18.10.2017

FRA RÆSON31 [Efterårsnummeret/Oktober 2017].
“Spørgsmålet er, om der er plads til mere end én supermagt i Asien. Kan USA affinde sig med at give Kina det fornødne strategiske manøvrerum i Asien, så kineserne ikke føler sig som genstand for en snigende amerikansk inddæmningspolitik? Og vil Kina acceptere, at USA – af historiske grunde – er massivt til stede i militærstrategisk forstand i en region, hvor mange lande deler amerikanernes bekymringer vedrørende kinesernes mere selvhævdende kurs? Det er fristende at svare nej til begge spørgsmål. I sidste ende skal vi måske blot indstille os på, at en vis portion stormagtsrivalisering er uundgåelig i en verden præget dels af geopolitiske og nationalistiske strømninger, dels af Kinas opstigning på verdensscenen – og i øvrigt vil være det uanset hvem, der er ved magten i de to lande.”

Af Andreas Bøje Forsby

Kinas opstigning har forandret det strategiske landskab i Asien fundamentalt. I år 2000 havde Japan både verdens næststørste økonomi og næststørste forsvarsbudget – kun overgået af USA. Dengang var Kinas økonomi fire gange mindre end Japans, og det kinesiske forsvarsbudget halvt så stort som det japanske. I dag er Kinas økonomi næsten tre gange større end Japans. Samtidig har tocifrede vækstrater fået de kinesiske militærudgifter til at svulme op: I 2016 brugte landet mere end fem gange så meget på militær som Japan.

Når store regionale magtforskydninger finder sted inden for en kort årrække, skaber det altid usikkerhed blandt aktørerne – og decideret modvilje blandt dem, der hidtil har haft en dominerende rolle. Japan tilhører sidstnævnte kategori, men det er frem for alt USA, som nu frygter at blive udmanøvreret i Asien, i takt med at Kina for alvor omsætter sin voksende økonomiske og militære magt til et mere aktivt politisk lederskab. Derfor er vi i disse år vidner til en tiltagende rivalisering mellem USA og Kina. Det handler om magt, prestige og økonomiske interesser i regionen.

Kinas nye ambitioner
Washington har længe betragtet Beijing som en potentiel strategisk konkurrent i Asien. I april 2001 var et amerikansk overvågningsfly tvunget til at nødlande efter at være kollideret med et kinesisk jagerfly i farvandet ud for den kinesiske ø Hainan. Episoden affødte flere ugers intens nervekrig mellem USA og Kina. Allerede dengang tegnede der sig således et billede af en ny fundamental konfliktakse mellem et hastigt opstigende Kina og supermagten USA. Blot et halvt år senere formåede al-Qaeda dog fuldstændigt at overtage supermagtens sikkerhedspolitiske dagsorden, og Kina blev med ét forvandlet til partner i krigen mod terror.

For Kina udgjorde 00’erne i det hele taget en kærkommen lejlighed til at omformulere sin rolle som opstigende stormagt. Ud over sin støtte til USA’s krig mod terror anlagde Beijing nu en mere konstruktiv og samarbejdende linje i forhold til at hindre spredningen af masseødelæggelsesvåben. Samtidig engagerede kineserne sig mere aktivt i FN, særligt med omfattende mandskabsmæssige bidrag til FN’s fredsbevarende operationer. Endelig involverede Kina sig også mere i regionale multilaterale institutioner – især i regi af den sydøstasiatiske samarbejdsorganisation ASEAN – og søgte at bilægge sine territorialstridigheder med nabostaterne.

Ved indgangen til indeværende årti begyndte billedet af Kina som fredelig og ansvarlig samarbejdspartner imidlertid at krakelere. Den globale finanskrise (2007-2009) havde ikke blot indsnævret det økonomiske spænd mellem USA og Kina, men også markant styrket den kinesiske status som global vækstmotor. Der herskede en boblende optimisme i det kinesiske lederskab, og det gav næring til dybtliggende drømme om at genrejse ’Riget i Midten’ som det naturlige omdrejningspunkt for en regional orden i Asien. De nye strømninger manifesterede sig fra 2010 – og særligt efter Xi Jinpings magtovertagelse i 2012 – i en mere selvhævdende kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Beijing gik i rette med USA’s position i regionen og søgte samtidig at håndhæve sine udestående territorialkrav, specielt i Det Øst- og Sydkinesiske Hav.

Som reaktion på dette skift rettede det politiske establishment i Washington i stigende grad opmærksomheden mod Kina som en strategisk konkurrent i Asien. I erkendelse af at fremtidens økonomiske vækstpotentiale og geopolitiske udfordringer var rykket mod Asien og Stillehavsregionen, lancerede Obama-administrationen i slutningen af 2011 den såkaldte Pivot/Rebalance to Asia and the Pacific. Idéen var, at USA skulle styrke sit økonomiske, politiske og militære engagement i Asien, dels for at udnytte de nye muligheder, dels for at imødegå Kinas voksende indflydelse og dermed forsikre allierede og samarbejdspartnere om USA’s langsigtede engagement i regionen. I praksis inkluderede det bl.a. en ambitiøs frihandelsaftale mellem 12 lande i regionen – The Trans-Pacific Partnership (TPP) – som via ’høje standarder’ for samhandlen indirekte holdt Kina udenfor. Herudover omfattede ’rebalanceringen’ et langt mere aktivt diplomati i regionen, tydeligere promovering af universelle liberal-demokratiske værdier samt en gradvis forskydning af tyngdepunktet i USA’s massive militærapparat i retning af Asien og Stillehavet. Ganske vist formåede USA og Kina stadig at finde fælles fodslag i kampen mod global opvarmning og spredning af masseødelæggelsesvåben, men de amerikansk-kinesiske relationer blev samtidig gennemsyret af en tiltagende strategisk rivalisering.

Til gengæld tyder intet på, at USA under Trump vil nedtone den militærstrategiske dimension af rivaliseringen med Kina
_______

 

Trump ændrer på tingenes tilstand – også i Asien
Donald Trumps overraskende indtog i Det Hvide Hus har på centrale punkter ændret spillets gang i Asien, ikke mindst ved at underminere flere af de bærende søjler i den strategiske rebalancering mod Asien.

Som en af sine første embedshandlinger trak Trump USA ud af TPP, som ellers var tiltænkt en central rolle i bestræbelserne på at imødegå Kinas stigende økonomiske tyngde i regionen. Derudover har han indledningsvis formået at så tvivl om USA’s opbakning til sine asiatiske allierede – særligt Japan og Sydkorea – ligesom han indtil videre har udvist yderst begrænset interesse for regionale samarbejdsinstitutioner. Endelig har Trump-administrationens snævre ’America First’-dagsorden effektivt punkteret USA’s traditionelle moralske lederskab – og det gælder også i Asien. Alt sammen medvirker til at svække Washingtons position i regionen.

Til gengæld tyder intet på, at USA under Trump vil nedtone den militærstrategiske dimension af rivaliseringen med Kina. Amerikanernes engagement i regionen kommer dermed i stigende grad til at hvile på rå militær magt, hvilket selv toneangivende amerikanske realister vender sig mod. Trump-administrationen har indtil videre øget antallet af patruljer, overvågningsoperationer og militærøvelser i farvandene omkring Kina. Efter lidt indledende tøven har U.S. Pacific Command fået grønt lys til at intensivere antallet af de såkaldte Freedom of Navigation Operations i Det Sydkinesiske Hav, som især skal imødegå Kinas restriktioner over for amerikanske flådefartøjers frie navigation – med højlydte kinesiske protester til følge. I et større perspektiv har Trump-administrationen bebudet, at den ønsker at iværksætte en omfattende udbygning af USA’s flåde fra de nuværende 277 fartøjer til omkring 350. De færreste iagttagere finder dog en sådan udbygning realistisk.

Set fra Beijings perspektiv giver Trumps præsidentskab som udgangspunkt et større manøvrerum i Asien, da USA nedtoner sit økonomiske og diplomatiske engagement i regionen. Kina er allerede den vigtigste samhandelspartner for stort set samtlige østasiatiske lande, hvilket Beijing ofte forstår at udnytte til at fremme kinesiske interesser i andre sammenhænge. Og Xi Jinpings ambitiøse ’Belt and Road’-initiativ – igangsat i 2013 med det formål at knytte regionale samarbejdspartnere endnu tættere sammen med Beijing – får bedre muligheder for at materialisere sig, når USA ikke længere engagerer sig helhjertet i regionen.

Omvendt langer kinesiske ledere fortsat ud efter det, de betragter som en snigende militærstrategisk inddæmning af Kina. Hertil kommer, at indledende forhåbninger om at kunne opbygge et konstruktivt forhold til Trump – især i kølvandet på det første topmøde i april mellem Xi og Trump i Mar-a-Lago – nu i stedet er afløst af voksende usikkerhed om Trumps intentioner. Også på den økonomiske front øges spændingerne, efter at Det Hvide Hus netop har bebudet en undersøgelse af Kinas ’tyveri af intellektuelle rettigheder’. Det kan meget vel blive første skridt på vejen mod indførelse af amerikanske handelsrestriktioner over for Kina. I sidste ende kan uenigheden udløse en veritabel handelskrig. På grund af Kinas store handelsbalanceoverskud over for USA på 310 mia. dollars i 2016 ville en sådan konfrontation først og fremmest gå ud over kineserne.

Samlet set er de kinesiske ledere utvivlsomt lettede over, at USA med Trump i spidsen er ved at spille sig det moralske lederskab i Asien af hænde, og at ’rebalanceringen’ ikke længere udgør en flerstrenget og sammenhængende strategi for USA’s udenrigspolitik i Asien. Samtidig giver Trump dog anledning til langt større usikkerhed om USA’s kurs i Asien, hvilket magthaverne i Beijing bestemt ikke bryder sig om. Og vigtigst af alt: Rivaliseringen mellem USA og Kina i Asien fortsætter under Trump. Vender vi blikket mod nogle af de mange geopolitiske brændpunkter i Asien, bliver det tydeligt, hvordan denne rivalisering medvirker til at holde konflikterne i kog.

Samlet set er de kinesiske ledere utvivlsomt lettede over, at USA med Trump i spidsen er ved at spille sig det moralske lederskab i Asien af hænde, og at ’rebalanceringen’ ikke længere udgør en flerstrenget og sammenhængende strategi for USA’s udenrigspolitik i Asien
_______

 

Konfliktarena #1: Nordkorea
Ingen konflikt har påkaldt sig større international opmærksomhed i 2017 end opgøret om Nordkoreas atomvåbenprogram. Ganske vist er det såvel Beijings som Washingtons officielle mål at arbejde for en afvikling af atomvåbenprogrammet, og de to parter er da også blevet enige om otte runder af FN-sanktioner siden Nordkoreas første atomprøvesprængning i 2006. Men samhørigheden stikker reelt ikke særlig dybt. Det hænger sammen med, at Kinas og USA’s strategiske interesser på Den Koreanske Halvø langt hen ad vejen er modstridende.

For Beijing er det altafgørende at hindre et regimekollaps i Pyongyang, der med stor sandsynlighed vil bane vejen for en genforening af Nord- og Sydkorea under sidstnævntes lederskab. Sker det, vil USA være sikret en allieret med grænser helt op til Kina. Kineserne bidrager da også kun modstræbende til at stramme yderligere på sanktionsskruen over for Nordkorea. Eksempelvis var det ikke mindst truslen fra USA om ’sekundære sanktioner’ rettet mod kinesiske virksomheder med bånd til sanktionsramte nordkoreanske aktører, der fik Kina til at stemme for resolution 2371 i FN’s Sikkerhedsråd i august måned. Et tilsvarende mønster har vi set i efterdønningerne af Nordkoreas atomprøvesprængning i september måned: Amerikanske trusler om at sanktionere alle virksomheder involveret i samhandlen med Nordkorea fik Kina til overraskende hurtigt at acceptere endnu en omgang sanktioner i FN-regi.

For Beijing er det altafgørende at hindre et regimekollaps i Pyongyang, der med stor sandsynlighed vil bane vejen for en genforening af Nord- og Sydkorea under sidst-nævntes lederskab
_______

 

Siden Kim Jong-uns magtovertagelse i 2012 er Nordkoreas missil- og atomvåbenprogram blevet voldsomt intensiveret. Det seneste chok i Washington indtraf i begyndelsen af september med Kim-regimets sjette atomprøvesprængning – den mest kraftfulde på verdensplan i 25 år. Kort forinden havde Kim-regimet for første gang nogensinde gennemført to succesfulde prøveflyvninger af et interkontinentalt ballistisk missil (ICBM) med en rækkevidde, der omfatter store dele af det amerikanske fastland. Samtidig skønner våbenkyndige eksperter – inklusive den amerikanske efterretningstjeneste – at Nordkorea allerede er i stand til at montere nukleare sprænghoveder på ballistiske missiler med kortere rækkevidde. Det vil derfor reelt blot være et spørgsmål om tid, før Pyongyang også råder over atombevæbnede ICBM’er.

Trump har i vanlig bombastisk stil truet med ’fire and fury’ – ’ild og vrede’ – hvis ikke Kim-regimet indstiller sine missilaffyringer. Alligevel er det meget svært at forestille sig et præventivt amerikansk angreb på Nordkorea. Det skyldes for det første, at Nordkorea efterhånden har så mange militære strenge at spille på i dets afskrækkelsesstrategi, at selv ikke det teknologisk overlegne amerikanske militær vil kunne kappe dem alle over i ét hug. Eksempelvis har den nylige overgang fra flydende til fast brændstof i flere af Nordkoreas missiltyper gjort dem lettere at gemme af vejen og hurtigere at affyre i tilfælde af en væbnet konflikt. For det andet råder Kim Jong-un over både nukleare, kemiske og biologiske masseødelæggelsesvåben. Det vil udløse et ragnarok, hvis blot et enkelt missil slipper igennem og rammer Sydkorea eller Japan, hvor USA har udstationeret henholdsvis 23.000 og 40.000 militære tropper.

Hertil kommer, at et væbnet angreb utvivlsomt vil trække Kina ind i konflikten på Nordkoreas side, ganske som under den oprindelige Koreakrig (1950-1953). Det skyldes, at Kina og Nordkorea tilbage i 1961 indgik en fælles forsvarstraktat, som forpligter Beijing til at komme Pyongyang til undsætning i tilfælde af et angreb fra en tredje part. Selvom Kim-regimets provokationer tydeligvis ikke tilskyndes af de kinesiske ledere, vil de under ingen omstændigheder kunne acceptere et væbnet amerikansk angreb på Nordkorea. Med andre ord må Trump-administrationen før eller siden acceptere, at Nordkorea er nået så langt med sit missil- og atomvåbenprogram, at det ikke længere kan rulles tilbage. USA må derfor i stedet indstille sig på en gensidig afskrækkelsespolitik, ganske som det er tilfældet i forhold til flere andre af verdens atommagter.

Et andet væsentligt, men mere overset aspekt er, at den amerikanske hær er i færd med at færdiggøre installationen af det såkaldte Terminal High Altitude Area Defense-missilforsvarssystem (THAAD) i Sydkorea. Formålet er bedre at kunne beskytte de amerikanske tropper i landet mod nordkoreanske missiler. THAAD-batteriet ledsages af en meget kraftig radar, som vil udvide amerikanernes monitoreringskapacitet betragteligt, herunder i kinesisk luftrum. Det huer bestemt ikke kineserne, som gentagne gange og i skarpe vendinger har advaret mod installationen af THAAD. I deres øjne er missilforsvarssystemet et eklatant eksempel på den snigende inddæmningspolitik, som USA i disse år iværksætter med hjælp fra allierede og partnere i regionen.

Beijing har sågar valgt at straffe Sydkorea ved at etablere en selektiv økonomisk boykot – mod den sydkoreanske turistsektor, underholdningsindustri, kosmetikbranche samt i særlig grad handelskonglomeratet Lotte, der har lagt grund til selve THAAD-batteriet. Man forsøger herigennem at presse Seoul til at modsætte sig amerikanernes forehavende. Under indtryk af det kinesiske pres annoncerede den nytiltrådte sydkoreanske præsident Moon Jae-in under valgkampen, at han ville tage missilforsvaret op til fornyet overvejelse, men efter den seneste tids missilaffyringer fra naboerne i nord har Moon droppet sine forbehold igen. THAAD vil derfor fortsat være en anstødssten i Kinas forhold til Sydkorea – og ikke mindst i forholdet til USA.

Under indtryk af det kinesiske pres annoncerede den nytiltrådte syd-koreanske præsident Moon Jae-in under valgkampen, at han ville tage missilforsvaret op til fornyet overvejelse, men efter den seneste tids missilaffyringer fra naboerne i nord har Moon droppet sine forbehold igen
_______

 

Konfliktarena #2: Det Sydkinesiske Hav
Den ofte høje bølgegang i Det Sydkinesiske Hav skyldes hovedsageligt en række uløste territorialstridigheder, navnlig i forhold til Spratly-øgruppen, som Vietnam, Filippinerne, Malaysia, Brunei og Kina (samt Taiwan) i varierende grad gør krav på. De enkelte stater har hver især indtaget nogle af de mange småøer, klipper og rev, og i adskillige tilfælde har de tilmed udvidet og bebygget dem med henblik på at befæste deres respektive krav. Det Sydkinesiske Hav byder nemlig ikke blot på særdeles lukrative muligheder for fiskeri, men også på væsentlige gas- og olieforekomster, som især det energihungrende Kina har brug for.

Men under overfladen lurer samtidig en dybere konflikt mellem USA og Kina både om maritime spilleregler og om evnen til at kontrollere trafikken i det strategisk vigtige Sydkinesiske Hav. Omkring en tredjedel af verdens skibstonnage og ca. 80 pct. af Kinas olieimport passerer årligt igennem havet. Den strategiske konflikt giver allerede hyppigt anledning til ikkevæbnede konfrontationer og chikane mellem amerikanske og kinesiske flåde- og luftfartøjer.

Beijing forfægter et uklart formuleret, men ikke desto mindre ufravigeligt krav på 80-90 pct. af Det Sydkinesiske Hav, herunder samtlige småøer, klipper og rev. Ifølge de kinesiske magthavere hviler kravet på ’historiske rettigheder’ til farvandet, som angiveligt har været holdt i hævd i århundreder, inden de – fra Opiumskrigene i 1840’erne og frem til oprettelsen af Folkerepublikken Kina i 1949 – blev trådt under fode af vestlige imperialister samt Japan. De fleste uafhængige eksperter sætter spørgsmålstegn ved disse ’historiske rettigheder’, og den kinesiske position svækkes desuden af landets ratifikation af FN’s Havretskonvention (UNCLOS), som levner ringe muligheder for at påberåbe sig den slags rettigheder.

Omvendt har de øvrige parter i Det Sydkinesiske Hav netop valgt at tage afsæt i UNCLOS, der kan anvendes til at afgøre, hvem der har de maritime rettigheder til havets ressourcer. På trods af at USA (dvs. Senatet) aldrig har ratificeret UNCLOS, har amerikanerne gjort sig til bannerførere for Havretskonventionen og gjort dens bestemmelser til gældende retspraksis på området. Det har bl.a. udmøntet sig i juridisk bistand til Filippinernes bestræbelser på at gennemtvinge en retslig afgørelse på landets stridigheder med Kina i Det Sydkinesiske Hav.

Sidste år faldt der dom i den havretsstrid, som den tidligere filippinske regering under Aquino med afsæt i UNCLOS havde anlagt mod Kina. Den enstemmige dom fra Voldgiftsdomstolen i Haag var hård og utvetydig, dels i afvisningen af Kinas krav om ’historiske rettigheder’, dels i kritikken af Kinas uretmæssige fremfærd i Filippinernes eksklusive økonomiske zone i Det Sydkinesiske Hav. Sagen har dog sidenhen taget en højst overraskende drejning. Inden domfældelsen var præsidentboligen i Manila blevet indtaget af en ny stærk mand, Rodrigo Duterte. Han ønskede at klinke skårene med Beijing for at tiltrække kinesiske investeringer, og dermed slap Kina af krogen. For USA var nederlaget så meget desto større, fordi Duterte samtidig kastede sig ud i et voldsomt opgør med Filippinernes traditionelle rolle som ’Washingtons skødehund’ i regionen. Meget tyder på, at kineserne nu igen fører sig selvhævdende frem i filippinsk farvand, men Duterte har blot udtalt, at Filippinerne ”er venner med kineserne” og retorisk spurgt: ”Hvorfor skulle jeg forsvare en sandbanke og risikere filippinske liv?”

Fremadrettet kan vi i stedet forvente, at den geopolitiske armlægning mellem USA og Kina i Det Sydkinesiske Hav vil blive koncentreret om to stridspunkter. Det ene er Kinas syv kunstige øer Spratlyerne. Disse øer blev skabt via massive landvindinger tilbage i 2014 og er sidenhen udrustet med havneanlæg, landingsbaner, kommunikations- og overvågningsudstyr samt diverse våbensystemer. Officielt tjener disse nye bastioner videnskabelige, humanitære, forsyningsmæssige samt defensive militære formål, men spørgsmålet er selvfølgelig, om de ikke reelt skal tjene til at befæste Kinas strategiske position i Det Sydkinesiske Hav.

Slægtskabet mellem Trump og Shinzo Abe virker langt mere indlysende end under Obama. Det kan meget vel give japanerne blod på tanden til at tage et mere fundamentalt opgør med landets pacifistiske forfatning
_______

 

Det andet stridspunkt vedrører USA’s ’Freedom of Navigation Operations Program’ (FONOP) rettet mod uretmæssige indskrænkninger af navigationsfriheden til havs – vel at mærke i lyset af USA’s fortolkning af bestemmelserne i UNCLOS. Programmet er ikke målrettet enkelte regioner eller stater, men Det Sydkinesiske Hav er løbet med al opmærksomheden. Det skyldes, at amerikanske krigsskibe med fuldt overlæg tilsidesætter Kinas krav om, at fremmede krigsskibe skal indhente Kinas tilladelse, før de sejler ind i kinesisk farvand. Obama-administrationen gennemførte i alt fire højprofilerede operationer under programmet i Det Sydkinesiske Hav. Det er interessant – eller måske snarere foruroligende – at Trump alene siden maj måned har valgt at godkende hele tre FONOP-operationer. Det har skabt alvorlige kurrer på tråden mellem Beijing og Washington.

Konfliktarena #3: Taiwan
Tilbage i 1979 forpligtede USA sig ved lov til at forsvare Taiwan i tilfælde af et væbnet kinesisk forsøg på at genforene ’udbryderprovinsen’ med Kina. Selvom ingen forventer et væbnet opgør, repræsenterer Taiwan under alle omstændigheder endnu en ulmende konfliktakse i rivaliseringen mellem USA og Kina. Ikke mindst efter at Tsai Ing-wen sidste år overtog præsidentposten fra Ma Ying-jeou. Tsai er væsentligt mere kritisk indstillet over for Kina end sin forgænger, og i bestræbelserne på at indtage en mere uafhængighedsorienteret position har hun distanceret sig fra det såkaldte et-Kina-princip. Som svar har Beijing indledt en diplomatisk boykot mod Taiwan på flere fronter, og Trump har blot pustet til ilden. I strid med årtiers traditioner modtog den amerikanske præsident et direkte opkald fra præsident Tsai tilbage i december, og i slutningen af juni godkendte han en våbenhandel, der sender en ny ladning avancerede våben til Taiwan. Kina har omvendt intensiveret sine flådepatruljer og iværksat militære øvelser i nærheden af den omstridte ø.

På det seneste har Tsai Ing-wen dog forsøgt at bryde isen mellem Taipei og Beijing, i erkendelse af at østaten på mange måder er afhængig af et godt forhold til fastlandet. Således har hun opfordret til at genetablere dialogen mellem de to parter og signaleret, at hun ikke ønsker at ændre på status quo, dvs. søge selvstændighed for Taiwan. Trump-administrationen synes heller ikke for alvor interesseret i at udfordre status quo på et tidspunkt, hvor man i forvejen har adskillige konfliktlinjer at håndtere i forhold til magthaverne i Beijing.

Konfliktarena #4: Det Østkinesiske Hav
I Det Østkinesiske Hav har Kina og Japan igennem længere tid udkæmpet en geopolitisk udmattelseskamp om nogle ubeboede småøer; japanerne kalder dem Senkaku, og kineserne Diaoyu. Striden om øerne mobiliserer nationalistiske strømninger på begge sider. For Kinas vedkommende næres disse strømninger af den traumatiske fortid som offer for japanske krigsforbrydelser under 2. Verdenskrig. Japanerne frygter derimod konsekvenserne af Kinas genopstigning som regional stormagt. Herudover spiller adgangen til såvel fiskeri som olie- og gasforekomster i Det Østkinesiske Hav en væsentlig rolle, idet de maritime rettigheder afhænger af, hvem der udøver suverænitet over øerne.

Japan har i årtier haft administrativ kontrol med Senkaku. Men siden den japanske regering i 2012 valgte formelt at gøre øerne til en del af Japan, har Kina konstant søgt at udfordre øernes status. Det er ikke blot sket i form af utallige officielle protester, men også ved at sende fiskeri-, kystbevogtnings- og flådefartøjer ind i farvandet omkring øerne. Ved nærmere eftersyn er der dog snarere tale om et trekantsdrama, som også involverer USA. Det skyldes for det første, at Tokyo og Washington er nære allierede, og at Japan længe har lagt baser til USA’s største militære styrke i udlandet. For det andet skyldes det, at amerikanske regeringsrepræsentanter gentagne gange har understreget, at den japansk-amerikanske forsvarspagt fra 1960 omfatter Senkaku. Dette budskab har også Trump-administrationen tilsluttet sig.

Endelig er det værd at notere sig, at det åndelige slægtskab mellem Trump-administrationen og den nationalistisk sindede Shinzo Abe-regering virker langt mere indlysende, end det var tilfældet under Obama. Det kan meget vel give japanerne blod på tanden til at tage et mere fundamentalt opgør med landets pacifistiske forfatning og dermed få Tokyo til at anlægge en mere militaristisk linje.

Stormagtsrivalisering i Asien i det 21. århundrede
I det bredere perspektiv er Kina den eneste stormagt, der for alvor vil kunne gøre USA rangen stridig som supermagt inden for de næste par årtier. Kinas opstigning har således igangsat en rivalisering med USA, som indtil videre primært udspiller sig på en række geopolitiske arenaer i Asien. Da rivaliseringen udspringer af fundamentale magt- og identitetsdynamikker, kræver det både stærkt politisk lederskab på begge sider og nogle fælles politiske visioner for at holde disse dynamikker i ave.
Hvor USA med Obama ved roret aktivt søgte fælles fodslag med Kina i kampen mod den globale opvarmning og spredningen af masseødelæggelsesvåben, har Trumps præsidentskab indtil videre været alt for vagt, usammenhængende og snævert centreret omkring USA’s egne interesser til at opbygge nogen form for fælles klangbund med kineserne. Det kunne være fristende i stedet at sætte sin lid til Kina, som med Xi Jinping i spidsen i hvert fald ikke savner lederskab, men som til gengæld har lige så svært ved at sætte sig ud over egne nationale interesser. Under alle omstændigheder har Xi anlagt en mere selvhævdende kurs, hvor Kina i kraft af sin enorme økonomiske tyngde og forøgede magtudøvelseskapacitet stræber efter at spille en mere central rolle som stormagt i Asien.

Hvor USA med Obama ved roret aktivt søgte fælles fodslag med Kina i kampen mod den globale opvarmning og spredningen af masseødelæggelsesvåben, har Trumps præsidentskab indtil videre været alt for vagt, usammenhængende og snævert centreret omkring USA’s egne interesser til at opbygge nogen form for fælles klangbund med kineserne
_______

 

Spørgsmålet er, om der er plads til mere end én supermagt i Asien. Kan USA affinde sig med at give Kina det fornødne strategiske manøvrerum i Asien, så kineserne ikke føler sig som genstand for en snigende amerikansk inddæmningspolitik? Og vil Kina acceptere, at USA – af historiske grunde – er massivt til stede i militærstrategisk forstand i en region, hvor mange lande deler amerikanernes bekymringer vedrørende kinesernes mere selvhævdende kurs? Det er fristende at svare nej til begge spørgsmål. I sidste ende skal vi måske blot indstille os på, at en vis portion stormagtsrivalisering er uundgåelig i en verden præget dels af geopolitiske og nationalistiske strømninger, dels af Kinas opstigning på verdensscenen – og i øvrigt vil være det uanset hvem, der er ved magten i de to lande.

Andreas Bøje Forsby (f. 1974), ph.d., er forsker i international sikkerhed ved Dansk Institut for Internationale Studier og beskæftiger sig bl.a. med kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

ILLUSTRATION: Militærparade markerer 90-året for stiftelsen af folkets befrielseshær i Kina, juli 2017 [foto: Jianhua Wang/Polfoto]