19.03.2017

Kampen mod Islamisk Stat har fået momentum. Irakiske tropper står på tærsklen til at overtage Mosul og kurdiske tropper befinder sig ikke langt fra Raqqa. Interview med Lars Erslev Andersen, seniorforsker i international sikkerhed, DIIS og Perry Cammack, research fellow ved Carnegie Endowment of International Peace.

INTERVIEW AF Raurel Kaae Adams

RÆSON: Hvad er de store træk i den amerikanske strategi for Raqqa, og på hvilken måde er Trumps linje anderledes end den vi har set fra Obama?

Erslev: I udgangspunktet mener jeg ikke, der er tale om en overordnet ny strategi, men det, at man i højere grad skilter med sin militære tilstedeværelse er selvfølgelig et nyt element. Dét USA gør konkret, er i virkeligheden en videreførsel af den strategi Obama lagde ud, hvor man har allieret sig med de kurdiske styrker, og har dannet, trænet og forsynet ’Syrian Democratic Forces’ (SDF) (red. Overvejende kurdisk milits), der også inkluderer arabere. Samtidig er det også rigtigt, at man har involveret sig mere direkte i konflikten, hvor man blandt andet koordinerer på kryds og tværs med fx russerne og tyrkerne.

Men det eneste man sådan set kunne konkludere på det, er igen synligheden i forhold til USAs militære tilstedeværelse. Det springende punkt er i virkeligheden ikke russerne, for russerne har man koordineret med i noget tid, til trods for, at der selvfølgelig har været uenigheder. Her er det samtidig Rusland, allieret med Assad, som har svinget med taktstokken i noget tid. Det som Trump har meldt ud er, at han vil indlede et nærmere samarbejde med Rusland, men det indikerer som sådan ikke et reelt militært samarbejde – kun koordination. Det kommer formentlig til at betyde en højere grad af den samme form for koordinering, man har set tidligere. Når det kommer til Assad, så er det klart, at kampen mod ISIS i Syrien, som USA er en del af, falder ud til Assads fordel og er en støtte til ham – hvilket er særligt tydeligt i forhold til Raqqa, hvor man jo kan komme til at se USA stå side om side med russerne og Assad. Man har også set at der ligefrem har været landsbyer der har været evakueret og overdraget til Assad, hvilket selvfølgelig indikerer en mere direkte koordination. Kombineret med rygterne om, at der måske vil blive indsat flere amerikanske tropper på landjorden i Syrien, er der risiko for en bevægelse i retning af en ’evig optrapning’ og det var lige præcis det Obama ville undgå. Det skyldes først og fremmest, at USA har allieret sig med de syriske kurdere, og har besluttet sig at beskytte dem mod bl.a. Tyrkiet.

Cammack: Hvis vi sammenligner Barack Obama og Donald Trump er de næsten lige så forskellige i både temperament og stil som man kunne forestille sig, og deres udenrigspolitiske prioriteter udgør klart en forandring. Alligevel mener jeg, at der i bred forstand er mere kontinuitet end forandring hvad angår de to administrationers respektive tilgange til netop Syrien. Dette tager selvfølgelig højde for evolutionen af strategier i Syrien, navnlig i forhold til den kortsigtede stigning i antallet af udsendte tropper, kombineret med autoriseringen af færre restriktioner på brugen af militære midler fra amerikansk side. Men selv det virker som udviklinger der også ville have fulgt Obamas udenrigspolitiske bane fra 2014 til 2017. Når det er sagt, kan den måde hvorpå man fra amerikansk side har forsøgt at stabilisere fjendtlighederne mellem Tyrkerne og Kurderne i Manbij, alligevel godt antyde en strategisk forandring, men det er for tidligt til at sige om det rent faktisk er et generelt skifte. I forhold til Syrien som helhed, er det til gengæld lige præcis spændingerne mellem tyrkerne og de syriske kurdere, at Trump bliver nødt til at adressere. Det er særligt fordi, at den anden halvdel af løsningen på de spændinger ligger inden for det diplomatiske domæne, og det er ikke nogen hemmelighed at Obama administrationen – som måske både kunne og burde have gjort mere – kæmpede med det her i årevis. Det skyldes i virkeligheden den simple årsag: der fandtes ikke nogen simpel løsning, og særligt ikke når det gælder forholdet mellem kurderne og tyrkerne.

Det er helt oplagt, at USA i stigende grad vil synliggøre sin tilstedeværelse i Syrien, da de ikke vil lade hverken Iran, Rusland eller Tyrkiet komme til at stå for stærkt.
_______

 

RÆSON: Det virker som om, at USA balancerer mellem sine to allierede I konflikten: kurderne og Tyrkiet. Hvad er det indbyrdes forhold lige nu, og kan de forblive allierede med begge?

Erslev: Det er kendt, at der længe har været store spændinger mellem Tyrkiet og USA. Lige nu er Tyrkiet i gang med stille og roligt at ændre sine prioriteter, så de ligger tættere på de russiske end de amerikanske. Så det er oplagt, at man ikke kan blive ved med at have et godt operativt samarbejde med tyrkerne og samtidig beskytte de kurdiske styrker i Syrien, for det giver spændinger – både i forhold til Tyrkiet og måske også Rusland på længere sigt, som også har sat sig sammen med Iran. Og Iran, sammen med Hizbollah, kommer til at spille en stadig større rolle i Syrien, hvilket i særdeleshed bekymrer Israel; USA’s tætteste allierede i Mellemøsten. Trump har samtidig markeret meget tydelig modstand til netop Iran og selvfølgelig også Hizbollah, og den modstand deles bestemt af Israel, som ser på den nye orden Rusland forsøger at skabe med voksende bekymring. Det gør de ikke mindst fordi, at den nye orden vil betyde, at Israels absolut største fjende: Iran, kommer til at stå stærkere og meget tættere opad Israels egne grænser. Derfor er det i øvrigt helt oplagt, at USA i stigende grad vil synliggøre sin tilstedeværelse i Syrien, da de ikke vil lade hverken Iran, Rusland eller Tyrkiet komme til at stå for stærkt.

Cammack: Et af de største spørgsmål lige nu er lige nøjagtig hvordan USA vil balancere sine relationer til aktørerne i regionen. På den ene side har de brug for de ”boots on the ground” som de kurdiske styrker tilbyder, særligt ift. at indtage Raqqa og den generelle effektivitet de har vist i kampen mod ISIS, men på den anden side har de den strategisk vigtige NATO-alliance med Tyrkiet. Det er allerede et kompliceret forhold, men tilføjer du Rusland og Irans indflydelse bliver strategien kun mere uforudsigelig, da den kan skifte relativt hurtigt, alt afhængig af situationen på landjorden.

At forstå Tyrkiets fremtidige strategi er særligt vanskeligt, først og fremmest på baggrund af det Kurdiske Spørgsmål, men senest under påskud af kupforsøget (mod Erdogan juli 2016, red.). Begge elementer gør det sværere at forudsige Erdogans prioriteter end det allerede var. Der har tidligere været forsøg fra Tyrkiets side på at skabe humanitære zoner i Syrien, som nok i virkeligheden var intenderet som en buffer i forhold til håndtering af kurderne og for at inddæmme det langsigtede problem med flygtningestrømme fra Syrien der krydser Tyrkiets grænser. Zonerne har både gjort Tyrkiet i stand til at tilbagesende flygtninge og bekæmpe ISIS under større grad af beskyttelse, hvilket også har forbedret deres forhandlingsposition i forhold til både Rusland og USA. Samtidig er der stigende spændinger mellem Ankara og Tehran, så der kommer måske også et forsøg fra Tyrkiet om at få russerne til at bokse iranerne ud af regional indflydelse i Syrien. Det kan til gengæld kun lade sig gøre ved at skære navlestrengen der knytter Assad til Iran, der går igennem både det nordlige Irak og Beirut. Men at gøre det er umådelig vanskeligt, eftersom alle aktører der understøtter koblingen – om det så er det Russiske luftvåben eller Shia militser i det nordlige Irak – er samtidig med til at undertrykke tilstedeværelsen af ISIS.

Man kan derfor godt proklamere Assad som løsningen, det store problem er dog i mellemtiden, at det slet ikke passer ind i den linje der er lagt i Washington, og bestemt heller ikke i forhold til Israel.
_______

 

RÆSON: Er det muligt, at Trump vil være villig til at acceptere Assad som en nøgle til en fredlig løsning I Syrien, og hvordan vil den se ud?

Erslev: Det kommer meget an på betingelserne. Det med ”Assad som nøgle” kan man godt sige er bedre end det totale kaos som måske ville være alternativet, men problemet er bare, at Assad er i seng med Iran og Hezbollah. Det gør det meget vanskeligere for Trump og Mattis at forhandle en sådan aftale, end det var for Obama og Kerry som – på nogle områder – åbnede op for en tilnærmelse med Iran. Man kan derfor godt proklamere Assad som løsningen, det store problem er dog i mellemtiden, at det slet ikke passer ind i den linje der er lagt i Washington, og bestemt heller ikke i forhold til Israel. Særligt efter, at Aleppo blev tilbagevundet af Assads styrker [i december 2016, red.], har Israel befundet sig i et øget alarmberedskab, som vi både har kunne se i forhold til deres bombninger af lufthavn uden for Damaskus og Hezbollahs forbindelseslinjer mellem Libanon og Syrien.

Trumps problem er derfor også, at de udmeldinger han har kommet med under valgkampen og som ’president-elect’ er nogle forenklede løsninger på konflikten. De eneste konstante elementer i Trumps udtalelser har været først; den udelte støtte til Israel, og andet; et udelt fjendskab over for Iran. Hvis man tager udgangspunkt i Syrien, tror jeg det er helt uspiseligt for Tyrkiet og Erdogan, at der vil blive oprettet noget der minder om et autonomt kurdisk område i regionen. Tyrkiet kan jo operere langt væk fra sine grænser, det har vi jo set, og Tyrkiet vil modsætte sig med alle midler. Til gengæld tror jeg godt det er muligt, at få Tyrkiet til at sluge en kurdisk stat i det nordlige Irak. Men det forudsætter at Tyrkiet får mulighed for at påvirke den proces, hvorved det kan blive realitet for kurderne. Også her spiller Iran en helt central rolle, da landet har forbindelser til kurdiske partier i det nordlige Irak.

Cammack: Jeg argumenterede før Trumps indsættelse, imellem Aleppos fald (til Assad, red.) og kampen om Mosul, at hele konfliktens strategiske landskab havde rykket sig markant i både Syrien og Irak. På den ene side, er der momentum i kampen mod ISIS grundet deres seneste tab i netop Mosul, men på den anden er Assads overlevelse blevet gjort fait accompli af hans sejr i Aleppo. Det næste spørgsmål bliver derfor, hvorvidt Syrien bliver inddelt i uformelle ”interesse zoner” hvilket er et tænkeligt scenarie, også selvom det ville blive ufatteligt kompliceret, og have store implikationer for Iran, Golf-landende – for ikke at nævne Israel. På en måde er dette allerede virkeligheden post-Aleppo. Men hvis hensigten er at operationalisere et strategisk eller militært samarbejde mellem USA og Rusland, hvilket er Trumps valgkampsretorik, tror jeg ikke det holder. Et potentielt flashpoint for det her spørgsmål omhandler hvad der sker på den anden side af kamphandlingerne i Idlib. Hvis de syriske tropper vinder i Idlib bliver det efterfølgende et spørgsmål om, hvorvidt regimet drager syd og øst. I så fald bliver det nemlig en mulighed, at Assad vil hjælpe Hezbollah-styrker ned mod Israel, i befolkningscentre i Jordan eller lignende. Det ville øge skalaen for israelsk militær eskalering betydeligt, mere end vi allerede har set. Min antagelser er som sagt, at Assad vil blive overbevist af hans militære establishment at forfølge denne strategi, og det er her russernes respons bliver fuldstændig afgørende. Jeg tror det kan gå én af to veje: Enten insisterer russerne på, at Assad arbejder mod en politisk fredsaftale, eller også fortæller de ham, at han kan gøre hvad han vil. Det lader til, at jo sværere Assad bliver, jo mere eftergivende er han over for Moskva. Det modsatte gælder til gengæld også; jo mere territorie Assad vinder, jo mere vil han overveje at udvikle sin egen militære strategi, uafhængigt af russiske interesser.

Jeg kan kun forestille mig, at den russiske analyse af situationen i Syrien lige nu er, at det har været en geostrategisk succes fra deres side, for man har både fastholdt territoriet op til Middelhavet og nyder generelt politisk indflydelse i Syrien. Hele Putins udenrigspolitiske ’game’ er at opretholde så mange åbne strategiske partnerskabe som muligt. Selvom han for eksempel har et stærkt forhold til Hezbollah og Iran, skulle man tro at hans forhold til Israel ville lide last på den bekostning, men alligevel ser man det modsatte ske; Rusland skubber på for forbedrede relationer til Israel, men også Egypten, UAE og endda til en vis grad Saudi Arabien. Jeg tror ikke Putin på nogen måde ønsker et brud i nogle af de forhold, heller ikke til Iran, men stilen er åbenlyst at holde så mange kontaktlinjer åbne som overhovedet muligt, og derefter kalibrerer sine relationer i en reaktion på de strategiske udviklinger.