Mettes vendetta mod muslimske skoler som sådan er i lodret strid med den demokratiske dannelse
Kommentar af Morten Østergaard
17.08.2017
.Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)
_______
Jeg vil gøre op med opdelte skoler. I Danmark skal vi gå i skole sammen. På tværs af skel. Men vi kommer ikke derhen med et generelt forbud mod skoler med en bestemt trosretning.
Kommentar af Morten Østergaard
VI HAR GRUND til at være stolte af vores skoletradition i Danmark. Vi var blandt de første lande til at indføre undervisningspligten, så skolen ikke kun var for børn af de rige og de lærde, men for alle. Også arbejderen, husmanden og daglejerens barn fik ret og pligt til undervisning. Med undervisningspligten lagde vi for 200 år siden en vigtig grundsten i det fællesskab, vi har i Danmark. Et fællesskab, hvor vi møder hinanden i skolen på tværs af skel, og hvor vi lærer om forskellighed. Skolen er til for os. For forældrene, for børnene og os alle sammen. Derfor skal vi også kunne præge skolen. Derfor er skolerne lokalt forankret i kommunerne. Og derfor er det et godt princip, at man i Danmark også kan tage sagen i egen hånd, hvis man vil: Man kan lave en friskole sammen med andre forældre, som man deler idealer eller pædagogiske visioner med. Men fundamentet må og skal altid være demokrati og folkestyre. Uanset hvilken skole et dansk barn går i.
Demokratisk dannelse skal alle have
Børn i Danmark skal oplæres i demokrati. De skal lære om, hvor forskellige mennesker kan være. De skal lære om vores allesammens ret til at være dem, vi er, og vores ret til at tænke, mene og sige, hvad vi vil. Det er nedfældet i loven. Ingen skole – privat eller ej – må forsømme denne pligt til at oplære i demokrati og individuelle rettigheder. Enhver skole, der forbryder sig mod denne demokratiske forpligtigelse, skal straks rette op. Ellers må skolen lukke. Ingen slinger i valsen her. Så langt er jeg enig med Mette Frederiksen. Og jeg nægter at få påduttet en blødsødenhed over for skoler, som ikke lever op til deres demokratiske forpligtelse.
Jeg nægter at få påduttet en blødsødenhed over for skoler, som ikke lever op til deres demokratiske forpligtelse
_______
JEG ER IKKE I TVIVL OM, at vores børn får den bedst mulige lære i demokrati og medborgerskab, når de går i skole med hinanden. På kryds og tværs af skel. For det er netop, når vi ser tingene forskellige steder fra og ikke er ens, at vi for alvor lærer demokratiets fine kunst. At kunne lytte og se sig selv i hinanden, også når man er uenige. At kunne argumentere for sine holdninger uden at gøre de andre til fjender. At kunne behandle de andre ordentligt, uanset om man selv er en del af mindretallet eller flertallet.
Derfor ønsker jeg mangfoldige skoler, hvor børn kan møde andre børn, der er forskellige fra dem selv. Den ambition har vi for folkeskoler såvel som for friskoler. Det skal ikke hindre de frie skoler i at bygge på et bestemt værdigrundlag eller en særlig pædagogisk tradition – så længe læren i demokrati og individuelle frihedsrettigheder står stærkt.
Bedøm skoler på deres handlinger
Men det må gælde for skoler som for mennesker, at vi dømmer dem på deres handlinger og ikke på deres tilhørsforhold til en religion. Her skilles vores veje, Mette og mine. Desværre. For Mettes vendetta mod muslimske skoler som sådan er i lodret strid med den demokratiske dannelse, som mine børn forhåbentlig lærer i skolen. Det er et sundt, demokratisk princip, at ingen skal straffes for handlinger begået af andre, når man selv er uskyldig. Det princip vil jeg fastholde over for de muslimske skoler, som lever op til lovens standarder. Det samme burde Socialdemokratiet gøre, hvis de vil ære det Danmark, vi kender.
I et demokratisk samfund kan og må det aldrig blive en løsning at lukke skoler, alene fordi de bygger på en bestemt forståelse af tilværelsen. Kommer det så vidt, at vi må lukke nogle af de friskoler, der på det seneste har været i mediernes søgelys, må eleverne aldrig få den begrundelse, at det skyldes, at de er på en bestemt måde eller tilhører en bestemt gruppe i vores samfund. At de ikke tilhører majoritetskulturen. Lukker vi friskoler, må grunden alene være, at de med rettens ord har overtrådt den lovgivning, som alle skoler er underlagt.
I et demokratisk samfund kan og må det aldrig blive en løsning at lukke skoler, alene fordi de bygger på en bestemt forståelse af tilværelsen
_______
VI HAR en stolt tradition for frie skoler i Danmark. Den skal vi værne om. For den er i sig selv et udtryk for de højloftede frihedsidealer, som Danmark bygger på. Vi skal ikke alle være ens, og det skal vores skoler heller ikke. Men de skal give vores børn samme muligheder for at begå sig i vores samfund. Og i vores demokrati. Selvfølgelig skal vores frie skoler kunne bygge på et bestemt værdigrundlag eller en særlig pædagogisk tradition. Men de skal tage forpligtelsen til demokrati, forskellighed og åbenhed ligeså alvorligt som alle andre.
ILLUSTRATION: Portrætfoto [RÆSON]
_______
Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)