23.08.2017

„På et generelt plan er Ruslands diplomati i Mellemøsten nærmest et mirakel. Deres tilgang burde være slået fejl for mange år siden. Godt nok skaber forsøget på altid at balancere mellem forskellige aktører stor utilfredshed i Mellemøsten. Fx er israelerne ikke glade for Ruslands flirt med Iran. Og iranerne er omvendt ikke glade for, at Rusland lukker øjnene for israelske luftangreb i Syrien‟
„Moskva annekterede Krim og støttede anti-Kiev-rebeller i det østlige Ukraine. Tempoet i den beslutningsproces indikerer også, at det var en ret følelsesmæssig beslutning. Så Putin og hans indercirkel er på den ene side pragmatiske, men på den anden side bør vi ikke ekskludere indflydelsen af hans personlige bias og følelser på beslutningsprocesserne i Kreml‟
„Putin er pragmatisk. Og denne betegnelse bør man i det hele taget bruge om Putin, Rusland og russisk indenrigs- og udenrigspolitik. Det siger meget om hans arv‟

Interview af Max Secher Quorning. Engelsk version, klik her

RÆSON: Hvad er Ruslands strategi i Mellemøsten?

Vi er stadig i gang med at se, hvordan Rusland udvikler sin strategi. Indtil 2012-2013 så Rusland i bund og grund Mellemøsten som noget, man kunne handle med i sine relationer til Vesten, primært USA. Resultatet var, at når disse forhold kølede ned, intensiverede Rusland sin dialog med paria-stater eller semi-paria-stater som fx Iran. Og når Ruslands relation til Vesten blev bedre, nedtonede russerne deres relationer med USA’s modstandere i regionen.
Tingene har dog ændret sig, efter at Putin er vendt tilbage til præsidentsædet. Nu er Rusland mere interesseret i faktisk at udvikle sine relationer med Mellemøsten. Selvfølgelig er hovedårsagen til denne ændring de seneste konfrontationer med Vesten. Den komplekse situation krævede, at Rusland begyndte at tage Mellemøsten mere seriøst.

Nu er Rusland mere interesseret i faktisk at udvikle sine relationer med Mellemøsten. Selvfølgelig er hovedårsagen til denne ændring de seneste konfrontationer med Vesten
_______

 

RÆSON: Kan du give nogle eksempler?

For det første er Rusland blevet mere interesseret i sine økonomiske bånd til Mellemøsten. Indenfor de sidste 5 år har Rusland fx omhyggeligt planlagt sine strategier i olie- og gassektoren. Som konsekvens heraf har russerne kunnet etablere bedre relationer med mellemøstlige lande.

Et andet eksempel er det faktum, at russiske relationer med mellemøstlige lande er blevet mere stabile. Iran er et eksempel herpå. I løbet af de sidste 20 år har der været mange højde- og lavpunkter i forholdet mellem de to lande. Nu prøver Rusland at opbygge en solid basis for et partnerskab med Teheran, som kunne være holdbart i fremtiden. Der er en forståelse for, at Iran betyder noget for russiske interesser i regionen.

RÆSON: Er der andre grunde til disse ændringer, til at Iran bliver mere holdbar som en langsigtet allieret for Rusland?

En anden grund til denne ændring kunne være det arabiske forår og borgerkrigen i Syrien. Det arabiske forår var et wake-up call for Moskva. Rusland kunne faktisk have mistet sin tilstedeværelse i Mellemøsten, hvis det havde fortsat sin tidligere udenrigspolitik i regionen. Russerne vågnede stort set først op efter Muammar Gaddafis død, hvor de erkendte, at potentialet for tab i Mellemøsten var enormt. Iran var blandt de få pro-russiske lande tilbage på landkortet, og givet situationens karakter, var det nok lettest at starte med at styrke forholdet til Iran.

En af de gængse fejl begået af vestlige og russiske analytikere er kun at fokusere på to problemer i den russisk-iranske dialog: Syrien og Irans atomprogram. Selvfølgelig betyder disse problemer noget. Men Iran er samtidig vigtig for Rusland som et land, der kan påvirke situationen i det postsovjetiske rum, Mellemøsten og Centralasien (først og fremmest i Afghanistan). Derudover besidder Iran en af de største olie- og gasreserver i verden, hvilket forhøjer dets vigtighed for Rusland. Der er med andre ord flere grunde til relationen end blot de to.

En af de gængse fejl begået af vestlige og russiske analytikere er kun at fokusere på to problemer i den russisk-iranske dialog: Syrien og Irans atomprogram. Selvfølgelig betyder disse problemer noget. Men Iran er samtidig vigtig for Rusland som et land, der kan påvirke situationen i det postsovjetiske rum, Mellemøsten og Centralasien
_______

 

RÆSON: Er disse grunde til den overordnede Mellemøststrategi sammenlignelige med de specifikke grunde for at gå militært ind i Syrien? Eller er det noget andet?

På et overordnet plan er direkte militær involvering fra russisk side stadig undtagelsen i Mellemøsten. Moskva er pragmatisk, og man ved, at enhver militær operation er ekstremt risikabel.

Når det kommer til involvering i Syrien, er der flere grunde at pege på. For det første ville Rusland konfrontere Vesten. For det andet begyndte Rusland at se Syrien som en måde, hvorpå man kunne holde mindst én kommunikationskanal åben med Vesten i lyset af udviklingen i Ukrainekrisen. Fra russisk perspektiv er Vesten nødt til at tale med Moskva, så længe Rusland er involveret i Syrien. Den tredje grund vedrører den faktisk udvikling i konflikten i Syrien: Sent i september og tidligt i oktober 2015 var russisk militær involvering ret vigtig for udviklingen på jorden. Rusland var bekymrede for spredningen af jihadisme i Mellemøsten og for den trussel mod stabiliteten i det postsovjetiske rum, som jihadismen udgjorde.

Jeg interviewede mange mennesker – personer fra militære cirkler, politiske eksperter i Rusland og russiske embedsmænd – og jeg konkluderede, at frygten for spredning af jihadisme var en ægte bekymring. De fleste nuværende russiske beslutningstagere kom til magten i de sene 1990’ere, under den Anden Tjetjenske Krig, da lokale separatister blev støttet fra udlandet. De er derfor hjemsøgt af rædslerne fra den krig og idéen om, at ekstern støtte til ekstremister kan destabilisere Rusland og dets naboer, specielt i de muslimske regioner af det postsovjetiske rum.
RÆSON: Mosul er mere eller mindre ryddet for ISIS-krigere. Kampen fortsætter i Raqqa. Hvad er Ruslands primære målsætning i Syrien, når Raqqa falder? Hvad håber de at opnå?

Jeg er faktisk lidt pessimistisk omkring Raqqas fald, hovedsageligt pga. udviklingen på jorden. Jeg tror ikke, at Raqqa falder foreløbigt. For Assad-regimet er det meget vigtigere at generobre Deir ez-Zor, delvist fordi det vil glæde de iranske allierede, delvist fordi det vil sikre en vis adgang til olieressourcer i Syrien. Rusland opfatter stadig enhver militær operation i Idlib [oprørstyret provins i det nordvestlige Syrien, red.] eller Deir ez-Zor som ekstremt udfordrende. Baseret på hvad jeg har hørt, har det syriske regime forsøgt at overtale Rusland til at foretage en operation mod Idlib, men svaret har været nej. Rusland foretrækker at undgå at blive for dybt involveret – russerne vil forhindre et nyt Afghanistan.

Jeg tror ikke, at Raqqa falder foreløbigt. For Assad-regimet er det meget vigtigere at generobre Deir ez-Zor, delvist fordi det vil glæde de iranske allierede, delvist fordi det vil sikre en vis adgang til olieressourcer i Syrien
_______

 

RÆSON: USA er primært fokuseret på at bekæmpe ISIS og al-Qaedas lokale afgrening, al-Nusra. Er der områder i Syrien, hvor de måske kan finde fælles fodslag med Rusland?

Så vidt jeg ved, er der dialog på et militært niveau. Men fuldbyrdet samarbejde mellem USA og Rusland er meget svært i disse dage. For det første er der et højt niveau af mistillid mellem middel- og lavt-rangerede militærfolk, til dels fordi tidligere aftaler, der blev indgået på højere niveauer, ikke er blevet implementeret på de lavere niveauer. For det andet er det vigtigt for Rusland at vise sine regionale partnere, specielt Iran, at de stadig er hårde mod USA. Det gælder særligt i forhold til en mulig stor aftale om Syrien. Endelig er der stadig en forskellig opfattelse af kilden til problemerne og hvad der skal prioriteres. For USA er planen grundlæggende at bekæmpe al-Nusra [al-Qaedas syriske afgrening, red.] og ISIS. For Rusland er det reelle problem borgerkrigen og destabiliseringen af regeringsinstitutionerne i Syrien. Russernes hovedprioritet er at sikre disse institutioners stabilitet.

RÆSON: Man kan sige, at Ruslands involvering i Syrien har været en stor politisk succes. Som du nævner, er det dog ikke kun Syrien, der er vigtig for Rusland. Det er hele regionen. Alligevel har vi i forbindelse med Qatars konflikt med GCC-landene [Gulf Cooperation Council, red.] set Rex Tillerson været mere aktiv end russerne. Hvordan opfatter Rusland GCC-Qatar-krisen?

Den russiske tilgang til Mellemøsten er baseret på fire hovedprincipper. Det første er, at russerne taler med alle lande, som vil tale med dem. Det andet princip er en ekstrem pragmatisme: ingen ideologi, kun business. Det tredje er at udnytte amerikanernes fejl: Når der opstår regional utilfredshed med USA, kan Rusland bruge det som en mulighed for at forbedre sin position. Endelig – og det er det vigtigste princip – vælger Rusland ikke side. I stedet balancerer de mellem nøgleaktører. Dette er helt centralt.

I Saudi/Qatar-krisen, og endda i Saudi/Iran-konflikten, ser vi ikke Rusland være proaktive. Det ville være at lade skaderne i Mellemøsten forårsaget af den syriske borgerkrig påvirke deres langsigtede interesser i regionen. I Saudi/Qatar-krisen har Rusland fx brug for saudiernes penge til investeringer i den russiske økonomi. Omvendt har Qatar allerede investeret omkring $2,5 mia. U.S. dollars, imens saudiernes bare lover at gøre det. At ødelægge forholdet til et af disse lande ville medføre et økonomisk tab for Rusland uanset hvad.

Derfor prøver Rusland at distancere sig fra konflikten mellem Doha og Riyadh. Jeg tror egentlig, at Rusland er meget mere pro-Qatar end pro-Saudi. De hyppige konfrontationer med Doha i centrum har demonstreret over for Moskva, at Qatar på nogle måder er en mere indflydelsesrig og farlig spiller end saudierne. Derfor er det bedre at have qatarerne med ombord. Derudover besøgte Emiren af Qatar [Tamim bin Hamad Al Thani, red.] Moskva i januar 2016, og qatarske delegationer er ret ofte på besøg i Rusland. Kong Salman af Saudi-Arabien har derimod stadigvæk ikke besøgt Moskva. Når man tænker på, hvor meget personlig involvering betyder i russisk udenrigspolitik, kan dette sagtens tænkes at fornærme russerne.

På et mere generelt plan er Ruslands diplomati i Mellemøsten nærmest et mirakel. Deres tilgang burde være slået fejl for mange år siden. Forsøget på altid at balancere mellem forskellige aktører skaber stor utilfredshed i Mellemøsten. Fx er israelerne ikke glade for Ruslands flirt med Iran. Og iranerne er omvendt ikke glade for, at Rusland lukker øjnene for israelske luftangreb i Syrien. Logisk set bliver Rusland før eller siden nødt til at tage et valg, og dette valg kunne ødelægge hele den struktur af relationer, som Rusland har opbygget. Ikke desto mindre – og heri består miraklet, som har varet i de sidste 5 år – har Rusland med succes undgået direkte at vælge side. De fortsætter deres balancegang, og det bliver faktisk mere og mere profitabelt for Rusland. Man kan elske eller hade det, men på nuværende tidspunkt er Rusland en af de vigtigste aktører i regionen.

Ruslands diplomati i Mellemøsten er nærmest et mirakel. Deres tilgang burde være slået fejl for mange år siden. Forsøget på altid at balancere mellem forskellige aktører skaber stor utilfredshed i Mellemøsten
_______

 

RÆSON: I et interview med Carnegie Middle East Center sidste år argumenterede du for, at Rusland og Iran har grund til at opretholde en langsigtet dialog, alene fordi de er naboer. Men samtidig er Putin meget hård, når det kommer til fundamentalisme og jihadisme, både i selve Rusland og i det postsovjetiske rum. Udgør det et problem for en stærkere alliance med det islamiske lederskab i Teheran?

Jeg ser ikke Rusland og Iran blive allierede i ordets fulde betydning. De strategiske målsætninger og visionen for regionen er simpelthen for forskellige i de to lande. Rusland prøver at genetablere sig selv som en vigtig international magtfaktor, og Mellemøsten er bare en brik i dette puslespil. Iran sigter på at kunne dominere den mellemøstlige region.

Selv om deres syn på forskellige internationale problemstillinger er ganske overlappende, skal man samtidig have for øje, at dette overlap ikke er fuldstændigt. I forbindelse med det syriske eksempel ser Moskva og Teheran forskelligt på det Kaspiske Havs juridiske status og på situationen på energimarkederne. Jeg ser dem ikke brolægge disse forskelle. Iran gik ind i Syrien for at beskytte personen Assad og sikre adgang for Hezbollah og andre regionale proxyer. Samtidig ser Iran sin involvering som del af en større konfrontation med Israel og USA. Rusland ser anderledes på situationen. Derudover kan Irans anti-israelske tilgang blive et seriøst problem for Rusland, fordi Moskva ser Israel som en af sine nøglepartnere i regionen. Man ønsker ikke, at Iran benytter sig af syriske territorier til at lægge ekstra pres på Tel Aviv. Faktisk vil jeg kalde Israel for Ruslands ”stille partner”. Det er et land, som Rusland har meget gode relationer til, primært pga. fælles interesser. Men det er også noget, som begge lande forsøger ikke at skabe opmærksomhed om.

Jeg vil kalde Israel for Ruslands ”stille partner”. Det er et land, som Rusland har meget gode relationer til, primært pga. fælles interesser. Men det er også noget, som begge lande forsøger ikke at skabe opmærksomhed om
_______

 

Min anden pointe handler om shia-islam og Rusland. Jeg tror ikke, at den religiøse vinkel er så vigtig i forhold til bilaterale relationer med Teheran, fordi Iran er ret pragmatisk, i modsætning til nogle af de andre stater i regionen. Russisk tilstedeværelse er dog stadig et følsomt emne: Rusland skal demonstrere over for det hovedsageligt sunnimuslimske Mellemøsten, at forbindelsen til shia-Iran ikke betyder, at de har valgt shia-siden i shia/sunni-konflikten.

Eftersom russiske muslimer er overvejende sunnier, er de ikke alt for glade for shiaerne. Og det vil jeg gerne understrege: Putin er ikke hård mod islam. Islam, jødedom, kristendom og buddhisme er de fire største religioner i Rusland, og myndighederne respekterer dem lige meget. De russiske myndigheder støtter en fremtid for islam i Rusland. De er hårde mod konkrete oprørsgrupper og mod dem i oppositionen, der bruger jihadistisk ideologi og fundamentalistiske ideer. De muslimske regioner i Rusland er ekstremt fattige fra et økonomisk perspektiv, og graden af social utilfredsfred er høj i disse regioner. Det skaber uundgåeligt en basis for spredningen af fundamentalistiske ideer og propaganda. Men ideerne er snarere en form for mobilisering end en egentlig kilde til problemet.

RÆSON: Lad os skifte fokus fra Rusland i Mellemøsten til Rusland og Vesten mere bredt forstået. Russerne forbereder på nuværende tidspunkt deres næste store militære øvelse, Zapad 17. Nogle siger, at målet med øvelsen er at få et endnu stærkere militært greb om Hviderusland og at skræmme de baltiske lande. Hvad tænker du om det?

Jeg er ikke ekspert på russisk udenrigspolitik udover Mellemøsten. Men de baltiske stater er efter min opfattelse ikke Moskvas hovedmål. Det handler ikke om at skræmme de baltiske lande som sådan. I stedet handler det på den ene side om, at Rusland er vagtsomme over for Vesten. På den anden side handler det også om indenrigspolitik. En ret stor del af den russiske befolkning er stadig interesserede i, at Rusland demonstrerer sin magt. Generationerne fra sovjettiden savner ”de gamle hædersdage” – og en del af denne hæder og storhed er forbundet med militærøvelser, træning og parader.

En ret stor del af den russiske befolkning er stadig interesserede i, at Rusland demonstrerer sin magt. Generationerne fra sovjettiden savner ”de gamle hædersdage”
_______

 

RÆSON: Det er forbundet med en demonstration af hård magt?

Ja. Desværre skabte årtierne med sovjetmagt en fejlagtig forståelse i den russiske befolkning af, hvordan en stærk stat bør se ud. Befolkningen tror stadig, at ”stærk stat” er det samme som ”magtfuld stat”, og det er altså med et magtfuldt militær. Derfor kan man se øvelsen som en del af forberedelserne til præsidentvalget i 2018; de russiske myndigheder prøver at give ”tilskuerne”, hvad de gerne vil se og høre.

Rusland har bevist sine militære kapaciteter, når det gælder afgrænsede, lokale krige, ligesom i Syrien. Men i forhold til en global konfrontation forbliver Rusland stadig svag sammenlignet med Vesten. Jeg tror ikke, at russiske generaler eller strateger har nogle illusioner i forhold til dette. Øvelserne handler primært om at spille med musklerne af de førnævnte grunde. Men jeg tror ikke, at det er reel forberedelse til krig.

RÆSON: Internationale observatører får ikke adgang til øvelsen, og det er mere eller mindre normal praksis for russiske militærøvelser. Hvad siger det om Ruslands holdning til NATO, Baltikum og Vesten generelt?

Bekymringerne for, at Rusland øjner de baltiske stater som sit næste hovedmål, er lidt overdrevne. Moskvas primære kamp for politisk indflydelse i Europa lige nu foregår i Georgien, Ukraine og Moldova. Derudover er relationerne mellem Baltikum og Rusland faktisk ikke så dårlige, hvis man ser på græsrodsniveauet. Gå hen til en grænseovergang en tilfældig dag og se, hvor mange mennesker der krydser frem og tilbage.

RÆSON: Den amerikanske kongres pålagde for nyligt Rusland nye sanktioner, og Putin svarede igen ved at udvise 755 amerikanske diplomater fra Rusland. Hvordan skal vi forstå de amerikansk-russiske relationer lige nu? Er vi vidner til de tidlige stadier af en ny form for Kold Krig?

Konfrontationerne er forskellige. Den klassiske Kolde Krig var mellem ideologier. Lige nu handler det om indflydelse, interesser, pragmatisme og økonomi. Jeg ser i hvert fald ikke på russisk side nogen ideologiske prioriteter.
Putins personlighed betyder noget. Hvis du ser nærmere på hans gøren og laden over de sidste 10 år, tegner der sig et billede af en officer fra hæren, som blev besejret i krigen, og som gerne vil ændre på dette. I nogle tilfælde er det helt sikkert, hvad der driver ham.

Den klassiske Kolde Krig var mellem ideologier. Lige nu handler det om indflydelse, interesser, pragmatisme og økonomi
_______

 

RÆSON: Er det rationelt for Rusland som land eller kun for Putin som person?

Putins personlighed har stor betydning for russisk udenrigspolitik. Men selv om Putin for det meste er pragmatiker, er der stadig visse ting, som uundgåeligt udløser personlige og følelsesmæssige reaktioner hos ham. Nedskydningen af det russiske kampfly af Tyrkiets luftvåben i 2015 var fx en tragedie, og Rusland skulle reagere på det. Det var dog ikke klart, at Rusland skulle agere på den måde, som man gjorde, ved at pålægge sanktioner og næsten degradere sine relationer til Ankara. Hovedårsagen bag denne ageren var, at Putin følte sig personligt fornærmet af Erdogan, som han ellers stolede på. Han handlede følelsesmæssigt. Ukraine er et andet eksempel på, at Putins personlige opfattelser bestemmer Moskvas handlen i højere grad end situationen på jorden. Vi skal huske på, at Putin og hans indercirkel er hjemsøgt af ideen om, at der er vestlig støtte bag ethvert populistisk oprør i Eurasien. Da USA sagde, at de støttede Euromaidan i Ukraine, begyndte Rusland at tænke: ”Det er bare et tegn på, at hele revolutionen er skabt af USA” og ”USA søger en militær tilstedeværelse i Ukraine, inklusive på Krim, så vi bliver nødt til at gøre noget”. Konsekvensen blev, at Moskva annekterede Krim og støttede anti-Kiev-rebeller i det østlige Ukraine. Tempoet i den beslutningsproces indikerer også, at det var en ret følelsesmæssig beslutning. Så Putin og hans indercirkel er på den ene side pragmatiske, men på den anden side bør vi ikke ekskludere indflydelsen af hans personlige bias og følelser på beslutningsprocesserne i Kreml.

RÆSON: Det kan altså give bagslag?

Ja, Putin tager alle skuffelser meget personligt. Og det er, hvor vi står nu: Nogle gange kan du se den russiske stat opføre sig som en teenager, pludselig besat af en idé eller tanke. Og når denne idé eller tanke ikke bliver til virkelighed, bliver teenageren – Rusland – følelsesmæssigt skuffet og ustabil. Jeg er bange for, at vi de næste par måneder vil se ret mange aggressive handlinger på den russiske side, bare for at vise Vesten, at de bør tage hensyn til Rusland. På den korte bane bør vi derfor være meget forsigtige og tålmodige, for vi kommer til at se et eller andet fra Ruslands politiske beslutningstagere.

Putin tager alle skuffelser meget personligt. Og det er, hvor vi står nu: Nogle gange kan du se den russiske stat opføre sig som en teenager, pludselig besat af en idé eller tanke
_______

 

RÆSON: Til sidst, hvilken arv vil Putin efterlade? Hans udenrigspolitik er af Samuel Rachlin – en dansk journalist, som har boet i Moskva i mange år – blevet karakteriseret med det russiske tillægsord ”vranjo” [at lyve, red.]. Putin ser ud til at bruge denne strategi ved at sige én ting og gøre noget andet. Det mest opsigtsvækkende eksempel for europæere var nok annekteringen af Krim. Derudover er russiske ubåde og jetfly blevet set trænge ind i fx litauisk, dansk og svensk luftrum og farvand mange gange. Det ser ud som om Putin tester responstiden og hvor langt han kan gå rent politisk. Hvorfor virker denne strategi så godt for ham?

Først og fremmest kan jeg ikke bruge ordet ”vranjo”, som betyder ”løgn”. Det er et hårdt ord på russisk. Jeg er eksdiplomat, og jeg kan fortælle dig, at alle politikere lyver. Fra dette perspektiv er Putin ikke den største løgner. Han bedragede uden tvivl det internationale samfund i forbindelse med Krim og en række andre tilfælde. Men hvis vi ser på andre russiske politikere før Putin, eller europæiske politikere for den sags skyld, vil vi finde mange eksempler på, at det ikke bare er Putins opførsel, der kan blive betegnet med ”vranjo”, desværre.

[Putin] bedragede uden tvivl det internationale samfund i forbindelse med Krim og en række andre tilfælde. Men hvis vi ser på andre russiske politikere før Putin, eller europæiske politikere for den sags skyld, vil vi finde mange eksempler på, at det ikke bare er Putins opførsel, der kan blive betegnet med ”vranjo”
_______

 

Putin når almindeligvis ret let til en fælles forståelse med autoritære ledere. Mens disse ledere uden tvivl forsøger at bedrage det internationale samfund og deres egne befolkninger, sætter de stadig pris på et vist niveau af ærlighed i deres interne relationer. Derfor ser vi fx Putin nå til enighed med General al-Sisi i Ægypten. Og Putin kan til en vis grad stadig tale med Erdogan. Hvis Putin var en løgner og fuldstændigt upålidelig, ville vi se en anden attitude over for ham. På en måde ser han sig selv som en mand af sit ord – uanset hvor underligt, det ser ud. Det var fx derfor, at han reagerede prompte på Tyrkiets nedskydning af det russiske fly i november 2015. Efter at have kaldt Erdogan ”en rigtig mand”, forventede han, at Erdogan ville være mere eftergivende i forhold til at have et russisk fly i tyrkisk luftrum.

Man kan sige, at Putins strategi og tilgang til diplomati måske er karakteriseret ved bedrag. Men samtidig opfatter han sig selv som en ærlig mand, som holder sit ord. Med Putin er det ikke så sort og hvidt, som Samuel Rachlin forsøger at portrættere. Putin er pragmatisk. Og denne betegnelse bør man i det hele taget bruge om Putin, Rusland og russisk indenrigs- og udenrigspolitik. Det siger meget om hans arv. Jeg tror, at han ville efterlade et mere eller mindre stabilt Rusland, som vil kunne klare sig økonomisk og politisk. Men det er vel, hvad næsten alle politikere gerne vil se.

Dr. Nikolay Kozhanov (f. 1982) er akademimedlem ved Chatham House Program for Rusland og Eurasien og overlektor i politisk økonomi i Mellemøsten ved det Europæiske Universitet i Skt. Petersborg (Rusland). Fra 2006 til 2009 var han attaché i den politiske afdeling ved den russiske ambassade i Teheran. Efter sin tid i Ruslands udenrigsministerium startede Dr. Kozhanov sin karriere som uafhængig politisk analytiker og forsker med speciale i moderne iransk og russisk udenrigspolitik i Mellemøsten. ILLUSTRATION: Vladimir Putin i Kaliningrad, 16. august 2017 [foto: Alexei Druzhinin/Russian Presidential Press and Information Office/TASS]