21.04.2017

Implosionen på venstrefløjen har været længe undervejs i Frankrig, men der rejser sig nogle helt aktuelle spørgsmål, fordi lignende sammenbrud netop har manifesteret sig i Holland og i Storbritannien. Der er nu to muligheder for at udfaldet af valgets første runde på søndag bliver et valg mellem den globaliserede konkurrencestat og den lukkede velfærdsstat.

Analyse af Ole Aabenhus

Indtil for kort tid siden så det franske præsidentvalg nogenlunde overskueligt ud: Enten Marine Le Pen fra den nationalistiske og indvandrerfjendtlige højrefløj, eller Emmanuel Macron, der markerer sig som en slags nordisk socialdemokrat, der satser både på velfærd og konkurrenceevne – på samme tid.

Men i de sidste uger er valgkampen begyndt at ligne den gamle krimiserie Twin Peaks, hvor det hele bliver mere og mere kompliceret efterhånden som opklaringen skrider frem.

Her i de sidste dage op til valget er der ikke to, men fire kandidater, der hver især kan gøre sig gældende med forventede stemmetal i første runde på mellem 18-19 og 22-23 procent – ikke meget, når man indtænker den statistiske usikkerhed i meningsmålingerne og de usikkerheder, der ligger i, at stadig flere melder, at de vil stemme (nu ca. 70 procent mod før 60 procent i februar), og at små 30 procent af dem, der VIL stemme, kun få dage før valget stadig er usikre på, hvor de ville sætte deres kryds.

Hvis general de Gaulle fra sin himmel kigger ned på situationen i Frankrig lige nu, vil han helt sikkert føle sig irriteret over det rod, han ser, men han må stadig kunne glæde sig over, at der i den grundlov, han fik gennemført i 1958, er indført to valgrunder i præsidentvalget. Der kan være så mange kandidater, det skal være, i første valgrunde – den, der finder sted på søndag. Der er faktisk opstillet 11 i alt. Men kun de to, der får flest stemmer i første omgang, går videre til den endelige runde – søndag den 7. maj.

Ud over Macron og Le Pen er de to, der har chance for at gå videre, centrum-højres hårdtslående kandidat Francois Fillon, der er kommet igen på trods af diverse sager om fryns, og Jean-Luc Melanchon, fra en folkefront på venstrefløjen kaldet ”Det ukuelige Frankrig” (La France insoumise).

EU-skepsis
Set i et europæisk perspektiv er det interessant, at EU spiller så stor en rolle i valgkampen, og at to af de fire – Le Pen og Melanchon – spiller det nationalistiske kort og kræver Frankrig ud af EU eller EU dybtgående forandret, mens Macron og Fillon står for en fortsat uddybning af EU-samarbejdet.

Valget på søndag KAN altså føre til, at to EU-skeptikere går videre, så valget kommer til at stå mellem fransk udtræden – Frexit – eller franske krav om total genforhandling af EU samarbejdet. Eller det kan stå mellem en EU-skeptiker og enten en globalist som Macron, der vil styrke EU-samarbejdet og gøre Frankrig til en konkurrencestat, eller en Francois Fillon, der især vil bruge det fransk-tyske samarbejde til at sikre, at vi får en ensartet selskabsbeskatning i hele Europa og i øvrigt er mest optaget af at sikre en fælles finanspolitik i eurozonen.

Nu har den kritiske holdning bredt sig, så knap 2/3 af den franske befolkning melder sig som EU-skeptikere i opinionsundersøgelserne. Tomheden gungrer i et af EU’s absolutte kernelande.
_______

 

Under alle omstændigheder er situationen prekær: I 2005 stemte Frankrig nej ved en folkeafstemning om det, der dengang hed Forfatningstraktaten (nu Lissabontraktaten). Det var et chok dengang og førte EU’s topledere ud i mere end et års tænkepause. Men den løsning, de valgte – med den daværende franske præsident Nicolas Sarkozy i spidsen – var ikke at løse problemet i dialog med befolkningen, men tværtimod at skrive teksten en smule om, så den kunne gennemføres som traktatændringer uden folkeafstemning. Nu har den kritiske holdning bredt sig, så knap 2/3 af den franske befolkning melder sig som EU-skeptikere i opinionsundersøgelserne. Tomheden gungrer i et af EU’s absolutte kernelande.

Præsidenten, der ikke stillede op
En anden ting, der er værd at trække frem, er at de traditionelle partistrukturer er brudt sammen i Frankrig, når vi lige ser bort fra Front National, hvor Marine Le Pen stadig holder sammen på en årtier gammel sammentømret flok, der knap nok har sin lige i det franske kommunistparti.

Den politikerlede, der findes i næsten hele Europa i dag, findes måske tydeligst i Frankrig, hvor både højrefløjens og venstrefløjens store partier er ved at implodere – falde totalt sammen.

Inden for Socialistpartiet (de franske socialdemokrater) har den socialistiske præsident, Francois Hollande, måttet opgivet at stille op til en ny periode, fordi hans popularitet droppede helt ned til 7 procent. Det er første gang nogensinde nogen sådant er sket.

Det var så meningen, at Hollandes statsminister Manuel Valls skulle stille op, men han blev slået ved partiets primærvalg i januar af den ikke særlig kendte Benoit Hamon – hvis opbakning er faldet og faldet og faldet, fra godt 14 til nu omkring 8 procent.

For at føje spot til skade er to af de fire ledende kandidater vokset ud af det vaklende Socialistparti. Det gælder den 39-årige Emmanuel Macron, der har været økonomiminister i den socialistiske regering indtil august sidste år og som tidligere har været en af Hollandes helt centrale rådgivere. Og den 65-årige Jean-Luc Melanchon, der engang var talsmand for Socialistpartiets venstrefløj, men brød med partiet i 2008.

Implosionen har været længe undervejs i Frankrig, men der rejser sig nogle helt aktuelle spørgsmål, fordi lignende sammenbrud netop har manifesteret sig i Holland. Det hollandske arbejderparti PvdA (Partij van de Arbeid) faldt ved valget den 15. marts i år fra tidligere 25 til nu kun 8 procent af stemmerne. Tilsvarende har det britiske Labour, der ligger på 25 procent i meningsmålingerne, markante problemer med at finde fodslag og manifestere sig, og partiet kan vente yderligere tilbagegang – nogle taler om nedslagtning – ved det netop udskrevne lynvalg 8. juni.

To bud fra venstre
Det, vi ser i Frankrig er med andre ord tidstypisk for i hvert fald en del af socialdemokratierne i Europa. Hvad er så problemet? Måske at socialdemokraterne var dem, der drev velfærdsstaten frem i Europa og skaffede tryghed, uddannelse og velstand til den arbejdende befolkning. Nu har de ”sejret ad helvede til”, som den danske LO-formand Thomas Nielsen engang formulerede det. Der er ikke nye mål, der kan begejstre. (I skrivende stund er Tyskland SPD med Martin Schulz som ny leder muligvis den undtagelse, der bekræfter reglen).

Implosionen på venstrefløjen har været længe undervejs i Frankrig, men der rejser sig nogle helt aktuelle spørgsmål, fordi lignende sammenbrud netop har manifesteret sig i Holland og i Storbritannien.
_______

 

Jean-Luc Melanchon og Emmanuel Macron har hver sit bud på, hvad Socialistpartiet BURDE have gjort. Melanchon fører nu valgkamp sammen med kommunisterne i ”Det ukuelige Frankrig”. Hans forbillede er ”Die Linke” i Tyskland, som er vokset op på resterne af det østtyske kommunistparti. For ham handler det om at bevare de goder, der er vundet gennem mange års kamp, om at begrænse immigrationen mest muligt og om at kræve et langt mere socialt Europa, uden de tysk-inspirerede stramninger, der forhindrer regeringerne i at føre en aktiv jobpolitik. Hans appel, og hans veltalenhed i debatter, har givet ham en markant fremgang siden engang i april, da store dele af Socialistpartiets venstrefløj sluttede sig til ”Det ukuelige Frankrig”.

Emmanuel Macron står som nævnt for en ”skandinavisk” konkurrencestat, hvor velfærdssamfundet indrettes, så det passer bedst muligt med moderne markedsvilkår.

Macron er gulddrengen i den franske valgkamp – millionær efter nogle år som ung investeringsbankmand i Rothschild banken, tidligere økonomiminister, tidligere toprådgiver for præsident Francois Hollande, repræsentant for partiets højrefløj og ikke bange for at gå ind over midten: ”Jeg står til venstre, men jeg er åben over for ideer fra højre”, siger han.

Ud af det gamle Socialistparti er der nu vokset et venstrefløjsparti og et konkurrencestatsparti, men spørgsmålet er, om nogen af dem har et svar på den usikkerhed, folk føler i et samfund, hvor job og virksomheder flytter rundt, flere og flere menneskelige relationer flyttes over på it, og afstanden mellem rig og fattig øges, mens immigrationen trænger sig på.

Farcen på højrefløjen
Tomheden i det gamle Socialistparti modsvares fuldt ud af farcen på højrefløjen, hvor politikerleden og forestillingen om grådige politikere fik fuld næring, da der dukkede en sag op om, at højrefløjens topkandidat, den tidligere premierminister Francois Fillon, havde sikret sin kone en ”løn” på 3,5 millioner kroner over fem år for intet at lave, og tilsvarende, mindre beløb til sine børn.

Fillon erklærede, at alle havde fuld tillid til ham, og at beskyldningerne var grundløse. Skulle de imidlertid vise sig at føre til en sigtelse, ville han træde tilbage. Alle fór rundt for at finde en egnet erstatning. Det blev en anden central skikkelse i partiet, Alain Juppé, men da sigtelsen kom, ville Fillon alligevel ikke træde tilbage.

Når han ligger blandt de fire top-kandidater i dag, skyldes det dels at partiapparatet i det gamle borgerlige parti fortsat fungerer, dels at han har vist sig som en dygtig, men grov debattør, der skælder ud til højre og venstre i bedste Trump-stil, men hans politik rummer ikke meget nyt. Han var premierminister under Nicolas Sarkozy 2007-12, og står efter manges mening for en fortsættelse af denne.

Den, man frygter
Mange frygter, at der ligger en overraskelse gemt på valgdagen – nemlig at Marine Le Pen og hendes Front National trækker mange flere stemmer, end meningsmålingerne viser. Vinder hun i anden runde, står der en afstemning om Frexit – fransk udtræden af EU – forude, ved en folkeafstemning seks måneder efter valgdagen.

Men går det sådan? Hun har arvet sit parti fra faderen Jean-Marie Le Pen, og hun står som han står for det nationale, det immigrationsfjendtlige og for konstant nedrakning af alle andre partier. Blot er tonen ændret. Hun lægger mere vægt på løftet om en tilbagevenden til en national velfærdsstat fra dengang alting var bedre end nu. Hun har fat i mange unge, og hun har været i stand til at ryste en sag om svindel med EU-midler af sig med en Trump-lignende bemærkning om, at hun er forfulgt af pressen og det etablerede politiske system.

I faderens tid hentede partiet omkring 15 procent af stemmerne, bl.a. fordi han vakte afsky ved sin holocaust-fornægtelse og småfascistiske udtalelser. I dag viser meningsmålingerne, at Marine Le Pen kan få 20-25 procent af stemmerne, men ingen meningsmåling viser, at hun kan få flertal i anden runde. Som en fransk iagttager siger: Marine Le Pen fremtræder som en moderne politiker i dag. Men bag hende gemmer sig racistiske grupper. De vil blive trukket frem i lyset i pressen i de 14 dage, der går frem til anden runde 7. maj.

I hvert fald er det rigtigt, at der er tætte forbindelser mellem Front National og en stærkt racistisk gruppe kaldet Bloc Identitaire. Og holocaust-fornægtelsen dukkede op igen, da Marine Le Pen i valgkampen afviste enhver tale om, at det moderne Frankrig bør tage ansvar for en sag fra anden verdenskrig, da franske politikere sendte 13.000 jøder af sted til gaskamrene i Auschwitz.

Men vinder Marine Le Pen anden runde, kommer hele EU’s konstruktion totalt i skred, så der er mange gode grunde til at følge med i det franske valg.

ILLUSTRATION: Valgplakater for Macron og Le Pen (foto: ritzau)

Ole Aabenhus er tidligere DR-korrespondent i Bruxelles. Arbejder p.t. på projektet My!Europe, der har drøftet EU’s demokratiske underskud i syv lande inden for det sidste halvandet år og senest præsenteret ”20 Recommendations For More Democracy In Europe” på et seminar i Europa-Parlamentet (www.myeurope.today).