19.09.2017

En kommende bankerot atommagt med en alt for effektiv hær og en ung galning ved magten har vist sig som en endog meget uforudsigelig størrelse. Men det store spørgsmål er: Hvad vil konsekvenserne i Nordkorea være i tilfælde af det totale økonomiske kollaps?

Kommentar af Jens Rohde, MEP, Radikale Venstre

De færreste af os kan vel sige os fri for at trække lidt på smilebåndet, når nordkoreanske tv-speakere toner frem på skærmen og omtaler deres kære leder. Og ret beset har verdenssamfundet i årevis gjort det samme, når landet har forsøgt sig med missilaffyringer. Men Nordkoreas unge diktator, Kim Jong Un, er i gang med at konsolidere sin magt med en intern, stædigt vedholdende brutalitet og en udenrigspolitisk kamikazekurs, som skal dække over et truende økonomisk kollaps. Det sidste er en trussel, som verdenssamfundets ledere bør begynde at forholde sig til.

Det er muligt, at verdens ledere ser en anelse overrasket til udviklingen i det underlige land, men det, vi ser i dag, har været længe undervejs. Allerede for to år siden henrettede Kim Jong Un sin fars svoger og mentor. Det var den tidligere nummer to i landet, Jang Song Taek, som blev dømt til at være ”alle tiders forræder”. Samtidig rapporteres flere udrensninger enten gennemført eller på vej.

Den slags er ikke nyt i Nordkorea, men Kim Jong Uns hensynsløshed og skruppelløshed kombineret med en eklatant ekspansiv økonomisk politik, som tærer på Nordkoreas reserver, bør for alvor vække seriøs bekymring i resten af verden. I Europa-Parlamentet vil vi med en resolution opfordre verdens ledere til at turde tænke det utænkelige, udarbejde planer for ditto og ikke mindst stå sammen. En kommende bankerot atommagt med en effektiv hær og en ung galning ved magten er en endog meget farlig størrelse.

Kim Jong Uns hensynsløshed og skruppelløshed kombineret med en eklatant ekspansiv økonomisk politik, som tærer på Nordkoreas reserver, bør for alvor vække seriøs bekymring i resten af verden
_______

 

DET VAR FADEREN, Kim Jong Il, der udså sin yngste søn som den næste store leder. Den udnævnelse har sønnen i den grad taget til sig ved at udråbe sig selv til ”Den Kære Leder”. En titel, som ikke engang hans far turde ophøje sig til, da den i sin tid tilhørte Kim Jong Ils egen far, grundlæggeren af Nordkorea, Kim Il Sung.

Men Kim Jong Un sætter for sig selv intet under en skæppe, og han viger ikke tilbage for at statuere eksempler. Dét fik hans tilgiftede onkel, Jang Son Taek, at mærke. Han var blandt de mest indflydelsesrige mænd i Nordkorea under den tidligere leder, men blev inden sin henrettelse kaldt ”afskum og værre end en hund” og tillige retoucheret ud af gamle dokumenter, fotos og film. Kort tid efter blev en af hans støtter, den nordkoreanske ambassadør for Skandinavien Pak Kwan-Chol, kaldt hjem fra Sverige. Ingen kender i dag hans skæbne. Efter sigende skulle han være på ferie – en ferie, der indtil nu har varet to år. Også den tidligere ambassadør i Schweiz, Ri Su Yong, er ifølge japanske aviser blevet henrettet. Han skulle have arbejdet tæt sammen med Jang og Chol, som begge forsøgte at sikre Nordkorea udenlandske investeringer – fra især Kina – for at hjælpe en trængt nordkoreansk økonomi.

AT EN PERSON med rang som Jang blev frarøvet alle poster, bragt for en domstol og henrettet, er i sig selv usædvanligt og bemærkelsesværdigt. Og det selv i Nordkorea. Men hvad der virkelig skiller sig ud og rejser alvorlige spørgsmål, er måden, hvorpå det blev gjort. Meget minder om de interne partikampe i midten af 1950’erne, hvor Nordkoreas grundlægger Kim Il Sung var på sin første rejse til Europa. Mens han var i DDR, forsøgte resterne af de engang så mægtige kinesiske og sovjetiske fraktioner i partiet at vælte herskeren. Det lykkedes ikke, og udrensningerne blev massive. Det tog et stykke tid – nemlig helt indtil 1984 – før Kim Il Sung atter vovede sig ud på en sådan tur.

Sønnesønnen, Kim Jong Uns, henrettelse af Jang tyder på, at han ønsker at statuere et eksempel om, at han er ukrænkelig, og at ingen kan nægte at adlyde hans ordrer, sådan som Jang gjorde. Dermed løber Jong Un naturligvis en risiko. Han erkender offentligt, at han har opponenter i partiets inderkreds. Men han har tydeligvis vurderet, at de offentlige skueprocesser med hans modstandere er risikoen værd. Og her ligger forklaringen formentlig ikke så meget i ønsket om et jerngreb om partiet som i at adressere nogle budskaber til såvel lokalbefolkningen som udlandet.

HVIS MAN LÆSER de mange direkte og indirekte henvisninger til Kina i det gamle anklageskrift mod Jang, er det ikke utænkeligt, at den 80 mand stærke kinesiske ambassade i Pyongyang efter Uns smag måske har været lidt for ivrig efter at udvide sine kontakter til nordkoreanske ledere. Det ville som nævnt ikke have været første gang, og efter de mange trusler og krigsspil, der foregår i disse år, er det vel heller ikke ganske utænkeligt. Kina ønsker fred og ro langs sin nordøstlige grænse, så USA og Japan ikke permanent inviteres til militær tilstedeværelse i regionen, men den mission er mislykkedes totalt for kineserne. De prøver desperat at finde deres ben at stå på, mens den amerikanske præsident har travlt med at håne dem på Twitter for ikke at have styr på deres egen baghave.

Al historisk erfaring viser, at et eksploderende forbrug i et udviklingsland er farligt, fordi ressourcerne er knappe og langt hellere bør bruges på investeringer
_______

 

Et andet vigtigt aspekt er økonomien. Da Kim Jong Un kom til magten i slutningen af 2011, lovede han befolkningen penge. Mange penge. Han begyndte med løftet om øget levestandard – først gennem symbolske handlinger og slogans. Så renoverede eller åbnede han nye forlystelsesparker som fx et delfinarium i Pyongyang. Hele landet oplever et ekstremt byggeboom, og levestandarden er faktisk stigende. Alt dette lyder som et sandt eventyr i Nordkorea, der jo er kendt for sin sultens slavehær.

MEN: Hvor kommer pengene fra? Hvorfra kommer brændstoffet til de mange nye biler? Nordkorea har ingen olieressourcer. Hvordan får landet strøm til alle de nye klimaanlæg og varmeapparater, når det berømte natlige satellitbillede af Korea stadig viser den nordlige halvdel af Korea indhyllet i næsten total mørke? Hvordan finansierer Jong Un det ekstra skoleår, som han i september 2012 gav til millioner af unge? Og hvordan er det lykkedes flere millioner mennesker uden udenlandsk valuta at øge deres forbrug, erhverve sig mobiltelefoner og spise på restauranter?

Al historisk erfaring viser, at et eksploderende forbrug i et udviklingsland er farligt, fordi ressourcerne er knappe og langt hellere bør bruges på investeringer. Kim Jong Un synes at være ligeglad. Han har tilsyneladende indledt et spil ud fra den erkendelse, at han ikke kan vinde med sit eksisterende økonomiske system. Lige så hensynsløs han er med sine modstandere og sine udenrigspolitiske provokationer, lige så skruppelløs er han med økonomien.

DEN PLUDSELIG OG MASSIVE stigning i de offentlige udgifter siden begyndelsen af 2012 kan ikke være finansieret gennem stigende indtægter i landets almindelige omsætning, for det har stort set ingen kontakter til kapitalmarkederne. Der kan derfor kun være én logisk forklaring: Nordkorea bruger af landets reserver. Rapporter om guldsalg siden 2014 er ikke nye i denne sammenhæng. Ikke desto mindre er de alarmerende.

Historien kan tjene som rettesnor. Erich Honecker brugte fra 1971 større mængder penge på sin socialpolitik, end han havde stabile indtægtskilder til. Det førte igen til stigende forventninger, som betød større udgifter og til sidst konkurs. Det kunne naturligvis være ganske fristende at håbe på samme skæbne for det nordkoreanske system. Men det store spørgsmål er: Hvilke konsekvenser vil det totale økonomiske kollaps have i Nordkorea? Det sandsynlige svar er, at landet vil styrte totalt sammen – og det under ledelse af en ung galning, der synes parat til hvad som helst og både råder over atomvåben og en effektiv kampberedt militær magt. Konsekvenserne heraf kan blive meget alvorlige. Det er på høje tid, at det øvrige verdenssamfund finder sammen og forholder sig nøje til et kollaps i Nordkorea og den situation, som ingen for alvor har turde tænke til ende.

Det er på høje tid, at det øvrige verdenssamfund finder sammen og forholder sig nøje til et kollaps i Nordkorea og den situation, som ingen for alvor har turde tænke til ende
_______

 

ILLUSTRATION: Kim Jong Un ved en fejring af Nordkoreas vellykkede prøvesprængning af en brintbombe, september 2017 [foto: KCNA/Polfoto]