07.02.2017

Hvad vil Trump med sin økonomiske politik, og vil det virke? Analyse af betydningen af America First for den amerikanske økonomi

Analyse af Philip Rosenbaum

USA’s økonomi er i bedring. Faktisk ser verdens største økonomi stærkere ud end den har gjort i snart 10 år. Skal denne bedring tilskrives Obama eller Trump? Måske kan de hver især tilskrives en smule, men årsagerne til fremgangen skal hovedsageligt findes i faktorer, der ligger uden for selv verdens mægtigste embedes indflydelse. Specielt Japan og Europas stagnerede økonomier med fortsat lave renter har medført, at investeringer, der før blev lagt lokalt, nu tilfalder de amerikanske markeder. Udviklingen i den internationale økonomi har derfor været bestemmende for Obamas økonomiske arv, ligesom den også vil have stor betydning for effekten af Trumps økonomiske politik.

Hvad der er realøkonomiske udsagn og hvad der er populistiske eller forhandlingspositionerende udsagn, er altid lidt af en gætteleg, når en politikers udtalelser skal vurderes. Især når politikeren hedder Donald Trump. Lad os uanfægtet tage udgangspunkt i Trumps hyppigst gentagne økonomiske forslag.

Hvad kan vi forvente med Trump?

Med sloganet ”America First” har protektionismen været Trumps helt store kæphest under valgkampen, og selvom det ikke falder i god jord hos det republikanske bagland, kan vi forvente store ændringer i USA’s handelspolitik. Trumps retorik er nærmest merkantilistisk og afspejler dermed en verdensopfattelse, hvor nationer kæmper om en konstant mængde af værdier, det famøse nulsumsspil. Trump har allerede trukket USA ud af Stillehavshandelsaftalen, TTP, og vil formentlig gøre stykket efter med den transatlantiske handelsaftale, TTIP, og den nordamerikanske frihandelsaftale, NAFTA. Resultatet vil være toldbarrierer, mindre handel og derfor også færre og dyrere forbrugsgoder for amerikanerne, som primært vil gøre hverdagen hårdere for den ellers så Trump-elskende arbejderklasse.

Ydermere skal det pointeres, at livet for udenlandske virksomheder lokaliseret i USA forværres, hvilket i sidste ende vil kunne føre til lukninger af produktionsenheder og dermed amerikanske arbejdspladser. Præsidenten argumenterer for, at isolationistisk handelspolitik vil skabe større indenlandsk forbrug og færre penge til f.eks. kineserne, som han beskylder for at fifle med valutakursen til gavn for deres egen eksport. De amerikanske markeder reagerede dog prompte med at falde ovenpå afvisningen af TTP, og i kølvandet herpå spøger uvisheden om handelsudviklingen fortsat. Kan et højere indenlandsk forbrug i USA opveje den lavere eksport, hvis de nuværende handelspartnere sænker deres forbrug af amerikanske varer? Vil de amerikanske virksomheder virkelig genindføre produktion af t-shirts, stål og andre traditionelle industrivarer? Og kan det overhovedet lade sig gøre at konkurrere med Østen, selv med høje handelstariffer?

Dertil kommer den stærke dollarkurs. Dollaren har på det seneste været stigende, og det forværrer de amerikanske virksomheders konkurrencevilkår, da import bliver billigere, mens eksport bliver dyrere. Alle disse spørgsmålstegn ved Trumps handelspolitik er værd at holde sig for øje.

Generelt vil Trump gøre USA uafhængig af udenlandske energiressourcer. Spørgsmålet er, om det er de geopolitiske sikkerhedshensyn eller den økonomiske isolationisme, der ligger til grund herfor. Argumentationen har indtil videre gået på, at de massive investeringer i nationale olie-, skifer- og naturgasreserver vil skabe over en halv million amerikanske arbejdspladser og billigere energi til befolkningen.

Trump risikerer at sætte USA i en historisk gældssituation, og på netop dette punkt ligner han sin ellers så anderledes forgænger, Obama.
_______

 

Trumps reguleringspolitik hedder ”Two for one”. Den indebærer, at man fjerner to regler, for hver ny der bliver vedtaget. Dette vil især gøre livet lettere for virksomheder i fremstillingssektoren, der vil få friere tøjler til at producere, som de vil, uden at skulle afrapportere til de offentlige myndigheder. Mindre miljøregulering vil blandt andet øge produktiviteten og løfte den økonomiske aktivitet. F.eks. har Trump foreslået at ophæve energitilsynets ”Clean Power Plan”, som har til hovedformål at nedbringe kraftværkernes CO2-udledning med 32 pct. Planen var ellers estimeret til at give store besparelser for såvel klimaet som for el-forbrugerne. Trumps dereguleringer hjælper mange virksomheder på kort sigt, men det sker selvsagt på bekostningen af miljøet, et hensyn, der ikke synes at veje tungt i den nye administration.

Under valgkampen sagde Trump gentagne gange, at han ville forbedre den amerikanske infrastruktur. Trump vil bruge mindst det dobbelte af, hvad Clinton ønskede at bruge, hvilket var svimlende 275 milliarder dollars. En investering af denne størrelse vil kunne forbedre vejnettet og den offentlige transport markant. Selve investeringen samt den dertilhørende jobskabelse og bedre infrastruktur er alle faktorer med en positiv effekt på økonomien, da de vil skabe hhv. efterspørgsel, mindre arbejdsløshed og bedre forhold for virksomheder og privatpersoner. Spørgsmålet er, om Trump holder sine løfter på dette område. Det er ikke et typisk republikansk indsatsområde, og han har ikke nævnt disse investeringer, siden han blev valgt i november.

Trump har lovet store skattelettelser til både virksomheder og borgere. Han vil skære den nuværende selskabsskat fra 35 pct. til 15-20 pct. Det er en kæmpe beskæring, men fra et relativt højt niveau. Til sammenligning er den danske selskabskat på 22 pct. Denne ændring kan have positive følger, hvis den formår at tiltrække flere virksomheder til amerikansk jord. Spørgsmålet er bare: Hvilke virksomheder? Med tanke på Trumps handelspolitik, skal man nok ikke regne med, at der er tale om udenlandske virksomheder. Trump vil indføre en såkaldt ”tax holiday” for amerikanske virksomheder med aktiver i udlandet, der derved skattefrit kan trække disse aktiver hjem til USA.

Ræsonnementet bag forslaget er, at man kan få amerikanske virksomheder til at geninvestere i USA. Der er dog store usikkerheder omkring denne effekt, da der ikke er indikationer på, at USA’s store multinationale virksomheder mangler kapital i USA. En indenlandsk kapitalforøgelse vil derfor ikke nødvendigvis medføre større indenlandske investeringer.

Trump vil også omstrukturere systemet for indkomstskatter, hvilket i praksis kommer til at betyde, at skatten på de højeste indkomster nedsættes. Han har også foreslået at sænke ejendomsbeskatningen, hvilket vil komme boligejerne og dermed den mest velstående del af befolkningen til gode. Dette ligner ikke umiddelbart politik, der giver ”magten tilbage til folket”, men Trumps argumentation baseres på ”trickle-down”-effekter og øget arbejdsudbud. Disse effekter er højst spekulative, ofte fremsat af politikere og svære at finde belæg for i den økonomiske forskning. Trumps skattepolitik passer dog som fod i hose i den republikanske tradition og vil derfor højst sandsynligt blive Trump(f)et igennem.

En strammere immigrationspolitik var et helt centralt element i Trumps kampagne. Fokus har især været på at stoppe immigrationen fra Mexico og rydde op i illegalt arbejde blandt immigranter uden arbejdstilladelse. Færre legale og illegale sydamerikanske arbejdere vil medføre en betydelig indskrænkning af billig arbejdskraft, hvilket kan have en række konsekvenser. Først og fremmest vil det føre til et lønpres på de i forvejen hårdt prøvede amerikanske produktionsvirksomheder. Dette betyder, at nogle arbejdsopgaver bliver overtaget af højere betalt amerikansk arbejdskraft, mens andre arbejdsopgaver helt må lukkes. I den anden ende af arbejdsmarkedet vil hårdere immigrationspolitik føre til et brain-drain, da højtuddannede personer fra udlandet får vanskeligere ved at etablere sig i USA. Mange af de ledende amerikanske virksomheder og universiteter frygter denne situation, da deres rekruttering i høj grad foregår på det globale jobmarked. Trump kan sandsynligvis ikke få mexikanerne til at betale for grænsemuren, og selvom USA kommer til at hæfte for bygningsomkostningerne, vil de reelle økonomiske tab komme fra selve immigrationsstramningerne, når amerikanerne skal gøre regnskabet op.

Vil det virke?
Overordnet ligner Trumps økonomiske politik én stor stimuluspakke. Uanset om det skyldes udsigten til denne stimulus eller blot de generelle forventninger til Trumps økonomiske politik, er der sket et kæmpe løft i forbrugertilliden i den amerikanske middelklasse. Dette kan blandt andet aflæses direkte af væksten på S&P500-indekset siden valget i november. Man kan også argumentere for, at Obamas ekspansive finanspolitik endelig viser sig i de økonomiske nøgletal. Arbejdsløsheden er lav (4,7 pct.), og produktionen går i den rigtige retning. Men Obamas offensive økonomiske politik har medført, at det offentlige underskud, han overtog fra Bush-administrationen, kun er blevet større.

Sammenlagt forventer Trump at skabe langt over 25 millioner jobs. Det lyder unægteligt imponerende, men det er også ugennemtænkt, da der kun er ca. 7,5 millioner arbejdsløse personer i USA. Med andre ord foreslår han at bruge offentlige midler, han ikke har, til at nedbringe en arbejdsløshed, der ikke eksisterer.
_______

 

Netop den lave arbejdsløshed og den massive offentlige gæld er to faktorer, Trump burde hæfte sig ved. Hvis man sammenfatter hans økonomiske politik, virker det dog på ingen måde til, at han skænker de to faktorer nok opmærksomhed. Som det fremgår ovenfor, indebærer de forskellige tiltag massive offentlige udgifter i håbet om at øge beskæftigelsen markant. Med andre ord foreslår han at bruge offentlige midler, han ikke har, til at nedbringe en arbejdsløshed, der ikke eksisterer.

De forskellige offentlige investeringer vil højst sandsynligt skabe en masse stillinger. Sammenlagt forventer Trump at skabe langt over 25 millioner jobs. Det lyder unægteligt imponerende, men det er også ugennemtænkt, da der kun er ca. 7,5 millioner arbejdsløse personer i USA. Dertil skal hænderne, der forsvinder pga. en strengere immigrationspolitik, også fratrækkes.

De mange millioner (måske) fiktive arbejdspladser, de store skattelettelser, de massive investeringer i infrastruktur og de manglende indtægter fra beskatningen af energiforbrug i amerikanske virksomheder koster alt sammen. USA er et af de få lande, der ligesom Danmark har et offentligt gældsloft. Et gældsloft betyder i praksis, at alt offentlig gældsætning, der ligger ud over loftet, ikke bliver finansieret af statskassen. Dermed skal alternative betalingsmodeller findes, hvis staten vil undgå bankerot. Amerikanerne er allerede skræmmende tæt på loftet, og de støder unægteligt på det, hvis Trumps økonomiske politik går igennem. Trump risikerer at sætte USA i en historisk gældssituation, og på netop dette punkt ligner han sin ellers så anderledes forgænger, Obama. Gældsloftet har dog vist sig ikke at være en bindende betingelse, da loftet allerede er blevet hævet over 100 gange siden dets indførelse i 1917.

Hvis loftet bliver hævet igen og USA’s offentlige gældssituation forværres yderligere, vil det presse renten op. En højere rente tiltrækker udenlandsk kapital med den følge, at efterspørgslen på dollaren forøges og dollarkursen stiger. Den forhøjede dollarkurs vil så gøre de amerikanske virksomheder mindre konkurrencedygtige og forværre den amerikanske handelsbalance, da eksport- og importpriserne hhv. stiger og falder. En sådan situation ligner til dels økonomien under Reagan, hvor USA havde underskud på både stats- og handelsbalancerne.

USA’s ikke-amerikanske hjælp
De primære årsager til USA’s økonomiske vækst skal spores uden for landets grænser, altså i internationale forhold. Mere konkret er det værd at bemærke, at produktionsapparatet er gået i stå i både Europa og Japan. Dette har indirekte vist sig at være lukrativt for de amerikanske markeder. I kølvandet på den finansielle krise har de europæiske og japanske centralbanker pumpet penge ud i samfundet igennem ”open market operations”. Dette massive opkøb af statsobligationer har betydet, at renteniveauet har været historisk lavt og de-facto negativt i de fleste europæiske lande siden 2014. Fx giver en tiårig tysk statsobligation et negativt afkast. Dermed sidder europæerne på en masse likvider, men kan hverken investere dem i obligationer eller i det stagnerede europæiske aktiemarked. På trods af en sejlivet tendens til at investere lokalt, er de europæiske likvider blevet placeret på det amerikanske aktiemarked, som har vist sig at være en af de sidste bastioner, hvor investorer kan opspore et acceptabelt afkast.

De nuværende lave europæiske renteafkast ser ikke umiddelbart ud til at ændre sig, da likviditeten fortsat strømmer ud af den europæiske centralbank, ECB. Det pro-europæiske Tyskland har givet store lån – og har en kæmpe eksport – til de nødlidende sydeuropæiske lande. Tyskerne ønsker derfor på ingen måde et sydeuropæisk kollaps. Tyskland sidder også hårdt på ECB, der derfor højst sandsynligt vil fortsætte sin ekspansive politik for bl.a. at lindre den sydeuropæiske recession. Dette vil holde de europæiske obligationsrenter nede, hvorfor europæiske privatinvesteringer vil blive ved med at strømme til USA og dermed løfte den amerikanske økonomi. Med andre ord kan Trump sende en tak til verdensmarkedet for at sætte America First.

De store kommaer
USA har lav arbejdsløshed, høj forbrugertillid og modtager store investeringer fra udlandet. Væksten er derfor begyndt at bide sig fast, og den ser ud til at fortsætte et godt stykke tid.

Store risici truer dog i kulissen. Trump forekommer at være utilregnelig, og derfor er hans økonomiske politik vanskelig at forudse. Spørgsmålet er, hvor længe USA’s middelklasse vil se Trump som deres frelser. Hans forslag indebærer en voksende økonomisk ulighed, og det falder ikke ud til Trump-vælgernes fordel.

Dertil kommer den politiske usikkerhed i Europa, hvor Tyskland, Holland og Frankrig står over for nogle epokegørende valg i 2017. Især præsidentvalget i Frankrig kan blive afgørende. Vinder Le Pen, kan det betyde et kollaps af EU, hvilket vil have en enorm betydning for både den europæiske og den amerikanske økonomi. Samtidig kan de store geopolitiske spændinger føre til ændringer i USA’s sikkerhedspolitik. Selvom Trump kræver en større indsats fra NATOs øvrige medlemslande, kan det skrøbelige forhold til Rusland og de mange konflikter i Mellemøsten føre til betydelige militære omkostninger. Det er omkostninger, der skal dækkes med penge, der ikke på nuværende tidspunkt findes i den amerikanske statskasse.

USA’s økonomi ser ud til at være tilbage på rette vej, men mange usikkerheder lurer i de uoplyste sprækker.

ILLUSTRATION: Donald Trump efter han har underskrevet et dekret, der skal undersøge Dodd-Frank Wall Street-reguleringerne (foto: AG/Newscom/polfoto)

Philip Rosenbaum er skribent for RÆSON, cand.polit og Ph.d.-studerende ved Copenhagen Business School og Columbia University