meget, som peger i på at Trumps nye plan i Raqqa formentlig ikke bliver så ny igen.

ILLUSTRATION: Medlemmer af Den Frie Syriske Hær i Aleppo, 9. februar 2017 (foto: Abaca/polfoto)