24.01.2017

“Det er klart, at der i dag findes kræfter i S, der ser hele den sociale dimension på samme måde som DF og venstrefløjen, nemlig at velfærden i bund og grund handler om, hvad vi kan give hinanden. Det er meget farligt, hvis man gør det til hovedsagen – fordi velfærden i virkeligheden handler om, hvordan vi alle sammen kan hjælpe hinanden til at blive så produktive som overhovedet muligt. Der er også folk i Socialdemokratiet i dag, som synes at have mistet blikket for det faktum, at hvis de ikke hele tiden tager ansvar for at produktudvikle samfundet, så dør det samfund, så kan det ikke klare sig. Derfor er det selvfølgelig bagstræberisk, hvis man siger, at vi ikke skal reformere mere”

Interview af Niels Byrjalsen

RÆSON: Hvordan skal vi forstå Socialdemokratiets aktuelle position i dansk politik, hvis vi anlægger et større historisk perspektiv?

Jeg tror, at det er den svenske ’statsvetare’ Bo Rothstein, der har coinet udtrykket den socialdemokratiske stat. I en eller anden forstand havde vi en sådan socialdemokratisk stat i et halvt århundrede fra begyndelsen af 1930’erne til begyndelsen af 1980’erne, hvor Socialdemokratiet grundlæggende byggede og forvaltede den moderne danske stat. Da Schlüter trådte til i 1982, blev det begyndelsen til en fundamental ændring af den tilstand, at landet og dets institutioner – med enkelte korte parenteser – blev regeret af Socialdemokratiet.

Siden har Socialdemokratiet været i et eksistentielt dilemma, der hænger sammen med det, som LO-formand Thomas Nielsen udtrykte så prægnant: Vi har sejret ad helvede til. For det samfund, der skabte den stærke arbejderbevægelse og det stærke Socialdemokrati, blev grundlæggende forandret af arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet. Så frem for at være et samfund af klasser blev vi et samfund af borgere og forbrugere. I det samfund, altså det moderne danske samfund i det 21. århundrede, der i høj grad er resultatet af Socialdemokratiets arbejde, er det mindre indlysende at identificere sig med et enkelt parti. Den politiske kamp er gået fra ’hvem er du, og jeg skal sige dig, hvilket parti du stemmer på’ til at afspejle et samfund, hvor vi alle sammen orienterer os mod de politiske partier og bevægelser, som vi mener giver os mest af det, vi gerne vil have, for færrest mulige omkostninger i form af skatter og begrænsninger på vores frihed.

Vi vil jo alle sammen gerne have et stærkt samfund. Vi vil alle sammen gerne have en grad af skattefinansieret velfærd. Vi vil alle sammen gerne have en international forankring og en stærk position i det globale samfund. Vi vil alle sammen gerne have et stærkt uddannelsessystem. Vi vil også gerne alle sammen have vores frihed begrænset mindst muligt, betale så lidt som muligt i skat, være så globaliserede som muligt uden at skulle bære de negative konsekvenser heraf. Det er i virkeligheden meget let at blive enige om alt det, vi gerne vil have. Så den politiske kamp kommer i mindre grad til at handle om, hvem vi er eller hvilke mål vi har, men snarere om hvem der bedst kan overbevise vælgerne om, at de kan levere denne vare billigst og bedst muligt. Det bliver et spørgsmål om troværdighed og dermed også om personlig troværdighed. I den situation er din sociale forankring en mindre vigtig parameter, end den var tidligere.

Jeg hører til dem, der mener, at historien om, at Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet minder meget om hinanden, er fundamentalt forkert. Der er næppe to partier i Folketinget, der minder mindre om hinanden.
_______

 

RÆSON: Men er der ikke noget paradoksalt i det? Hvis udviklingen væk fra en klassebaseret stemmeadfærd er reel, hvordan kan Socialdemokratiet så fortsat være Danmarks største parti?

Jeg tror, at når Socialdemokratiet har så stærk en base, som de trods alt stadig har, så hænger det sammen med, at de har en vare på hylderne, som er meget unik. De kan sige til den enkelte vælger: ’Verden er et farligt og omskifteligt sted, der er svært at forstå. Men vi har før sørget for dig, sørget for at du ikke kommer i klemme, sørget for at få tingene indrettet bedst muligt for dig. Overlad magten til os, og så skal vi nok gøre det fremover også’. Og der har Socialdemokratiet en stor bank af tillid, især i den ældre del af befolkningen.

RÆSON: Kan de blive ved med at trække på denne bank af tillid?

Nej. Da Socialdemokratiet slap magten – og det gjorde de både her og mange andre steder i forbindelse med Den Kolde Krigs afvikling og dermed det endegyldige punktum for konkurrencen imellem forskellige samfundssystemer – vandt en langt mere liberalistisk opfattelse af samfundet frem. I den forbindelse afskaffede man en meget betydelig del af den regulerende omfordeling, der lå i det mere traditionelle socialdemokratiske samfund. Det var i øvrigt en udvikling, som store dele af de socialdemokratiske partier omfavnede. Der var nogle år, hvor socialdemokratierne begik den dobbelte fejl at mindske deres fokus på omfordeling og den sociale sammenhængskraft og samtidig overså eller nedtonede de udfordringer, der er forbundne med indvandring og integration. Det er kommet dem dyrt at stå mange steder.

I takt med, at det lykkedes liberalisterne at sætte deres afregulering igennem, fik vi en voldsom skævvridning imellem dem, der kunne udnytte mulighederne i det 21. århundredes globalisering, og dem, der ikke kunne. Og dermed opstod bevægelser, som man ser i stort set alle lande i dag. De trækker på en social indignation og på følelsen af usikkerhed. De appellerer til dem, der føler sig mest udsat i et konkurrencebaseret samfund, hvor den enkelte borger konkurrerer med alle andre. Vi har jo Dansk Folkeparti herhjemme, men i virkeligheden også i en vis forstand Liberal Alliance. De partier har tvunget socialdemokraterne til at gribe fat i nogle af de dagsordener, som især deres gamle kernevælgere har oplevet som truende. Det betyder, at socialdemokraterne i dag positionerer sig mindre europæisk og internationalistisk, end de gjorde traditionelt set.

RÆSON: Der er stor kritik af etablerede midterpartier, både på højre- og venstrefløjen, for at overtage populisternes synspunkter og dermed forsøge at vinde tabte vælgere tilbage. Kritikerne siger, at det gang på gang viser sig, at man bare underbygger de populistiske partiers dagsorden og giver dem mere vind i sejlene. Er det overhovedet en god strategi fra de socialdemokratiske partiers side?

Det er i hvert fald en god strategi at tage de problemer, som folk oplever, alvorligt. Det er en dårlig strategi at lade som om de ikke findes. Den har man ligesom prøvet, og det gik ikke særligt godt. Sagen er, at mange af de mennesker, der er skeptiske over for globaliseringen, er det af rigtigt gode grunde. Det er kun os, som er på den rigtige side af ligningen og har nydt godt af udviklingen, der ser globaliseringen som et indlysende gode. Tallene er klare. Langt over halvdelen af amerikanerne har ikke haft en reallønstigning i 40 år. Det samme gælder over 40 procent af briterne. Den voldsomme omfordeling af samfundets goder til fordel for nogle meget få er et reelt og virkeligt problem. Det er jo ikke sådan, at folk bilder sig ind, at der er et problem. Der er et problem. Hvis man ikke kommer med en løsning på det problem, gør man sig selv irrelevant.

RÆSON: Hvis vi så skal trække en linje til det aktuelle politiske billede: Der er meget snak om, hvad Socialdemokratiet vil med Dansk Folkeparti, hvor langt de vil gå i samarbejdet. Lægger spørgsmålet sig i forlængelse af de bredere tendenser, vi taler om her?

Både ja og nej. Jeg hører til dem, der mener, at historien om, at Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet minder meget om hinanden, er fundamentalt forkert. Der er næppe to partier i Folketinget, der minder mindre om hinanden. Det helt grundlæggende er, at Socialdemokratiet historisk og aktuelt – også i den seneste regering – har taget ansvar for den sociale kontrakt i samfundet. Det står i modsætning til, hvad Dansk Folkeparti har gjort. Dansk Folkeparti har i det hele taget aldrig taget ansvar. Socialdemokratiet er indstillet på at bære kommende generationer frem og investere i uddannelse og skolegang, mens Dansk Folkeparti grundlæggende er mere interesseret i at pleje de interesser, som deres ældre vælgerkorps har. Socialdemokratiet er et født internationalistisk parti. Selv om de i deres svar på globaliseringens skyggesider har antaget en mere national retorik, så skal man huske, at Socialdemokratiet helt tilbage fra begyndelsen af det 20. århundrede både har haft både en stærk national forankring og et stærkt internationalt engagement. Og det har de stadig.

Socialdemokratiet er et født internationalistisk parti. Selv om de i deres svar på globaliseringens skyggesider har antaget en mere national retorik.
_______

 

RÆSON: Så Socialdemokratiets nye slogan ’Den bedste danske opfindelse er Danmark’ er ikke et brud med det, de tidligere har stået for?

Overhovedet ikke. Man skal lægge mærke til, at allerede da Stauning lavede ’Danmark for Folket’, blev det officiel politik, at når man marcherede med de røde faner, så skulle hver anden fane være Dannebrog. En socialdemokratisk leder som Stauning forstod, at det var ekstremt vigtigt, at den nationale platform ikke måtte erobres af højrefløjen. Og at man ikke måtte tillade højrenationale at gøre den nationale sag til en højreorienteret sag. Der har den politik, som Socialdemokratiet førte fra midt i 1980’erne til lidt ind i det 21. århundrede været undtagelsen. Så det er fuldstændigt logisk ud fra socialdemokratisk tankegang at erobre den nationale platform tilbage. Det står ikke i modsætning til det internationale og det europæiske. Det er snarere en naturlig, primær forankring for borgerne i en nationalstat.

RÆSON: Er det muligt at opretholde dobbeltheden imellem det nationale og internationale i en globaliseret verden?

Ja, det mener jeg bestemt, at det er. Man skal fuldstændigt vedstå sig det, vi er, og det samfund, vi har, som jo i høj grad er skabt af Socialdemokratiet. En nationalstat med et meget udbygget, skattefinansieret velfærdssystem, men også et ekstremt fleksibelt arbejdsmarked. Alt det er nationale kendemærker ligesom vores sprog og kultur. Der er intet i det, der står i modsætning til at være dybt europæisk og globalt forankret. Tværtimod har vi altid været alle tre dele: meget nationalt bevidste, meget europæiske og meget globale. Altid.

RÆSON: Er det et problem for alliancen med Radikale Venstre, hvis Socialdemokratiet står fast på en position, der vægter det nationale højt?

Overhovedet ikke. Man skal huske, at alliancen med Radikale Venstre er næsten ligeså gammel som Socialdemokratiet selv, og den har fungeret på denne præmis hele vejen. Glem ikke, at De Radikale også på sin egen vis er et nationalt parti.

RÆSON: Alliancen har vel til dels fungeret på denne præmis, fordi Socialdemokratiet ikke samarbejdede tæt med Dansk Folkeparti. Hvis de nu skal til at gøre det, kommer der så ikke et problem på venstrefløjen?

Der er et problem, men jeg vil bare minde om, at det, som har været fælles tankegods imellem Radikale Venstre og Socialdemokratiet hele vejen, er en villighed til at tage ansvar for en socialt afbalanceret vækstpolitik. Den ansvarlighed, reformiver og lyst og vilje til at udvikle velfærdsstaten er noget, de to partier har til fælles. Næsten alle store reformer i dansk økonomisk og social politik er blevet til i et samarbejde mellem de to partier.

RÆSON: Man kan måske sige, at der er stor forskel på, hvad reformer var historisk, hvor det handlede om at udbygge velfærdsstaten, og hvad det så ændrede sig til med neoliberalismens indtog, hvor reformdagsordenen i høj grad kom til at handle om nedskæringer, effektiviseringer og forringelser i velfærden. Sådan opleves det i hvert fald af mange mennesker. Kan Socialdemokratiet holde til stadig at være et reformparti i en sådan kontekst?

Det tror og håber jeg. For mig er der ingen tvivl om, at disse reformer er helt nødvendige, hvis vi skal kunne opretholde både en åben, konkurrencedygtig økonomi og et højt velfærdsniveau. Men jeg vil godt imødegå en implicit forudsætning i spørgsmålet. Det er som om, at der i de senere år har bredt sig en opfattelse af, at velfærdspolitikken først og fremmest er socialpolitik, at velfærd handler om, hvad vi kan gøre for hinanden i forhold til overførselsindkomster. Og Dansk Folkeparti er i høj grad ansvarlig for denne opfattelse. Men det mest grundlæggende ved velfærdsstaten er noget helt andet.

Velfærdsstaten er udviklet som et instrumentarium til at få så mange som muligt til at arbejde så meget som muligt så højt oppe af værdikæden som muligt. Derfor sigter store dele af velfærdspolitikken på at sikre, at hvis du mister dit arbejde, så holder vi som samfund hånden under dig længe nok til, at du kan optræne og omskole dig til et andet job og gøre det på et niveau, så din familie ikke falder ned i stort, sort hul. Dermed kan du også være modig og risikovillig på arbejdsmarkedet. Det er derfor, at Danmark længe har haft en af verdens højeste beskæftigelsesgrader. Det er derfor, vi har en af verdens højeste grader af udskiftning og fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Det, at du, når du er ude på arbejdsmarkedet, har modet til at sige ’det kan godt være, at jeg har været på denne arbejdsplads i fem år, men her er rent faktisk en anden mulighed med et lidt bedre arbejde og en lidt højere løn, lad mig prøve det’ – det er, fordi vi har en stærk velfærdsstat. Det er det, vi bliver rige af. Det er den fleksibilitet, det er dit personlige mod til at ændre din sociale position, det er din personlige lyst til at søge flere kvalifikationer og højere uddannelse, og det er din evne til at skaffe dig et nyt job på et højere niveau og med højere indtjening, når du mister dit gamle job, fordi det bliver automatiseret eller udflyttet. Alt det er essensen af velfærdspolitikken. Og hele den del interesserer Dansk Folkeparti sig overhovedet ikke for.

RÆSON: I forlængelse af Nina Smiths indlæg i debatten om reformer af arbejdsudbuddet, har vi set Henrik Sass Larsen sige, at Socialdemokratiet nu er færdige med reformdagsordenen. Er Socialdemokratiet virkelig færdige med reformer nu?

Velfærdssamfundet har aldrig været en stilstand eller en tilstand. Det er en kamp, der foregår hver dag. Og den kræver reformer hver dag. Ellers dør den.

RÆSON: Også nedskæringer, effektiviseringer og hele den dagsorden?

Vi er alle sammen forbrugere af offentlig service, og vi vil alle sammen blive ved med at forlange bedre sundhed, bedre uddannelse til vores børn og bedre omsorg for vores svage. Vores økonomi gror meget langsomt. Vi bliver ikke flere mennesker. Så hvis vi skal have bedre offentlig service, så kræver det, at produktiviteten i den offentlige sektor vokser. Hele tiden. Ligesom den i øvrigt vokser i den private sektor. Det er politikernes opgave at få den til at vokse på en hensigtsmæssig måde, der både er god for de ansatte og for forbrugerne af den offentlige service. Det kræver reformer, reformer, reformer.

RÆSON: Er der visioner at finde i Socialdemokratiet?

Ja, det er der helt sikkert.

RÆSON: Er det bagstræberiske og konservative visioner?

Det er klart, at der i dag findes kræfter i Socialdemokratiet, der ser hele den sociale dimension på samme måde som Dansk Folkeparti og venstrefløjen, nemlig at velfærden i bund og grund handler om, hvad vi kan give hinanden. Det er meget farligt, hvis man gør det til hovedsagen, fordi velfærden i virkeligheden handler om, hvordan vi alle sammen kan hjælpe hinanden til at blive så produktive som overhovedet muligt. Der er også folk i Socialdemokratiet i dag, som synes at have mistet blikket for det faktum, at hvis de ikke hele tiden tager ansvar for at produktudvikle det samfund, som de i høj grad selv har været med til at skabe, så dør det samfund, så kan det ikke klare sig. Derfor er det selvfølgelig bagstræberisk, hvis man siger, at vi ikke skal reformere mere.

Jeg undrer mig over, at et parti, som er så optaget af arbejdspladser og produktivitet, overhovedet har plads til elementer, der ikke ser det grønne som en kerneværdi.
_______

 

RÆSON: En fremadskuende dagsorden kobles i disse år i høj grad med den grønne dagsorden. Hvordan opfatter du Socialdemokratiets position på det grønne område?

Det er et af de meget få steder, hvor partiet har meldt klart ud, at de læner sig til venstre – eller til det Radikale Venstre, om du vil. Og det er godt. Dermed lægger de distance til den nuværende regering, som helt uforståeligt har taget et ideologisk opgør med den succes, som den grønne omstilling har været for Danmark. Socialdemokratiet har gjort det klart, at de vil videreføre den grønne omstilling. Det tror jeg ikke alene er den vindende strategi, men også den helt nødvendige strategi. Hver gang en socialdemokrat taler om det her med mindre entusiasme – og det kan man jo sagtens komme ud for – så undrer jeg mig over, at et parti, som er så optaget af arbejdspladser og produktivitet, overhovedet har plads til elementer, der ikke ser det grønne som en kerneværdi.

RÆSON: Er det, fordi der ikke er nogen idealister tilbage i Socialdemokratiet?

Jeg tror, at det skyldes, at for mange ikke ser sammenhængen imellem produktive arbejdspladser i Danmark og en offensiv grøn omstilling.

RÆSON: Hvad er det for nogle fløje inden for partiet, der repræsenterer det fremadskuende?

Man kan sige, at den regering, vi sagde farvel til i 2015 – på godt og ondt, på trods af alle mulige fejl, som vi alle sammen kan sidde og være sure over – gennemførte et af de mest modige og omfattende reformprogrammer i nyere dansk historie. Det er effekten af de reformer, der gør, at vi er nu er i mere smult vande, end vi har været i meget lang tid.

RÆSON: Socialdemokratiet var i manges øjne det vigtigste parti i Danmark i det 20. århundrede. Bliver det også det vigtigste parti i det 21. århundrede?

Det afhænger af, om Socialdemokratiet er i stand til at erobre en offensiv dagsorden og kan definere sig selv som et parti, der forbinder globaliseringen med en social retfærdighed og evne til at forny samfundet, og det på en grøn og socialt afbalanceret måde. Hvorvidt de løser opgaven kan jeg ikke svare på i dag, men det er disse parametre, som de skal levere på.

RÆSON: Er der potentiale i Socialdemokratiet for at kunne løse opgaven?

Ja, det mener jeg bestemt, at der er. Men jeg bliver altid bekymret, når nogle ser tilbage i stedet for at se frem. Svarene på fremtidens udfordringer skal ikke findes i, hvor vi var, men snarere i, hvor vi skal hen.

RÆSON: Hvis vi ser ud i verden og forholder os til tidens politiske forandringer og bevægelser – Brexit, valget af Donald Trump i USA, de kommende valg i Frankrig, Holland og Tyskland – hvordan skal vi så forstå de socialdemokratiske partiers rolle og ageren? Er socialdemokraterne aktive nok, når det kommer til at adressere de meget fundamentale problemstillinger, der findes i de vestlige samfund?

Når man ser ud i verden, så er det oplagt, at de socialdemokratiske partier er de store politiske tabere i det nybrud, der finder sted. Populister har fået deres vilje i både Storbritannien og USA. Det sørgelige ved det er, at deres traditionelle vælgere, altså de svagest stillede, også ser ud til at blive tabere i det her. Så det er en meget ulykkelig og potentielt meget farlig udvikling, vi ser. Hvis man betragter de europæiske lande, vil de kommende valg i høj grad blive en styrkeprøve imellem populister og etablerede partier på både højre- og venstrefløjen. Så svaret giver sig selv: Nej, de socialdemokratiske partier har ikke været gode nok til at tackle problemet. I flere af de her lande er de socialdemokratiske partier nærmest udraderede eller i hvert fald i dyb, indre splittelse.

Labour i Storbritannien er nærmest blevet kuppet indefra af nogle Enhedslisten-agtige typer, der dybest set minder meget om den yderste højrefløj, i den forstand at de er velfærdspopulister. De vil bare have mere af det hele, men uden at tage ansvar. De er imod EU og den forpligtelse, der ligger i EU. Så ved jeg godt, at de siger, at de vil have noget andet og bedre, men det korte af det lange er, at den slags utopier ikke kan bruges til meget. Det er den virkelige verden, vi skal forholde os til, og der er de på samme hold som Dansk Folkeparti.

Når man ser ud i verden, så er det oplagt, at de socialdemokratiske partier er de store politiske tabere i det nybrud, der finder sted.
_______

 

RÆSON: Hvilken lektie tror du, at de danske socialdemokrater vil lære af Labours deroute?

At holde fast i en pragmatisk, reformorienteret politik og dermed tage ansvar. Og ikke at tillade sig selv at drive ud og blive et rigtigt venstrefløjsparti, der ikke tager ansvar for den stadige fornyelse af velfærdssamfundet. En sådan fornyelse er helt nødvendig, hvis velfærdssamfundet skal overleve. Hvis de bevæger sig den vej, så vil de overlade hele den politiske midte til kræfter, der er Socialdemokratiet fremmed.

RÆSON: Der er meget tale om, at almindelige mennesker vender sig imod establishmentet og de etablerede partier rundt omkring. Hvis Socialdemokratiet søger at frame sig selv som den almindelige befolknings parti, men samtidig gerne vil være i centrum af establishmentet og have magten, er der så ikke en indbygget problematik, som kan være vanskelig at håndtere?

Det er der jo nogen, der synes. Men for mig at se er der intet som helst problematisk i, at ganske almindelige mennesker stemmer på et parti, som gerne vil varetage ganske almindelige menneskers interesser og dermed tage ansvar for at opretholde de sociale balancer i samfundet. Jeg hører ikke til dem, der mener, at folk bliver dårligere mennesker af at have en uddannelse eller være kompetente, endsige søge politisk mandat og magt. Tværtimod. Der er ingen modsætning imellem at være social bevidst og socialdemokrat på den ene side og så det at have en uddannelse og være politiker på den anden side. Tværtimod mener jeg, at Socialdemokratiet har meget stærkt brug for mennesker, der kan gennemskue og forvalte samfundsmaskineriet.

RÆSON: Noget af det, som mange mennesker måske har lidt svært ved at gennemskue, er, hvordan det indenrigs- og udenrigspolitiske spiller sammen. Har Socialdemokratiet en udenrigspolitik?

Er Socialdemokratiets udenrigspolitik ikke nogenlunde identisk med Danmarks? Det er jo et statsbærende parti, som har præget udenrigspolitikken grundlæggende. Samtidig skal man dog huske, at der for et land som Danmark er rigtigt meget, der er givet i udenrigspolitikken. Vi er et europæisk og atlantisk land, og vores spillerum som et af de mindste lande i regionen er ikke stort. Når danske politikere taler udenrigspolitik, så er det små marginaler, man filer på. Den eneste, der for alvor har udfordret den almindelige linje er Anders Fogh Rasmussen, og det kom vi ikke godt fra.

RÆSON: Da Socialdemokratiet var i regering sidst valgte de at sætte to fra SF og én fra Radikale Venstre på udenrigsministerposten?

Jeg tror ikke, at det skal tages som et udtryk for, at de ikke er interesserede i udenrigspolitik. Men du har nok ret i, at de ikke ser det som det vigtigste område at profilere sig på i den indenrigspolitiske arena. Men Socialdemokratiet er staten i partiets selvforståelse.

RÆSON: Du siger, at Socialdemokratiet gerne vil stå på de her to ben – det nationale ben og det internationale og dermed europæiske ben. Er det også den retning, de i øjeblikket lægger op til at fortsætte ud ad?

Hvis man vil et rigt og fremgangsrigt Danmark, hvis man vil udvikle dansk produktion og dansk økonomi, hvis vi vil sikre mange arbejdspladser, så er der intet alternativ. Og derfor er der også et stort flertal i befolkningen, som støtter en dyb forankring i Europa. Vi er formentlig et af de lande i hele Europa, hvor tilslutningen til det europæiske samarbejde er størst. Det ser man også i meningsmålingerne. Denne brede opbakning forsvinder lidt i den almindelige debat om alle vederstyggelighederne, men det grundlæggende er, at folk godt ved, at det europæiske samarbejde er nødvendigt for vores velstand. Og det ved Socialdemokratiet selvfølgelig også. Det betyder ikke, at man ikke kan være kritisk over for dele af samarbejdet, f.eks. den indvandrerpolitik som blev ført i 2015. Det er jo helt legitimt. Men det er ikke det samme som en grundlæggende skepsis over for EU.

RÆSON: Kan Socialdemokratiet dele denne opfattelse med deres potentielle parlamentariske grundlag?

SF er samme sted. Radikale Venstre er i høj grad samme sted. Alternativet er samme sted. Så det er kun Enhedslisten, der ligger på Dansk Folkepartis linje. Det er selvfølgelig et problem, men det er løst før.

RÆSON: Hvis vi nu forestiller os, at Socialdemokratiet skulle danne regering i morgen. Hvordan ville den regering så se ud?

Det er der ingen, der ved. Men bundlinjen er, at det bliver en SR-regering, uanset om det bliver konstitueret som sådan eller ej. Der er to varianter. Enten bliver det en S-mindretalsregering, hvor Radikale Venstre er den vigtigste del af det parlamentariske grundlag. Eller også bliver det en SR-regering. Der vil ikke være 90 mandater bag regeringen, hvis Radikale Venstre ikke er med. Det dilemma forsvinder ikke, og modsat venstrefløjspartierne vil Radikale Venstre have flere steder at gå hen.

RÆSON: Kunne Socialdemokratiet ikke finde på at lægge Radikale Venstre på hylden og i stedet lave en eller anden form for alliance med Dansk Folkeparti og den resterende del af venstrefløjen?

Det tror jeg ikke på.

ILLUSTRATION: Bo Lidegaard (Jens Dresling/polfoto)