12.06.2017

Dansk Folkepartis kamp for at repræsentere folket bliver en kamp baseret på en ny herskende elite: Dansk Folkeparti selv. De arbejder efter en moral, der vel at mærke ikke er skabt af folket, men af deres egen ledelse – og baserer sig på deres fortolkning af kristendommen. De erstatter hundrede års kamp med det, vi netop har kæmpet imod: en kompromisløs fortolkning af kristendommen. Og de gør det med en topstyret politisk kultur lig den, kongen brugte før systemskiftet i 1901.

Kommentar af Christopher Røhl (R)

”Radikalisme” betyder bruddet med dogmerne. I 100 år har vi bevæget os væk fra den kristne morals dominans – mod et mere veluddannet samfund og en mere åben og fredelig verden med veletablerede internationale institutioner. Dogmet er således blevet alle disse ting, som de Radikale har kæmpet for i tæt samarbejde med Socialdemokratiet. Det Radikale Venstre er dermed endt som systembevarende og reaktionære. Vi er blevet konservative. De virkeligt radikale er først og fremmest Dansk Folkeparti, og de er blevet Socialdemokratiets nye allierede.

Opgøret med de kulturradikale: Systemskiftet 2001
Det begyndte med ”Systemskiftet” i 2001. Det er betegnelsen for den drejning, vores politiske landskab tog, da vi trådte ind i det 21. århundrede. Dansk Folkeparti blev gjort stuerene af Anders Fogh Rasmussen og de borgerlige partier. Pia Kjærsgaard har sammen med tidehvervspræsterne Søren Krarup og Jesper Langballe sat dagsordenen lige siden.

Navnet på det nye paradigme i dansk politik refererer tilbage til systemskiftet i 1901. Det var her, parlamentarismen blev indført i Danmark. Det var ikke længere kongen, der skulle vælge statsministeren og hans regering, men borgerne og deres folkevalgte repræsentanter: Folketinget. Indholdet af det moderne systemskifte fra 2001 refererer dog til noget andet end den politiske kultur – nemlig til opgøret med de såkaldte kulturradikale.

Sideløbende med demokratiseringen af Danmark foregik der en åndelig bevægelse. Brødrene Edvard og Georg Brandes gik forrest for det moderne gennembrud, der gjorde op med den kristelige og idealistiske enhedskultur. Det var ikke kun styreformen, der blev demokratiseret. Det var også vores kulturliv.

Det var ikke længere kirkens moral, der definerede, hvad der var rigtigt og forkert. Svarene på sådanne spørgsmål skulle findes i videnskaben og af borgerne selv. Vi skulle ikke se op mod Gud, men vi skulle se på hinanden – og mod resten af verden. Det tog brødrene Brandes selv konsekvensen af ved at rejse Europa tyndt og hente indtryk med hjem, og det lykkedes at få vendt danskernes øjne ud mod verden, blandt andet med storværket Hovedstrømninger i den europæiske litteratur.

Opgøret med denne kulturdefinerende elite blev eksistensgrundlaget for Dansk Folkeparti, som har udråbt sig selv til at være danskernes – folkets – repræsentanter. Men det Danmark, de repræsenterer, er ikke det Danmark, vi har opbygget det seneste århundrede, men et udtryk for den moral og de traditioner, der dominerede for over 100 år siden.

Spørgsmålet er dog: Hvem skal herske, hvis det ikke er velmenende kunstnere og akademikere? Det skal kristendommen, siger tidehvervspræsterne i Dansk Folkeparti.
_______

 

Den nye elite: Dansk Folkeparti
Dansk Folkepartis kamp mod en herskende elite, der mener at vide, hvad der er bedst for alle, er egentlig reel. Det ER nemlig rigtigt, at vi med et oplyst samfund har udviklet eksperter, der kan bedømme, hvad der er mere sundt eller usundt for os. Økonomiske vismænd og Etisk råd, der kloger sig på hvert deres område. Det er rigtigt, at vi med et åbent samfund møder kulturer og traditioner, der er anderledes end dem, vi indledte det 20. århundrede med. Et samfund, hvor vi har borgere, for hvem stearinlys under chanukkah eller Eid efter ramadanen er lige så vigtigt som kirken juleaften.

Spørgsmålet er dog: Hvem skal herske, hvis det ikke er velmenende kunstnere og akademikere? Det skal kristendommen, siger tidehvervspræsterne i Dansk Folkeparti. Dette eksemplificerede Marie Karup (DF) for nylig med forslaget om kristen missionering blandt danske muslimer. Holdningen om mere kristen dominans sidder Dansk Folkeparti ikke alene med. Den blev nemlig også skrevet ind som rettesnor i regeringsgrundlaget efter valget i 2015 med ordene: ”Danmark er et kristent land.”

Systemskiftet fra 2001 har dermed sejret stort over den kulturradikale elite. Men den herskende elite, som de kæmper imod, erstattes ironisk nok af en anden elite. Af en kirke og kristen moral, der dikterede vores land frem til det moderne gennembrud. Genopblomstringen af denne moral og bedrevidenhed finder vi ikke kun i regeringsgrundlaget fra 2015. Den gennemsyrer hele den politiske debat med forslag om forbud mod burkaer og bederum.

For Dansk Folkepartis kamp for at repræsentere folket bliver en kamp baseret på en ny herskende elite: Dansk Folkeparti selv. De arbejder efter en moral, der vel at mærke ikke er skabt af folket, men af deres egen ledelse – og baserer sig på deres fortolkning af kristendommen. De erstatter hundrede års kamp med det, vi netop har kæmpet imod: en kompromisløs fortolkning af kristendommen. Og de gør det med en topstyret politisk kultur lig den, kongen brugte før systemskiftet i 1901.

Eliten i Dansk Folkeparti ønsker en stram udlændingelovgivning, der på én gang holder nogle folk ude og ensretter os andre, som bliver spærret inde. De vil have suveræniteten tilbage til Danmark og danskerne, men de ser sig ikke for gode til selv at tage suveræniteten væk fra danskerne ved at foreslå diverse påbud som svinekød i skolerne og forbud mod paraboler ved boligbyggerier. De vil bekæmpe social kontrol med statskontrol.

Da Socialdemokratiet gjorde DF stuerene
Den kamp, Dansk Folkeparti indledte mod de kulturradikale, har bevæget sig fra højre, hvor Anders Fogh Rasmussen gjorde dem stuerene og hele vejen over til venstre side af det politiske spektrum, hvor Poul Nyrup Rasmussen ellers svor, at: ”stuerene, det bliver I aldrig.”

Men det gjorde de. I dag er Dansk Folkeparti endda blevet så stuerene, at de sammen med Mette Frederiksen (S) er kommet med i stuen hos 3F, hvor de for nylig blev præsenteret for familien i Cirkusbygningen. De har fået en plads på taburetten ved siden af Socialdemokratiet i Fagbladet, hvor de to partier taler om deres fælles kamp mod social dumping og ulighed.

Disse kampe er reelle, og Radikale Venstre bør tage dem til sig. Det har været et erklæret fælles mål, som har været grundlaget for samarbejdet mellem Radikale Venstre og Socialdemokratiet, siden de Radikale brød med Venstre. Det er kampen for at løfte samfundets underklasse, hvilket historisk set har været arbejderklassen, og som har ført til regeringsdannelser mellem de to partier, siden Stauning var minister i den radikale regering i starten af det 20. århundrede. Det er en kamp, der har handlet om mere end social mobilitet. Det har handlet om at sikre, at ”den økonomiske ulighed formindskes gennem planmæssig social reform-lovgivning”, som det hed i det radikale principprogram i 1905.

Det gamle SR-samarbejde er dødt. I det nye politiske paradigme er Socialdemokratiet gået med i opgøret med de kulturradikale. De lærdes tyranni, som socialdemokraten Kaare Dybvad har døbt det. Socialdemokraterne risikerer dog at erstatte de kulturradikale med eliten i Dansk Folkeparti. Der bliver måske ført en politik, hvor arbejderen er i centrum, men samtidig må man give afkald på andre principper fra det 20. århundrede såsom udsyn, frisind og oplysning.

Den opgave og de værdier, som Radikale Venstre og Socialdemokratiet tog på sig, da de begyndte at samarbejde ved systemskiftet i 1901, er derfor aktuelle som aldrig før. Det handler først og fremmest om at løfte samfundets bund i Danmark såvel som resten af verden, men det handler også om demokratiseringen af vores samfund. En demokratisk opgave, der under det seneste regeringssamarbejde mellem Radikale og Socialdemokratiet er blevet gemt væk med parolen om det nødvendige.

Det gamle SR-samarbejde er dødt. I det nye politiske paradigme er Socialdemokratiet gået med i opgøret med de kulturradikale. De lærdes tyranni, som socialdemokraten Kaare Dybvad har døbt det. Socialdemokraterne risikerer dog at erstatte de kulturradikale med eliten i Dansk Folkeparti.
_______

 

Fire reformer for et nyt SR-samarbejde
Fire store reformer kan genforene Danmarks to sociale regeringspartier. De store reformer skal bygge et nyt fundament for de to partiers samarbejde, og på det fundament skal reformerne bygge videre på de værdier, vi har arbejdet med gennem et helt århundrede.

Den vigtigste reform, der skal gøre op med det systembevarende – det nødvendige – er den tillidsreform, som S-R-SF-regeringen droppede at indføre. Med undskyldningen om at gøre Danmark konkurrencedygtigt er flere beslutninger om mål og midler rykket ind i folketingssalen. Landets institutioner rapporterer fortsat mere, så skiftende regeringer kan vise, at de opnår resultater. Men en tillidsreform skal gøre institutionerne til politikerfrie zoner med respekt for selvforvaltningen. Opgøret med målstyring og midler bestemt af Christiansborg skal få respekten tilbage for fagligheden og arbejdstagerne. Det skal skabe et nyt system, hvor tillid er i højsædet og gøre op med den udvikling, vi har set de seneste år med fortsat flere krav fra Christiansborg.

Tre øvrige reformer skal bygge oven på dette fundament og få det nye system fremad:

En oplysningsreform, der skal gøre os klogere – ikke for at rette os mod en bestemt karriere, men for at gøre os til kritiske, samfundsengagerede borgere. Uddannelses- og dannelsesreformerne har gjort os rigere på mere end økonomi igennem tiden. De har gjort os rigere åndeligt og kulturelt. Nye tiltag, der kan få samfundet fremad er 13 års uddannelsespligt, almendannende fag over alt på erhvervsskolerne og opgøret med nationale tests og ensidige karakterkrav, der blokerer vejen til universitet.

En lighedsreform, som mindsker den økonomiske ulighed, der er vokset de seneste 25 år. En fortsat høj og progressiv skat på bl.a. bolig, opgøret med 225 timers-reglen og kontanthjælpsloftet samt mindre brugerbetaling i sundhedssystemet er bud for fremtidens universelle velfærdssamfund.

En udsynsreform, der involverer Danmark i internationalt arbejde og omstiller os til globaliseringen. Det kræver demokratiserende ændringer af EU med en folkevalgt kommission, etableringen af public service fra EU, udflytning af EU’s arbejdspladser fra Bruxelles, etableringen af en dansk, civil indsatsstyrke til verdens brændpunkter og højere udviklingsbistand, der skal undgå fremtidige brændpunkter, for blot at nævne nogle eksempler rettet mod verden.

Et nyt dogme er blevet skabt med Systemskiftet 2001. Det er vokset langt ind i Venstre og Socialdemokratiet. Det nye dogme har erstattet den kulturradikale elite med en ny elite: Dansk Folkeparti. Det er nu kun radikale reformer, der kan bryde dogmet og vride Socialdemokratiet fri af den nye elites bånd. Vi skal ikke tilbage til 1900-tallet. Vi skal fremad.