15.08.2017

Både national og global politik lider under, at der i stigende grad er en diskrepans imellem, hvad politikere siger og hvad de egentlig gør. Klimapolitikken er et tragisk eksempel på, at de globale ledere har afkoblet sig fra den demokratiske myretue, som er der hvor det reelle politiske arbejde ligger.

Analyse af Theresa Scavenius

Det globale politiske skuespil fortsætter. De årlige begivenheder gentages, og alle er klar til at indtage deres veldefinerede roller. Ny amerikansk forskning er begyndt at beskrive politik som et realityshow, hvor borgerne følger med i politikernes liv, påklædning og gøremål, som var der tale om et godt sammenskruet TV-drama. Med valget af Donald Trump som amerikansk præsident er denne tendens blevet endnu mere udtalt. Et enkelt tweet eller akavet håndtryk kan give anledning til et globalt mediecirkus.

Med valget af Donald Trump som amerikansk præsident… [kan] et enkelt tweet eller akavet håndtryk give anledning til et globalt mediecirkus
_______

 

En af de årlige begivenheder i dette realityshow er G20-mødet, hvor EU og 19 verdensledere, som repræsenterer størstedelen af verdens rigdom, mødes for at diskutere økonomisk politik. G20 var oprindeligt et internationalt forum for finansiel regulering, økonomisk vækst og handel, men de sidste par år er G20 også blevet et politisk forum for diskussioner af immigration, klimaforandringer og sikkerhedspolitik.

Dette års forestilling i Hamborg var ekstra spektakulær med ramasjang og ’borgerkrigslignende’ kampe mellem demonstranter og politiet. Medierne mødte talstærkt op, dækkede de farverige og voldelige protester og reporterede loyalt verdensledernes udtalelser. Efter vandkanonerne er kørt i garagen og alle er taget hjem, kan man stå med en tom fornemmelse af, hvad denne storslåede forestilling skulle bruges til. Hvad kom der egentlig ud af mødet?
De to hovedresultater, som blev kommunikeret fra G20 var, at verdenslederne – med undtagelse af Trump – fortsat støtter op omkring Paris-aftalen, som består af en hensigtserklæring om, at den globale gennemsnitstemperatur ikke må stige med over 2 grader.

Det andet resultat var, at EU forsøgte at give udtryk for en klimapolitisk alliance med det kommunistiske styre i Kina. Verdens ledere taler således fortsat om deres politiske intentioner i forhold til at støtte op om Paris-aftalen, selvom aftalen allerede har et par år på bagen, og selvom verden burde være i fuld gang med at omstille den sorte og brune økonomi til en grøn økonomi. Flere studier dokumenterer, at Paris-aftalens politiske målsætninger langt fra er tilstrækkelige til at holde den gennemsnitslige temperaturstigning på under 2 grader. Fx viser et helt nyt studie publiceret i Nature Climate Change, at der kun er 5% chance for, at verden når målsætningen om de 2 grader. Det forekommer derfor mildest talt tragikomisk, når verdens ledere gentager deres klimapolitiske hensigtserklæringer med ører og øjne lukkede for realiteterne.

Der kun er 5% chance for, at verden når målsætningen om de 2 grader. Det forekommer derfor mildest talt tragikomisk, når verdens ledere gentager deres klimapolitiske hensigtserklæringer med ører og øjne lukkede for realiteterne
_______

 
Fejl og klimapolitik
Sociologisk teori har i flere årtier kendt til de sociale mekanismer, der gør, at mennesker har meget svært ved at erkende deres fejl, selvom det ofte ville være det mest rationelle at gøre. I stedet for at erkende sine fejl, dækker man over dem ved mere og mere krampagtigt at holde fast. Set udefra forekommer denne kamp mere og mere absurd og når nærmest skuespilagtige dimensioner.

Global klimapolitik er et godt eksempel på, hvordan verdenslederne ikke vil erkende deres fejl. De holder fast i en markedsbaseret diskurs, der ikke rummer de elementer, der skal til for at flytte verdenssamfundets tektoniske plader, dvs. en grundlæggende omstilling af det økonomiske system fra at være baseret på kul og olie til genanvendelige ressourcer.

Global klimapolitik er et godt eksempel på, hvordan verdenslederne ikke vil erkende deres fejl. De holder fast i en markedsbaseret diskurs, der ikke rummer de elementer, der skal til for at flytte verdenssamfundets tektoniske plader
_______

 

Tragedien er, at verdens ledere aldrig kommer til at tage ansvaret for, at de undergravede efterkrigstidens civilisation. Det gjorde de gennem et ensidigt fokus på kortsigtet økonomisk fortjeneste til en lille elite på bekostning af ekstrem social og politisk ulighed og miljø- og klimamæssige forandringer til det værre. I dag dør årligt tre-fire gange så mange millioner mennesker i verden af fattigdomsrelaterede sygdomme, som der døde i Holocaust. Ingen tager ansvar for de 17 millioner fattige mennesker og børn, der dør hvert år.
Trods de spredte klimapolitiske målsætninger og hensigtserklæringer, fortsætter verdenssamfundet med at underprioritere og underinvestere i de naturlige og sociale dimensioner af samfundet til fordel for den økonomiske elite, som bliver mindre og mindre. Der gives fortsat massive direkte og indirekte subsier til den brune og sorte industri. Bilindustrien dominerer fortsat transportpolitikken. Og kemiindustrien dikterer fortsat miljø- og kemikalielovgivningen. G20 er i denne sammenhæng et politisk teaterstykke, der forblænder os med smukke ord på et stykke papir, men dækker over, at den reelle politik, lovgivning og implementering foregår i helt andre institutioner og styres af andre industrinære aktører.

Den stærke mand
Men egentlig er forventningen om, at der skulle ske noget væsentligt på disse globale topmøder, præget af politisk naivitet.

Forestillingen om, at en snes mænd og kvinder i et lokale løser verdens problemer ved at give hinanden et par håndslag eller underskrive nogle papirer, er baseret på en grundlæggende misforståelse, at det er den elitære og autoritære ’stærke mand’, som skal beslutte sig for at redde kloden.

Der er masser af ’stærke mænd’ rundt omkring i verden, men de har det til fælles, at de ikke er særligt gode til at løse politiske problemer. De finder ikke gode løsninger på infrastrukturelle udfordringer, de skaber ikke gode arbejdsvilkår for almindelige mennesker og de faciliterer ikke en grøn omstilling – for blot at nævne et par relevante politikområder. Ideen om den ’stærke mand’ spøger også i flere vestlige lande. Det er forestillingen om den ’gode diktatur’, som vil skære igennem det demokratiske vildnis og gennemføre den gode, rationelle og grønne politik, som på den lange bane vil gøre alle glade.

Der er masser af ’stærke mænd’ rundt omkring i verden, men de har det til fælles, at de ikke er særligt gode til at løse politiske problemer
_______

 

Dette fantasifoster er både naivt og farligt, da det forvrider det politiske fokus. Når vi i dag snakker klimapolitik, så kigger vi på, hvad Donald Trump, Xi Jinping, Angela Merkel eller Emmanuel Macron gør og siger. Men i virkeligheden er det et helt forkert sted at kigge hen. Klimapolitik skal laves gennem en progressiv modernisering af transport- og energisektoren, som langsomt skal omstilles til at skabe grundlag for en grønt baseret økonomi. Det kræver bedre vilkår for og opbakning til helt andre aktører.

Den demokratiske myretue
At løse komplekse problemstillinger kræver en demokratisk politik, der fungerer ligesom en travl myretue. Myrerne i en myretue er nemlig ekstremt dygtige til at løse kollektive koordinationsproblemer. De styrter frem og tilbage, ordner ting og udfører deres arbejdsopgaver, og det kan umiddelbart ligne et stort virvar. Men forskning i myrer viser, at det tilsyneladende kaos i virkeligheden er et stort og kompliceret netværk af koordineret adfærd.

Myrerne er hverken elegante, elitære eller autoritære. Kollektivt set er de ikke desto mindre vældigt tilpasningsdygtige. De udgør derfor nogle af de arter, som kan leve under de mest forskelligartede omstændigheder – lige fra ørken til by. Den effektive håndtering af koordinationsproblemer udmærker sig ved, at det ikke er den enkelte myre, som brillerer eller forventes at løse de fælles problemer. Det er derimod myrerne i fællesskab, der skaber et avanceret og overlevelsesdygtigt samfund.

Klimapolitik er længe blevet forstået som en moralsk og økonomisk udfordring, der kunne ’løses’ af en lille gruppe eksperter og derefter ’besluttes’ af en lille gruppe politikere. Men de fleste samfundsmæssige udfordringer, herunder en modernisering af transport- og energisektoren, er kollektive koordinationsproblemer. De kan ikke løses af én ekspert eller én moralsk overdommer, men kræver derimod en avanceret organisation, der ligesom myretuen evner at generere politiske løsninger på fælles problemer.

[Samfundsmæssige udfordringer] kan ikke løses af én ekspert eller én moralsk overdommer, men kræver derimod en avanceret organisation, der ligesom myretuen evner at generere politiske løsninger på fælles problemer
_______

 

Studier i organisationsteori – inspireret af kollektiv adfærd hos myrer, termitter, fugle og fisk – viser, at jo flere mennesker, som deltager i en avanceret beslutningsproces, jo bedre bliver beslutningen. Empiriske eksperimenter viser entydigt, at grupper er bedre til at løse kollektive koordinationsproblemer end selv meget dygtige enkeltpersoner. Det hænger sammen med, at samfundsmæssige koordinationsproblemer løses bedst, når man forholder sig til alle relevante samfundsgruppers adfærd og reaktioner, og dermed inddrager disse samfundsgrupper i selve løsnings- og beslutningsprocessen.

Demokratiet er som politisk institution baseret på den samme avancerede organisation som en myretue. Når demokratiet er velfungerede, foregår de væsentlige beslutningsprocesser ikke i lukkede, elitære og plutokratiske fora med bistand fra kloge konsulenter, men derimod i åbne institutioner, hvor alle samfundsgrupper kan give deres mening til kende. Et af de bedste og måske mest oversete argumenter for demokrati er, at det er den menneskelige organisationsform, der bedst løser kollektive handlings- og koordinationsproblemer.

Det er en væsentlig pointe, at der i spørgsmålet om at løse politiske udfordringer i demokratier ikke er forskel på ekspert og lægmand. Den nuværende diskussion af ’folk’ og ’elite’ er baseret på en fundamentalt udemokratisk diskurs. I et demokrati er det hverken folket eller eliten, som skal styre landet. Politisk ledelse handler derimod om at skabe en fælles platform for, hvordan borgernes forskellige perspektiver kan integreres og aggregeres på en skånsom måde. Dette skal så til gengæld gøre de politiske institutioner i stand til at lave relevante og gode løsninger på samfundets kollektive problemer.

Politisk ledelse handler om at skabe en fælles platform for, hvordan borgernes forskellige perspektiver kan integreres og aggregeres på en skånsom måde
_______

 

De globale og nationale politikere burde derfor overveje, om de er blevet for arrogante, og holdt op med at gide forholde sig til politisk uenighed. De mange protester til G20-møderne repræsenterer måske en legitim politisk uenighed, som verdens ledere burde forholde sig til. Et andet eksempel fra Danmark var salget af DONG. Den daværende regering overhørte massive folkelige protester, som siden viste sig at rumme en god fornemmelse af, at prisen for DONG var undervurderet.

I takt med, at verdens demokratiske institutioner er under afvikling og beslutningstagerne er blevet elitære og arrogante, bliver vi dårligere til at løse kollektive problemer, herunder klimaforandringerne. I Danmark findes de demokratiske institutioner stadig, men meget tyder på, at den demokratiske ånd er ved at sive ud af bygningerne, som salget af DONG er et eksempel på. Politik er ikke længere baseret på borgernes viden, erfaringer, værdier og ideer, men derimod i langt højere grad på konsulentrapporter, eksperter og industrinære lobbyister.

I Danmark findes de demokratiske institutioner stadig, men meget tyder på, at den demokratiske ånd er ved at sive ud af bygningerne
_______

 

Theresa Scavenius (f. 1984) er postdoc på Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, hvor hun forsker i klimapolitik og demokratipolitik. ILLUSTRATION: Demonstration mod G20 topmødet i Hamborg, 8. juli 2017 [foto: Michael Probst/AP Photo/Polfoto]