10.05.2017

IRAK OG SYRIEN NU: Er vi vidne til et skift i den amerikanske strategi? Hvilken interesse har Rusland i fred? Betyder tilbagegang for Islamisk Stat fremgang for al-Qaeda? Hvordan navigerer parterne de modsætningsfyldte alliancer? Og hvad er udsigten til fred i de konfliktramte lande? RÆSON har interviewet Paul Salem, administrerende leder af policy og research på Middle East Institute i Washington, USA.

Interview af Loke Bisbjerg Nielsen

RÆSON: Hvilke begivenheder har ifølge dig haft betydning for, hvordan situationerne i Irak og Syrien har udfoldet sig det seneste stykke tid?

I Irak har der ikke været nogen bemærkelsesværdige forandringer. De oplever gradvise fremskridt. I Syrien har specielt Trump-administrations nye indstilling til at samarbejde med Assad, som han ellers udtrykte sig positiv overfor under valgkampen samtidig med, at han udtrykte velvilje mod at samarbejde med Rusland om en løsning, ændret sig radikalt efter luftangrebet på flybasen i Idlib. Nu ser det ud til at Assad ikke længere bliver betragtet som en del af løsningen på konflikten i Syrien. Vi må se, hvad der sker, og det bliver spændende at se, hvordan det påvirker krigen mod Islamisk Stat. En mulig konsekvens er i forhold til den amerikanske strategi på jorden. Det er før blevet spekuleret i, at når de amerikansk støttede syriske kurdere havde indtaget Raqqa, ville amerikanerne sørge for, at byen, eller dele af byen, ville blive overdraget til Assad-styret. Det er nok ikke tilfældet mere. De bliver nødt til at finde en anden løsning. Det har også fået Trump-administrationen til at indse, at de bliver nødt til at spille en større rolle i Nord- og Østsyrien, og at de nok bliver nødt til at have en større troppetilstedeværelse i den nærmeste fremtid. Det kommer også til at ændre på forholdet til Tyrkiet. Tyrkiet havde oprindeligt accepteret, at Assad ville blive ved magten, for det havde amerikanerne sagt. Nu er de opmuntret af, at Trump-administrationen sender nye signaler hvilket medfører, at de genoptager deres engagement i Nordsyrien. I forhold til krigen mod Islamisk Stat har der ikke været nogle dramatiske ændringer: kampagnen mod organisationen i Irak og Syrien går støt fremad.

RÆSON: Har Trump-administrationen ændret den amerikanske strategi?

Trump-administrations strategi er egentlig blot en forlængelse af den sene Obama-administrations strategi. Den er båret af det amerikanske militær, og regeringsskiftet har ikke påvirket den. En amerikansk tilstedeværelse kræver et vist antal tropper på jorden, at de samarbejder med visse lokale grupperinger – i Irak er det Føderale Politi og Peshmergaerne (irakiske kurderes væbnede styrker, red.), og i Syrien er det PYD (Democratic Union Party, red.) og SDF (Syrien Democratic Forces, red.) og nogle arabiske styrker, som de for tiden prøver at øge samarbejder med. Det var på plads under Obamas sidste tid, og det fortsætter under Trump. Obama intensiverede kampen mod Islamisk Stat i de sidste måneder af sin administration, Trump intensiverer den smule mere. Ikke meget, men mere.

USA betragter stadig Ruslands nære allierede, Iran, som en fjende, og betragter også Ruslands anden allierede, Assad-styret, som en slags fjende, så hvordan arbejder du med Rusland uden at arbejde med Ruslands allierede? Hvordan kan amerikanerne samarbejde med Tyrkiet og samtidigt samarbejde med PKKs allierede?
_______

 

RÆSON: Hvordan naviger USA mellem deres forskellige partnere?

Modsætningerne er ekstreme og uforløste i Syrien. Amerikanerne samarbejder med PYD som har forbindelse til PKK (Det Kurdiske Arbejderparti, red.), som amerikanerne selv før har betragtet som en terror-organisation, og som Tyrkiet åbenlyst er imod. Amerikanerne under Trump er åbne for at samarbejde med Putin, og de havde en god telefonsamtale i om det i sidste uge. Men de betragter stadig Ruslands nære allierede, Iran, som en fjende, og betragter også Ruslands anden allierede, Assad-styret, som en slags fjende, så hvordan arbejder du med Rusland uden at arbejde med Ruslands allierede? Hvordan kan amerikanerne samarbejde med Tyrkiet og samtidigt samarbejde med PKKs allierede? For tiden fokuserer amerikanerne blot på at indtage Raqqa i løbet af de næste par måneder med deres allierede styrker, og jeg tror de håber på at resten falder på plads undervejs.

I forhold til Rusland vil de forsøge at gennemføre en våbenhvile, deeskalering og måske en form for stabiliserede eller sikre zoner. Jeg tror, at der er potentiale for, at Rusland og USA kan finde frem til en form for enighed om de her ting, også selv om Assad-regimet og elementer af oppositionen ville være imod det. Jeg tror, Rusland og USA har en fælles interesse i en eller anden form for deeskalering. Vi får se om det virker. De har prøvet det før, og der virkede det ikke.

RÆSON: Hvori mener du, at Rusland og USA’s fælles interesse består?

Jeg mener, at de kan finde en fælles interesse i at skabe fred og stabilitet i området. For Rusland betyder det selvfølgelig at deres allierede, Assad-styret, forbliver intakt. For amerikanerne betyder det, at det samme styre ophører med dets bombardementer, tøndebomber, kemiske våben osv., mod civile, og at det vil hjælpe til at opdæmme flygtningestrømmen og tillade dem at vende tilbage til i hvert fald dele af Syrien. Så på en måde fastfryse og stabilisere krigen i Syrien. Det vil omvendt også være i Tyrkiets, Jordans, Libanons og Europas interesse. Rusland og USA har også en fælles interesse i at nedkæmpe Islamisk Stat i f.eks. Raqqa, Deir al-Zour og al-Qaeda som f.eks. er i Idlib. Hovedproblemet er, at hvad angår Ruslands og USA’s fælles interesser i Syrien, er det ikke sikkert at Assad-styret deler dem.
Rusland har forskellige prioriteter: de vil have at Assad bliver ved magten og de ønsker, at den syriske stat skal overleve. Det har de opnået. Sekundært så de selvfølgelig gerne, hvis Assad kunne tage magten i hele Syrien, men i det bredere perspektiv har de andre interesser. Specielt i forhold til USA har de en umiddelbare interesse i at få ophævet de sanktioner, som blev indført efter kriserne på Krim og i Ukraine. Når nu de har sikret, at Assad sidder trygt på magten, kan de nemt give amerikanerne en våbenhvile her og en sikker zone der. Så hvis de kan få fjernet eller lettet nogle sanktioner, vil det være en stor gevinst for dem.

Al-Qaeda forsøger ikke at indføre strenge fortolkninger af Sharia-loven, men arbejder med en langsigtet strategi: de lader Islamisk Stat tage alle slagene, mens de fokuserer på at opbygge alliancer. Og det har de succes med.
_______

 

RÆSON: Hvor stabilt er Assads greb om magten? Og hvad fortæller det os om, hvordan det står til med oppositionerne til Assad-styret?

Situationen er stadig meget usikker i regeringskontrollerede områder, men både Rusland og Iran ser ud til at føle sig trygge ved at opposition i hvert fald ikke kan vinde og at Assad ikke kommer til at tabe.

Islamisk Stat er en kategori for sig selv. De kontrollerer de områder, de kontrollerer, og har ingen allierede. De er under vedvarende angreb, og vil højst sandsynligt miste Raqqa og Mosul i løbet af den kommende tid. Men de vil overleve.

Al-Qaeda er en helt anden historie. De har opdateret deres tilstedeværelse i Syrien det seneste stykke tid. Modsat Islamisk Stat, som valgte at isolere sig selv og kæmpe mod alle, har de valgt at forsøge at bygge bro til oppositionen og infiltrere samfund, byer og områder, der er sympatisk indstillede overfor oppositionen. Al-Qaeda forsøger ikke at indføre strenge fortolkninger af Sharia-loven, men arbejder med en langsigtet strategi: de lader Islamisk Stat tage alle slagene, mens de fokuserer på at opbygge alliancer. Og det har de succes med.
Så er der den Frie Syriske Hær, som består af et løst netværk af alliancer. Bag den står en politisk opposition med baser forskellige steder: Tyrkiet, Paris, Qatar. De har dog ikke så meget indflydelse på, hvad der foregår på jorden i Syrien. Men som følge af den her løse organisationsform, er den ikke-terroristiske eller moderate opposition splittet. Men den er til stede; specielt i Sydsyrien, men også til en vis grad nordpå.

RÆSON: Al-Qaedas leder, al-Zawahiri, henvendte sig for nylig til den syriske opposition i en tale og opfordrede dem til at omstille sig til guerillakrig. Er det et udtryk for, at oppositionen er for svækket til at føre konventionel krig? Og er det udtryk for en begyndende alliance mellem al-Qaeda og dele af oppositionen, eller er det blot et opportunistisk led i al-Qaedas infiltrationsstrategi i Syrien?

Jeg tror det opportunistisk. Da Trump-administrationen meldte ud, at det ikke er et problem, hvis Assad bliver ved magten, begyndte mange i opposition at miste håbet. Al-Qaeda var omvendt meget entusiastiske, da de kunne række ud til oppositionen og sige: ’hvad sagde vi, amerikanerne er fuldstændig ligeglad med jer. Kom tilbage og arbejd sammen med os. I kan ikke stole på amerikanerne’. Men efter amerikanernes missilangreb fattede oppositionen mod igen og afventer spændt på, hvad der nu kommer til at ske. Og jeg vil mene, at de, sammen med Tyrkiet og Golfstaterne, venter på at se hvor Trump-administrationen egentlig står. Det er stadig usikkert hvad USA’s langsigtede strategi er, og folk afventer situationen. Men oppositionen er håbefuld, og jeg ved at al-Qaeda var meget frustrerede over missilangrebet mod regimet, fordi det underminerer deres muligheder for at udbygge alliancer med oppositionselementer. Dertil venter al-Qaeda på, at Islamisk Stat bliver nedkæmpet, så de igen kan indtage pladsen som den førende jihadist-spiller på den internationale scene.

RÆSON: Ser du nogen nævneværdig forskel på den måde, Islamisk Stat bekæmpes på i henholdsvis Irak og Syrien?

I Irak er krigen mod Islamisk Stat seriøs. Regeringen ønsker at udslette gruppen. I Syrien er det anderledes. Assad ønsker ikke at udslette Islamisk Stat. Assad-styret har understøttet gruppen fra starten. De frigav ledende Islamisk Stat-folk fra fængsel for at bruge dem til at svække oppositionen og for at give det internationale samfund det indtryk, at enten bliver Syrien regeret af Assad, eller også tager Islamisk Stat magten. Assad-styret har ofte hentet og samarbejdet med Islamisk Stat. Kun i Palmyra gjorde de noget for at kæmpe mod Islamisk Stat, fordi de her truede Damaskus. For Assad-styret er der ikke nogen fordel i, at Islamisk Stat bliver slået i Syrien, fordi det kan føre til et forstærket internationalt krav om forhandlinger eller en mulig overgangsregering. Og kigger man på, hvad der foregår på jorden i Syrien, er det et faktum, at hverken Assad-styret, Iran eller Rusland har gjort det til en prioritet at bekæmpe Islamisk Stat.

I Irak er krigen mod Islamisk Stat seriøs. Regeringen ønsker at udslette gruppen. I Syrien er det anderledes. Assad ønsker ikke at udslette Islamisk Stat. Assad-styret har understøttet gruppen fra starten.
_______

 

RÆSON: Nogle snakker om, at der er et forværret forhold mellem Irak og Syrien. Al-Malikis-regeringen har blandt andet beskyldt Assad-styret for at spille en rolle i det dødelige terrorangreb i Bagdad i august 2016. Hvad ligger ifølge dig bag de her spændinger? Og hvordan påvirker de muligheden for at skabe stabilitet i de to lande?

Det er sandt, at der ikke er et godt forhold mellem de to regeringer, fordi Assad-styret har understøttet mange af de jihadister, som har lavet angreb i Irak. Men på den anden side har mange af Shia-lederne i Irak indset, at med den måde situationen har udviklet sig på i Syrien, hvor konflikten er blevet meget sekterisk, er der en mulighed for at Syrien bliver Sunni-ledet, hvis oppositionen vinder. Og efter Islamisk Stat fremkomst er de også bange for, at et potentielt Sunni-ledet Syrien vil inkludere nogle meget radikale grupper. Så for dem er det også blevet en eksistentiel kamp. Det er ikke kun om Assad. Det er også om den regionale Shia-koalition: Irak, Iran, Hezbollah, Shia-militser og andre som kæmper for at fastholde Shia-dominans. Det er ikke fordi, at de nødvendigvis har noget tilovers for Assad-styret, at de støtter det, men fordi det passer ind i deres regionale strategi.

RÆSON: Hvordan positionerer Iran sig i forhold til dette magtspil?

Iran har en klar strategi. De støtter styret i Bagdad, som modsat det syriske styre er inkluderende og også omfatter sunnier og kurdere. I Syrien kan de kun støtte Assad, og de har indsat titusinder af soldater for at hjælpe ham blive ved magten, samt omdirigeret Hezbollah fra kampen mod Israel til Syrien. For Iran er forsvaret af Damaskus et nationalt sikkerhedsspørgsmål. De frygter, at Syrien falder til sunnigrupper og deres amerikanske allierede, så Hezbollah bliver isoleret i Libanon, hvilket vil betyde gruppens undergang. Iran har brug for at have en stor tilstedeværelse i området og specielt i Libanon, da de ser Israel og USA som de eneste, der potentielt ville kunne angribe landet og true dets eksistens.

RÆSON: Hvordan positionerer Saudi-Arabien sig i de to lande?

Jeg vil mene at 90 pct. af Saudi-Arabiens opmærksomhed er rettet mod Yemen i øjeblikket. De har spillet en rolle, men gør det ikke så meget mere. De største regionale aktører i konflikten i Syrien er Tyrkiet i nord og Jordan i syd. I Irak har de dog indsat en ambassadør og den saudiske udenrigsminister har besøgt Bagdad. Det er usikkert, om det er ved at udvikle sig til mere, men det ser ud til, at de har et større engagement i landet. Men generelt er saudiernes interesse i Levanten formindsket på grund af de problemer, de står overfor i Yemen.

RÆSON: Hvad ser du, forhindrer parterne i at nå fælles løsninger? Hvordan ser vejen fremad ud?

I Irak ser det godt ud. Der er ingen uoverkommelige hindringer. De har et parlament, en velfungerende konstitution, et forestående valg næste år, lederne er åbensindede. Der er selvfølgelig problemer, men der er en gang på vej til politiske fremskridt. Intet af det er tilfældet i Syrien. Assad-styret har ikke vist nogen interesse i forhandlinger, og det er der ikke noget der tyder på, at de kommer til. De har dræbt så mange mennesker, at der ikke er nogen fælles ståsteder tilbage, og den måde, styret er bygget op på, tillader ikke nogen form for inklusion. Det er en politistat, en terrorstat, som er strengt styret af én familie. Så modsat Irak vil den syriske krise fortsætte mange år endnu. Men et muligt scenario er, hvad jeg har nævnt før: en våbenhvile, deeskalering, i det mindste at fryse situationen til vi muligvis om en ti års tid kan løse den. Men det er hvad vi kan håbe på.

ILLUSTRATION: Syriens udenrigsminister, Walid al-Moallem, taler til en pressekonference, 8. maj 2017 (foto: AMMAR SAFARJALANI/PHOTOSHOT)