25.04.2017

Konflikten om Nordkorea ser i nyhedsmedierne uhyggeligt tilspidset ud. Der lyder bastante militære trusler om ”præventive” militærangreb fra såvel Nordkorea som USA. Men reelt har en militær konflikt ikke været en overhængende fare. Efter alt at dømme er det heller ikke en mulig udvikling inden for en overskuelig tid.

Af Asger Røjle, Tokyo

Nordkorea har længe ligget i ly af den øvrige verdens ufred.

Kim Jong-uns og hans forgængeres isolerede regime har været undervejs med udvikling af egne atomvåben siden begyndelsen af 1990’erne. Det har der været utallige efterretninger om, også i de perioder, hvor udviklingen under mere eller mindre forkrampede forhandlinger officielt var sat i bero.

Men de dygtige nordkoreanske atomeksperter – og de er dygtige – har ikke været færdige med arbejdet. Det har man udmærket vidst i alverdens regeringskontorer. De nordkoreanske bestræbelser har selvfølgelig været opfattet som et problem for omverdenen, som har givet anledning til utallige FN-resolutioner. Men der har altid været andre konflikter i verden, først og fremmest i Mellemøsten og omegn, som har set mere presserende ud.

Samtidig har verdenssamfundets ledere reelt ikke anet, hvad de skulle stille op. Militær magt har været udelukket, fordi det ville skabe så kolossale ødelæggelser i en region i rivende økonomisk fremgang, at ingen har turdet risikere at tænke i de baner. Sanktioner har været vanskelige at få til at virke, fordi de havde tendens til at ramme befolkningen mere end regimet, og fordi andre aktører i især Kina havde interesse i at omgå dem. Og de forhandlingsrunder om atomvåben-spørgsmålet, der primært på kinesisk initiativ har været etableret med det nordkoreanske regime, er altid gået skævt efter relativt kort tid.

Imens er udviklingen af de omstridte atomvåben fortsat. Der har været mange test af både atomvåben og missiler, især i de senere år under Kim Jong-un, hvor udviklingen virker forceret. I løbet af 2016 gennemførte Nordkorea ikke færre end to atomvåbentest og 24 missiltest. Mange af disse test har været hele eller halve fiaskoer, men der har også været succeser imellem, og ingen i omverdenen kunne være i tvivl om, at der støt blev gjort fremskridt.

”Inden for international politik er det ingen ny tanke, at rationelle aktører ser kernevåben som den yderste garant for statens suverænitet og ledelsens integritet”, forklarer den svenske Østasien-forsker Linus Hagström, der er professor ved Forsvarshøjskolen i Stockholm, til det svenske nyhedsbureau TT.

”Så kernevåben kan ses som en rationel måde at håndtere den usikkerhed, som alle stater står overfor – og i Nordkoreas tilfælde den specifikke trussel, som USA udgør”, fortsætter han.

Denne situation, hvor landet har kunnet udvikle sine atomvåben i ly af andre konflikter i verden, har gavnet Nordkorea i mange år. Men nu er der af flere årsager tegn på, at dette ly ikke vil vare evigt.
_______

 

Nordkorea kryber ud af sit ly
Denne situation, hvor landet har kunnet udvikle sine atomvåben i ly af andre konflikter i verden, har gavnet Nordkorea i mange år. Men nu er der af flere årsager tegn på, at dette ly ikke vil vare evigt.

Dels er Nordkorea med føje tæt på at nå målet – og dermed er landet selv ved at bryde ud af sit ly. Nyhedsbureauet Bloomberg citerer anonyme analytikere for den vurdering, at Nordkorea har mellem 10 og 25 færdige atomvåben, parat til brug, og at man vil være i stand til nå mål i det vestlige USA med disse våben om tre år. Man har for få måneder siden testet missiler, der nåede et område kun hundrede kilometer fra Japans kyst, og man har gjort det med en krigerisk erklæring om, at formålet med testen var at afprøve et angreb på amerikanske baser i Japan.

Og samtidig har USA fået en ny og uforudsigelig præsident, som måske ikke har så mange principper, men et af dem, han har, er at gøre tingene anderledes end sine forgængere. Hvor USA i otte år under tidligere præsident Barack Obama førte en politik over for Nordkorea, der byggede på ”strategisk tålmodighed”, så erklærer den nuværende præsident, Donald Trump, og flere af hans ministre med eftertryk, at den ”strategiske tålmodighed” nu er opbrugt.

”Man kan forestille sig, at Trumps sikkerhedspolitiske rådgivere siger til ham, at det er for risikabelt ikke at forsøge at hindre Nordkorea i at fortsætte med at udvikle kernevåben-teknologi – også fordi der er risiko for, at de spreder denne teknologi”, siger Linus Hagström i førnævnte TT-interview. ”Eftersom sanktioner og diplomati opfattes som mislykkede måder at afvæbne Nordkorea på, oplever de sandsynligvis, at de har brug for en værktøjskasse, som også indeholder militære midler”.

Derfor oplevede vi midt i april måned en krise, som i alverdens nyhedsmedier blev beskrevet som uhyggeligt tilspidset. Der lød meget bastante militære trusler fra begge sider. Nordkorea truede med ”præventive atomangreb”, og også medlemmer af Trump-regeringen tale om ligeledes ”præventive” angreb på Nordkoreas atomvåben-anlæg for at hindre landet i at slå først.

Reelt har en militær konflikt imidlertid på intet tidspunkt været en overhængende fare, og efter alt at dømme er det heller ikke en mulig udvikling inden for en overskuelig tidsramme fra nu.

Sædvanlig retorik fra Nordkorea
At Nordkorea udsender blodige og trodsige trusler om militær gengældelse for en hvilken som helst optrapning fra USA’s og omverdenens side, og at landet under Kim Jong-un med føje har fået betydeligt mere at true med, det er åbenlyst. Men selv om retorikken er dramatisk, så er det dybest set den samme retorik som altid. En retorik, som nabolandene med god grund har vænnet sig til at ignorere.

I adskillige årtier har det vigtigste formål med den politik, som regimet i Pyongyang fører, været dets egen overlevelse. Det ændrer sig ikke pludseligt, fordi regimet har fået stærkere våben at true med. Tværtimod. Det vil være endnu mere ulogisk end før, hvis det pludselig greb til en så desperat politisk og militær selvmordshandling, som et hvilket som helst initiativ til en virkelig militær konfrontation ville være.

Reelt har en militær konflikt imidlertid på intet tidspunkt været en overhængende fare, og efter alt at dømme er det heller ikke en mulig udvikling inden for en overskuelig tidsramme fra nu.
_______

 

Test, trusler og provokationer vil vi se mange flere af. I weekenden blev en amerikansk statsborger anholdt i Nordkorea, og der er troværdige rapporter om, at man forbereder en ny atomvåben- eller missiltest. Men det er alt sammen noget helt andet end åben krigsførelse, og det ved folk godt i regionen.Selv under det mest dramatiske døgn i krisen tidligere på måneden gik livet sin vante gang i Seoul, Tokyo – og endog i Pyongyang. Den eneste, der flygtede ud af regionen af frygt for en ny Korea-krig, var tilsyneladende en excentrisk britisk rockmusiker, som afbrød en koncertturné i Japan.

”Selv hvis han var i stand til at skrue op for en interkontinental raket, kile et sprænghoved ind på den og sende den af sted med præcision mod en amerikansk by, hvorfor skulle Kim Jong-un dog gøre noget, der ville sikre hans eget nederlag så selvmordsagtigt?”, spørger den erfarne Asien-iagttager og Asien-korrespondent, Richard Lloyd-Parry, i en kommentar i The Times.

Faren i den nuværende situation er spredning af atomvåben, ikke at der vil ske et uprovokeret angreb fra den ene eller anden side, argumenterer Richard Lloyd-Parry.

Psykologisk krigsførelse fra USA
På helt tilsvarende vis er optrapningen af den krigeriske amerikanske retorik heller ikke udtryk for, at nogen reelt overvejer militære skridt i denne omgang.

Et militært angreb på Nordkorea er ikke en reel mulighed, og hvis præsident Trump ikke vidste det i begyndelsen af ugen, var han i slutningen af ugen blevet gjort opmærksom på det af sin forsvarsminister, James Mattis, og andre medlemmer af sin regering.

Det er en umulig tanke af utallige årsager, men den altafgørende årsag har for samtlige amerikanske præsidenter med den slags overvejelser siden 1970’erne været, at Sydkoreas hovedstad Seoul og dens ti millioner indbyggere kun befinder sig firs kilometer fra de nærmeste nordkoreanske raketaffyringsramper nord for grænsen.

Derfor vil ingen præsident kunne tage en sådan beslutning uden at tage sin sydkoreanske kollega i ed, og den sydkoreanske leder vil ansvarligvis altid, uanset hvad han eller hun end mener om situationen, være imod. I den aktuelle sydkoreanske præsidentvalgkamp vil alle kandidater være imod, og hvis favoritten, Moon Jae-in, ender med at vinde, vil USA fra Seoul få et endnu klarere veto mod enhver militær eventyrlyst end tidligere.

Et militært angreb på Nordkorea er ikke en reel mulighed, og hvis præsident Trump ikke vidste det i begyndelsen af ugen, var han i slutningen af ugen blevet gjort opmærksom på det af sin forsvarsminister, James Mattis, og andre medlemmer af sin regering.
_______

 

Cai Jian, en kinesisk Korea-ekspert ved Fudan-universitetet i Shanghai, kalder derfor hele april-krisen for en bevidst opførelse af ”psykologisk krigsførelse og bluff” fra USA’s side. Hans opfattelse er, at USA aldrig for alvor har overvejet noget militært angreb på Nordkorea i den nuværende situation.

”Ved toppen af konfrontationen er psykologisk krigsførelse meget vigtig”, siger Cai Jian til The Washington Post.

Den psykologiske krigsførelse er ikke forbi endnu, selv om den mest akutte krise synes at være drevet over. Inden for de seneste døgn har det omstridte amerikanske hangarskib Carl Vinson gennemført fælles øvelser i Stillehavet med japanske krigsskibe, og Trump har telefonisk lovet Japans premierminister, Shinzo Abe, sin fulde støtte, også militært, hvis det for alvor kommer til åbne sammenstød.

Hård og blød linje
Hvis militære løsninger ud over retoriske trusler er ude af billedet, er der groft formuleret to veje, som USA og det øvrige verdenssamfund kan vælge at gå.

Man kan vælge en hård linje, som ud over en fortsat militært klingende retorik omfatter skærpede sanktioner, der for alvor rammer Nordkoreas halvofficielle banker i udlandet og dermed landets tilførsel af finanser til såvel militære som civile formål.

Seks fremstående republikanske senatorer har sendt et åbent brev til præsidenten, hvor de argumenterer for en sådan politik. Problemet er, at den uundgåeligt vil ramle ind i centrale kinesiske interesser, og at Kina vil vende sig rasende imod den. Derfor har man hidtil været tilbageholdende med den slags skridt, fordi man har vurderet, at det var vigtigt at bevare Kina som en allieret i forsøgene på at lægge pres på Nordkorea.

Men der er også den mulighed – som man ikke har hørt så meget om i de senere uger – at give nogle virkelige indrømmelser til det nordkoreanske regime og for alvor få gang i en forhandling.

I den amerikanske debat fremstilles det at forhandle med Kim Jong-un som det samme som at forhandle med den onde selv. Men især hvis Moon Jae-in bliver valgt som ny præsident i Seoul, vil det sandsynligvis være den vej, som man fra sydkoreansk side vil vælge at gå, når den aktuelle anspændthed er faldet lidt til ro. Det vil også langt være den vej, som Kina vil foretrække, at omverdenen vælger.

”Anledningen til, at man (fra Vestens side, red.) ikke vil have dialog med Nordkorea, er, at man ikke vil give landet anerkendelse og status. Det er i og for sig ikke mærkeligt, når man tænker på, hvor repressivt regimet er. Men jeg tror alligevel, at dialog og forhandling er den eneste vej”, siger Linus Hagström.

Det samme gør Richard Lloyd-Parry i Tokyo.

”Jeg siger ikke, at han (Kim Jong-un, red.) ikke vil opgive sine atomvåben, man han vil ikke gøre det som reaktion på militære trusler, som blot forstærker logikken bag at anskaffe sig dem i første omgang. Freden kommer først med en aftale, hvor atomvåben bliver handlet til gengæld for garantier for Nordkoreas sikkerhed”, spår Richard Lloyd-Parry.

Asger Røjle (f. 1956) er journalist, forfatter og analytiker med base i Tokyo, Japan. Han skriver jævnligt i Kristeligt Dagblad og andre danske medier, og han udgiver nyhedsbrevet www.forkant.nu om udviklingen i Japan og regionen.

ILLUSTRATION: Militærparade i Nordkorea, april 2017 (foto: Wong Maye-E/AP/ritzau)