05.01.2017

Både i Danmark og Norge har man revideret synet på Rusland. Og nu skaber Trump yderligere usikkerhed om de fremtidige brydninger i den arktiske region.

Analyse af Edith Lauglo Endsjø (fra RÆSON28).

Forbliver Arktis et lavspændingsområde? Regionen består af fem meget forskellige kyststater: USA, Rusland, Canada, Kongeriget Danmark og så Norge. Indtil nu har tilfældet været, at Rusland, Danmark og Norge har så mange fælles interesser i regionen, at forholdet fungerer relativt godt – på trods af voldsomme bekymringer for russisk aggression og et globalt bundniveau i samarbejdet mellem Putin og Vesten. ”I Arktis foregår alt på den måde, som jeg ville ønske, at det foregik alle andre steder på kloden med hensyn til Rusland,” konstaterer tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (Radikale Venstre).

Men bekymringerne er åbenlyst ikke grundløse – vi har de seneste år været vidne til temmelig store overraskelser: Ukrainekrisen, Ruslands militære støtte til Assad-regimet og bombningerne i Syrien, usikkerhed og NATO-oprustning i Østersøen – og nu til sidst en Trump, der har gjort de europæiske regeringer nervøse ved at skabe uro omkring NATO’s musketer-ed, artikel 5. Vi kan med andre ord ikke udelukke flere overraskelser. Og Lars Bangert Struwe, generalsekretær for Atlantsammenslutningen, ser grund til bekymring for forholdet mellem Rusland og Danmark – også i Arktis: ”Det er et forhold, som hele tiden har en krise på vej, men uden at den her krise bliver til noget. Alle kan se, at det går o.k., men det kan gå galt.” Og går det galt, vil Danmark slet ikke være i stand til at forsvare sig – vi har simpelthen sparet for meget på forsvarsbudgetterne: ”Vi er dernede, hvor det er meget tæt på at være uansvarligt, og hvor vi ikke lever op til vores NATO-mål,” siger Struwe.

Ifølge Martin Lidegaard risikerer vi, at situationen i Arktis ændrer sig meget hurtigt: ”På trods af at isen smelter med alarmerende hast, er der stadigvæk et godt stykke tid til, at nogen for alvor får en sikkerhedspolitisk interesse i at beskytte området bedre. Selvom russerne opruster en del og bruger det i retorikken, er der ikke nogen, der for alvor er bange og føler, at lokummet brænder deroppe lige nu. Endnu. Nogle af os er så meget smerteligt bevidste om, at det kan komme til at ændre sig meget hurtigt. Derfor er den lavintensitet, vi har, ikke en selvfølge. Den skal der arbejdes seriøst for, hvis den skal fortsætte.”

Rusland – den eneste arktiske stormagt
Et hurtigt blik på kortet konstaterer den voldsomme geopolitiske asymmetri mellem Rusland, Danmark og Norge. Rusland er 17,1 mio. km2 – næsten 50 gange så stort som Norge (Grønland er 2,18 mio. km2). Det er nok heller ikke mange, der er bevidste om, at der faktisk bor i underkanten af to mio. russere i den arktiske region – over for 57.000 grønlændere, 48.000 færinger og de 380.000 indbyggere i Nordnorge.

Den enorme russiske kystlinje indeholder naturressourcer som gas, mineraler, fisk – og olie. 412 mia. tønder uopdaget olie findes der på russisk territorium ifølge U.S. Geological Survey. Det kan derfor ikke undre, at det russiske Arktis har en meget central placering i russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, hvilket også genspejles i, at Rusland uden sammenligning er regionens største militære magt. Størstedelen af den russiske militære tilstedeværelse befinder sig omkring Kolahalvøen, som ligger ud mod Barentshavet og tæt ved Murmansk by. Atomdrevne ubåde opererer fra hovedkvarteret for den russiske nordflåde og anses som et vigtigt forsvar mod et eventuelt angreb fra Vesten. Og siden 2008 har Rusland været i gang med en omfattende militærreform, der har indebåret en markant øget militær tilstedeværelse i Arktis.

Men russerne er splittede. På den ene side ønsker de ikke et militært fokus i regionen, og rent økonomisk er det en stor fordel for Rusland, at Arktis forbliver et lavspændingsområde: ”Rusland ønsker, at Arktis skal være en ressourcebase for den russiske økonomi. Dels via olie og gasudvinding og dels via den nordlige sørute [Nordøstpassagen, red.]. Det kommer logisk af, at det russiske energiministerium har lavet prognoser af oliefelterne i Sibirien, der langsomt er aftagende i output. Der skal noget ind for at erstatte dem. Det er et strategisk valg,” forklarer ruslandsekspert Jørgen Staun fra Forsvarsakademiet til RÆSON.

De arktiske naturressourcer skal med andre ord hjælpe med at genrejse Rusland som stormagt på den globale scene. Rusland mangler imidlertid investeringer og teknisk knowhow til at udføre komplicerede olieboringer til søs i det udfordrende arktiske klima og har derfor en kæmpe interesse i at fastholde en fredelig og stabil udvikling i Arktis. Det vurderer kontreadmiral og chef for Forsvarsakademiet Nils Wang: ”Hvad ville du tænke som land, hvis du havde en interesse i at tiltrække langsigtede investeringer og ønskede at samarbejde med andre multinationale olieselskaber? Din første tanke ville i hvert fald ikke være at lave krig i det område,” siger Wang til RÆSON.

På den anden side er det ikke uden grund, at Rusland opruster militært i Arktis. Man kan diskutere, om frygten er reel eller ej, men det ændrer ikke ved, at Rusland opfatter både USA og NATO som ekspansive og som reelle trusler for deres nationale sikkerhed. Så når NATO-alliancen udvides, når Vesten – med USA i spidsen – laver interventionistiske militære indgreb i stater, hvor de afsætter landenes ledere – så føler Rusland sig truet. Putin ser ikke lyst på, at han i yderste konsekvens kan lide samme skæbne som Muammar Gaddafi eller Saddam Hussein. Når NATO som følge af Ukrainekrisen opruster i Baltikum, hvad både Danmark og Norge vil bidrage til i løbet af 2017, føler Rusland sig nødsaget til at gøre det samme, og det ligner et klassisk ’sikkerhedsdilemma’ – med accelererende frygt og militær oprustning på begge sider – som også vil få en afsmittende effekt på den arktiske region. Ifølge Jørgen Staun har Rusland øget bevillingerne til atomslagstyrken på Nordflåden og opstillet et forsvarssystem med 400 missiler på Kolahalvøen, som kan ramme mål på både Baltikum, i Sydnorge og i Danmark.

Martin Lidegaard er skeptisk over for NATO’s oprustning i Baltikum: ”Det synes jeg faktisk ikke er en specielt god idé. Det er ikke Rusland som sådan, der udgør en trussel – det er Putins regime. Jeg oplever Putin som en regulær populist og ansvarlig for krigsforbrydelser og også til stor skade for sit eget folk. Ham gavner man kun, hvis man begynder at opruste, for så får han en undskyldning for at gøre det samme, og det øger spændingerne.”

Norge og Rusland: Kan fredsommeligheden bevares?
”Norge og Rusland har meget mere tilfælles, end hvad der skiller dem. Når de er uvenner, så er det først og fremmest, fordi Norge er medlem af NATO og dermed bliver et potentielt springbræt for NATO-operationer ind i Rusland,” siger Tormod Heier, oberstløjtnant i den norske hær og forsker ved forsvarets højskole, til RÆSON.

I nord deler Norge en 196 km lang landegrænse med Rusland, og landet har gennem generationer levet i fordragelighed med russerne – de to lande har således aldrig været i krig med hinanden til trods for kulturforskelle og medlemskaber af forskellige forsvarsalliancer. Men det er ikke nemt at være Ruslands lille nabo, og Rusland har været den afgørende faktor for norsk forsvars- og sikkerhedspolitik i årtier. Siden Anden Verdenskrig har nordmændene ført en balancepolitik mellem ’afskrækkelse’ og ’afspænding’, hvor afskrækkelsen har bestået af NATO-medlemskab og traditionelt territorialforsvar, mens afspændingen har været bløde strategier og tillidsskabende tiltag som fx tæt dialog, kultur- og uddannelsesudveksling, åben handel og visumfrihed for grænsebeboerne i Barentsregionen. Selv efter Ukrainekrisen har Norge holdt fast i ønsket om samarbejde og dialog, og på det militære plan har man valgt at opretholde ’hotlinen’, som er den direkte telefonlinje mellem det norske forsvars operative hovedkvarter og den russiske nordflåde. Den giver mulighed for direkte kontakt mellem Norge og Rusland, og hensigten er, at man skal tage kontakt for at undgå misforståelser, hvis noget opleves som unormalt eller farligt.

Trods den generelle opmærksomhed på det militære område og nye risikovurderinger har Danmark indtil videre ikke prioriteret flere ressourcer til den militære del af det danske forsvar i Arktis
_______

 

Der har været flere udfordringer i det norsk-russiske samarbejde efter Ukrainekrisen og den russiske mobilisering i Arktis. Mistilliden mellem de to naboer er øget betragteligt, og nye trusselsvurderinger af Rusland fra den norske efterretningstjeneste har medvirket til en politisk drejning mod mere afskrækkelse. Med statsminister Erna Solberg (Høyre) i spidsen har den norske regering omlagt sin forsvarspolitiske strategi. I en ny langtidsplan for det norske forsvar er der planlagt en markant øgning af forsvarsbudgettet. Regeringen har i november 2016 fået opbakning til planen fra flertallet i Stortinget, hvilket indebærer anskaffelse af både nye kampfly, ubåde og overvågningsfly. Derudover vil regeringen styrke grænsevagten, som vogter grænsen mod Rusland i Nordnorge, med et jægerkompagni. I marts i år fik efterretningstjenesten også to spionskibe, der skal overvåge russisk aktivitet i Barentshavet. Der er med andre ord sat turbo på norsk forsvarspolitik for at dæmme op for den russiske trussel i øst.

Den norske regering har også besluttet at knytte sig endnu tættere til amerikanerne. I oktober 2016 besluttede regeringen således at tillade 330 amerikanske soldater at træne i Midtnorge. Beslutningen er flere gange blevet kraftigt kritiseret af Rusland, og den russiske forsvarspolitiker Frants Klintsevich, der har siddet i det russiske parlament for Putins parti siden 1999, antydede i den forbindelse, at Norge dermed kan blive mål for russiske atomvåben.

Men til trods for udviklingen mod en norsk afskrækkelsesstrategi går nordmændene ikke altid hele vejen – netop af hensyn til Rusland. Norge har fx ikke været interesseret i at deltage i NATO’s europæiske missilforsvar, som russerne er ekstremt agtpågivende overfor. Rusland er nervøse for, at NATO’s missilforsvar kommer for tæt på den russiske kyst ved den isfri del af Arktis omkring Nordflåden, hvilket fra et russisk perspektiv giver større risiko for overraskelsesangreb fra USA og Vesten. Amerikanerne og NATO hævder fortsat, at missilforsvaret primært er rettet mod Nordkorea, Iran og ikkestatslige terrororganisationer.

”Vi er nok lidt bange for at provokere russerne,” siger Heier om Norge. Han mener, at Norge klarer sig fint bilateralt med Rusland, fordi Norge har så mange års erfaring med at leve fredsommeligt i forholdet – og han mener, at Norge på den måde har kunnet vise NATO, hvordan et lille land skal optræde over for en stormagt. At den norske ruslandspolitik har fået en større drejning mod afskrækkelse siden 2007, skyldes ifølge Heier et mere fragmenteret NATO, hvor Norge er blevet usikker på, om man i en bilateral krise med Rusland kan samle opbakning fra 28 vidt forskellige medlemslande. Mange af de andre sydlige NATO-medlemmer er mere optagede af IS end af Rusland, og sammenholdet omkring en fælles fjende – Sovjet – er væk. Norge er derfor ikke længere helt overbevist om, hvorvidt det kan stole på NATO’s artikel 5: ”Dette gør, at hele den norske situationsforståelse i forhold til Rusland bliver meget nervøs.”

Danmark og Rusland – en dristig kamp om Nordpolen
I modsætning til Norge ligger det geografiske Danmark langt fra brudfladen til Rusland i Arktis. Men i kraft af det grønlandske territorium har Kongeriget nærmest lige så store ambitioner som Rusland. Taksøe-rapporten fra maj 2016 understregede, at Danmark anser sig selv som værende en ”arktisk stormagt”, og at denne position skal udnyttes. Derfor var Danmark heller ikke tilbageholdende den 15. december 2014, da landet indsendte det enorme krav til FN på ikke mindre end 895.541 km2 havbund under Nordpolen – vel vidende at kravet ville overlappe det russiske. Det såkaldte Kontinentalsokkelprojekt tog 12 år og brugte 330 mio. kr. til bearbejdelse af videnskabelig dokumentation. Det har tilsyneladende ikke forskrækket de danske politikere. Samme dag som Danmark afleverede Kongerigets krav til FN, sagde daværende udenrigsminister Martin Lidegaard (RV) til TV-Avisen: ”Når det er så vigtigt for Danmark, så er det selvfølgelig, fordi det kan være med til at gøre Kongeriget Danmark større, og dermed også vores stemme i verden større.”

Rusland var overrasket over det danske kravs omfang, men indtil nu har de holdt fast i en samarbejdende kurs og de retningslinjer, som blev fastlagt i forbindelse med Ilulissat-erklæringen i 2008. Her blev de fem arktiske kyststater enige om at løse eventuelle uoverensstemmelser over territoriale krav på fredelig vis og i tråd med FN’s Havretskommission. Danmark har så den udfordring, at det russiske krav på Nordpolen blev indsendt flere år før det danske, og russerne kan således regne med at få en afgørelse fra FN mange år før Danmark. Hvis både Danmark og Rusland får godkendt kravene fra FN, vil man skulle løse konflikten gennem en bilateral forhandling. Nils Wang er bekymret for tidsforskydningen og for, at en russisk godkendelse fra FN vil føre til, at Rusland erklærer Nordpolen for russisk: ”Kontinentalsokkelspørgsmålet vil have hele verdens opmærksomhed, fordi det er her, Ilulissat-erklæringen skal stå sin prøve. Vil russerne virkelig håndtere alle disse spørgsmål i henhold til international lov? Der er ikke nogen, der vil tvivle på, at Danmark vil gøre det i henhold til reglerne, men vil Rusland gøre det?” spørger Wang.

I det langsigtede tidsperspektiv kan der vise sig udfordringer for Danmark. Ifølge Jørgen Staun har Danmark løbet en vis risiko ved at involvere sig i en potentiel uoverensstemmelse med Rusland: ”Det kan være, det tager 15 år, før der kommer en udmelding fra CLCS [FN’s Kommission for Kontinentalsoklens Grænser, red.]. Ser verden ud på samme måde, som den gør nu, på det tidspunkt? Har vi den samme respekt for UNCLOS-regimet [FN’s Havretskommission, red.]? Det er ikke sikkert, så længe Kina er stærk modstander af det, og så længe det går imod deres interesser. Kina er en stigende magtfaktor i det internationale system, USA er på vej ned, og vi er måske langsomt ved at få et mere multipolært system. Og valget af Trump som ny amerikansk præsident kan risikere at forstærke tendensen til manglende respekt for internationale regler og institutioner, hvilket også kan ramme UNCLOS-regimet,” forklarer Staun. Hvis forholdet mellem Danmark og Rusland på det tidspunkt er dårligt, risikerer Danmark at ”have sat sig i en position, hvor man har et uafklaret territorialt spørgsmål med en potentielt revisionistisk magt i et helt andet internationalt system; hvor Vesten er væsentlig svagere, og [der er] et UNCLOS-system, som ikke fungerer […] Der er en vis risiko for, at Danmark kan blive udlagt for at være en småstat, der på vegne af Washington gør et maksimalistisk krav – og således blive lagt for had,” siger Staun til RÆSON. I det lys kan det vise sig, at det danske krav på Nordpolen bliver langt mere omkostningsfuldt end de 330 mio. kr., det har kostet at indsamle de videnskabelige data.

I modsætning til Norge er Danmark fremkommet med et klart ønske om at deltage i NATO’s europæiske missilforsvar, og det er måske ikke den helt store overraskelse, da Danmark som NATO-duks er et af de lande, som i forhold til sin størrelse har bidraget mest til NATO’s internationale operationer de seneste 15 år. Udmeldingen resulterede i usædvanlig skarpe advarsler fra den russiske ambassadør i Danmark, Mikhail Vanin, i foråret 2015. Ifølge Vanin vil det føre til, at Danmark bliver en del af truslen mod Rusland, og at danske krigsskibe bliver mål for russiske atommissiler. Forholdet mellem Rusland og Danmark vil blive mindre fredeligt og tage skade. Joachim Finkielman, kontorchef for det forsvarspolitiske kontor i Forsvarsministeriet, forklarer til RÆSON, at deltagelsen i missilforsvaret har været vigtig for Danmark, og at ”… vi er gennem en årrække blevet spurgt om det her fra NATO og amerikanerne”. Han understreger: ”Vores udmeldinger har ikke noget at gøre med Rusland. Det er alene relateret til vores status i NATO.”

Både Taksøe-rapporten og Forsvarets Efterretningstjenestes risikovurdering fra 2015 fremhæver, at Rusland er blevet en sikkerhedspolitisk udfordring for Vesten og Danmark – altså den samme konklusion, man er nået frem til i Norge. Og den russiske militære opbygning i Arktis betragtes med stor skepsis. Finkielman bekræfter øget opmærksomhed efter Ruslands annektering af Krim: ”Vi, som russerne, går [i dag] mere op i, hvad NATO foretager sig. Og NATO går mere op i, hvad russerne foretager sig, hvor de flytter styrker hen og i øvrigt har aktiviteter […] Der er en stor opmærksomhed på, hvad der sker på det militære område generelt.”

Men trods den generelle opmærksomhed på det militære område og nye risikovurderinger har Danmark indtil videre ikke prioriteret flere ressourcer til den militære del af det danske forsvar i Arktis. I juni 2016 offentliggjorde Forsvarsministeriet analysen ’Forsvarsministeriets fremtidige opgaveløsning i Arktis’. Analysen anbefaler, at der bliver afsat flere ressourcer til forsvaret i Arktis foruden øget satellit- og flybaseret overvågning, styrket bemanding af Arktisk Kommandos stab i Nuuk samt indsættelse af en fregat i Arktis. Men der er ikke tale om en opprioritering med et rent militært sigte, hvilket Finkielman fremhæver: ”Vi gør ikke noget, når det gælder den rent militære del.”

Prioriteringen i Arktis afspejler en generel tendens i det danske forsvar de seneste 15 år, hvor fokus ellers har været på nicher og internationale NATO-operationer. Danmark har ikke prioriteret traditionelt territorialforsvar og har fx ingen ubåde, modsat både Norge og Rusland. Danmark står derfor forholdsvis svagt på det konventionelle område – de forsvarspolitiske øjne har nemlig været et helt andet sted og på specialiserede missioner langt fra de danske landegrænser, såsom i Afghanistan, Irak og Libyen. Missionerne har presset militærets kapacitet, uden at budgetterne er blevet øget. Faktisk er Danmark det eneste land i Østersøregionen, der ikke har øget sit forsvarsbudget de seneste fem år, og landet ligger langt under NATO’s minimumsmålsætning om to pct. af BNP årligt.

Som de geopolitiske realiteter har ændret sig, og som verdenssamfundet er ved at vende tilbage til gamle spilleregler, kan man forvente, at de danske prioriteter også vil ændre sig. Med Taksøe-Jensens egne ord om NATO fra rapporten i maj 2016: ”Mens der i de senere år har været særligt fokus på krisestyring uden for NATO’s territorium og voksende interesse i partnerskaber, er der med Ruslands aggressioner kommet et fornyet fokus på det kollektive forsvar og på afskrækkelse.”

Allerede en uge efter Donald Trumps sejr ved præsidentvalget i USA i november forsikrede Lars Løkke Rasmussen sin amerikanske allierede om, at regeringen vil lægge op til at øge udgifterne til militær og national sikkerhed.

Ingen ny kold krig – det er meget værre
Mange politiske analytikere og kommentatorer sammenligner dagens sikkerhedspolitiske situation med modsætningerne mellem Vesten og Sovjet under Den Kolde Krig, men ifølge Tormod Heier lever vi langt farligere nu. Under Den Kolde Krig var der en gensidig respekt for, hvad der var sovjetisk interessesfære, og hvad der var vestlig interessesfære. Frygten for en altudslettende atomkrig og en tredje verdenskrig var så stor, at politikerne lagde bånd på sig selv. Man ville ikke risikere, at en lille hændelse kunne eskalere til noget forfærdelig stort.

”I dag har vi ikke denne symmetriske ligevægt mellem to stormagter. Du har et Rusland, som langt hen ad vejen er en økonomisk dværg med en BNP på størrelse med Spanien, og som er svag på alle mulige områder – på nær det militære. Samtidig har du et kæmpestort vestligt sikkerhedsfællesskab, som består af 40 pct. af hele verdens militære udgifter, og som er dominerende på alle tænkelige områder. Du har ikke magtbalancen, og du har ikke den gensidige respekt,” forklarer Heier. Vesten ser på Ruslands idé om interessesfærer som noget gammeldags. Derudover har man en generation af politikere i Vesteuropa, som de sidste 15-20 år er blevet vant til at bruge militær magt som en del af deres udenrigspolitik, fx på Balkan og i Afghanistan, Irak, Libyen, Mali og Syrien. Man har fået et meget mere anvendeligt militærapparat end det, man havde under Den Kolde Krig, hvor der var værnepligtige civilister, som måtte bruge lang tid på at mobilisere. I dag benytter vi os af professionelle soldater, der kan sendes ud til hele verden med meget kort varsel.

Heier opsummerer: ”Konflikterne i dag er ikke af en sådan art, at man er bange for en tredje verdenskrig; men der er mange småkonflikter – og da sænkes også tærsklen for at respektere modpartens krav. Så er det nemmere, at man presser et svagt Rusland op i et hjørne, hvor det at bruge magt – med russiske øjne – bliver det mindst dårlige alternativ. For hvis befolkningen i Rusland ser, at Putin giver efter for Vesten og lader sig ydmyge i international politik, vil den kræve ham afsat meget hurtigt. Derfor er det vigtigt for ham at fremstå stærk, ikke miste ansigt i international politik og vise befolkningen, at han står for russiske interesser, og at Rusland er en stormagt, som ikke lader sig blive kørt rundt i manegen. Derfor spiller Putin så ofte det militære kort, fordi det næsten er det eneste kort, han har – og særligt de nukleare atomstyrker.”

Vi risikerer med andre ord, at vi får flere mindre kriser, som ender i militær konflikt, og her kan især små stater være specielt udsatte. For hvornår er krisen stor nok til, at NATO iværksætter artikel 5? I yderste konsekvens risikerer vi, at et lille land som Norge eller Danmark bliver tvunget til selv at eskalere en krise – netop for at fange USA og NATO’s opmærksomhed.

Putin, Trump og de små stater
NATO og den transatlantiske alliance er de to fundamentale blokke i både dansk og norsk sikkerhedspolitik. Det er naturligvis derfor ikke tilfældigt, at både statsminister Lars Løkke Rasmussen og Erna Solberg skyndte sig at understrege det historisk gode samarbejde, landene har haft med USA, efter at Trump blev udråbt som vinder af præsidentvalget. De har kort sagt ikke andet valg.

Når de geopolitiske realiteter igen er blevet dominerende, og både Norge og Danmark er blevet offer for russiske atomtrusler de seneste par år, kan Løkke Rasmussen og Solberg ikke gøre andet end at lægge deres skæbne i Trumps hænder og i NATO’s sikkerhedsnet. De bliver nødt til at øge forsvarsbudgetterne og efterkomme amerikanernes ønske om at nærme sig at bruge de to pct. af BNP på forsvarsbudgetterne.

Kan Trump indlede et mere pragmatisk og stabiliserende samarbejde med Putin? Måske vil realistiske forventninger til Rusland dæmpe spændingerne. Men det er ikke nødvendigvis så ligetil ifølge Jørgen Staun: ”Bare fordi der er god ’kemi’ mellem Putin og Trump, er det ikke nogen garanti for, at deres staters interesser er sammenfaldende. Det så vi senest under George W. Bush. Russernes håb – og måske begejstring for Trump – ligger snarere i den effekt i form af splittelse internt i EU og NATO, som valget af Trump måske kan føre med sig,” siger han. Samtidig kan små stater som Danmark og Norge ende med at blive glemt og klemt i stormagternes interessespil. Hvad vil der ske, hvis nordmændene eller danskerne ender i en bilateral konflikt med Rusland, som amerikanerne ikke ser en egeninteresse i at involvere sig i?

Det er og bliver nok i hvert fald ikke en god idé at fremstå svag, fordi det eneste sprog, Putin forstår, er magtens sprog, mener Martin Lidegaard. ”Russerne er nogle hårde hunde. Når det handler om politik, er man nødt til at have en rimelig fast hånd, hvis man overhovedet skal have en hånd tilbage, når man er færdig med at forhandle,” siger han.

Og i Arktis er fremtiden lige blevet mere usikker: ”Det er virkelig svært at vurdere, hvad Trumps valg får af betydning for forholdet mellem USA og Rusland og følgelig også i forhold til Arktis,” konstaterer Lidegaard: ”Før havde vi én helt uforudsigelig spiller i Putin, nu har vi to.”

ILLUSTRATION: Grønland, 2016 [foto: Hiroya Minakuchi/AFLO/Polfoto]

Edith Lauglo Endsjø (f. 1983) er kandidat i Statskundskab og tidligere chefredaktør for RÆSON.