30.05.2017

Det er en glædelig nyhed, at de økonomiske vismænd nu for alvor kommer med en grundlæggende kritik af regnemaskinen i Finansministeriet.

Kommentar af Rune Lund, MF, skatteordfører og retsordfører for Enhedslisten

Finansministeriets regnemaskine regner forkert, når den ikke medtager effekten af investeringer i velfærd. Så klar er de økonomiske vismænds dom i deres halvårlige rapport, der netop er udkommet i dag. Derfor er det nødvendigt at indregne effekten af investeringer i velfærd, hvis regnemaskinen skal give et retvisende – et balanceret, som de økonomiske vismænd skriver – billede af, hvordan virkeligheden hænger sammen.

Regnemaskinen antager i dag, at offentlige udgifter som udgangspunkt bare er en udgift. Men dette er langt fra tilfældet, for eksempel fordi investeringer i bedre normeringer i vuggestuer og børnehaver giver flere mulighed for at arbejde, og dermed øger indtægterne til statskassen. Eller fordi et godt og effektivt sundhedsvæsen gør folk raske og dermed i stand til at bidrage til fællesskabet.

De økonomiske vismænd mener derfor, at regnemaskinen skal udstyres med et sæt af regneregler for effekterne af offentlige udgifter for at skabe ”et komplet grundlag”. Det er en glædelig nyhed, at de økonomiske vismænd nu for alvor kommer med en grundlæggende kritik af regnemaskinen i Finansministeriet.

En regnemaskine. Gaaaab. Hvor kedeligt kan det være, vil nogen måske tænke. Men det er overhovedet ikke kedeligt. Det er politik på højeste niveau. For regnemaskinen i Finansministeriet har en tendens til at optræde som både økonomisk orakel og overdommer, når det skal vurderes, om et bestemt tiltag kan gennemføres eller ej. Det har vi i Enhedslisten oplevet gang på gang, herunder også i forhandlinger med den tidligere S-ledede Thorning-regering, hvor vi konstant blev mødt med en insisteren på, at vi skulle regne på regeringens måde, hvilket vil sige Finansministeriets måde. Forud for valget i 2011 havde Socialdemokratiet ellers annonceret et opgør med regnemaskinen i Finansministeriet. Dette opgør udeblev. Nu er Socialdemokratiet igen på banen med kritik af regnemaskinen og vi må så bare håbe, at kritikken denne gang også holder, når en ny regering og et nyt flertal er kommet til magten.

Regnemaskinen i Finansministeriet har en tendens til at optræde som både økonomisk orakel og overdommer, når det skal vurderes, om et bestemt tiltag kan gennemføres eller ej.
_______

 

Problemet med den nuværende regnemaskine i Finansministeriet er ganske enkelt, at den favoriserer en borgerlig-liberal økonomisk politik. En af de helt centrale grunde til dette er, at man netop ikke indregner positive effekter af forskellige typer af offentligt forbrug. Dette betyder, at penge brugt på det offentlige er at sammenligne med at tænde ild til pengesedler. Vi ved, at det ikke forholder sig sådan. Et samfund uden ordentlige pasningsmuligheder, ordentlige sygehuse til alle, gode og gratis uddannelser til dem der kan og vil, ville være et samfund, der fungerede langt mindre effektivt og hvor der ville være ikke så få negative afledte effekter på sundhed, uddannelse, social arv og mængden af arbejdskraft. Det er på høje tid, at Finansministeriet får bragt balance i deres regnemaskine, for som sagerne står nu, ville regnemaskinen fremkomme med nærmest paradislignende resultater på BNP og beskæftigelse, hvis man lukkede den offentlige sektor og forærede alle pengene i skattelettelser. Vi ved, det ikke er rigtigt, og så længe regnemaskinen ikke seriøst adresserer denne problematik, kan man ikke bruge den til ret meget.

Et eksempel på regnemaskinens fallit er gennemregningen af Liberal Alliances forslag til en økonomisk politik. Vi var mange, der tog os til hovedet, da Finansministeriet i 2015 fremlagde deres beregning af Liberal Alliances forslag. Forslaget var vild ny-liberal overbudspolitik, hvor man ville fjerne eller sænke skatter og afgifter til en samlet værdi af 113 mia. kr. Den primære finansiering skulle ske ved at reducere det offentlige forbrug med ca. 80 mia. kr. frem til 2025, hvilket ville betyde, at over 100.000 offentligt ansatte skulle ud og finde et nyt arbejde i den private sektor. Finansministeriet skrev i sit svar en række formanende ord om, at man ville se nogle meget markante forandringer af det danske samfund med denne plan, hvor uligheden ville stige og kernevelfærden have trange kår.

Problemet var dog, at disse formaninger ikke rigtig kunne ændre på, at de tal, der kom ud af Finansministeriets regnemaskine viste en nærmest nirvana-lignende samfundstilstand med Liberal Alliances plan. BNP ville frem mod 2025 stige med ca. 108 mia. kr. og den private beskæftigelse ville stige med næsten 250.000 mennesker. Dette satte i høj grad regnemodellens enorme skævhed til skue for alle.

Grunden til denne skævhed er, at Finansministeriet vurderer, at der er solid empirisk evidens for, at lavere skatter og afgifter har arbejdsudbudseffekter og produktivitet, mens offentligt, skattefinansieret forbrug muligvis har det. Man kan bare ikke opgøre det. Kun i forhold til uddannelsesområdet har man nødtørftigt medtaget en meget sparsom effekt.

Hvis et kommende nyt flertal skal kunne føre en anden politik end de borgerlige, så er det helt afgørende, at vi udfordrer den nuværende regnemaskine.
_______

 

Det er i sig selv en problematisk antagelse, at der skulle være solid empirisk evidens for, at skattelettelser i Danmark virker på arbejdsudbuddet ved at øge incitamentet til at påtage sig mere arbejde. Denne effekt, som sjældent problematiseres, er nemlig ikke særligt veldokumenteret. Der er reelt kun lavet ét studie i Danmark, der faktisk undersøger, hvordan arbejdstiden påvirkes ved lavere marginalskat. Studiet, af blandt andre Nina Smith, er i dag grundlaget for Finansministeriets antagelser om øget arbejdstid ved lavere skat. Problemet er dog, at studiet bygger på data fra 1996. Dernæst var resultaterne insignifikante for gruppen af mænd, som i dag udgør over 70 pct. af topskatteyderne. Folketingets økonomiske konsulenter har da også i en rapport til Folketinget fra juni 2016, hvor relevant forskning er blevet gennemgået, slået fast, at det er højest usikkert, om de påståede effekter af at sætte skatten ned rent faktisk eksisterer.

Men det bliver endnu mere skørt og skævt i og med at der ikke indregnes effekten af velfærdsinvesteringer. Dårligt dokumenterede effekter i forhold til sænkning af topskatten kombineret med en implicit antagelse om, at offentlige udgifter bare en udgift med en effekt på nul, er ganske enkelt en politisk katastrofe. I særdeleshed fremstår det groft fejlagtigt og decideret manipulerende, hvis sænkninger af topskatten ligefrem bliver finansieret af nedskæringer på velfærden i form af dårligere normeringer i børnehaven eller besparelser i sundhedsvæsenet.

Hvis et kommende nyt flertal skal kunne føre en anden politik end de borgerlige, så er det helt afgørende, at vi udfordrer den nuværende regnemaskine. Der skal afsættes midler til forskning i området, og der skal skabes en forskningskapacitet til at kunne dokumentere de positive økonomiske effekter af offentlige udgifter til velfærd og forebyggelse. Det lyder teknisk og kedeligt, men det er ekstremt afgørende for de kræfter, der ønsker en anden økonomiske politik, at dette arbejde sættes i gang hurtigst muligt.

Rapporten fra de økonomiske vismænd viser vejen. Vismændene skriver selv, at det er afgørende, at vi får udbedret denne mangel i regnemodellen. Det er bare at komme i gang.