Edward Ashbee: Selv Donald Trump er blevet normaliseret

Edward Ashbee: Selv Donald Trump er blevet normaliseret

12.05.2017

.

”Vi har set det, du næsten kan kalde en normalisering af Donald Trump. Og jeg formoder, at vi kommer til at se det fortsætte i de kommende måneder og år. Han bliver næsten dagligt en mere og mere konventionel republikansk præsident.” Interview med Edward Ashbee, lektor ved Copenhagen Business School.

Interview af Jannik Due & Astrid Sofie Vestergaard Nielsen

RÆSON: Hvad har karakteriseret Donald Trumps første godt 100 dage som USA’s præsident?

Vi har set det, du næsten kan kalde en normalisering af Donald Trump. Og jeg formoder, at vi kommer til at se det fortsætte i de kommende måneder og år. Han bliver næsten dagligt en mere og mere konventionel republikansk præsident. Hvis vi tænker på nogle af de personer, der var involveret i de republikanske primærvalg i 2016, som Jeb Bush eller John Kasich, ville de formentlig i praksis ikke have ageret meget anderledes.

Meget af den populisme, der definerede Donald Trumps kampagne – protektionisme, vægt på det amerikanske ’heartland’, infrastrukturelle forbedringer, nye arbejdspladser – er faldet til jorden. Meget af den politik, han har ført, siden han flyttede ind i Det Hvide Hus, er langt mere konventionel republikansk politik.

På udenrigspolitikken er han som mange republikanere splittet mellem den neokonservative drøm om at genskabe andre lande i et amerikansk billede og en mere konventionel realistisk politik, som snarere tilsiger, at du håndterer lande, som de nu engang er, at du forsøger at beherske regimer, der udgør en trussel.

Når man ser på meningsmålingerne, har vi et paradoks. På den ene side begyndte han som mindretalspræsident, hvilket er et dårligt udgangspunkt. Men hvis man ser på følelserne blandt republikanske tilhængere, så holder Trumps vælgere faktisk ved. Det er ret imponerede.

RÆSON: Tror du, det sætter ham i en svag position, at han ikke er nået længere med muren ved den mexicanske grænse?

Når det kommer til muren, er det muligt, måske endda sandsynligt, at han vil få noget, der i det mindste kan minde om øget befæstning ved grænsen. Hvis ikke en egentlig mur. Han har naturligvis lidt af et dilemma, idet hans store kampagne ikke blot lovede en mur, men også at Mexico skulle betale for den. Det står nu klart, at Mexico ikke har tænkt sig at betale for den, og alle måder, hvorpå man kunne få Mexico til at betale for den, f.eks. gennem afgifter på mexicanske varer, vil i sidste ende videregive regningen til amerikanske forbrugere. Det blev også påpeget af den mexicanske udenrigsminister for nylig.

På nuværende tidspunkt antyder meningsmålingerne dog, at tvivlen kommer ham til gode, fordi han ser ud til at gøre en indsats i forhold til muren og i det hele taget en indsats for at begrænse indvandringen. Selvom hans tiltag blev sendt retur af domstolene, får han politisk anerkendelse for i det mindste at forsøge at gøre noget ved indvandringen.

Den anerkendelse kan vare ved, da et af de vigtigste træk ved populistiske løfter er, at når løfterne ikke bliver indfriet, er der normalt en syndebuk, som du kan bebrejde. Mange af hans tilhængere deler nemlig det synspunkt, han gav udtryk for, da han sagde: „Der er mange onde mennesker derude, virkelig rigtig onde typer‟. Alle disse onde mennesker – den politiske klasse, dommere, indvandrere og så videre – kan få skylden, når Trumps løfter og tiltag ikke lykkes. Så jeg tror faktisk, at Trump har rimelig plads til at manøvrere.

 

Der var en gammel reklame for ølmærket Heineken, som sagde, at Heineken-øl kunne nå den gruppe, som andre øl ikke kunne nå. Donald Trump er amerikansk politiks Heineken-øl. Han kunne nå de demokratiske vælgere, som andre republikanere ikke kunne nå. Trump vandt ikke på grund af polarisering, men faktisk det stik modsatte.
_______

 

RÆSON: Tror du, at muren er blevet reduceret til en slags metafor for streng grænsekontrol? Eller er Trump stadig fast besluttet på, at muren bliver bygget?

Præsidenter har en vis mængde penge, de stort set selv kan flytte rundt mellem forskellige konti. Så for at gøre en lang historie kort, er der nogle midler, han sandsynligvis kan bruge til øget grænsekontrol og fornyelse af eksisterende hegn. Man skal huske, at der allerede er meget hegn. Hvis du befinder dig syd for San Diego eller deromkring, vil du se relativt meget grænsekontrol.

Til gengæld tror jeg, ​​at han vil have store udfordringer med at få finansiering til noget af større omfang i Kongressen. Selvom præsidenten kan flytte småbeløb mellem konti, kræver større finansiering støtte fra Kongressen. Vanskeligheden herved ligger i, at amerikansk politik allerede er blevet dramatisk polariseret. Samtidig har demokraterne, på trods af at de udgør et mindretal, stadig stor betydning i Senatet. På nuværende tidspunkt er enhver aftale med demokraterne ret usandsynlig, da demokraterne er meget opmærksomme på, at deres bagland afskyr Trump. Det demokratiske bagland ser ikke bare Trump som republikaner, men som den værste republikaner nogensinde. Og hvis Chuck Schumer, demokraternes leder i Senatet, skulle lave en slags aftale med Trump, ville han stå over for stor vrede i baglandet.

Amerikansk politik plejede at fungere på grundlag af kompromisser på tværs af partierne. Man havde koalitioner, der involverede nogle demokrater og nogle republikanere. Men det er nu en del af fortiden. Blandt republikanerne er der mange, der vil støtte øget grænsekontrol, men det er ikke altid det, der står øverst på dagsordenen. Især ikke for republikanere, som repræsenterer stater langt fra grænsen til Mexico. Så jeg tror, ​​at han vil få svært ved at få støtte til finansiering af større omfang.

RÆSON: Barack Obama havde et flertal imod sig i Kongressen i langt størstedelen af sin embedsperiode. Det svækkede hans muligheder for at gennemføre lovgivning. Hvordan ser situationen ud for Trump?

Der er i de første 100 dage blevet lagt meget vægt på præsidentielle dekreter. På mange måder fortsætter Trump faktisk, hvad Barack Obama gjorde. Alle præsidenter, især efter Anden Verdenskrig, har brugt præsidentielle dekreter til at komme forbi Kongressen. Trump har bare fortsat denne tilgang. Desuden passer præsidentielle dekreter godt til Trumps politiske stil, fordi han gerne vil fremstå som handlekraftig og som en person, der skærer igennem alt nonsens og de etablerede politiske klasser. Så han har elsket de fotografier, hvor han sidder ved sit skrivebord og underskriver præsidentielle dekreter.

RÆSON: Hvordan kan det så være, at Donald Trump ikke har gennemført mere i sin første tid, når han samtidig bliver karakteriseret som handlekraftig?

Præsidentielle dekreter kan kun anvendes ud fra beføjelser i henhold til forfatningen eller gældende lovgivning. Historisk har præsidentielle dekreter været brugt til at gøre nogle ret store ting. Men lejligheder, hvor præsidentens forfatningsmæssige magt kan bruges i relation til sådanne store og dramatiske ting, er faktisk ret sjældne. Så Trump har måttet fokusere på mindre ting, som man kan gøre under eksisterende lovgivning, for eksempel at afskaffe amerikansk støtte til abort. Mere omfattende ting end den slags kræver Kongressens accept, og Kongressen kræver rimelig konsensus i det regerende parti, hvilket man ikke har. Desuden kræver Senatets regler, at man i de fleste tilfælde har 60 stemmer for at få lovgivning igennem. Det betyder, at man også vil få brug for nogle stemmer fra demokrater.

RÆSON: Kommer det til at være et problem for Donald Trump, at han ikke har fået gennemført mere den første tid af sit præsidentembede?

Jeg synes, at en af ​​fordelene i amerikansk politik er, at præsidenternes gennemslagskraft – eller hvad man vil kalde det – formindskes med deres berømmelse. Derfor har vi en tendens til at fokusere på de første 100 dage. Nogle mennesker henviser til denne periode som præsidentens bryllupsrejse, hvor præsidenten har en masse gennemslagskraft, og folk gør, hvad der bliver sagt.

Problemet for Donald Trump er, at selv i løbet af hans bryllupsrejse styrtede hans første forsøg på en sundhedsreform sammen. Det viser hans begrænsede indflydelse, og det laver selvfølgelig ridser i lakken, fordi det både forringer hans handlekraft og prestige, når noget så væsentligt ikke lykkes for ham. Så jeg tror, ​​at der vil være vedvarende vanskeligheder. Selvom republikanerne er et meget mere homogent parti end for 50 år siden, så er der stadig nogle væsentlige forskelle mellem for eksempel the Freedom Caucus og andre grupperinger.

 

Det første udenrigspolitiske princip er, at man ikke tager trin A, førend man ved, hvad trin B skal være. Set udefra ser det i øjeblikket ud til, at Det Hvide Hus ikke ved, hvad trin B skal være – hverken hvad angår Syrien eller Nordkorea.
_______

 

RÆSON: Har valget af Donald Trump resulteret i en større polarisering mellem partierne i USA?

Partierne har ændret sig i løbet af det sidste halve århundrede. Jeg opfatter ikke Donald Trump som en intensivering af den polariseringsproces. Jeg mener, ​​at Trump på mange måder skærer på tværs af processen, fordi han ikke tog den slags politikker, der definerer de meget højreorienterede republikanere, op i sin valgkamp. Det er selvfølgelig uafklaret, hvad der kommer til at ske fremadrettet, men hvis man kigger på, hvad Trump sagde sidste år, så går meget af det på tværs af de etablerede linjer i partierne. Når han taler om udgifter til infrastruktur og beskyttelse af rettigheder som social sikring, kan den republikanske højrefløj ikke lide det. De ønsker frie markedsløsninger. Ted Cruz var en klassisk republikansk højrefløjskandidat i 2016. Det var Donald Trump ikke.

Donald Trumps politik skærer altså på tværs af polarisationsprocessen, i hvert fald på nogle områder. Desuden formåede han at vinde præsidentembedet, netop fordi han udover de etablerede republikanske vælgere formåede at vinde stemmer fra 14 pct. af de hvide amerikanere uden collegeuddannelse, der havde stemt demokratisk og på Obama i 2012. De var koncentreret i ’Rust Belt’-staterne: Michigan, Ohio, Pennsylvania, og så videre. Det var i høj grad disse stater, som gav Donald Trump sejren i november.

Der var en gammel reklame for ølmærket Heineken, som sagde, at Heineken-øl kunne nå den gruppe, som andre øl ikke kunne nå. Donald Trump er amerikansk politiks Heineken-øl. Han kunne nå de demokratiske vælgere, som andre republikanere ikke kunne nå. Både John McCain i 2008 og Mitt Romney i 2012 mislykkedes med at vinde vælgere på tværs af partiskellet. Selvom mange etablerede republikanere betragter Donald Trump som meget besynderlig og uforudsigelig, fik han tiltrukket stemmerne, og det er det, der betyder noget i politik.

Hvad jeg forsøger at sige her er, at Trump ikke vandt på grund af polarisering, men faktisk det stik modsatte. Han var i stand til at trække demokratiske vælgere over på sin side.

RÆSON: Hvor tror du, at Donald Trump vil bevæge sig hen fremover?

Hvis vi først ser på udenrigspolitikken, har missilangrebet på Syrien og det faktum, at han har talt hårdt om Nordkorea, gjort det muligt for ham at differentiere sig selv fra Obama-administrationen. Han har kunnet afbillede sig selv som hård og Obama som svag, både over for sin republikanske base og hos flere uafhængige vælgere. Han har været i stand til at formidle det budskab meget effektivt i USA og til en vis grad også i Europa. Når det er sagt, er det første udenrigspolitiske princip, at man ikke tager trin A, førend man ved, hvad trin B skal være. Set udefra ser det i øjeblikket ud til, at Det Hvide Hus ikke ved, hvad trin B skal være – hverken hvad angår Syrien eller Nordkorea.

Med hensyn til indenrigspolitikken er mit bud, at Trumps præsidentperiode vil udvikle sig i retning af et konventionelt republikansk formandskab, simpelthen fordi de populistiske løfter ikke kan lade sig gøre. Trump kommer ikke til at få nok opbakning hos medlemmerne af Kongressen. Det skyldes både den demokratiske opposition og det faktum, at det republikanske parti stadig er splittet, når det kommer til de populistiske løfter. Jeg tror, ​​vi bevæger os imod en langt mere konventionel republikansk version af Det Hvide Hus. Som vi allerede har set, vil der være fokus på socialkonservative emner, hvilket er paradoksalt, fordi Donald Trump startede ud som den mindst socialkonservative republikanske kandidat overhovedet. Han var ikke særligt interesseret i socialkonservative spørgsmål, og så var hans privatliv – eller ikke så private liv – i modstrid med alt, hvad kristne konservative står for og synes er anstændigt og korrekt.

RÆSON: Hvad er det vigtigste, vi kan tage med fra Donald Trumps indtil videre korte embedsperiode?

Mange mennesker vil nok være uenige, men for mig bekræfter perioden hidtil min mere generelle opfattelse af politik. Jeg tror, ​​at vores handlinger i vid udstrækning er formet af institutioner, strukturer, etablerede regler, formelle såvel som uformelle. Normaliseringen af Donald Trump er efter min opfattelse et vidnesbyrd om, at selvom individuelle påfund, individuelle stilarter og individuelle personligheder selvfølgelig betyder noget, betyder de ikke så meget. Selv Donald Trump er blevet normaliseret.

ILLUSTRATION: Donald Trump efter underskrivelsen af det præsidentielt dekret „Promoting Free Speech and Religious Liberty‟, 4. maj 2017 (foto: RMS/newscom/ritzau)