20.12.2017

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)

I de aktuelle forhandlinger står Dansk Folkeparti fast i udlændingespørgsmålet på en måde, der måske overrasker mange. Men i DF er vi bogstavelig talt nogle, der allerede har fundet valgplakaterne frem igen.

Kommentar af Erik Høgh-Sørensen, regionsrådsmedlem og folketingskandidat for DF

For statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har de kaotiske forhandlinger om finanslov, skattelettelser og udlændingepolitik lignet begyndelsen til enden. Ganske vist har Liberal Alliance nu bøjet sig, og ganske vist har Løkke før været i knibe og overlevet. Alligevel er det som, at valgkampskanonerne denne gang er kørt i stilling.

En af årsagerne er, at statsministeren formentlig sammen med diverse medie-analytikere har fejltolket Dansk Folkeparti. Hverken DF’s resultat ved kommunalvalget, der blev udlagt i medierne som ringe, eller partiets efterfølgende dyk i nogle meningsmålinger gør partiet bange for valg. Hvis målingerne i det hele taget udtrykker nogen sand tendens, så er denne tendens formentlig, at stadig flere vælgere finder DF alt for blødsøden i værdi- og islampolitikken. I givet fald imødegår partiets erfarne ledelse netop dette ved at stå fast.

Hvis målingerne udtrykker nogen sand tendens, så er det formentlig, at stadig flere vælgere finder DF alt for blødsøden i værdi- og islampolitikken. I givet fald imødegår partiets erfarne ledelse netop dette ved at stå fast.
_______

 

Desuden taler yderligere mindst fire andre aspekter for et opgør:

For det første føles et valg i utide af mange vælgere som at få en opringning fra en træls telefonsælger. I dette tilfælde kan det “stålsatte” Liberal Alliance fortsat ende i rollen som telefonsælgeren. Normalt bliver det valg-udløsende parti straffet af vælgerne.

For det andet har en del menige medlemmer i Dansk Folkeparti længe været irriterede over Lars Løkke Rasmussen. Han nægtede at indføre grænsekontrol, mens tid var i 2015. Samtidig udskrev Venstre sammen med Socialdemokratiet og resten af ja-siden en ifølge DF unødvendig EU-folkeafstemning, hvorefter Løkke forhalede en dansk Europolaftale. Det lettere anstrengte forhold er næppe blevet bedre over tid, og Venstres kronprins, Kristian Jensen, vækker endnu mindre entusiasme i DF end Løkke selv.

For det tredje har Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet i det seneste års tid nærmet sig hinanden. Alene den teoretiske mulighed for et magtskifte er et problem for Løkke. Kun partiledelserne i S og DF ved, hvor dueligt samarbejdet er lige nu, hvis det skulle stå sin prøve. Men sideløbende er mange vælgere begyndt at se DF som et midterparti i både udlændinge- og økonomipolitikken. Den rolle har Det Radikale Venstre tabt.

Endelig er Dansk Folkepartis forhold til Nye Borgerlige lidt klarere defineret efter kommunalvalget. Mange af de to partiers kandidater samarbejdede ganske fint i lokalsamfundene, og DF’s procentuelle tilbagegang svarede nogle steder til NB’s fremgang. Hvis NB kommer i Folketinget, er der lagt op til fortsat samarbejde i gensidig respekt.

Hvis Nye Borgerlige kommer i Folketinget, er der lagt op til fortsat samarbejde i gensidig respekt.
_______

 

NATURLIGVIS INDEBÆRER et valgscenarie også en risiko for Dansk Folkeparti. Efter en eventuel sejr kan Mette Frederiksen (S) som statsminister vælge at droppe de seneste måneders politiske flirt med Kristian Thulesen Dahl (DF) og i stedet regere sammen med dele af (eller hele) rød blok. I DF’s optik vil det imidlertid ikke løse de problemer, som mange danskere går op i, og derfor indeholder en ny rød regering kimen til sin egen ustabilitet.

Hertil kommer andre og mere langsigtede aspekter, som også taler for, at Dansk Folkeparti står fast når forhandlingerne genstartes i januar. Tager man udgangspunkt i Finansministeriets beregninger i rapporten ”Indvandreres nettobidrag til de offentlige finanser” (rev. 2017), var samfundets nettoudgift til indvandring 28 milliarder kroner i 2014. Beregningsmetoden kan altid diskuteres, men Finansministeriet inkluderer næppe alle omkostninger (fx på grund af definitionen af ”indvandrere”). Dertil kommer, at den egentlige migrantkrise først ramte Europa i 2015, hvorefter udgiften, som den dengang grænseløse Løkke påførte skatteyderne, er langt større i dag.

Dette er i stigende grad ved at gå op for folk, og derfor har DF sandsynligvis lydhørhed for argumentet om, at velfærd, skattelettelser og indvandring er dele af samme dagsorden.

På andre måder ser almindelige mennesker sammenhængen i deres hverdag. Naturligvis koster det penge, når en arbejdsuduelig syrisk mand (som i 2016) ankommer til Esbjerg og ansøger om familiesammenføring for sine 20 børn med tre hustruer. Esbjerg-eksemplet er ekstremt, men relevant, for den efterfølgende lovstramning gik desværre også ud over helt almindelige danske familier med mange børn. I medierne hører man desuden om hjerteskærende tilfælde, hvor dansk lovgivning rammer nytte-gørende indvandrere fra f.eks. USA. Derfor vil man formentlig fremover se et Dansk Folkeparti, der er parat til at skelne skarpere mellem forskellige grupper af indvandrere.

Dette forstærkes af, at regeringens, arbejdsgivernes og fagforeningernes forsøg på at sluse asylsøgere ud på arbejdsmarkedet foreløbig ser ud til at være slået gruelig fejl – igen. End ikke med op til 40.000 kroner i statsstøtte per asylsøger til deltagende virksomheder er det lykkedes at få ret mange syrere i arbejde. Ja, faktisk ligner IGU-ordningen en fallit for Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri og Dansk Erhverv og deres påstande om, at der er behov for arbejdskraft. Allerede nu kan østeuropæisk arbejdskraft afbøde flaskehalse, hvis lønningerne ellers er i orden.

Også for fagbevægelsen – og vel især 3F – har IGU-projektet været et nederlag. Det er en de facto undergravning af fagforeningernes egne medlemmer. Mens flygtninge får støtte og boliger, bliver danskere på dagpenge eller kontanthjælp jagtet rundt i systemet. Samtidig evner danske virksomheder stadig ikke at inddrage arbejdskraften fra mange danske lærlinge. På denne måde sættes hele befolkningsgrupper op mod hinanden, og det er ikke Dansk Folkepartis ønske. Historien giver mange ubehagelige eksempler på, hvad sådanne modsætninger kan medføre, og også derfor slår DF til lyd for straks-hjemsendelser. Ikke ”integration”.

DENNE TILGANG byder på problemer, men skulle der opstå brok fra FN, EU og Europarådet, kan Danmark blot opsige relevante dele af de internationale konventioner, som lige nu undergraver det danske velfærdssamfund. Samtidig indebærer DF’s holdning den fordel, at danske embedsmænd og eksperter groft sagt mister muligheden for at politisere ved at fortolke konventionerne, som vinden blæser.

Opgøret med konventionerne har længe været på DF’s menu over hovedretter. Foreløbig har hverken Lars Løkke Rasmussen eller Inger Støjberg sagt ja. Som oppositionsparti lurepasser Socialdemokratiet, men partiets ledelse ved godt, at skiftende regeringer siden 1999 har lavet 22 såkaldte ”integrations”-planer. Alle fejlslagne.

Så hvad betyder det? At for både rød og blå blok er Dansk Folkeparti svær at komme uden om som forhandlingspartner. Derfor har Løkke nok for første gang i sin regeringstid i disse dage oplevet en forhandling, hvor blå bloks største parti – med forsigtig optimisme – var klar til at lade tingene gå begge veje. Det gælder også fremadrettet. Enten kan DF lande nogle for partiet rigtig gode aftaler, eller også kan DF iagttage, hvordan VLAK-regeringen før eller siden skaber sit eget sammenbrud. Nok er Løkke kendt som en politisk overlever. Men selv hans æra slutter på et eller andet tidspunkt.

Løkke har – nok for første gang i sin regeringstid – oplevet en forhandling, hvor blå bloks største parti – med forsigtig optimisme – var klar til at lade tingene gå begge veje. Det gælder også fremadrettet
_______

 

Erik Høgh-Sørensen er nyvalgt regionsrådsmedlem og folketingskandidat i Nordjylland. Han er journalist og økonom og har tidligere været EU-korrespondent i Bruxelles og kommunikationschef i en Mærsk-division. Privat arbejder han i dag i Analyseenheden 4V. ILLUSTRATION: Philip Davali/Polfoto