09.01.2017

Vil vi forstå hvilke kræfter, der er ved at rive Europa fra hinanden, kan vi med fordel skue mod Afrikas Horn. Her har et sammenfald af indenrigspolitiske begivenheder og manglende sammenhængskraft drevet Somalia langt udover afgrundens rand. Forhold som vi også – om end i mindre målestok – aktuelt ser udfolde sig i Europa. For måske er klaner og nationalstater ikke så forskellige.

KOMMENTAR af Christian Aziz

I Danmark anser vi Somalia som ét land. Nogen ved at landet var hærget af borgerkrig efter Siad Barres fald i 1991. En del har også set Black Hawk Down eller husker de voldsomme billeder, der viste dræbte amerikanske soldater, der blev slæbt gennem Mogadishus gader. Somalia er da også i FN’s perspektiv ét land. Men ikke i dets eget perspektiv. Da er de et kludetæppe af mindre områder med hver deres suverænitet – ligesom Europa.

Systemer forgår – klaner består
I 2016 fejrede Somalia sølvbryllup som fejlslagen stat. Over halvdelen af landets befolkning er født efter statskollapset i 1991. Det betyder, at omkring seks millioner somaliere ikke kender til livet i et land, hvor statsapparatet sikrer sine borgere basale rettigheder eller er garant for personlig sikkerhed. I Somalia er det dit klantilhørsforhold, der er afgørende for disse rettigheder. I de igangværende valghandlinger – der er blevet udskudt flere gange henover efteråret – hvor både parlamentsmedlemmer og præsidenten skal vælges, skinner det da også igennem, at klanerne ikke alene er det fundament, hvorpå den somaliske version af demokratiet bygges, men også den vigtigste substans i den mørtel, fundamentet støbes af. Således fordeles de 275 sæder i Underhuset efter en fordelingsnøgle, der giver de fire største klaner (Hawiye, Darod, Dir samt Rahanweyn) hver sin lige store del, mens en koalition af de øvrige klaner får halvt så mange som hver af de andre klaner. Til deling.

I forlængelse af valghandlingerne til parlamentet i Somalia skal der også vælges en ny præsident og premierminister. Disse kan man dog ikke stemme direkte på. Præsidenten udpeges af Underhuset og af det i år indstiftede Overhus med dets 54 medlemmer. Overhuset dannes af medlemmer fra seks føderale områder – altså er det geografisk forankret. Meget symptomatisk er det sjette og sidste område ikke helt defineret endnu… Præsidenten udpeger herefter premierministeren. Disse to embeder har altid været besat af klanerne Hawiye eller Darod på skift. Da det stort set er utænkeligt at et parlamentsmedlem stemmer på en anden præsidentkandidat, end den, hans klan anbefaler, ja så er det med andre ord klanerne, der er kongemagerne.

Udover fordelingsnøglen i det såkaldte 4,5-princip kommer så selve valghandlingen til Underhuset, der i skrivende stund er i gang og langtfra heller er fuldt demokratisk. 14.025 valgmænd fordelt på 275 valgmandskollegier, der hver består af 51 medlemmer, vælger hver sit parlamentsmedlem til Underhuset.

Nå, ja – og de 14.025 valgmænd er alle udnævnt af en gruppe på 135 klanældre. Det er derfor ikke uforståeligt, at FN’s særlige udsending til Somalia har kaldt processen for ”den mest komplicerede valghandling på planeten Jorden.”

I Vesten begynder vi måske så småt at erfare, at nationalstater ikke altid kan opbygges efter de europæiske ideers historie. Det har kostet os – og de stater, vi har involveret os i – ubegribelig dyrt.
_______

 

I Vesten er det derfor nemt at pege fingre af Somalia for at være et indviklet pseudodemokrati med selvmodsigende interesser, der lægger hindringer i vejen for en samlet udvikling af landet. Og det er netop sagens kerne, for Somalia kan ikke betragtes som et sammenhængende land.

Antag, at Jylland siden 1991 havde defineret sig som et selvstændigt land, men ikke var blevet anerkendt som et sådant af hverken resten af Danmark eller det øvrige verdenssamfund; at Fyn ønskede at være et selvstændigt fyrstedømme i det danske kongerige. Tilbage ville Sjælland og øer stå og kalde til samling. En absurd tanke? Det er ikke desto mindre situationen i Somalia. Her har den nordlige del af landet, Somaliland, defineret sig selv som et selvstændigt land siden 1991, men stiller alligevel med 11 repræsentanter i Overhuset. Den nordøstlige del, Puntland (som ligeledes får 11 medlemmer i Overhuset), ønsker et Somalias Forenede Stater og har siden 1998 defineret sig som en autonom region i Somalia. Tilbage er den sydlige del af landet (der opdeles i fire føderale områder med hver otte medlemmer til Overhuset) – som også huser hovedstaden Mogadishu.

I Vesten begynder vi måske så småt at erfare, at nationalstater ikke altid kan opbygges efter de europæiske ideers historie. Det har kostet os – og de stater, vi har involveret os i – ubegribelig dyrt. Se blot på Afghanistan og Irak. Måske er tiden moden til, at det internationale samfund valgte at anvende nogle af disse erfaringer i Somalia? Indtil videre er der desværre ikke så meget, der tyder på det. Vi anskuer Somalia som ét land med én hovedstad – Mogadishu. Hertil pumpes størstedelen af nødhjælpspengene ind i landet, og her har det internationale samfund sine repræsentationer. Men det er også her, Hawiye-klanen dominerer, og bl.a. eksempelvis forhindrer, at økonomisk støtte til Somalia fra det internationale samfund når frem til Somaliland – da de jo ønsker at være en selvstændig stat. Det internationale samfund – med FN i spidsen – kunne med fordel overveje, om ikke tiden var moden til at lytte de røster, der med klar og tydelig stemme siden 1991 har plæderet for eksempelvis Somalilands løsrivelse og anerkendelse som selvstændigt land?

Vil historien gentage sig?
Skæbnen vil, at Afrikas Horn i størstedelen af det 20. århundrede var delt i henholdsvis fransk, britisk og italiensk Somaliland, så lad os i stedet anskue Somalia som en koncentreret udgave af Europa. Klanerne i Somalia gør det ud for nationalstaterne i Europa. Somalia er et overbegreb mod nationalstaternes suverænitet på samme måde som EU er det i Europa.
valghandling på planeten Jorden.”

Klanerne i Somalia er den primære referenceramme for den enkelte somalier – på samme måde, som den enkelte europæer først og fremmest definerer sig selv efter sin nationalitet.
_______

 

Klanerne i Somalia er den primære referenceramme for den enkelte somalier – på samme måde, som den enkelte europæer først og fremmest definerer sig selv efter sin nationalitet.

Ved at anskue Somalia på den måde, forstår vi bedre, hvorfor der ingen sammenhængskraft er i landet. Det er der jo heller ikke i Europa for tiden. Vi har kun oplevet en brøkdel af den nød og elendighed, som er blevet Somalia til del. Alligevel har Storbritannien meldt sig ud af EU – ligesom Somaliland (som ironisk nok er tidligere britisk koloni) gjorde det i forhold til Somalia i 1991. Og i stort set alle europæiske lande er der politiske bevægelser, der ønsker stadigt mindre EU. Politiske bevægelser, der nyder stadig større opbakning. Det tidligere Fransk Somaliland er i dag det selvstændige land, Djibouti. Djibouti er på Afrikas Horn, hvad Schweiz er i Europa. Begge lande deler sprog og etnicitet med de øvrige beboere på henholdsvis hornet og kontinentet, men står begge uden for det skæbnefællesskab, som både EU og Somalia må siges at være for deres befolkninger.

Og arbejder vi i Danmark ikke på præcis samme måde som klanerne i Somalia, når vi først stemmer nej til Retsforbeholdet, men derefter sender politikere af sted til EU for at forhandle en særaftale på plads om Europol-samarbejdet? Netop fordi lige præcis den del af samarbejdet skønnes gunstig for vores egen lille klan. Det kan man med rimelighed påstå.

Altså er klaner og nationalstater ikke så forskellige. I Europa har du den tyske, engelske, italienske og den franske klan. Disse er de stærkeste, der i længst tid har stredes om at være den dominerende klan. Der var engang også en stærk skandinavisk klan, men den er blevet noget udvandet med årene som følge af interne stridigheder. Spørgsmålet er, om de europæiske klaner – der for størstedelens vedkommende har været forskånet for krig og elendighed i et par generationer nu – har glemt, hvor privilegeret det er at være bosiddende i et Europa, hvor det ikke kun er din nationalklan der sikrer dig fred og sikkerhed?

På ét væsentligt punkt er Europa det modsatte af Somalias spejlbillede; Somalia har glemt hvordan det er at leve i fredstid. Størstedelen af Europa har tilsyneladende glemt, hvordan det er at leve i krig.

ILLUSTRATION: AU UN IST PHOTO / Tobin Jones.

Christian Aziz (f. 1981), foredragsholder og sprogofficer i arabisk. Udsendt til Afrikas Horn i 2008 og Afghanistan i 2012. Forfatter til romanen ”En fremmed krydser dit spor”.