04.04.2017

Xi cementerer sin magt – og partiet sin kontrol. Trods usikkerheden – også om Trumps linje – vokser kinesernes forventninger til landets internationale position og indflydelse.

Analyse af Camilla Tenna Nørup Sørensen, fra RÆSON29

Der er to overordnede temaer, som har præget kinesisk politik i 2016 og vil fortsætte med at gøre det langt ind i 2017.

For det første: udviklinger i magtdynamikker og konstellationer i den øverste politiske elite i Kinas Kommunistiske Parti (KKP). 2016 har budt på et par overraskelser, der dog giver mening i lyset af den altoverskyggende politiske begivenhed i Kina i 2017: den 19. partikongres, som forventes afholdt sidst på året. Her skal store dele af KKP’s top i politbureauet (PB) og dens stående komité (PBSC) udskiftes. Den omfattende og komplekse forberedelsesproces vil dominere kinesisk politik frem til kongressen, særligt i forhold til at udpege de omkring 2.300 delegerede, forhandle og nedskrive den lange statusrapport, som skal leveres på kongressen, og ikke mindst: forhandle de nominerede kandidater til topposterne på plads. Med KKP’s omkring 89 mio. medlemmer er der meget, der skal koordineres, og månederne op til partikongresserne, som afholdes hvert femte år, er altid de politisk mest intense i Kina.

For det andet: udviklingerne i den regionale magtbalance i Østasien, hvor Kina i 2016 for alvor har udfordret den dominerende position, som USA har haft i regionen siden Anden Verdenskrig. Det giver stigende sikkerhedspolitiske spændinger i regionen, særlig tydeligt i Det Sydkinesiske Hav. Uklare og modstridende udmeldinger fra den nytiltrådte amerikanske præsident Trump bidrager yderligere hertil. Fra Beijings synvinkel giver 2017 store muligheder for yderligere at udbygge Kinas regionale position, særligt ved at skubbe på med Kinas stort anlagte infrastruktur-udviklingsprogram ’Et Bælte, En Vej’ (Yi Dai Yi Lu) og Kinas regionale frihandelsaftaler. Disse aftaler er mere tillokkende for landene i regionen, efter at Trump har trukket USA ud af den ellers færdigforhandlede handelsaftale Trans-Pacific Partnership (TPP). På den anden side er der også stor kinesisk bekymring over Trump. For hvad nu, hvis han fortsætter med at så tvivl om alle aftaler og forpligtelser, som USA og Kina tidligere har indgået? Eller direkte udfordrer Kina på spørgsmål om nationale kerneinteresser? Sidstnævnte kan bringe den succes, som Kina har opnået i regionen, i fare og føre til direkte militær konfrontation mellem Kina og USA.

Herudover har Beijing konstant fokus rettet på udviklingen i den kinesiske økonomi. Trods store udsving og usikkerhed i 2016 ender den årlige økonomiske vækstrate på omkring 6-7 pct., hvilket er inden for ’planen’, der med overskriften ’Ny Normal’ (Xin ChangTai) skal stabilisere Kinas økonomi på et lavere, men mere bæredygtigt vækstniveau. Det står dog klart, at vækstraten kun kan opretholdes, hvis der sættes mere gang i implementeringen af den økonomiske reformpakke, hvad der kræver store omlægninger i indretningen af den kinesiske økonomi. Dette er imidlertid vanskeligt at gøre, uden at det får negative konsekvenser for dele af den kinesiske befolkning – hvad der risikerer at øge spændingerne og den sociale uro i det kinesiske samfund.

For de kinesiske ledere med præsident Xi Jinping i spidsen er der meget på spil i 2017, og implikationerne rækker langt ud over Kina og Østasien.
_______

 

For de kinesiske ledere med præsident Xi Jinping i spidsen er der meget på spil i 2017, og implikationerne rækker langt ud over Kina og Østasien.

Vejen frem mod den 19. partikongres
I begyndelsen af marts 2016 fandt den årlige nationale folkekongres sted i Beijing. På vanlig vis var alt tilrettelagt forud for mødet med de omkring 3.000 delegerede, men der skete alligevel noget uventet. På åbningsdagen begyndte et brev underskrevet af ”loyale kommunistiske partimedlemmer” at cirkulere rundt på nettet. Brevet var rettet mod præsident Xi Jinping, som bl.a. blev beskyldt for at have opgivet princippet om kollektiv ledelse til fordel for selv at rage magten til sig. Præsidenten – som også er KKP’s generalsekretær og leder af den centrale militærkommission – bliver i brevet opfordret til at træde tilbage for ”befolkningens og landets fremtids skyld”. Det vides ikke, hvem der stod bag brevet, som hurtigt blev bortcensureret. Men alene det, at brevet begyndte at cirkulere, tyder på, at Xi på dette tidspunkt endnu var udfordret og i gang med at konsolidere sin magtposition.

Et par måneder senere – i april 2016 – oprettede og indtog Xi under stor indenrigspolitisk bevågenhed positionen som ’commander-in-chief’, hvilket klart placerede ham som den øverstkommanderende leder af det kinesiske militær. Dette blev ledsaget af en stor antikorruptionsudrensning af topledere i militæret, hvor spekulationer gik på, at disse ledere, som uden tvivl var korrupte, også havde begået den fejl at sætte sig op mod Xi. Forinden havde Xi også indsat sig selv som leder af vigtige nye ’små ledergrupper’ inden for bl.a. den indenrigspolitiske reformproces og national sikkerhed.

Antikorruptionskampagnen kører nu på fjerde år og har indtil nu kostet tusinder af højtstående parti- og militærledere deres poster. Ud over at være rettet mod den omfattende korruption er kampagnen også et vigtigt instrument til at konsolidere Xis magtposition. Den fjerner ikke kun potentielle udfordrere og modstandere af hans dagsorden, men skaffer ham også stor popularitet i den brede kinesiske befolkning. Dette hjælpes på vej af store propagandakampagner, som ud over den vanlige hyldest af partiets fortræffeligheder og store resultater i genopbygningen af Kina fremmer en persondyrkelse af ’onkel Xi’. På sine mange besøg hos fattige kinesiske bønder og migrantarbejdere fremstilles Xi som folkets mand. I starten af 2016 drog han også på rundtur til flere statskontrollerede medier med klar besked om, at de altid først og fremmest skal være partiets talerør, og samtidig krævede han ”absolut loyalitet” fra landets journalister.

Det sidste kan ses som led i den overordnede kampagne mod vestlig ideologi og vestlige værdier og standarder for fx kritisk journalistik, som partiet har intensiveret i 2016. Den hjælpes godt på vej af den populistiske og til tider meget konfrontatoriske og kaotiske tendens, som præger europæisk og amerikansk politik. Både Brexit og den amerikanske valgkamp – samt Trumps sejr – fremstilles i de kinesiske statskontrollerede medier som bevis på, at hvis dét er resultatet af demokrati, så er det ikke noget for Kina. Analysen er, at de vestlige demokratier har nået grænsen for, hvad de kan præstere, og nu er blevet kidnappet af grådige kapitalister, der kun har egen vinding for øje. Det fører til populisme og splid. Herefter understreges det, at prioriteten for de kinesiske ledere er stabilitet og national enhed. 2016 har dermed også kun yderligere cementeret, at det ikke er en vestlig demokratisk vej, som Xi fører Kina ind på.

Senere i 2016 – under partikongressen i oktober – blev Xis position som ’commander-in-chief’ suppleret med posten som ’core leader’, hvilket er en betegnelse, kun to tidligere kinesiske ledere – Mao Zedong og Deng Xiaoping – var i stand til selv at tilegne sig. Det tyder på, at den i starten af 2016 udfordrede Xi i slutningen af 2016 var lykkedes med at centralisere magten efter at have placeret sig selv som øverste chef i partiet, staten og militæret.

At Xi fremstår så magtfuld, betyder dog ikke, at han er enerådig. Han skal fortsat manøvrere rundt mellem – og forhandle med – forskellige fraktioner og institutionelle interesser, der er repræsenteret i toppen af partiapparatet. Men der er altså tegn på, at han møder mindre modstand. Xi skal ligeledes fortsat levere resultater, som kan tilfredsstille en bred magtbase i både partiet og militæret. Det kræver især fortsat økonomisk stabilitet og fremgang samt international respekt for Kinas nationale kerneinteresser – fx Taiwan som en del af ’Et-Kina’.

Tiden frem mod den 19. partikongres vil se flere af sådanne magtdemonstrationer og udrensninger fra Xi, intensivering af disciplineringskampagnerne og partipropagandaen samt yderligere indskærpelser og stigende begrænsninger på ’frirummet’ for, hvad der bare minder om politisk aktivitet i det kinesiske samfund, inklusive forsøg på yderligere kontrol af sociale medier og internetaktivitet.
_______

 

Hvad siger dette om vejen frem mod den 19. partikongres og det forventede forløb og udfald af partikongressen? De første uger af 2017 har understreget, at Xi fortsætter med at centralisere og konsolidere magten omkring sig, så han kan stå med de stærkeste kort på hånden, når der skal forhandles og udpeges nye topledere senere på året. I januar 2017 har Xi således sat sig selv i spidsen for en ny kommission, der skal arbejde for større integration af civil og militær udvikling, hvilket især går på stærkere forbindelser mellem civile og militære industrier, fx inden for rumteknologi og andre strategiske og højteknologiske sektorer. Ligeledes har han skruet endnu mere op for disciplineringen af partimedlemmer. Dels ved at indføre endnu flere antikorruptionsmekanismer og regler, dels via intensiverede ideologiske kampagner, der særligt rettes mod universiteterne og medierne, som bliver mindet om, at de altid skal undervise og rapportere på en måde, som understøtter Xis og partiets dagsorden og kontrol. Dette ledsages af en fortsat meget hård linje over for såkaldte rettighedsforkæmpere og advokater, der, ofte med loven i hånden, stiller spørgsmålstegn ved måden, som det kinesiske retssystem og det kinesiske politi- og sikkerhedssystem forvalter magten og loven på.

Tiden frem mod den 19. partikongres vil se flere af sådanne magtdemonstrationer og udrensninger fra Xi, intensivering af disciplineringskampagnerne og partipropagandaen samt yderligere indskærpelser og stigende begrænsninger på ’frirummet’ for, hvad der bare minder om politisk aktivitet i det kinesiske samfund, inklusive forsøg på yderligere kontrol af sociale medier og internetaktivitet.

Alt tyder dermed også på, at implementeringen af den økonomiske reformpakke fortsætter på lavt blus. Der er under Xi igangsat reformer og omlægninger i den kinesiske økonomi, som overordnet set skal ændres fra at være produktionsbaseret og investeringsdrevet til at være en service- og vidensøkonomi drevet af højere indenlandsk efterspørgsel med innovation øverst på dagsordenen. De igangsatte reformer og omlægninger indebærer imidlertid store fyringsrunder, særligt i produktions- og stålindustrien. Det øger både spændingerne og den sociale uro i det kinesiske samfund, hvilket de kinesiske ledere altid er bekymret for, men dette især op til en så vigtig partikongres.

Antallet af demonstrationer og protester i Kina øges hvert år. Der er nu omkring 600 ’mass incidents’ om dagen, hvor et ’mass incident’ defineres som bestående af mindst 100 deltagere. De fleste protester er kortvarige og lokale, men der er tendens til, at de bliver voldsommere og tager til i omfang. Det er tydeligst i Sydkina, hvor der i flere af de store fabriks- og industriområder har været meget store demonstrationer for bedre løn- og arbejdsvilkår, der i flere tilfælde er endt med, at arbejderne har ødelagt dele af fabrikken samt truet og slået fabriksledere og -ejere. Protesterne har imidlertid mange forskellige baggrunde og formål. Nogle bunder i de ringe vilkår for landets store gruppe af migrantarbejdere, andre er reaktioner på forskelsbehandling, korruption og embedsmisbrug, ofte fra lokale parti- og regeringsrepræsentanter. Der er også ’middelklasseaktioner’, som fx udspringer af en fødevareskandale eller bekymring over de sundhedsmæssige konsekvenser af den meget høje luftforurening, som præger mange af Kinas storbyer. Fælles for dem alle er, at udbredelsen af mobiltelefoner og adgang til internettet spiller en vigtig rolle. Der er i dag mere end 700 mio. internetbrugere i landet, og internettet er – på trods af forsøg på mere overvågning og censur – en let anvendelig platform for debat, mobilisering og organisering. Det er generelt blevet sværere for partiet at få indfanget og reguleret de mange nye grupper og tendenser i det kinesiske samfund, som spænder fra voksende religiøse bevægelser til enkeltsagsorganisationer, der fx udspringer af miljø-, fødevare- og medicinskandaler.

Dette er fortsat det altoverskyggende dilemma for den kinesiske ledelse. På den ene side prioriterer ledelsen opretholdelse af indenrigspolitisk kontrol og stabilitet, men på den anden side erkender man behovet for et mere aktivt, kreativt og ’connected’ kinesisk samfund i omlægningerne af den kinesiske økonomi.

Den nuværende øverste magtinstitution i KKP, politbureauets stående komité (PBSC), har syv medlemmer, og ifølge praksis vil fem af de syv medlemmer blive udskiftet ved den 19. partikongres. Derudover vil yderligere seks af de resterende 19 regulære medlemmer i politbureauet (PB) blive udskiftet. Der er dog rygter om, at Xi vil forsøge at omgå praksis for især at holde på Wang Qishan, der anses som Xis mest fortrolige, og som i øvrigt står i spidsen for antikorruptionskampagnen. Det vil i givet fald møde modstand blandt de øvrige magtfraktioner. Læren, særligt siden begivenhederne på Den Himmelske Freds Plads, Tiananmen, i 1989 – hvor partiledelsen indsatte militæret til at slå demonstrationerne ned – er, at en fastholdelse af magtmonopolet forudsætter, at ledelsen forbliver i stand til at fremstå og lede samlet, og at der er kontinuitet og forudsigelighed i den politiske proces. Denne analyse forener den øverste kinesiske ledelse på tværs af de forskellige fraktioner og uenigheder i øvrigt. Her er frygten, at Xi, hvis han omgår praksis og sætter sig selv over partiet, bringer mere usikkerhed og uforudsigelighed med sig.

I 2016 har Kina yderligere styrket sin magtposition i Østasien. Årsagerne er mange, men den vigtigste er svækkelsen af USA’s position, både hvad angår USA’s relative magt i forhold til Kina og de regionale staters tillid til, at USA fortsat vil opretholde sine forpligtelser i regionen.
_______

 

Hvem der står på spring for at overtage de forventede ledige pladser, er der i og uden for Kina mange spekulationer om, men ingen sikker viden. Her forbliver kinesisk politik en ’sort boks’, og resultatet vil først stå klart, når det nye politbureau og den nye stående komité træder ud og præsenteres for offentligheden efter partikongressen. Men der er en intensiveret politisk atmosfære, og et magtspil er tydeligvis i gang, hvad der bl.a. viser sig ved, at der i disse måneder udskiftes og flyttes meget rundt på provinsielle topledere, som køres i stilling til at kunne tage springet til det centrale topniveau. Således har både Beijing og Shanghai i januar 2017 fået ny borgmester.

Kina, USA – og Trump
I 2016 har Kina yderligere styrket sin magtposition i Østasien. Årsagerne er mange, men den vigtigste er svækkelsen af USA’s position, både hvad angår USA’s relative magt i forhold til Kina og de regionale staters tillid til, at USA fortsat vil opretholde sine forpligtelser i regionen og komme dem til udsætning, hvis de får brug for det. En anden vigtig årsag er, at Kina er blevet dygtigere til det diplomatiske spil og har bragt flere udenrigspolitiske instrumenter i spil.

De udenrigspolitiske instrumenter er ’gulerødderne’, fx løfter om adgang til det kinesiske marked, bistand og ikke mindst investeringer, hvor Kinas infrastruktur-udviklingsprogram ’Et Bælte, En Vej’ (Yi Dai Yi Lu) er begyndt at få mere opmærksomhed i regionen. Det hjælper også, at Kinas regionale frihandelsaftaler nu ser ud til at få frit spil, efter at præsident Trump har gjort alvor af sit valgløfte og har trukket USA ud af den ellers færdigforhandlede handelsaftale Trans-Pacific Partnership (TPP). 12 stater rundt om Stillehavet – dog ikke Kina – skulle have været med i aftalen, der dermed ville omfatte omkring 40 pct. af verdenshandlen. TPP står ellers som resultatet af Obama-administrationens forsøg på at sikre, at det er USA – og ikke Kina – der sætter handelsbetingelserne i Asien. Nu vil Kina givet optrappe bestræbelserne på at få en bred Kina-ledet handelsaftale – den såkaldte Regional Comprehensive Economic Partnership (RECP) – i hus.

Der er imidlertid også flere ’stokke’ i Kinas udenrigspolitiske værktøjskasse, hvor især den mangeårige militære modernisering nu begynder at give afkast. Dette særligt i form af en kinesisk flåde, som, godt støttet af et stærkere kinesisk luftvåben, kan udfordre den amerikanske flåde, der ellers har været helt dominerende i Østasien siden Anden Verdenskrig. Fx er Kinas første hangarskib – det sovjetbyggede ’Liaoning’ købt af Ukraine i 1998 – begyndt at patruljere omkring Taiwan og ved Det Østkinesiske Hav. Kina følger en taktik karakteriseret ved ’mange små skridt’ med mindre udvidelser af landets militære rækkevidde og tilstedeværelse samt små suverænitetsmarkeringer – fx konstruktion af fyrtårne og landingsbaner – i de omstridte områder. Det ændrer gradvist på magtbalancen og dynamikkerne i regionen. Særligt tydeligt er dette, når det kommer til de maritime territoriale konflikter i Det Sydkinesiske Hav, hvor løbet synes kørt for USA i forhold til at skubbe Kina – kinesisk militær – tilbage.

Den ændrede magtbalance i Østasien viser sig mere generelt ved den mere imødekommende linje, som flere af de ellers tætte USA-støtter i Sydøstasien – fx Filippinerne, Thailand og Malaysia – nu anlægger over for Kina. Med et økonomisk og militært stærkere Kina, der også synes mere villigt til at bringe militære instrumenter i spil, og en stigende usikkerhed om, hvad USA er parat til at stille op med militært set, er der ikke mange muligheder tilbage for de mindre og militært svagere sydøstasiatiske stater. Tydeligst ses denne udvikling ved Filippinerne, der under den nye præsident, Duterte, har indledt en charmeoffensiv over for Kina over det seneste år. Som led heri har Duterte tilsyneladende valgt at gøre som Kina ved at smide afgørelsen fra voldgiftsdomstolen i Haag, som i sommeren 2016 afviste alle Kinas territorielle krav i Det Sydkinesiske Hav, i skraldespanden. Duterte har sine egne indenrigspolitiske grunde til at tage en stærk pro-Kina-linje og er, for at sige det mildt, en speciel politiker, der bl.a. har erklæret en brutal krig mod narkokriminelle, men det er en generel tendens i Sydøstasien, at staterne indretter sig efter en fremtidig regional sikkerhedspolitisk orden, hvor Kina er den stærkeste magt. Kina er allerede den vigtigste økonomi for de sydøstasiatiske stater, og derfor har de heller ikke ’råd’ til at lægge sig ud med kineserne, men den fortsatte usikkerhed om Kinas langsigtede intentioner betyder, at de fortsat forsøger at fastholde USA i regionen. Det er også derfor, at de kraftigt øger deres egne militærbudgetter i disse år. Hvis Trump gør alvor af sine trusler og anlægger en mere konfrontatorisk linje over for Kina, skal han derfor ikke regne med opbakning fra de sydøstasiatiske stater. Det gælder fx, hvis USA – som udenrigsminister Rex Tillerson i januar 2017 har lagt op til – vil lade den amerikanske flåde forhindre Kinas adgang til Det Sydkinesiske Hav.

I Kina er der generelt optimisme i forhold til udviklingen i Østasien, men der er også et par store bekymrings- og usikkerhedsmomenter, som særligt drejer sig om Taiwan, Nordkorea og Japan.
_______

 

I Kina er der generelt optimisme i forhold til udviklingen i Østasien, men der er også et par store bekymrings- og usikkerhedsmomenter, som særligt drejer sig om Taiwan, Nordkorea og Japan.

Også før Trump vandt valget, gav indenrigspolitiske udviklinger i Taiwan – hvor det traditionelle pro-uafhængighedsparti DPP ledet af Tsai Ing-wen kom tilbage til magten i 2016 – anledning til stigende bekymring i Beijing. Telefonsamtalen mellem Tsai og Trump fulgt op af Trumps udmeldinger om, at han ikke ser sig forpligtet af ’Et-Kina’-politikken, har imidlertid fået alle Beijings advarselslamper til at lyse.

For Kina er USA’s forpligtelse på ’Et-Kina’-politikken intet mindre end grundlaget for de diplomatiske relationer mellem Kina og USA. Det er ikke til forhandling, og det ses som mangel på respekt, at Trump overhovedet begynder at lægge op til dette. Indtil videre har kineserne taget det nogenlunde roligt og nøjes med at slå den kinesiske position fast – at Taiwan er og vil altid være en del af Kina. Der er dog ikke grund til at tvivle på, at Beijing – hvis Trump fortsætter og fx søger at etablere direkte diplomatiske relationer til Taiwan – vil svare militært. Taiwan har ingen interesse i at blive brugt som en brik i et sådant spil mellem USA og Kina, da det er Taiwan, der i første omgang vil blive udsat for Kinas ’straffeaktioner’, fx i form af stop for kinesiske turister og adgangen for taiwanske varer til det kinesiske marked. Det vil være et hårdt slag for den i forvejen hårdt prøvede taiwanske økonomi, som er bundet tæt op på den kinesiske.

At forhindre Taiwans uafhængighed – og generelt at forsvare og genvinde, hvad der opfattes som Kinas retmæssige territorium og interessesfære – er så afgørende vigtigt for de kinesiske ledere, fordi det set fra deres synsvinkel også er et spørgsmål om at sikre KKP’s indenrigspolitiske legitimitet og kontrol.

Fortællingen om, hvorfor det er KKP, der enerådigt skal regere Kina, er netop, at kun KKP er i stand til at genforene Kina og gøre op med fortidens tilbageslag og nederlag – de såkaldte 100 års ydmygelser fra 1839-1949, der begyndte med Opiumskrigen (1839-1842), hvor Kina blev rendt over ende og splittet op af vestlige stormagter og Japan. Denne fortælling – eller det løfte, som det jo er – er blevet gentaget igen og igen. Budskabet spiller også den centrale rolle i Xi Jinpings såkaldte kinesiske drøm (Zhongguo Meng), som spiller på de stærke nationalistiske følelser og visioner i den kinesiske befolkning og lover en genrejsning (Fuxing) af det kinesiske folk.

Det, der i stigende grad er udfordringen for de kinesiske ledere i spændingsfeltet mellem den indenrigspolitiske dagsorden og udenrigs- og sikkerhedspolitikken, er, at den nationalistiske tone, som fortsat bliver anvendt til at sikre befolkningens opbakning til KKP, kun yderligere øger befolkningens forventninger til Kinas internationale position og indflydelse. Kineserne forventer, at deres ledere aktivt vil forsvare Kinas nationale kerneinteresser og grænser, genvinde ’det tabte territorium’ og sikre en passende international respekt for Kina. Herved lægges et yderligere pres på de kinesiske ledere i internationale forhandlinger og konflikter, hvor de netop på grund af frygten for voldsomme indenrigspolitiske reaktioner, hvis de fremstår svage og eftergivende, har svært ved at indgå åbenlyse kompromiser og bøje sig.

Den historiske bagage og den indenrigspolitiske dynamik og dagsorden påvirker i dag Kinas tilgang til og ageren i det internationale system på en meget kompleks vis. På den ene side er der en voksende selvbevidsthed og stolthed, som spiller ind på udviklingen i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Kineserne ser i stigende grad Kina som en international stormagt og måske endda – især efter Trump – som en ledende en af slagsen. Men på den anden side er der også en stigende grad af intern konflikt, grundlæggende usikkerhed og utryghed over for Kinas internationale identitet – hvilken type stormagt kan og skal Kina være? – samt fortsat en stærk følelse af underlegenhed, utilstrækkelighed og en nærmest paranoid frygt for, at Kina atter skal blive offer for fjendtlige stormagters forsøg på at svække og splitte landet.

Det er også konteksten for Beijings kompromisløse tilgang til Hongkong. De seneste par år har man set adskillige store folkelige demonstrationer, især ført an af unge, som gør modstand mod Beijings stigende økonomiske indflydelse og stærkere politiske kontrol. Begivenhederne har imidlertid kun yderligere styrket Beijings insisteren på, at den eneste mulige politiske konstellation for Hongkong er som en politisk integreret del af Kina under den såkaldte ’ét land, to systemer’-ramme med stærkest vægt på ’ét land’. Set fra Beijing må Hongkong derfor indordne sig og anerkende Beijing – dvs. KKP – som den øverste politiske autoritet.

I forhold til Nordkorea og den lange strid om landets atomvåbenprogram ser Kina positivt på Trumps udmeldinger under valgkampagnen om, at han er villig til at sætte sig ned med Kim Jong-Un uden betingelser i modsætning til Obama, der krævede, at Nordkorea først gav afkald på atomvåbenprogrammet.
_______

 

Beijing underminerer i stigende grad de løfter og retsgarantier, som blev givet forud for overdragelsen af Hongkong til Kina i 1997, bl.a. at det kinesiske politi- og retssystem ikke dækker Hongkong, der har deres eget. Kinesisk politi og kinesiske sikkerhedsagenter tager således hyppigere til Hongkong og anholder kritikere af KKP, der ellers tidligere har haft mere frit spil i Hongkong, og transporterer dem til Kina, hvor de behandles som andre såkaldte fjendtlige kræfter og forrædere. Sammenholdt med en markant nedgang i den frie og kritiske presse i Hongkong synes det at være slut med Hongkongs ’særstilling’ på dette område, og det er svært at se, at 2017 bringer Hongkong andet end yderligere infiltrering og kontrol fra Beijing.

I forhold til Nordkorea og den lange strid om landets atomvåbenprogram ser Kina positivt på Trumps udmeldinger under valgkampagnen om, at han er villig til at sætte sig ned med Kim Jong-Un uden betingelser i modsætning til Obama, der krævede, at Nordkorea først gav afkald på atomvåbenprogrammet. En dialog med USA og på sigt en amerikansk sikkerhedsgaranti til Nordkorea vurderes i Beijing som værende vejen frem. Beijing har derfor forsøgt at anlægge en imødekommende linje over for Trump, hvad angår Nordkorea, og bl.a. udvidet listen over sanktionsramte varer, som Kina ikke længere vil sende frem og tilbage over grænsen til Nordkorea. Trumps Twitter-reaktion, ’it won’t happen’, på Kims nytårstale, der slog fast, at Nordkorea fortsætter med at udbygge atomvåbenprogrammet, har dog skabt en del bekymring og nye spørgsmål i Beijing – hvad mener Trump? Hvordan vil han forhindre det? Dette, samtidig med at den nye amerikanske forsvarsminister, Jim Mattis, under et besøg i Sydkorea i starten af februar understregede, at USA fortsætter opstilling af et missilforsvarssystem (THAAD) i Sydkorea. Beijing ser et sådant system som destabiliserende i forhold til Koreahalvøen og den regionale sikkerhedspolitiske situation og som et amerikansk forsøg på at svække Kina. Der peges dog fortsat på Nordkorea som den mest oplagte sikkerhedspolitiske konflikt i regionen for USA og Kina at samarbejde om, men også her forholder kineserne sig nu afventende i forhold til linjen, som Trump vil anlægge.

Kinas globale dagsorden i 2017
Det er tydeligt, særligt udtrykt ved Xis første deltagelse på det store økonomiske topmøde i Davos i januar 2017, at Kina ser muligheder for at styrke sin globale rolle og indflydelse i kølvandet på Trumps ’America First’-politik, der lægger op til et mere tilbagetrukket og protektionistisk USA.

I Davos-talen slog Xi på promoveringen af Kinas politiske, økonomiske og kulturelle tilgange og værdier som værende til gavn for alle – for den globale udvikling og global økonomisk og politisk stabilitet. Kina har ellers hidtil stået stærkt på, at det ikke giver mening at tale om universelle værdier – at alle lande kan og skal vælge deres egne økonomiske og især politiske veje. Det siger Beijing stadig, men kommer her også med et kinesisk bud på et alternativ til den vestlige vej. Det er første gang, at en kinesisk leder gør det så direkte og proaktivt, men det vil Xi givet fortsætte med i 2017 i alle de bilaterale og multilaterale fora, hvor det giver mening.

Det er også tankevækkende, at Xi efter Davos står som globaliseringens og frihandlens stærkeste forkæmper, samtidig med at Kinas egen økonomiske reform- og omstillingsproces ikke rigtig er kommet i gang og parallelt med, at landet skruer så meget op for overvågningen og kontrollen, som det sker i disse år, hvor det også kun er blevet endnu sværere for udenlandske medier, organisationer og virksomheder at operere i Kina. For Beijing har globalisering altid betydet økonomisk globalisering, og det var også fokus i Xis Davos-tale, men han anlagde en lidt bredere definition heraf, inkl. vigtigheden af, at innovation gives de bedste betingelser, og informationer kan bevæge sig frit. At det er muligt for Xi at slippe nogenlunde afsted med det – og blive modtaget så positivt i Davos – siger meget om den nuværende rådvildhed og mangel på ledelse i det globale økonomiske system.

Kina vil givet fortsætte med at møde op som en stormagt og forsøge både at tage mere ansvar og få mere indflydelse, især på områder, som er knyttet direkte til den indenrigspolitiske dagsorden, fx internationale aftaler om klima og frihandel. Der er dog også blandt kinesiske forskere og eksperter stor ydmyghed og en anerkendelse af, at Kina hverken har kapacitet – økonomisk og militært – eller diplomatisk erfaring til at gå ind og spille en global lederrolle og levere såkaldte internationale offentlige goder, som USA har gjort siden Anden Verdenskrig. Men på de områder, der er de vigtigste for Kina – fx klima, frihandel og FN’s fredsbevarende styrker – vil Beijing søge en aktiv og mere ledende rolle og ellers holde fortsat fokus på regionen, hvor Beijing i stigende grad bestræber sig på at levere, hvad der i Kina kaldes ’regionale offentlige goder’. Det sker som nævnt ovenfor især via Kina-ledede regionale frihandelsaftaler og kinesiske investeringer til opbygning af infrastruktur inden for rammen ’Et Bælte, En Vej’.

De områder, der er de vigtigste for Kina – fx klima, frihandel og FN’s fredsbevarende styrker – vil Beijing søge en aktiv og mere ledende rolle og ellers holde fortsat fokus på regionen, hvor Beijing i stigende grad bestræber sig på at levere, hvad der i Kina kaldes ’regionale offentlige goder’.
_______

 

Udsigten til, at præsident Trump vil skabe et bedre forhold til Rusland, tages der generelt godt imod i Kina, men der er også bekymringer at spore. På plussiden vil en forbedring af forholdet mellem USA og Rusland gavne udsigterne til at få løst de svære og lange konflikter i Mellemøsten, hvor størstedelen af Kinas import af olie og naturressourcer fortsat kommer fra. Faren er dog, at Trump i stedet vil rette blikket mod Kina som den store fjende, der skal legitimere oprustningen af særligt den amerikanske flåde, som Trump også har lagt op til.

Beijing har generelt haft det svært med, hvordan Kina skulle placere sig i magtspillet mellem Vesten og Rusland de senere år. På den ene side har de kinesiske ledere udnyttet muligheden ikke kun til at sikre sig fordelagtige aftaler med Putin, særligt hvad angår russisk olie og naturgas, men generelt til at styrke relationen til Rusland, som også har åbnet for en større kinesisk rolle og mere indflydelse i Centralasien.

Langt hen ad vejen deler Beijing Moskvas analyse af udviklingerne i det internationale system, herunder USA’s politik, hvor Obama – set fra de to hovedstæder – har bestræbt sig på at inddæmme Rusland og Kina. Kina støtter dog ikke helhjertet op om Moskvas direkte og aggressive måde at svare tilbage på uden hensyntagen til internationale regler og principper og med flittig brug af militær magt. Der er ikke en decideret alliance mellem Kina og Rusland under udvikling. Ud over at Kina fortsat holder fast i en ’ikke-alliance’-politik, så modvirkes en alliance af en høj mistillid, som bunder både i landenes fælles historie og i en gensidig usikkerhed om modpartens langsigtede intentioner. Rusland er særligt bekymret over udsigterne til Kina som den dominerende økonomiske magt i Centralasien, mens kineserne ikke forstår baggrunden for Ruslands forsøg på at styrke landets sikkerhedspolitiske og militære relationer til Indien og Vietnam. Kinesiske forskere understreger gerne, at Beijing ikke har nogen illusioner om et Kina-Rusland-’venskab’, og at det, der ses i disse år, snarere er, at Rusland og Kina presses sammen ’ryg-mod-ryg’ af USA. Derfor er forventningen i Kina, at Rusland, så snart de vestlige sanktioner fjernes, vil vende sig fra Kina igen. En anden vigtig grund til, at en Kina-Rusland-alliance ikke er realistisk – og at Beijing er tilbageholden med støtten til Moskvas forsøg på direkte at udfordre og konfrontere USA – er, at den kinesiske økonomi er bundet mere op på den amerikanske. Derfor er det for de kinesiske ledere også et spørgsmål om fastholdelse af indenrigspolitisk økonomisk vækst og stabilitet. Som konsekvens af de mange hensyn og den store usikkerhed, som generelt præger det internationale system, vil Beijing i 2017 tage en afventende position og søge fortsat at balancere Kinas relationer med Rusland og USA.

Langt hen ad vejen deler Beijing Moskvas analyse af udviklingerne i det internationale system, herunder USA’s politik, hvor Obama – set fra de to hovedstæder – har bestræbt sig på at inddæmme Rusland og Kina. Kina støtter dog ikke helhjertet op om Moskvas direkte og aggressive måde at svare tilbage på.
_______

 

For Kina er internationale principper om suverænitet, ikke-indblanding og territorial integritet dybt indlejret i, hvordan landet opfatter sig selv som stormagt. Opretholdelsen af disse principper anses også som afgørende for at sikre Kinas nationale kerneinteresser. Det er klart, at principperne udøves og fortolkes mere fleksibelt og pragmatisk, i takt med at Kina har fået så mange og stærke interesser i andre staters og regioners udvikling, og særligt efterhånden som et stigende antal kinesiske statsborgere bor og arbejder uden for Kina. Her har der de seneste år været flere eksempler på, hvordan hensyn til at sikre kinesiske statsborgere samt kinesiske investeringer og aktiviteter også spiller ind på konkret kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Dette tydeligst i forbindelse med konflikten i Libyen i foråret 2011, hvor mere end 35.000 kinesiske statsborgere blev fanget, da urolighederne brød ud. I første omgang stemte Kina for FN-resolution 1970, som indførte målrettede sanktioner mod Gaddafi-regimet for overgreb mod dets egen befolkning, og i anden omgang undlod Kina at bruge det kinesiske veto til at forhindre FN-resolution 1973, som åbnede for internationale militære aktioner. Dette blev både i og uden for Kina set som et overraskende brud med – eller ny kreativ fortolkning af – Kinas insisteren på principperne om suverænitet, ikke-indblanding og territorial integritet. Den overordnede linje, som kun er blevet yderligere understreget siden Libyen – hvor USA og NATO ifølge Kina overtrådte FN-mandatet ved at lade det legitimere aktiv støtte til regimeskifte – er imidlertid, at Beijing forsøger at varetage de mange modstridende interesser og hensyn, der spiller ind på udenrigs- og sikkerhedspolitikken, uden direkte at give afkald på eller bryde med principperne.

Dette afspejler, hvordan der er en høj grad af kontinuitet i kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Udviklinger sker forsigtigt og gradvist. Kinesiske ledere kan ikke – som Ruslands – se stort på tidligere lederes nedsatte guidelines og strategier og foretage pludselige og store ændringer. Derimod skal store ændringer og beslutninger, både i kinesisk indenrigspolitik og udenrigs- og sikkerhedspolitikken, kontinuerligt kunne præsenteres og legitimeres med reference til partiets tidligere beslutninger og overordnet følge partiets fastsatte analyse af tendensen (shi) i det internationale system.

De store spørgsmål og udviklinger at holde øje med i kinesisk politik i 2017:
• Kan Xi Jinping fastholde kontrollen internt i partiet og militæret og få afviklet den 19. partikongres med indsættelse af sine foretrukne folk på topposterne?
• Kommer der mere fart på implementeringen af det økonomiske reform- og omstillingsprogram? Og holder den økonomiske vækst?
• Løsnes der op for kontrol- og overvågningssystemet, så der igen bliver mere plads til den kritiske tænkning og innovation i samfundet, hvilket er nødvendigt i omlægningerne af den kinesiske økonomi?
• Hvilke af de mange uklare og modstridende udmeldinger vil Trump reelt sætte i gang i forhold til Kina og Østasien? Vil han starte en ’handelskrig’? Vil USA trække sig militært mere tilbage og dermed overlade mere plads til Kina med fare for japansk militær oprustning og et yderligere forværret sikkerhedspolitisk forhold mellem Kina og Japan? Eller vil USA snarere skrue op for det diplomatiske og militære pres over for Kina, fx i Det Sydkinesiske Hav? Vil Trump starte en dialog med Nordkorea? Eller gå den anden vej og skrue op for sanktionerne og det militære pres over for Nordkorea?

Camilla T. N. Sørensen (f. 1976) er adjunkt ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Primære forskningsinteresser er kinesisk politik, østasiatisk udenrigs- og sikkerhedspolitik og International Politik-teori.

ILLUSTRATION: Kinas præsident, Xi Jinping på B-20 mødet forud for G-20 mødet, 3. september 2016 (Foto: Aly Song/AP/polfoto)