10.10.2017

VISEGRADSAMARBEJDET. „Tjekkerne og slovakkerne er i stigende grad begyndt at tage afstand fra Polen og Ungarns EU-skepsis, og de har ikke ambitioner om at være en del af det polsk-ungarske oprør mod Bruxelles. Som små nationer deler de to lande heller ikke Ungarn og Polens storhedsdrømme og stigende selvbevidsthed, der i Tjekkiet og Slovakiet betragtes som en slags negativ selvtilstrækkelighed.
Disse forskelle vil formentlig betyde, at vi i løbet af 2018 vil opleve et mere splittet Centraleuropa. Polen og Ungarn vil køre deres eget løb, mens Tjekkiet og Slovakiet i stigende grad vil distancere sig fra de to naboer og i stedet rykke tættere på de vesteuropæiske lande og en tiltagende europæisk integration‟

UKRAINE. „Det er efterhånden mere end tre år siden, at Ukraines nye præsident, Petro Porosjenko, ved sin indsættelse erklærede, at han i løbet af en uge ville afslutte krigen i Østukraine, stabilisere Ukraines forhold til Rusland og i løbet af kort tid få Krim tilbage i den ukrainske fold. Han lovede også at afhænde sine fabrikker, gennemføre reformer og gøre op med den enorme korruption i landet. Ingen af disse løfter er blevet opfyldt endnu, og det er tvivlsomt, om det nogensinde sker‟

USA OG RUSLAND I ØSTUKRAINE. „USA overvejer at forsyne de ukrainske styrker med moderne amerikanske våben. Sker det, gør det mere skade end gavn – for det er naivt at forestille sig, at dette skridt vil tvinge russerne til at opgive deres indflydelse i Østukraine. Det vil tværtimod forstærke konflikten og formentlig betyde, at Rusland vil intensivere sit engagement i Østukraine – med den dermed stigende risiko for, at konflikten kommer ud af kontrol og breder sig‟

Analyse af Ota Tiefenböck

Gammel frygt og nye drømme om storhed
I 1991 indledte Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn en løbende dialog – og dannede den såkaldte Visegradgruppe. Men det umiddelbart så harmoniske samarbejde er i løbet af 2017 begyndt at smuldre. Tjekkiet og Slovakiet har det svært med de nationalistiske tendenser i Ungarn og især Polen – og deler ikke de to landes konfrontationskurs mod EU. Tjekkerne og slovakkerne er i stigende grad begyndt at tage afstand fra Polen og Ungarns EU-skepsis, og de har ikke ambitioner om at være en del af det polsk-ungarske oprør mod Bruxelles. Som små nationer deler de to lande heller ikke Ungarn og Polens storhedsdrømme og stigende selvbevidsthed, der i Tjekkiet og Slovakiet betragtes som en slags negativ selvtilstrækkelighed.
Disse forskelle vil formentlig betyde, at vi i løbet af 2018 vil opleve et mere splittet Centraleuropa. Polen og Ungarn vil køre deres eget løb, mens Tjekkiet og Slovakiet i stigende grad vil distancere sig fra de to naboer og i stedet rykke tættere på de vesteuropæiske lande og en tiltagende europæisk integration.

Men de fire Visegradlande er fortsat bundet sammen på ét vigtigt punkt: en fælles modstand mod EU’s obligatoriske flygtningekvoter. I alle fire lande er både den folkelige og politiske skepsis ikke bare stor, men også stigende i lyset af de seneste terrorangreb i Vesteuropa. Man frygter, at de obligatoriske kvoter og fordelingen af flygtninge (herunder fordelingen af 160.000 mennesker, vedtaget i september 2015) vil blive en permanent ordning, der omfatter alle nye asylansøgere, som ankommer til Europa. Det er en løsning, de fire landes regeringer ikke kan andet end at afslå, ikke mindst fordi alle fire befolkninger er helt afvisende over for tanken. Alt andet ville altså være en form for politisk harakiri.

De fire Visegradlande er fortsat bundet sammen på ét vigtigt punkt: en fælles modstand mod EU’s obligatoriske flygtninge-kvoter
_______

 

ARGUMENTERNE FOR, at landene ikke vil tage imod flygtninge, er de samme som altid: først og fremmest at flygtninge slet ikke ønsker at bosætte sig i disse lande og hellere vil til Skandinavien og de mere velhavende vesteuropæiske lande. Dertil kommer en generel frygt for, at det ikke kan lade sig gøre at integrere muslimske tilflyttere i de europæiske samfund – særligt i lyset af den manglende integration af flere generationer af muslimske tilflyttere i de vesteuropæiske samfund og terror begået af muslimske borgere i Vesteuropa. Dertil kommer den opfattelse, at Tyskland, som i 2015 åbnede grænserne, selv må bære ansvaret for sin beslutning.
Det er ret usandsynligt, at nogen af de fire lande i den nærmeste fremtid vil ændre holdning og indordne sig under EU’s diktat. Polen og Ungarn vil formentlig vælge den hårde vej og er parate til at tage de nødvendige slagsmål med EU. For begge lande er konfrontation med EU blevet hverdag og nærmest en del af deres lederes image – efterhånden er det kommet dertil, at indrømmelser over for EU vil kunne skade regeringschefernes politiske karriere.
En konfrontation kan ende med at splitte EU yderligere – og paradoksalt nok hjælpe en række lande, som er tilbageholdende med at opfylde deres forpligtelser i forhold til flygtningekvoterne, især Tjekkiet og Slovakiet. Man kan forvente, at EU vil skride til handling over for de mest rabiate modstandere, men søge at indgå aftaler med de mere kompromissøgende lande. EU’s sanktionsmuligheder vil dog i denne situation være ganske begrænsede. Situationen kan derfor ende med at vise EU’s svaghed snarere end styrke. Formentlig vil EU tilbyde Tjekkiet og Slovakiet en kompromisløsning – og de to lande vil selv lede efter en aftale, der kan accepteres af både deres egne befolkninger og Bruxelles.

For begge lande [Polen og Ungarn] er konfrontation med EU blevet hverdag og nærmest en del af deres lederes image – efterhånden er det kommet dertil, at indrømmelser over for EU vil kunne skade regerings-chefernes politiske karriere
_______

 

Men det er under alle omstændigheder tvivlsomt, om EU vil kunne tvinge nogen af de centraleuropæiske lande til at tage imod flygtninge. Alle fire lande synes at være parate til at bære de eventuelle omkostninger ved deres beslutning om at sige nej.

DE FIRE centraleuropæiske landes historie har væsentlig betydning. På den ene side står Tjekkiet og Slovakiet, begge små nationer, som af historien har lært at navigere varsomt og diplomatisk i Europas politiske virkelighed. Begge lande husker Tjekkoslovakiets bitre erfaringer, herunder Münchenaftalen, hvor nationens vestlige allierede i 1938 udleverede landet til Nazityskland i håb om at redde sig selv og Europa fra en krig. Aftalen bliver stadig betragtet som et vestligt forræderi, der som bekendt resulterede i, at Tjekkoslovakiet efter 1945 kom til at tilhøre den sovjetiske indflydelsessfære (og i 1948 blev genstand for en kommunistisk magtovertagelse). Men Münchenaftalen bliver også set som et eksempel på en generel eftergivenhedspolitik. Vestmagternes fejlslagne politik i forhold til Hitlers Tyskland bliver i dag i medier og af enkelte politikere ofte sammenlignet med det, man betragter som EU’s manglende handling i forbindelse med migration og terrorisme. Tjekkiet og Slovakiet viger ikke tilbage for at vise deres utilfredshed med fx flygtningekvoter og social dumping, men er som sagt indstillet på at finde et kompromis – i modsætning til Polen og Ungarn.

Mentaliteten i både Polen og Ungarn er anderledes og præget af tiltagende drømme om storhed og indflydelse, der ligner det, man nød tidligere i historien. Ungarn er aldrig rigtig kommet sig over Trianonaftalen, som efter Første Verdenskrig reducerede landets territorium betydeligt og efterlod massevis af ungarere i nabolandene. Trianon og de mange ungarere i de omkringliggende lande Rumænien, Ukraine, Serbien og Slovakiet er da også kommet meget i fokus, efter at landets nationalkonservative parti, Fidesz, kom til magten i 2010. Fidesz vedtog ganske hurtigt en lov, som giver ungarere bosat i udlandet mulighed for at få ungarsk statsborgerskab. Det skønnes, at op imod en halv mio. udenlandske ungarere foreløbig har benyttet sig af muligheden. Mange af dem forventes i taknemmelighed at stemme på Fidesz, for hvem loven derfor er en smart og praktisk vej til en sikker sejr ved parlamentsvalget, der skal afholdes i foråret 2018. Samtidig opmuntrer loven de ungarske drømme om at være en stor og betydningsfuld nation, der tør afvise forhandling og kompromis. Kursen er lagt, for den ungarske opposition er fortsat splittet forud for valget, hvor den på ingen måde kan blive en seriøs trussel for premierminister Viktor Orbán.

Fidesz vedtog ganske hurtigt en lov, som giver ungarere bosat i udlandet mulighed for at få ungarsk statsborgerskab. Det skønnes, at op imod en halv mio. udenlandske ungarere foreløbig har benyttet sig af muligheden. Mange af dem forventes i taknemmelighed at stemme på Fidesz, for hvem loven derfor er en smart og praktisk vej til en sikker sejr ved parlaments-valget, der skal afholdes i foråret 2018
_______

 

Polens drøm
I Polen kompliceres situationen af den indenrigspolitiske magtkamp, som har stået på siden de politiske omvæltninger efter Murens fald. På den ene side står den liberale intellektuelle elite – hovedsageligt fra storbyerne og repræsenteret af Borgerplatformen, der tidligere havde regeringsmagten, men nu er i opposition. På den anden side står den mere jævne katolske befolkning – især fra landet – som er repræsenteret af det nuværende nationalkonservative parti ’Lov og Retfærdighed’ med Jaroslaw Kaczynski i spidsen.

Det er en magtkamp, som skaber spændinger i det polske samfund, og som bl.a. er kendetegnet af en total mangel på respekt for mindretal. Uanset hvem der sidder i regering, er magtkampen baseret på en bulldozermentalitet, hvor det regerende parti gennemfører, hvad det ønsker, uden hensyntagen til oppositionen. Senest med Lov- og Retfærdighedspartiets så godt som totale omstrukturering af det polske samfund. De foreslåede reformer af retssystemet, medierne og uddannelsessystemet er i voldsom modvind i EU og hos de polakker, der er liberalt tænkende.
Nogle af reformerne afstedkom protester over hele landet, men de seneste meningsmålinger viser, at Lov- og Retfærdighedspartiet fortsat har flertallets opbakning – og at den endda er stigende. Det styrker partiet, også i dets forhold til EU. Her vil vi utvivlsomt opleve flere og flere uoverensstemmelser og stridsspørgsmål og et stædigt Polen, som vil stå ved sine reformer og afvise enhver indblanding fra EU’s side. Det skete senest i forbindelse med retsreformen, hvor Polen afviser al kritik fra EU’s side.
Polen vil formentlig fortsætte sine bestræbelser på at få en rolle og magt svarende til sin størrelse, også militært. I hvert fald har landet planer om en kraftig forøgelse af sine militære udgifter i en satsning, der vil gøre det polske militær til et af de bedst udstyrede i verden og forvandle landet til en af de største militærmagter i Europa.

DET SENESTE polske tiltag, det såkaldte „Tre have‟-projekt, er et forsøg på at skabe et imperium, der strækker sig fra Østersøen til Adriaterhavet og Sortehavet. Det bliver sandsynligvis aldrig til noget. Ikke desto mindre har Polen fundet en interesseret samarbejdspartner i Kroatien, hvis nationalkonservative regering øjner en mulighed for at styrke sin position på det vestlige Balkan. Polen ønsker naturligvis at have en ledende rolle i projektet, hvis formål i dag er at skabe modvægt til det tysk-franske partnerskab, der efter Brexit står til en endnu tydeligere lederrolle i EU. Polen ønsker altså at opnå større vægt i EU, men bliver formentlig skuffet – i hvert fald hvad angår dette projekt, som næppe kan realiseres.
De baltiske lande og Slovakiet er skeptiske over for projektet. De er en del af eurozonen og er dermed bundet af zonens forpligtelser. Rumænien og på sigt også Bulgarien har ambitioner om at blive medlem af både eurozonen og Schengen og er derfor ikke interesserede i konflikter med EU. Tjekkiet og Ungarn ønsker – som antydet ovenfor – at undgå et decideret opgør med Tyskland, som er det vigtigste eksportmarked for dem. For ikke at tale om, at hverken tjekker, slovakker eller (til dels også) ungarere generelt har den store respekt for Polen og formentlig vil have svært ved at indordne sig under polsk ledelse.

I juli lykkedes det Polen at skabe særlig opmærksomhed omkring „Tre have‟-projektet. En konference med deltagelse af 12 lande blev afholdt i Warszawa, timet, så præsident Trump kunne tage del. At Trump deltog, er formentlig ikke nogen tilfældighed, da en modvægt til Tyskland-Frankrig-aksen og en spredning af magten i EU i Trumps optik passer godt i amerikanernes interesser. Et godt forhold til Polen giver i øvrigt også mulighed for salg af amerikansk LNG-gas til landet. Men det var næppe heller nogen tilfældighed, at Tjekkiet valgte kun at sende en repræsentant fra landets udenrigsministerium, mens de fleste lande stillede op med enten en præsident, en premierminister eller en udenrigsminister. Tjekkiet ønsker under ingen omstændigheder at være en del af ’Tre have’-projektet, da landet betragter sig selv som vestligt orienteret og heller ikke anerkender Polen som et ledende land.

Polakkernes ledelseslyst er langtfra noget nyt. „Tre have‟-projektet minder om en idé fra mellemkrigsårene hos Jozef Klemens Pilsudski, der var landets statsoverhoved og militærleder. Han ville sikre Polens suverænitet ved at gøre landet til en stormagt. En tanke, der går helt tilbage til det polsk-litauiske rige, hvor de to nabolande netop udgjorde en europæisk stormagt. Men hvad „Tre have‟-projektet angår, er det ganske usandsynligt, at man kan lykkes med et samarbejde mellem 12 lande, som har hver sin historie, hvert sit syn på den politiske situation i Europa og ikke mindst: vidt forskellige holdninger til Rusland. Og Ukraine, som på grund af sin geografiske beliggenhed burde være selvskrevet til projektet, har polakkerne slet ikke inviteret til at deltage. Projektet vil formentlig forblive en drøm, et symbol på Polens hungren efter at være af større betydning i Europa.

Hvad „Tre have‟-projektet angår, er det ganske usandsynligt, at man kan lykkes med et samarbejde mellem 12 lande, som har hver sin historie, hvert sit syn på den politiske situation i Europa og ikke mindst: vidt forskellige holdninger til Rusland
_______

 

Ukraine: De, der kan, rejser
Det er efterhånden mere end tre år siden, at Ukraines nye præsident, Petro Porosjenko, ved sin indsættelse erklærede, at han i løbet af en uge ville afslutte krigen i Østukraine, stabilisere Ukraines forhold til Rusland og i løbet af kort tid få Krim tilbage i den ukrainske fold. Han lovede også at afhænde sine fabrikker, gennemføre reformer og gøre op med den enorme korruption i landet. Ingen af disse løfter er blevet opfyldt endnu, og det er tvivlsomt, om det nogensinde sker.

Konfrontationen i Østukraine fortsætter til trods for flere aftaler om våbenhvile og er ved at blive en uløselig, frossen konflikt. Indsatsen mod korruption er heller ikke blevet til noget: Ukraine er fortsat et samfund gennemsyret af korruption i alle led, og heller ikke landets retssystem er blevet reformeret. Landets politiske system fungerer fortsat ikke rigtig helt efter demokratiske principper og er snarere en fortsættelse af det tidligere oligarkiske system.
DET ER DOG lykkedes Porosjenko at skaffe ukrainerne en samarbejdsaftale med EU, som netop officielt er trådt i kraft, samt – denne sommer – yderligere en aftale med EU om, at borgere under visse betingelser, eksempelvis biometrisk pas, kan rejse frem og tilbage uden visum. Men manglen på reformer og demokrati betyder, at der fortsat er relativt få udenlandske investeringer i landet. Og det er ganske begrænset, hvor interessant det er for Ukraine at dele et marked med EU, simpelthen fordi hovedparten af de ukrainske virksomheder ikke er i stand til at konkurrere med de europæiske.

Manglen på reformer og demokrati betyder, at der fortsat er relativt få udenlandske investeringer i Ukraine. Og det er ganske begrænset, hvor interessant det er for landet at dele et marked med EU, simpelthen fordi hovedparten af de ukrainske virksomheder ikke er i stand til at konkurrere med de europæiske
_______

 

Til gengæld har EU-aftalen om visumfrihed stor politisk betydning for Ukraine og dermed for Porosjenko. Den betyder dog også, at mange ukrainere vil rejse – eller allerede har gjort det. Resultatet kan kun blive, at landet kommer til at mangle arbejdskraft.
Nabolandene Polen, Slovakiet og Tjekkiet oplever i øjeblikket stor økonomisk vækst og mangler derfor hænder. Her er det nærliggende at trække på den billige ukrainske arbejdskraft. Det skønnes, at der alene i Polen arbejder op mod 1,5 mio. ukrainere. Denne tendens vil formentlig fortsætte i fremtiden, da de centraleuropæiske lande tilbyder langt højere løn, end det er muligt at få i Ukraine. Der er således udsigt til, at landet i stigende grad vil miste sin egen arbejdskraft. Den veluddannede del er formentlig allerede smuttet for længe siden.

Har EU og USA de samme interesser i Ukraine?
Alt tyder på, at EU er ved at få nok af Ukraine. Ved EU-Ukraine-topmødet i juli opfordrede EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, landet til at sætte fart på reformerne. Demokratiske reformer er en af betingelserne for fortsat økonomisk støtte fra EU – en af EU’s ganske få muligheder for at påvirke udviklingen i landet.
EU er for længst både blevet en del af den ukrainske konflikt og fanget i det ukrainske projekt. At bryde med Ukraine vil ikke blot være at kaste Ukraine tilbage i russernes favn. Det vil også betyde ustabilitet i Europa og være udtryk for endnu et nederlag, som EU allerede har rigeligt af i øjeblikket.

I den nuværende situation – der begyndte med uroen på Maidanpladsen i 2014 – er EU derfor mere eller mindre fastlåst i sin støtte til Ukraine. Alle landets problemer er derfor også blevet EU’s problemer: reformmanglen, korruptionen, landets dårlige økonomi og problemerne med Rusland i det østlige Ukraine og på Krim.

Frem til det næste præsidentvalg i 2019 vil vi formentlig kun opleve en langsom udvikling. Der vil være tale om en slags status quo, hvor EU fortsat vil støtte landet og affinde sig med et langsomt reformtempo, men samtidig klart og tydeligt afvise muligheden for Ukraine som medlem af EU og NATO. Dels for ikke at provokere russerne, dels fordi man har indset, at Ukraine som medlem i de to organisationer kun vil give problemer. Ved et EU-ministermøde i august gav Juncker udtryk for, at Ukraine hverken tilhører EU eller NATO og heller ikke skal regnes som værende et europæisk land i EU-forstand. Denne bemærkning blev ilde modtaget i Ukraine.

I Polen er der også skepsis over for idéen om Ukraine i EU. Polakkerne er mildt sagt ganske utilfredse med det, de ser som en heroisering [heltedyrkelse] af Den Ukrainske Befrielseshær (UPA) og dens ledere, Roman Sukhevitj og Stepan Bandera, der under og efter Anden Verdenskrig udførte etniske udrensninger mod polakker i Volhynien og Galicien (det nuværende Vestukraine). Polen vil under ingen omstændigheder være med til den historieomskrivning, som finder sted i dagens Ukraine med det formål at udviske alt russisk og sovjetisk for til gengæld at opbygge landets ukrainske identitet. At Polen som nævnt ikke inviterede Ukraine til „Tre have‟-projektet, er et tydeligt bevis på det mindre end hjertelige forhold mellem de to lande.

SITUATIONEN I Ukraine giver uden tvivl hovedpine i Bruxelles. Her har man formentlig efterhånden indstillet sig på, at europæisk integration og demokratisering af Ukraine bliver en større udfordring end først antaget. Status quo og fortsat økonomisk støtte til landet er af den grund formentlig det foretrukne scenarium i Bruxelles.
Men risikoen er, at de ukrainere, som endnu ikke er rejst til udlandet, får nok af præsident Porosjenko, Maidanrevolutionens manglende resultater og de mange uopfyldte løfter. Sker det, vil det formentlig resultere i endnu en Maidan – formentlig mere blodig end sidste gang. Det kan blive en alvorlig trussel for stabiliteten, ikke blot i nabolandene, men i hele Europa. Det kan derudover blive en konflikt, som takket være de mange nationalistiske sammenslutninger i Ukraine vil kunne udvikle sig til en seriøs trussel mod Europa – heriblandt ved mulige sammenstød mellem ukrainske nationalister og nationalistiske sammenslutninger i nabolandene, etniske problemer i især Vestukraine, hvor der er store rumænske og ungarske mindretal, samt en generel styrkelse af nationalisme i det østlige Europa.

Risikoen er, at de ukrainere, som endnu ikke er rejst til udlandet, får nok af præsident Porosjenko, Maidanrevolutionens manglende resultater og de mange uopfyldte løfter. Sker det, vil det formentlig resultere i endnu en Maidan – formentlig mere blodig end sidste gang. Det kan blive en alvorlig trussel for stabiliteten, ikke blot i nabolandene, men i hele Europa
_______

 

USA’s stigende aktiviteter i Ukraine, heriblandt udnævnelsen af en særlig udsending til landet (Kurt Volker) samt amerikanernes overvejelser om at forsyne Ukraine med våben, er ligeledes ganske bekymrende. At udstyre Ukraine med våben vil utvivlsomt intensivere kampene i Østukraine og dermed blive en ny alvorlig udfordring for det russisk-amerikanske forhold, som i forvejen ikke har det specielt godt.
Amerikanernes stigende engagement i den ukrainske konflikt er i det hele taget problematisk og kan vise sig at eskalere hele konflikten. USA’s rolle tilsidesætter det såkaldte Normandiet-format, hvor Tyskland og Frankrig sammen med Ukraine og Rusland forsøger at finde en løsning på krigen i Østukraine. I stigende grad synes konfliktens løsning overladt til USA og Rusland. Det er en udvikling, der formentlig er blevet bemærket i Ukraine, som på det seneste har kvitteret for USA’s interesse ved at købe amerikansk kul til landets kraftværker – og dét på trods af, at selve kullet er langt dyrere end mange af konkurrenternes.

Ukraine vil blive ved med at være en af de største udfordringer i Europa – og foreløbig den største sikkerhedsmæssige risiko. Det skyldes ikke blot det dårligt fungerende politiske system og konflikten med de østukrainske prorussiske separatister og Rusland, men også en række mere håndgribelige problemer, fx manglende vedligeholdelse af de gasrørledninger, som transporterer russisk gas til Europa, og som kan risikere at bryde sammen, hvad der hurtigt vil true energiforsyningen til mange EU-borgere. Skal krigen i Østukraine, den russiske annektering af Krim og alle de øvrige problemer omkring Ukraine have en chance for at blive løst, vil det kræve dialog og kompromisvilje fra alle de involverede parter. Dette er efterhånden svært at forestille sig.

Hvem vinder på sanktionerne?
Talsmanden for det russiske udenrigsministerium, Maria Zakharova, sagde for nylig, at det eneste forudsigelige ved USA’s udenrigspolitik og landets forhold til Rusland er uforudsigelighed. Rusland har efterhånden indstillet sig på, at Trump ikke åbner et nyt kapitel i det russisk-amerikanske forhold. Begge lande fortsætter med at sanktionere hinanden, og afstanden mellem dem vokser tilsvarende.
Uanset hvilken konkret holdning man har til Rusland og landets politiske establishment, har Zakharova ret i, at det er blevet ganske svært at tolke, hvad amerikanernes nye præsident vil og ikke vil på den internationale scene. I amerikanske medier går der rygter om, at USA overvejer at forsyne de ukrainske styrker med moderne amerikanske våben. Sker det, gør det mere skade end gavn – for det er naivt at forestille sig, at dette skridt vil tvinge russerne til at opgive deres indflydelse i Østukraine. Det vil tværtimod forstærke konflikten og formentlig betyde, at Rusland vil intensivere sit engagement i Østukraine – med den dermed stigende risiko for, at konflikten kommer ud af kontrol og breder sig.

DE SANKTIONER, som blev indført mod Rusland af EU og USA efter Ruslands annektering af den ukrainske halvø Krim, har nu eksisteret i mere end tre år, og de er netop blevet forlænget yderligere. I løbet af disse år er den russiske import af fødevarer faldet ganske betydeligt – hvad der har stillet nye krav til Ruslands landmænd om at kompensere. Sanktionerne har derfor paradoksalt nok ført til en styrkelse af det russiske landbrug, som i disse år oplever voldsom vækst – og i øvrigt styrker eksporten. Rusland er således blevet verdens største kornproducent.
Vestlige producenter af fx mælkeprodukter, som sanktionerne forbyder at eksportere til Rusland, er begyndt at flytte deres produktion til landet. Eksempelvis har den franske koncern Danone i august flyttet 5.000 køer (!) til Rusland. Også her vil de vestlige sanktioner mod Rusland ende med at udvikle og styrke den russiske produktion snarere end at svække den.

For en del af det russiske erhvervsliv har sanktionerne altså haft en positiv effekt – men den almindelige russer er blevet ramt hårdt. I løbet af de seneste tre år har den russiske befolkning oplevet både prisstigninger og varer af lavere kvalitet. I EU koster sanktionerne både eksportindtægter og arbejdspladser – flere mindre producenter af eksempelvis mælkeprodukter er gået konkurs. Sanktionerne begynder nemlig at afspejle sig på det europæiske marked, hvor priserne på især mælkeprodukter er voldsomt stigende. Flere lande er derfor forbeholdne over for fortsættelsen af sanktionerne, som hidtil er blevet forlænget.
Sanktionernes største vinder er formentlig Hviderusland, som har formået at erstatte nogle af de vestlige eksportører på det russiske marked, både med egne produkter og reeksporterede produkter fra EU, som angiveligt er bearbejdet i Hviderusland.
Sanktionerne har dog også haft en anden virkning på Rusland: Landet er i stigende grad begyndt at rette blikket mod øst og det økonomiske vækstområde i Asien. Opmærksomheden gælder til dels de tidligere sovjetrepublikker i Centralasien, men først og fremmest Kina. Rusland støtter Kinas bestræbelser på at oprette en ny silkerute, som skal forbinde Eurasien med Afrika og – ifølge de foreløbige planer – udvikle sig til et frihandelsområde.

For en del af det russiske erhvervsliv har sanktionerne altså haft en positiv effekt – men den almindelige russer er blevet ramt hårdt. I løbet af de seneste tre år har den russiske befolkning oplevet både prisstigninger og varer af lavere kvalitet. I EU koster sanktionerne både eksportindtægter og arbejdspladser – flere mindre producenter af eksempelvis mælke-produkter er gået konkurs
_______

 

PUTIN HAR foreløbig ikke meddelt, hvorvidt han stiller op til præsidentvalget i 2018. Det er dog ganske givet, at han vil tage endnu en femårig periode på posten. Dels fordi han formentlig er godt tilfreds med rollen og er lykkedes med at bringe Rusland tilbage på verdensscenen. Dels fordi det er svært at få øje på hans efterfølger. I denne sammenhæng tales der om Ruslands nuværende forsvarsminister, Sergej Sjojgu, men det bliver formentlig ikke i denne omgang.
Allerede nu står Putin derfor som valgets klare vinder – hans opbakning hos den russiske befolkning er ganske stor og når højder, de fleste andre europæiske politikere kun kan drømme om. Politikeren Alexej Navalnyj, som udgør den eneste seriøse oppositionskraft, bliver ofte fremhævet som den person, som bedst er i stand til at true Putin. Men han har kun ganske begrænset støtte, og det gælder, uanset hvor frit og fair et russisk valg er. Alt i alt kan man derfor i den nære fremtid ikke forvente store ændringer i Ruslands politik, hverken på den indenrigs- eller udenrigspolitiske arena.

Ota Tiefenböck (f. 1957 i Prag) er freelancejournalist med speciale i Øst- og Centraleuropa, Balkan og Kaukasus og chefredaktør på nyhedsmediet Mr. East. Dækker området for flere danske og enkelte norske medier og medvirker som kommentator vedr. øst- og centraleuropæiske forhold i radio og TV. ILLUSTRATION: Ukraines præsident Petro Poroshenko og Det Europæiske Råds formand Donald Tusk taler sammen til et EU topmøde i Bruxelles, Belgien, 22. juni 2017 [foto: Ye Pingfan/PHOTOSHOT]