Niels Jespersen: Det glemte køn. Når produktionsarbejdspladserne forsvinder, bliver mændene vrede. De har skabt Brexit. De har skabt Trump. De vil ændre historiens gang

Niels Jespersen: Det glemte køn. Når produktionsarbejdspladserne forsvinder, bliver mændene vrede. De har skabt Brexit. De har skabt Trump. De vil ændre historiens gang

17.10.2017

.

Når produktionsarbejdspladserne forsvinder, risikerer de nye arbejdsløse – hvoraf flertallet er mænd – at ende i ensomhed, misbrug og kriminalitet. I stedet for bare at parkere de overflødige på borgerløn, bør man forsøge at inkludere dem i økonomien. Alternativet er politisk uro i form af Trump, Brexit og det, der er meget værre.

Kronik af Niels Jespersen

Jeg har aldrig læst eller undervist på HF. Alligevel har jeg rettet ganske mange HF-opgaver. Nogle rigtigt gode – andre pivringe. Årsagen? Det var mine soldaterkammeraters opgaver, jeg sad og svedte over. Jeg var nok den mest boglige i enheden, hvorfor jeg naturligt nok var ham, de andre kontaktede, når det var tid til at stille militærstøvlerne på hylden og få sig en civil uddannelse. På den måde indgik mine boglige evner i den bytteøkonomi af tjenester, der eksisterer i forsvaret. En historieopgave kunne veksles til nemme vagttjanser eller hjælp, når enhedens køretøjer skulle vedligeholdes. På den måde var det meget praktisk at have noget at handle med.

Der er ikke mange af den slags institutioner tilbage, hvor samfundsklasserne bliver blandet, og hvor en middelklassedreng som undertegnede tager armstrækkere med dem fra arbejderklassen. Hvor dem, der kommer fra hjem uden bøger, møder nogen der kan hjælpe dem med lektierne. Hæren var en af de sidste. Eller – den er jo ikke helt væk, men værnepligten er efterhånden skåret ned til ingenting, og der er næppe 1.000 kampsoldater tilbage på landets kaserner.

 

Der er ikke mange af den slags institutioner tilbage, hvor samfundsklasserne bliver blandet, og hvor en middelklassedreng som undertegnede tager armstrækkere med dem fra arbejderklassen. Hvor dem, der kommer fra hjem uden bøger, møder nogen der kan hjælpe dem med lektierne. Hæren var en af de sidste
_______

 

Men tidligere var hæren et sted, hvor unge mænd uden særligt meget styr på tilværelsen kunne få retning på livet og møde positive rollemodeller. Jeg har ikke mødt en dygtig delingsfører, der ikke også påtog sig et socialt ansvar og fungerede som en slags reservefar eller storebror for sine soldater. I hvert fald for dem, der havde brug for det. Som sørgede for, at de afholdt sig fra slagsmål, at de holdt dankortet og næsen ude af hvidt pulver i weekenden. Og som punkede dem til at tage en brugbar civil uddannelse, når de blev for gamle og fede til at være konstabler.

Jeg tænker ofte på, hvordan livet for mange af mine gamle kollegaer havde været, hvis ikke hæren havde været der til at forme dem i de følsomme år fra stor dreng til voksen mand. Jeg håber, de havde haft et tilsvarende disciplineret mandefælleskab på en byggeplads eller en fabrik, men statistikken taler imod det. For også den slags jobs er på vej ud sammen med værnepligten.

I Danmark er der 186.000 unge under 30, der hverken er i gang med uddannelse eller arbejde. Under finanskrisen forsvandt 200.000 job – primært i den private fremstillingsindustri. Det er her, meget af opdragelsen og socialiseringen af mænd sker. Her lærer de duknakkede, at de har en plads i et produktivt fællesskab – og de stærke dukker nakken under fagets hierarki. Her får de svage kød på knoglerne og afstivet rygraden, mens de smarte bliver pillet lidt ned og lærer sig respekt. Trods lærere og pædagogers bedste indsats, så er der bare nogen, der ikke kan nås af andre end råbende seniorsergenter og bryske sjakbajser.

Polariseringen af uddannelsessystemet og forråelsen af arbejdslivet

Før jeg blev soldat, arbejdede jeg som vejleder på erhvervsskoler rundt omkring i landet. Et betydeligt mindretal af de studerende var folk, hvis fremtid i højere grad lignede et hændelsesforløb frem for en karriere. Hvilken fremtid venter der dem? De risikerer – ifølge statistikkerne – at ende i et mandeproletariat, der bare går og ødelægger tingene for sig selv og os andre.

I Danmark har politikerne besluttet, at en fjerdedel af alle unge skal have en lang videregående uddannelse. Det kan være fornuftigt nok, men betyder i praksis en udsultning af de mindre boglige uddannelser. Det er ikke bare undervisningen, der halter bagefter, men også de fysiske rammer. Kontrasten mellem de forskellige skoler er mange steder kolossal. Mens gymnasierne typisk er placeret i nye, flotte bygninger tæt ved centrum og har milliarder at brænde af på reklamer og lækkerhed, så er mange erhvervsskolers lokaler trøstesløse, nedslidte og møgbeskidte, beliggende i et industrikvarter et sted ved buslinjens endestation.

 

Mens gymnasierne typisk er placeret i nye, flotte bygninger tæt ved centrum og har milliarder at brænde af på reklamer og lækkerhed, så er mange erhvervsskolers lokaler trøstesløse, nedslidte og møgbeskidte, beliggende i et industrikvarter et sted ved buslinjens endestation
_______

 

At mange erhvervsskoler er så underfinansierede og æstetisk frastødende, er et symbol på håndværkets tab af anerkendelse. Tabet af soft power eller kulturel kapital, som det hedder i dag. Det fører indirekte til, at ideen om det postindustrielle samfund bliver til virkelighed, fordi der er så få begavede unge, der vælger en erhvervsuddannelse. Det betyder, at virksomhederne ikke kan få ansøgere til jobs og bliver nødt til at flytte produktionen til udlandet. Ikke fordi det bedst kan betale sig, men simpelthen fordi de ikke kan få stillingerne besat.

I gamle dage havde Danmark en industriminister. I dag er der langt større opmærksomhed på design og apps, som fx Endomondo, der blev solgt for 500 mio. kr. i 2015. Den nyhed ryddede avisforsider i flere dage og resulterede i nærmest nordkoreanske jubelscener. Da Nissens Kølerfabrik for nylig blev solgt for to mia. kr. blev det knap nok dækket uden for Horsens. De kreative erhverv står for under 1 pct. af eksporten, mens industrien tegner sig for over halvdelen. Men ifølge Danmarks Vækstråd vil der allerede i 2015 være et væksttab op til 85 mia. om året, fordi der mangler arbejdskraft til industri og håndværk. Alligevel foreslår regeringen i sit finanslovsforslag for 2018 at spare yderligere 0.5 mia. kr. på erhvervsskolerne.

Samtidig sker der en løbende forråelse af arbejdslivet, der kan aflæses i det stigende antal arbejdsulykker og stresstilfælde. Fagforeningerne bliver stadigt svækkede og globaliseringen medfører et uhørt pres på de kortuddannedes jobmuligheder. Så kan akademikerne prædike liberalisme. Det er ikke dem, der bliver erstattet af en robot eller en polak. Den danske drøm – den, hvor et 37 timers overenskomstdækket arbejde var en adgangsbillet til middelklassen – er under pres.

 

Den danske drøm – den, hvor et 37 timers overenskomstdækket arbejde var en adgangsbillet til middelklassen – er under pres
_______

 

Mænd, der begynder at hade kvinder

Når de traditionelle produktionserhverv nedvurderes og udflyttes, mister mange mænd deres naturlige habitat. De går til grunde eller finder andre fællesskaber i bander og rockergrupper. I USA er den hvide arbejderklasse efterhånden lige så udsat for misbrug og selvmord, som traditionelt udsatte grupper som fx sorte amerikanere. I mange forhenværende industribyer, hvor far havde et godt vellønnet job, arbejder sønnerne i dag som vikarer og løsarbejdere i supermarkeder eller på barer. Historisk mange er singler og forskning viser da også, at det er sværere at finde en kvinde, når man ikke kan finde et fast arbejde.

Herhjemme ser vi de samme tendenser. Der er flere og flere unge mænd, der falder ud af samfundet og som ikke kan omskoles til SOSU’ere eller symbolanalytikere. Mænd fylder op i alle de forkerte statistikker. 78 pct. af hjemløse er mænd. 78 pct. af dem, der er i behandling for stofmisbrug, er mænd. 75 pct. af dem, der benytter hjemløsetilbud, stofmisbrugs- og alkoholbehandlingstilbud, er mænd. Tallene for overdødelighed, vold og ADHD-diagnoser følger samme mønster.

 

Der er flere og flere unge mænd, der falder ud af samfundet og som ikke kan omskoles til SOSU’ere eller symbolanalytikere. Mænd fylder op i alle de forkerte statistikker
_______

 

Men der er også alternativer til at gå i hundene. I stedet for at tage nederlaget på sig, vælger mange mænd at vende vreden udad mod resten af samfundet. Lige nu raser der en bandekrig i København og kuglerne fyger om ørerne på beboerne. Krigen handler, som alle andre krige, om frygt, ære og penge, men den udkæmpes af unge mænd – gangster-lærlinge – der har fundet sig netop det mandefællesskab og den anerkendelse, de higer efter. Og der er damer i at være en bad boy. Det er en motivationsfaktor, man ikke må undervurdere.

Mange af de unge mænd, der har svært ved det med damer, udvikler til gengæld en anden form for vrede mod samfundet. Dem, der følger den amerikanske ”Men Going Their Own Way”-bevægelse, vælger helt at opgive kontakt med det modsatte køn. Andre tilslutter sig internettets selvbestaltede mandeguruer og pick up artists (scorekonger), der skal lære dem at opføre sig som vindere og derved komme i seng med masser af kvinder. Scorekongerne tilbyder deres følgere ”den røde pille”, der skal få dem til at se tilværelsen, som den virkeligt er. Det er en reference til Matrix-filmen, hvor hovedpersonen Neo dropper sin trygge middelklassetilværelse for at se verden klart (den viser sig at være et dystopisk mareridt, styret af robotter). For scorekongerne handler denne røde pille om en form for vulgærdarwinistisk livsfilosofi, hvor kvinder anses for at være egoistiske og utro af natur.

Man skulle egentlig tro, at en bevægelse, der handlede om at komme i trusserne på så mange kvinder som muligt, ville have noget positivt at sige om det modsatte køn. Tværtimod. Flere af de mest markante pick up artists nærer et intenst had mod kvindekønnet i almindelighed og feminister i særdeleshed, der får skylden for snart sagt alle problemer. Et typisk eksempel er den amerikanske pick up artist, Roosh Valizadeh – kaldet Roosh V. Han er manden bag bogen ”Don’t Bang Denmark”, en hater travelguide, der kritiserer danske kvinder for at være grimme feminister, der tyranniserer de svage danske mænd til at betale for en oppustet velfærdsstat. Roosh V beskriver sin ideologi som neomaskulinisme – en kombination af traditionelle værdier, maskulinitet og dyrebiologi. Hans mission er at hjælpe mænd i degenererede vestlige nationer, der terroriseres af politisk korrekthed og ikke-objektive skønhedsidealer.

Og #hashtag not-all-scorekonger. Der er også upolitiske guruer og guides, der handler om at blive bedre til smalltalk og træne sig til store muskler. En del af bevægelsen handler bare om mænd, der forsøger at gøre sig attraktive for kvinder. At få ”game” og blive en ”alpha”. Men man skal ikke læse med på mange debattråde om forførelse, før budskabet degenererer ud i politisk ekstremisme. Rød pille-retorikken er giftig og evigt tilstede.

 

Man skal ikke læse med på mange debattråde om forførelse, før budskabet degenererer ud i politisk ekstremisme. Rød pille-retorikken er giftig og evigt tilstede
_______

 

Denne kvindehadske og antisociale verdensopfattelse gives så videre til titusindvis af unge mænd via internettets debatfora, hvor misogyni går hånd i hånd med racisme og højreradikale holdninger. Journalisten Angela Nagle har i bogen ”Kill All Normies” beskrevet, hvordan netop miljøet af vrede computerspillere og manderettighedsaktivister på internettet spillede en markant rolle i mobiliseringen bag Donald Trump, der med sin vulgære mandschauvinisme anses som et forbillede. Internettets vrede mænd udgør samtidig kernetropperne i den ny-fascistiske alt-right bevægelse, samt i den mere moderate højrepopulisme, der skyller ind over både USA og Europa.

Internettets selvradikaliserede mænd er selvfølgeligt ikke udelukkende et resultat af manglen på arbejdspladser. Der er tale om en bredere kulturkamp, hvor store grupper i samfundet vender sig imod eliten. Ikke den elite, der har penge – men den, der sidder på medierne og uddannelsessystemet og som mener, at man skal tale pænt og behandle hinanden ordentligt.

Hvad hvis mandefagene har en gylden fremtid?

Men afindustraliseringen skaber et marked for reaktionære holdninger. Scorekongerne lærer mændene, at de skal opføre sig, som om de har selvtillid. Som om de er stærke og handlekraftige. Kort sagt, hvordan de faker det. Hvis færre mænd var usikre på deres egen rolle og maskulinitet, ville færre nok også være til fals for den slags selvhjælpsbogfilosoffer.

Herhjemme er produktionsarbejdspladserne gennem de sidste mange årtier blevet nedlagt med politikernes velsignelse. Årsagen er, at produktion i Danmark grundlæggende betragtes som urentabel. Skal samfundet spilde penge på at understøtte den slags? Nej, mener politikerne. Deres logik: Vi kan ikke have en masse utilpassede mænd rendende rundt på et økonomisk frilandsmuseum, hvor forbrugerne betaler dyrt for produkter af dårligere kvalitet, blot for at sikre at mændene opfører sig nogenlunde ordentligt.

Men den form for regnearkslogik overser flere ting.

For det første er der omkostningerne ved marginaliseringen af hundredtusinder af mænd. En ting er, når de tager stoffer og hærger rundt som kriminelle. Endnu mere omkostningsfulde er de politiske konsekvenser af en vred arbejderklasse. Hvor meget koster mon Brexit i England? Hvad bliver prisen for præsident Trump, der fik ikke mindre end 67 pct. af de hvide arbejderes stemmer? Begge valg er i høj grad udløst af vrede. Både Afrika og Mellemøsten er i dag er fyldt med mænd, der ikke har noget fornuftigt at tage sig til. Måske er det ikke kun islams skyld, at regionen plages af vold og uroligheder?

 

Hvor meget koster mon Brexit i England? Hvad bliver prisen for præsident Trump, der fik ikke mindre end 67 pct. af de hvide arbejderes stemmer? Begge valg er i høj grad udløst af vrede. Både Afrika og Mellemøsten er i dag er fyldt med mænd, der ikke har noget fornuftigt at tage sig til. Måske er det ikke kun islams skyld, at regionen plages af vold og uroligheder?
_______

 

Er de vrede mænd ikke selv ansvarlige for deres situation? Der er jo ingen, der holder dem fra at tage en relevant uddannelse? Det er rigtigt nok, men vi må også bare acceptere, at det ikke er alle mennesker, der hverken magter eller ønsker en boglig uddannelse.

For det andet kan det faktisk vise sig at være en rigtig god forretning at holde fast i nogle af de traditionelle mandeerhverv. Tyskland og Sydkorea beviser, at det er muligt for rige lande at satse på en højspecialiseret fremstillingsindustri – selv om lønninger og omkostninger er høje. Desværre er der meget lidt politisk interesse for den model.

Saxo-liberalisternes alfahan, Lars Seier Christensen, vil indføre borgerløn til alle de overflødige arbejdere, så de ikke laver ballade. Her er det faktisk mere interessant at kigge på liberalisternes forjættede land, Schweiz, for Alpe-republikken er andet end bankfiduser og fjollede ure. Schweiz eksporterer nemlig for små 2.000 mia. kr. årligt og har verdens bedste og mest velfinansierede erhvervsuddannelser. Måske er der en sammenhæng dér? Og måske vi skulle blive lige så imponerede over schweizernes høje faglige niveau, som over deres lave skatter?

 

Schweiz eksporterer for små 2.000 mia. kr. årligt og har verdens bedste og mest velfinansierede erhvervsuddannelser. Måske er der en sammenhæng dér? Og måske vi skulle blive lige så imponerede over schweizernes høje faglige niveau, som over deres lave skatter?
_______

 

Den glemte del af kønsdebatten

5. september 2017 blev der stiftet et nyt parti i Danmark. Det drejer sig om Feministisk Initiativ, der har ganske få medlemmer og en politik, der stort set er identisk med Enhedslisten og Alternativets. Alligevel blev stiftelsen mødt med massiv opmærksomhed både i de etablerede og på de sociale medier. Der er simpelthen clicks i kønsdebatten, hvilket debatredaktører også har fået øjnene op for. Imidlertid er der overraskende få debatindlæg, der handler om mænd og deres vilkår – det er som om kvinderne løber med hele opmærksomheden.

Det skal være dem vel undt. Den offentlige debat er ikke noget nulsumsspil, og det er muligt både at interessere sig for kvinders ligestilling og arbejdermændenes deroute. Samtidig er det bare sådan, at når det kommer til både det politiske fokus og forskning, kan pengene kun bruges en gang, og her tager kønskampen fokus væk fra klasseaspektet. For det er jo ikke rige mænd, der bliver marginaliseret – og helt ærligt, så klarer kvinder i overklassen sig også helt ok.

 

Når det kommer til både det politiske fokus og forskning, kan pengene kun bruges en gang, og her tager kønskampen fokus væk fra klasseaspektet. For det er jo ikke rige mænd, der bliver marginaliseret – og helt ærligt, så klarer kvinder i overklassen sig også helt ok
_______

 

Valget af Donald Trump demonstrerer, at den hvide arbejderklasse fortsat er i stand til at ændre historiens gang – og også i Europa marcherer Marx’ gamle spøgelse, nu under højrepopulismens faner. Her har alle os, der sætter pris på den åbne, liberale verdensorden, den samme opgave som i 30’erne. Vi skal demonstrere at det frie, lige samfund også er det mest retfærdige for alle – også for mine gamle soldaterkammerater.

Niels Jespersen (f. 1980) er tidligere tillidsmand i SiD (nu 3F), Afghanistan-veteran, og uddannet cand.mag. i historie. Småborgerlig socialdemokrat og patriot, ivrig kværulant på facebook, debattørtype i medierne og medstifter af den politiske podcast “Udestuen”. Fra Holstebro, nu bosat på Nørrebro i København, hvor han samler på portvin, sabler og antikke standerure. ILLUSTRATION: Rally for Præsident Trump i Nashville, 15. marts 2017 [foto: AP Photo/Mark Humphrey/Polfoto]