10.01.2017

I slutningen af december annoncerede Nigerias præsident, at hæren havde ryddet Boko Harams sidste lejr i det nordøstlige Nigeria, og dermed havde opnået fuld kontrol over de landområder, som i starten af 2015 blev udråbt til Islamisk Stats Vestafrikanske Provins. Men betyder det, at Nigeria endelig kan se en ende på den død og ødelæggelse, gruppen har spredt siden 2010, og at 2017 starter med i det mindste én glædelig nyhed på den globale sikkerhedspolitiske scene?

Analyse af Loke Bisbjerg Nielsen

Selvmordsangreb og Overlevelsesevne
For Nigerias præsident, Muhammad Buhari, har kampen mod den militante islamistiske gruppe Boko Haram været en mærkesag. Kort efter sin indsættelse i 2015 udtalte han, at krigen mod dem ”teknisk set” var vundet, og i december 2016 erklærede han så, at gruppen nu definitivt var slået. Men blot tre dage efter Buharis annoncering forsøgte to kvindelige selvmordsbomber at trænge sig vej til et kvægmarked i Maiduguri. Her detonerede den ene sig selv, mens den anden blev lynchet af en vred menneskemængde.

Selvmordsaktioner er et slående eksempel på Boko Harams tilpasnings- og overlevelsesevne. Buharis indsættelse i maj 2015 blev efterfulgt af massive selvmordskampagner i juni og juli. Som svar på Buharis udsagn samme år om, at gruppen teknisk var slået, udførte den kun to dage efter en række simultane selvmordsaktioner som dræbte over 50 og sårede over 100. Selvmordsangreb er blevet brugt effektivt af gruppen til at lægge pres på sikkerhedsstyrkerne, underminere og udfordre den nigerianske stat, udmatte og sprede frygt i befolkningen, vise initiativ i tilbagegang og opretholde en tilstedeværelse i de urbane centre. Som ovennævnte angreb illustrerer, er det stadig et kort, gruppen har på hånden, og noget kunne altså tyde på, at kampen mod Boko Haram ikke er kommet helt så langt, som Buharis udtalelse giver anledning til at tro. Særligt kvindelige selvmordsbombere er blevet et vartegn for gruppen. Ifølge analyseinstituttet Stratfor er Boko Haram den gruppe i verdenshistorien, som har brugt flest kvinder som selvmordsbombere og samtidig også den gruppe, der i højeste grad har brugt tvang. Selvmordsaktioner er oftest frivillige, men Boko Haram har overvejende brugt systematiske overgreb, vold og trusler som tvangsmidler. Dertil har de i uset grad brugt børn som selvmordsbombere. Meget tyder på, at børnene ikke nødvendigvis har vidst, hvad de er blevet sat til, og i nogle tilfælde har de været udstyret med fjernstyrede bomber.

En anden tilpasningsstrategi er kidnapninger, som gruppen påbegyndte i 2013, efter de var blevet sat under stærkt pres af sikkerhedsstyrkerne. Mest kendt er Chibok-kidnapningen i april 2014, der resulterede i kampagnen #BringBackOurGirls, men gruppen har kidnappet tusindvis af mænd og kvinder til logistik, hjemmefront og som krigere, hvilket har forbedret deres overlevelsesevne. Herudover har gruppen været effektive til at udnytte de netværk, de har i lokalbefolkningen, og som de selv udspringer af. Det er derfor ikke sikkert, at julens vigtige sejr bliver enden på volden. For gruppens medlemmer siver muligvis blot tilbage i lokalbefolkningen, hvorfra de fortsat kan planlægge og udføre angreb.

Resultatet af korruptionen var soldater, som flygtede fra fjenden, når de altså ikke solgte våben til dem, og som gentagne gange har begået mytteri. Men Buharis strategi virkede, og i december 2015 udtalte han så til pressen, at Nigeria ”teknisk set” havde vundet krigen.
_______

 

Fra militant kalifat til teknisk nederlag
Boko Haram opstod i starten af 00’erne i den nordøstnigerianske by Maiduguri, hvor en prædikant ved navn Mohammed Yusuf overtog en religiøs gruppe, som senere fik tilnavnet Boko Haram. Gruppen har siden gennemgået en markant udvikling. I sommeren 2009 blev den nedkæmpet og Yusuf dræbt, for blot at genopstå i efteråret 2010 under et nyt navn, Folket for Profetens Forkyndelse og Jihad (JAS). Fra en lokal terrorgruppe voksede den til i sensommeren 2014 at indtage og holde et område på størrelse med Belgien, som i marts 2015 blev udråbt til Islamisk Stats Vestafrikanske Provins (ISWAP). Men allerede på dette tidspunkt var krigen begyndt at vende, og Boko Haram formåede aldrig at vende nederlagene.

Krigens egentlige vendepunkt var i december 2014, og var overvejende et resultat af privatiserede tiltag. Jægere i området organiserede selvforsvarsgrupper, og den nigerianske stat hyrede et sydafrikansk privat militærfirma, som bragte årtiers erfaring med oprørsbekæmpelse på kontinentet i spil mod Boko Haram. I starten af 2015 blev et regionalt militært samarbejde mobiliseret, hvilket lagde yderligere pres på gruppen. Men en betydelig faktor var valget af Nigerias nuværende præsident, Buhari. Han gjorde op med mange af de problemer, som før havde hindret en effektiv indsats mod Boko Haram: Han indsatte nye officerer og flyttede indsatsen fra hovedstaden til krisens midtpunkt, Maiduguri. Buharis nye chef for hærstaben sås på et billede lave armbøjninger sammen med soldaterne ved fronten – en stor kontrast til de tidligere skrivebordsofficerer. Dertil forsøgte han at gøre op med den udbredte korruption i også forsvarsstaben, som havde medført, at store beløb allokeret til at bekæmpe Boko Haram var forsvundet, og at soldater manglede løn, pension, ordentlige våben, træning og ammunition. Resultatet af korruptionen var soldater, som flygtede fra fjenden, når de altså ikke solgte våben til dem, og som gentagne gange har begået mytteri. Men Buharis strategi virkede, og i december 2015 udtalte han så til pressen, at Nigeria ”teknisk set” havde vundet krigen.

Fra teknisk til faktisk nederlag?
Aktuelt er situationen, at resterende elementer af Boko Haram ifølge hæren flygter over hals og hoved, og at en Boko Haram-kommandør efter sigende er blevet anholdt i Lagos – langt fra gruppens traditionelle operationsområde. Igennem 2016 har gruppen lidt nederlag på nederlag, og der er ingen tvivl om, at den er betydeligt svækket. Flere tusinde gidsler er blevet befriet, hovedveje i staten Borno, som har været lukkede flere år, er blevet genåbnet, og internt fordrevne har kunne vende hjem til byer, som er blevet befriet og sikret. Men betyder det, at Boko Haram er slået?

Det første spørgsmål, som mange stiller, er: Hvor er Chibok-pigerne? Kampagnen #bringbackourgirls har domineret fortællingen om krisen, og er oftest den historie, de fleste kender Boko Haram igennem. Selvom kidnapningen kom til at repræsentere den daværende regerings håbløse indsats mod en situation, som blev ved med at eskalere, mener flere, at det ofte er sket på bekostning at de titusinder af andre skæbner, som har måttet lide under Boko Harams vold. Tusinder af mænd, kvinder og børn er blevet kidnappet af gruppen, og befriet igen, uden verden har hørt om det , og under den seneste aktion rapporterer den nigerianske hær at have befriet mere end 1.900 mennesker. Men Chibok-pigerne er ikke iblandt dem. Så hvor er de?

Men det er faktisk muligt, at der er to Boko Haram’er, hvilket unægtelig komplicerer spørgsmålet om, hvad det indebærer at have slået gruppen.
_______

 

Og hvor er Boko Harams ledere og højtstående kommandører? Der har nemlig ikke været meldinger om, at navngivne medlemmer skulle være blevet arresteret eller dræbt. Men spørgsmålet kompliceres af, at Boko Haram ikke blot er én gruppe, men i stedet en samlebetegnelse for flere fraktioner og fænomener. I januar 2012 fremkom f.eks. en udbrydergruppe ved navn Folket til Forsvar for Muslimer i Sorte Lande (Ansaru), som var utilfreds med Boko Harams tiltagende angreb på muslimer, og i august 2016 præsenterede sønnen af Boko Harams grundlægger sig som ISWAPs nye leder. Senere proklamerede en anden, at han var den sande leder af gruppen, som han i øvrigt omtalte med dens gamle navn, JAS. Stridspunktet var angiveligt gruppens relation til IS, og det er uvist, hvordan forholdet mellem de to grupper har udviklet sig, selvom Ansaru gradvist har genforenet sig med Boko Haram. Men det er faktisk muligt, at der er to Boko Haram’er, hvilket unægtelig komplicerer spørgsmålet om, hvad det indebærer at have slået gruppen.

Regional spredning og forhandlingsmuligheder
Udover at sive ud i lokalbefolkningen er det også muligt, at Boko Haram forsvinder ud i regionen. Det er uvist, hvorfra hæren ved, at det netop var gruppens sidste base, som de i december ryddede. Området strækker sig nemlig langt ind i de omkringliggende lande, og gruppen har gennem sin levetid ofte udnyttet de ubevogtede grænser, vidtstrakte områder og bjergterrænet mod grænsen til Cameroun som gemmesteder, logistiske støttepunkter og til at udføre angreb fra. Siden 2015 har gruppen også udført en række angreb i nabolandene, men det er uvist, hvor veludviklede de regionale netværk aktuelt er. I 2009 spekuleredes der i at højtstående medlemmer flygtede til Somalia, Mali, Niger og Cameroun, hvor de modtog husly og træning fra allierede jihadistiske grupper. Det er dog uvist, hvor mange af disse forbindelser der er intakte, samt hvor mange nye forbindelser gruppen måtte have etableret hen over det afrikanske kontinent. Der spekuleres også i, at gruppen har kontakt til celler i Senegal, samt til Séléka-oprørerne i Den Centralafrikanske Republik. Det kan derfor frygtes, at gruppen enten re-mobiliserer eller understøtter konflikter andetsteds. Et stort ansvar ligger derfor på det regionale samarbejde i at koordinere indsatsen, optrævle de regionale netværk og forhindre en yderligere spredning af konflikten.

Det har gennemgående været mere eller mindre uklart hvad Boko Haram præcist vil, hvilket har besværliggjort forhandlinger med gruppen. Modsat oprørene i Niger-deltaet i det sydøstlige Nigeria, som retmæssigt blot ville have sin del af kagen i lyset af den omfattende udnyttelse af de lokale olieressourcer, og derfor overvejende kunne neutraliseres med penge og jobmuligheder, giver Boko Harams løse udsagn om at ’kæmpe for sharia i Nigeria og resten af verden’ ikke noget klart udgangspunkt for forhandling. Dertil er det usikkert, hvorvidt medlemmer vil kunne reintegreres i samfundet. Det rapporteres, hvordan kvinder frigivet fra Boko Haram-fangenskab modtages med mistro, frygt og diskriminering i lokalsamfundene, fordi det frygtes, at de er blevet hjernevaskede til at følge Boko Harams militante ideologi. Folk, som har tilsluttet sig gruppen frivilligt, kan næppe forvente en mildere skæbne.

Læger Uden Grænser har udpeget situationen som den mest oversete konflikt i 2016, og advarer om alarmerende tilfælde af dødsfald pga. sult og under andre omstændigheder helbredelige sygdomme i et omfang, der hverken ses i Syrien eller Sydsudan.
_______

 

Forsoning, genopbygning og et nyt kapitel?
Boko Haram har bevidst forsøgt at spille muslimer og kristne ud mod hinanden – en strategi der mange steder har virket. Efter syv års blodig krig, terrorisme og usikkerhed skal mange samfund heles igen. Der venter samtidig en omfattende genopbygning af skoler, kirker, moskeer, veje og mange andre ting, der er blevet forsømte eller destrueret af konflikten. Over 1 million intern fordrevne skal overbevises om at vende hjem til steder, hvor der er endnu dårligere mulighed for at forsørge sig selv, få et arbejde, give sine børn skolegang, få adgang til rent vand, elektricitet, medicin og lægehjælp, end der var før krisen, hvor provinsen Borno selv da var et af de mest underudviklede områder i Nigeria. Yderligere har krisen medført, at marker ikke er blevet passede, og nødhjælpsorganisationer har slået alarm om en forestående hungersnød i området. Læger Uden Grænser har udpeget situationen som den mest oversete konflikt i 2016, og advarer om alarmerende tilfælde af dødsfald pga. sult og under andre omstændigheder helbredelige sygdomme i et omfang, der hverken ses i Syrien eller Sydsudan.

Herudover er mange af de underliggende årsager til Boko Harams opståen stadig uløste. Den eksplosive blanding af underudvikling, fattigdom, religiøse frustrationer og overgreb fra sikkerhedsstyrkerne førte allerede i 1980erne til at gruppen Maitatsine gjorde oprør. Senere kom Islamic Movement of Nigeria i konfrontation med den nigerianske stat under omstændigheder, som skræmmende meget ligner dem, der katalyserede Boko Haram. I det perspektiv er Boko Haram blot et symptom på en meget dybereliggende lidelse, som også har haft andre navne, men som næppe vil blive kureret fra den ene dag til den anden. Dertil er årsagerne til lidelsen ganske enkelt for komplekse. De ofre og strabadser, det nigerianske folk og dets sikkerhedsstyrker har måtte gennemgå, bør ikke underspilles. Men hvad end det er for et kapitel i Boko Haram-sagaen, der nu lukkes, er det langt fra sikkert, at det er det sidste.

ILLUSTRATION: Nigerianske soldater. Foto: U.S. Navy News Service image.

Loke Bisbjerg Nielsen (f. 1988) er Cand. Mag. i Afrikastudier fra Københavns Universitet. Han har skrevet speciale om oprørsgruppen Boko Haram på Forsvarsakademiets Institut for Militærhistorie og Krigsteori, og arbejder som underviser i filosofi på Krogerup Højskole.