15.11.2017

Denne artikel er, som de andre indlæg i RÆSONs Kommentarserie, gratis. Fuld adgang til RÆSONs site kræver abonnement: Et årsabonnement (inklusiv 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge) koster blot 250 kr., 200 for pensionister, 200 for studerende

_______

Siden 1980’erne har det, jeg vil kalde McKinsey-generationen, indtaget magtfulde positioner. De er blå. De er røde. De er globaliseringens vindere. De betragter verden gennem et regneark. Deres mål har været at drive velfærdsstatens institutioner som virksomheder. Derfor er vi i disse år ved at skabe en ny samfundsmodel, hvor danskernes grundlæggende tryghed og fremtidstro afmonteres – bid for bid.

Af Dennis Kristensen, formand for FOA

Hvis ikke vi passer på, så bliver vi måske den første generation i 200 år, der ikke magter at give et stærkere Danmark videre til vores børn. Advarslen kom sidste år fra statsminister Lars Løkke Rasmussen, som beskrev hvordan han selv har haft langt rigere muligheder, end hans forældre havde – og hvordan de havde igen havde haft et langt bedre afsæt end deres forældre.

Advarslen var berettiget, men ikke som Løkke havde tænkt det. For regeringens fokus på færre skatteindtægter og dermed på mindre velfærd er i færd med at ændre Danmark. Og det bliver ikke et stærkere samfund med større og rigere muligheder for alle, vi kommer til at give videre til vores børn og børnebørn.

Regeringens fokus på færre skatteindtægter og dermed på mindre velfærd er i færd med at ændre Danmark. Og det bliver ikke et stærkere samfund med større og rigere muligheder for alle, vi kommer til at give videre til vores børn og børnebørn
_______

 

Korsvejen
Men nogen har meget at give videre. Disse års stigende ulighed vil gøre, at de bedst stillede kommer til at give endog meget stor velstand videre til deres børn, mens de dårligst stillede ikke vil være i nærheden af den mulighed.

Den udvikling giver større tryghed for de få, og større utryghed for de mange. Og stadig flere danskere er tvivlende over for hvad, der venter flertallet – i det seneste ”Eurobarometer” er danskernes tro på fremtiden således faldet betragteligt. Der er nu over dobbelt så mange pessimistiske som optimistiske. 16 pct. svarer, at de europæiske børns liv bliver lettere end forældrenes, mens 42 pct. svarer: Sværere (39 pct. forventer, at børnenes liv vil blive nogenlunde på niveau med forældregenerationen).

Den ikke-velhavende del af danskerne tror ikke længere på, at vi kommer til at give et stærkere og rigere samfund videre til vores børn. Et samfund, hvor rigdommen er fordelt på en måde, hvor hver ny generation oplever stigende velstand.

Faldet i danskernes fremtidstro er ikke kun et resultat af den langvarige økonomiske krise, for der er sket et fald fra 2014 til 2016, hvor vi så småt bevægede os ud af krisens favntag.

Et godt liv er mere end velstand. Et godt liv er kombinationen af grundlæggende tryghed og økonomiske muligheder. Det er netop her, at tilhængerne af skattelettelser som vejen til et bedre liv for den enkelte tager afgørende fejl.

Det er her, at vi står ved en korsvej. Med et afgørende valg af, hvilken vej vi som samfund vil gå:
Vil vi bevare et fællesskab, hvor vi gennem skatter tager ansvar for hinandens tryghed, eller vil vi skabe et anderledes samfund, hvor den fælles ansvarlighed skal være mindst mulig?

Vil vi bevare et fællesskab, hvor vi gennem skatter tager ansvar for hinandens tryghed, eller vil vi skabe et anderledes samfund, hvor den fælles ansvarlighed skal være mindst mulig?
_______

 

Tryghed giver tro på fremtiden
Grundlæggende handler tryghed om, hvorvidt vi som fællesskab – som samfund – tager ansvar for, at den enkelte får de bedste muligheder.

De bedste muligheder for den enkelte skaber vi, når vi som samfund prioriterer at give alle lige vilkår og lige adgang, og når vi spænder det fælles sikkerhedsnet ud under dem, hvis tilværelse slår knuder undervejs. Når vi tager ordentlig hånd om børnene, de syge, de handicappede, de ældre og de udsatte. Når vi skaber grundlaget for en anstændig tilværelse og et værdigt liv for dem, der ikke selv har muligheden for at forsørge sig selv. Når vi sikrer et værdigt liv for dem, der ikke kunne bide sig fast på arbejdsmarkedet, eller som aldrig fik chancen for at komme ind.

Dét er netop den grundlæggende tryghed, som er den danske velfærdsmodel varemærke. Det er netop fri og lige adgang til dagtilbud, til undervisning, til sundhedsydelser, til ældrepleje, til handicaphjælp og til forsørgelse for de, som er udenfor fra arbejdsmarkedet. Det er disse ting, der skaber trygheden og opbygger tro på fremtiden.

Men det er også den grundlæggende tryghed og fremtidstro, vi bid for bid afmonterer i disse år.

Regeringen ved godt, at velfærden har solid opbakning blandt danskerne. Det var vel nærmest en tilståelsessag, når de borgerlige partier fastslår, at ’skattelettelser også er velfærd’.

Det er noget vrøvl: Velfærd – som kollektivt begreb – betegner det, vi i fællesskab finansierer over skatten for at tage ansvar for hinanden, også dem, vi ikke kender.

McKinsey-generationen
Det er lige dér, at ikke blot regeringen, men hele den generation af politikere, som bedst kan betegnes som ”McKinsey-generationen”, betræder den modsatte vej. Vejen, hvor skatteindtægterne stille og roligt fjernes, og hvor det efterfølgende af økonomiske grunde så er nødvendigt at spare, barbere, forringe og skære ned. Ikke på én gang, men gang på gang på gang.

”McKinsey-generationen” er de politikere, der gennem de seneste årtier har sat sig på afgørende poster i adskillige partier. De er veluddannede og trives som fisk i vandet i en stadig mere globaliseret verden og et stadig mere integreret EU. De er både blå og røde. Det er mennesker, for hvem sandheden kun kan findes i et regneark. Det er dem, som vitterligt tror, at resten af danskerne lever det samme liv, som de selv gør – eller selv har valgt ikke at bruge mulighederne for at komme til tops. Det er dem, der inderligt tror på, at det, der for alvor motiverer danskere i alle samfundslag, er økonomiske incitamenter. Som om vi alle sammen hele tiden spørger: ”Hvad er der i det for mig og mine?” Deres foretrukne velfærds-instrument er pisk i stedet for gulerod.

”McKinsey-generationen” er både blå og røde. Det er mennesker, for hvem sandheden kun kan findes i et regneark. Det er dem, som vitterligt tror, at resten af danskerne lever det samme liv, som de selv gør – eller selv har valgt ikke at bruge mulighederne for at komme til tops. Det er dem, der inderligt tror på, at det, der for alvor motiverer danskere i alle samfundslag, er økonomiske incitamenter
_______

 

McKinsey-generationen begyndte allerede at vejre morgenluft under 1980’ernes ideer om modernisering af velfærdssamfundet gennem nye måder at tænke styring af den offentlige sektor på – det, der blev starten til den nu så forhadte styringsmodel New Public Management (NPM).

Det er et styringssystem, som betragter modtagere af velfærds-og serviceydelser som kunder i stedet for mennesker med et behov for fællesskabets håndsrækning. Man betragter børnepasning, undervisning, sundhedsvæsen, ældrepleje, handicaphjælp og indsats for udsatte og alt det andet, der til sammen udgør velfærden og servicen, som varer, der skal langes over en butiksskranke.

I dette styringssystem anser man fællesskabsinstitutionerne i velfærdssamfundet som virksomheder, der fungerer på et marked svarende til private virksomheder.

Men frem for alt arbejder man efter et menneskesyn, der – når det kommer til stykket – bygger på den simple beregning: Kan det betale sig?

McKinsey-generationen havde i årtier – 80’erne, 90’erne, 00’erne, ja, indtil fornylig – stigende succes under skiftende blå og røde regeringer, hvor generationen gang på tvang kunne notere sig afgørende sejre med store reformer, som skar velfærdssamfundet til med en ikke ubetydelig brutalitet. Og som typisk gjorde nåleøjet ind til velfærdsydelserne endnu mindre. Efterløn, arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp, fleksjob, førtidspension og sygedagpenge måtte holde for.

Den offentlige sektor skulle gøres mindre og centraliseres, og centraliseringen skabte grundlaget for en forstærket debat om et land i ubalance, hvor fx skolen og de offentlige velfærdsinstitutioner forsvandt fra landsbyerne i de store kommuner, som blev en følge af Kommunalreformen.

Mens de mange reformer og besparelser øgede McKinsey-generationens egen fremtidstro, så oplevede mange danskere stigende utryghed og faldende tiltro til, hvad fremtiden vil bringe.

De blå og røde partier og regeringer har naturligvis haft forskellige indgangsvinkler til omfanget af og indholdet i reformer og forandringer, men har ikke desto mindre delt en fælles rød–blå-tråd. Troen på regnearkene, markedet, konsulentløsningerne, den økonomiske pisk er fælles tankegods.

Klar til en helt anden samfundsmodel?
McKinsey-generationens hærgen gennem fire årtier i det danske velfærdssamfund har kostet. Og kostet dyrt. Den har kostet på den grundlæggende tryghed for de mange, svækket fællesskabets muligheder for at tage ansvar for de svageste og fjernet uundværlige skatteindtægter.

Men prisen betales også af tilliden til værdien af fællesskab og af troen på retfærdighed. Og af tilliden til det politiske system.

Prisen betales også af tilliden til værdien af fællesskab og af troen på retfærdighed. Og af tilliden til det politiske system
_______

 

Det er derfor, vi risikerer at give et svagere samfund videre. Og – når vi om et par årtier vender os om og kigger tilbage – risikerer at opdage at trygheden, fællesskabet og de lige muligheder og den lige adgang bid for bid forsvandt mellem fingeren på os.

Når fællesskabet forringes – eller forsvinder – efterlades en helt anden samfundsmodel, hvor de stærke modtager gode vilkår fra deres forældre og selv giver endnu bedre vilkår videre til næste generation. Mens de, der ikke bliver født med en sølvske i munden, eller som får knæk undervejs, modtager dårlige vilkår og selv tvinges til at give endnu dårligere vilkår videre til deres børn.

I et samfund, hvor det, der samler, ikke længere er lige muligheder og lige adgang. I et samfund, hvor det, der skiller, er blevet evnen til at klare sig selv og sine uden at skulle bekymre sig om andre.

Dennis Kristensen (f. 1953) er formand for FOA.

ILLUSTRATION: Dennis Kristensen [foto: René Schütze/Polfoto]

_______

Denne artikel er, som de andre indlæg i RÆSONs Kommentarserie, gratis. Fuld adgang til RÆSONs site kræver abonnement: Et årsabonnement (inklusiv 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge) koster blot 250 kr., 200 for pensionister, 200 for studerende