01.01.2017

Selvom man heller ikke i Beijing bryder sig om uforudsigelighed, er man mindre utilfreds med de amerikanske vælgeres valg, end man er i andre hovedstæder

Analyse af Asger Røjle (fra RÆSON28).

Nye amerikanske præsidenter er ofte blevet modtaget med en vis skepsis i de asiatiske hovedstæder. Nu kendte man lige den gamle garde i Det Hvide Hus, udenrigsministeriet, forsvarsministeriet og diverse rådgiverfunktioner. Nu skulle man vænne sig til en masse nye ansigter, som måske oven i købet havde sagt mere eller mindre populistiske ting i valgkampen for at tiltrække stemmer. Det var aldrig populært. I asiatiske hovedstæder kan man godt lide pragmatisk forudsigelighed. Da Demokraten Bill Clinton blev valgt i 1992, havde man i Asien arbejdet med Republikanerne i 12 år. Nu kendte man lige gamle Bush, som selv havde Asien-erfaring fra sin tid som Kina-ambassadør, og hans legendariske garde af Republikansk orienterede rådgivere. Det var man ikke helt trygge ved at udskifte.

Men denne gang er nervøsiteten mange gange værre end i 1992. Også selvom man altid er høflige i Asien og i disse uger siger og skriver alle de pæne ting, man kan finde på at sige og skrive om USA’s nyvalgte præsident. Dels er præsidenten selv langt mere uerfaren, mildest talt, end man er vant til ved et amerikansk præsidentskifte. Hans manglende indsigt og erfaringer skaber bekymring i Asien, og det samme gør hans uforudsigelighed. Han er ”uregelmæssig, temperamentsfuld, uprøvet og uvidende”, som Jeff Kingston, der er professor ved Temple-universitetet i Tokyo og har boet og arbejdet i Japan i en årrække, benhårdt opsummerer situationen. Han taler på vegne af mange af sine asiatiske kolleger og naboer. For forsigtige, pragmatiske og sikkerhedssøgende asiatiske politikere er Trump ikke noget ideal.

Dels får Trump efter alt at dømme endnu sværere end sine forgængere ved at finde erfarne rådgivere, der for asiatiske iagttagere har den rette pragmatisme. Trumps isolationistiske udtalelser under valgkampen har betydet, at flere af de Republikansk orienterede Asien-eksperter, som ellers kunne være oplagte valg til en Republikansk administration, vil tøve. De færreste udenrigspolitiske eksperter hos Washingtons universiteter og tænketanke vil synes, at det på længere sigt vil fremme karrieren at komme for tæt på en forhærdet isolationist som Trump.

”Der er masser af talent i Washington,” konstaterer den erfarne Asien-skribent Steven Herman fra Voice of America. ”Men erfarne udenrigspolitiske specialister, uanset om de er Republikanere, Demokrater eller uafhængige, har tendens til at være internationalister. Og hvis Trump fortsætter sin hårde isolationistiske tilgang, vil loyaliteten hos disse medarbejdere hurtigt blive spinkel.”
Dette mønster er man grumme opmærksomme på hos USA’s allierede i Asien – og såmænd også i resten af landene i regionen, som følger tæt med i udviklingen i Washington. Og det er med til at fremme nervøsiteten i området. Ingen steder er man stolte ved situationen – måske bortset fra i Beijing.

Frygt og skepsis
Værst var nervøsiteten i de allerførste timer og dage efter ’Trump-chokket’ ved præsidentvalget den 8. november. Også i denne del af verden havde man på basis af meningsmålinger, forhåbninger og vanetænkning indstillet sig på det modsatte resultat.

Sydkoreas præsident, Park Geun-hye, indkaldte ligefrem sit nationale sikkerhedsråd med få timers varsel for at diskutere den nye situation. Bekymringerne i Sydkorea – og i Japan – handler naturligvis først og fremmest om de brandtaler, hvor Trump under valgkampen fastslog, at fordelingen af omkostninger i forbindelse med USA’s aktuelle sikkerhedsaftaler med de to lande er ”unfair”, at de to lande bør betale mere for deres eget forsvar, og at de måske ligefrem burde have deres egne atomvåben. ”Det ville være bedre for os, ærligt talt, hvis Sydkorea begyndte at forsvare sig selv,” sagde han i marts måned i et CNN-interview. ”Måske, måske burde Japan have sine egne atomvåben,” lød det i en ugennemtænkt stund i en følelsesladet valgtale, der er blevet vist igen og igen på japansk TV. Men allerede inden valgsejren var han på skyndsomt tilbagetog fra disse udtalelser. Og under en telefonsamtale lige efter valget med Park Geun-hye erklærede han nu, at ”vi er med jer hele vejen og vil aldrig vakle. Vi vil være standhaftige og stærke i forhold til at samarbejde med jer i et forsvar over for ustabilitet i Nordkorea”. Japans premierminister fik mere eller mindre det samme budskab, da han ti dage efter valget i New York mødtes med Trump til et uformelt møde som det første udenlandske statsoverhoved.

Men disse beroligende udsagn ændrer ikke ved, at de udtalelser, som i udgangspunktet skaber bekymring i Asien, er kommet ud af Donald Trumps mund.
_______

 

I dag erklærer Trump alfaderligt: ”Jeg vil gerne fortælle verdenssamfundet, at mens vi altid vil sætte Amerikas interesser øverst, vil vi handle retfærdigt med alle, alle folk og alle nationer. Vi vil søge fælles fodslag, ikke fjendtlighed. Vi vil søge partnerskab, ikke konflikt.” Denne kovending i såvel budskab som tone får professor Robert Kelly, der underviser i international politik ved Pusan Universitet i Sydkorea, til at konstatere, at ”Trump har omvendt sig selv helt vildt, så der er megen usikkerhed om, hvad han faktisk vil gøre”. ”Jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke tror, han selv er klar over det,” siger Robert Kelly til den amerikanske radiostation NPR. ”Jeg tror ikke, at han ved ret meget om og er særligt optaget af udenrigspolitik.” Takashi Kawakami, der er professor ved Takushoku-universitetet i Tokyo, siger til det japanske nyhedsbureau Kyodo, at ”Mr. Trumps grundlæggende forretningsmandstankegang vil ikke ændres, selvom han bliver præsident. Han vil sandsynligvis se på udenrigspolitik som noget, man kan forhandle om”.

Katsuyuki Kawai, en højtstående japansk diplomat, som blev sendt til USA for at forberede premierminister Abes møde med Trump, siger til Reuters: ”Jeg har mødt flere af de øverste rådgivere hos den kommende præsident, og jeg har mødt en række meget respekterede senatorer og medlemmer af Kongressen, og de har allesammen med én stemme fortalt mig, at vi ikke behøver tage hvert eneste ord, som hr. Trump har sagt offentligt, bogstaveligt.”

Men disse beroligende udsagn ændrer ikke ved, at de udtalelser, som i udgangspunktet skaber bekymring i Asien, er kommet ud af Donald Trumps mund. Millioner af TV-seere har set og hørt ham sige det. De bramfrie udtalelser er en medvirkende årsag til, at han blev valgt. De kan ikke undgå at give anledning til bekymringer.

De færreste er dog så pessimistiske som Dewi Fortuna Anwar, en højtstående bureaukrat i den indonesiske vicepræsidents kontor, som til det japanske magasin Nikkei Asian Review udtaler: ”Jeg tror, at Trumps præsidentperiode vil blive en katastrofe, ikke kun for USA, men også for andre lande. Amerika er en supermagt. Dets mere og mere fjendtlige holdning til muslimer, latinoer, Kina og også til sine egne allierede vil skabe en masse usikkerhed for Indonesien og resten af verden.”

Den liberale japanske avis Asahi Shimbun skriver i en leder: ”Ankomsten af en amerikansk præsident, som har erklæret, at han vil føre en udenrigspolitik, hvor man kigger indad, og at han vil gøre USA mere fokuseret på sine egne interesser, varsler en situation, hvor der vil opstå alvorlig tvivl om landets internationale lederskab.” Selv den dybt konservative og nationalistiske avis Sankei Shimbun mener, at Trump har ”udøvet populisme”, og at ”opretholdelse af den internationale orden er en væsentlig forpligtelse, som ikke burde afvejes på denne købmandsmæssige facon”. ”USA kan ikke fortsætte med at være et fremragende land, hvis det tager let på forbindelserne til sine allierede og internationalt samarbejde,” skriver en tredje japansk avis, Mainichi Shimbun.

Al denne bekymring drejer sig først og fremmest om sikkerhedspolitik. USA’s tilstedeværelse har været rygmarven i regionens sikkerhedspolitik i snart trekvart århundrede. Nu spørger man sig selv: Skal det fortsat være sådan?
_______

 

Al denne bekymring drejer sig først og fremmest om sikkerhedspolitik. USA’s tilstedeværelse har været rygmarven i regionens sikkerhedspolitik i snart trekvart århundrede. Nu spørger man sig selv: Skal det fortsat være sådan?

Klimapolitikken bekymrer ikke i Asien i samme grad som i fx Europa. Det er åbenlyst, at Trump vil føre en anden og mere klimaskeptisk linje, end USA har ført under Barack Obama. Men på kynisk vis spørger man i Asien, om det var gået meget anderledes, hvis Hillary Clinton var blevet amerikansk præsident. Hun ville også i stor udstrækning have været nødt til at tage hensyn til de holdninger i USA, som valgkampen har afsløret, og som Trump repræsenterer. Og adskillige asiatiske ledere vil være ganske godt tilfredse med at være sluppet af med den oprigtigt klima- og miljøorienterede Obama i forhold til en mere erhvervsorienteret mand som Trump. Hvilket ikke er det samme som at sige, at der ikke vil ske en masse på klimafronten i de kommende fire år, regionalt og i virksomhederne, også i de store østasiatiske industrilande, uanset hvad Trump mener og gør. På globalt politisk plan vil der derimod nok ikke ske ret meget. Slet ikke, hvis Trump som ventet skyndsomt trækker USA så langt ud af de indgåede Parisaftaler, som han kan slippe afsted med.

Heller ikke inden for handelspolitikken ventes i snæver forstand de helt store jordrystelser som resultat af valget af Trump. Obamaregeringen har allerede sat en stopper for sit lobbyarbejde for at få andre lande til at støtte Stillehavslandenes ambitiøse frihandelsaftale, TPP, som Trump utvetydigt har erklæret, at han på sin første arbejdsdag vil lade USA forlade. TPP – som Trump mener ville være en katastrofe for USA og koste titusinder af jobs – er derfor allerede opgivet, selvom der er lidt snak frem og tilbage om muligheden af et ”TPP uden USA”. Men det ville aftalen efter al sandsynlighed også være blevet, hvis Hillary Clinton var blevet valgt. For under primærvalgene blev hun af den dybt protektionistiske Bernie Sanders presset til også at erklære sig som modstander af TPP. Og selvom hun næppe havde meldt USA ud så lynsnart, som Trump gør det, ville hun også have lagt en dæmper på processen.

Med asiatiske øjne bevæger verden sig i retning af regionale og bilaterale handelsaftaler, når man ellers overhovedet bliver enige om noget som helst. Tiden er løbet fra de store aftaler med mange parter, som er alt for tekniske og komplicerede at indgå, mener man. Måske er der en fremtid for mindre ambitiøse og mindre forpligtende projekter a la den såkaldte RCEP-aftale mellem de fleste østasiatiske lande med Kina ved bordenden, som nu pludselig tiltrækker sig opmærksomhed, men altså ikke for projekter af TPP-størrelse.

Mange midaldrende og ældre japanere har, når de har hørt Trumps udtalelser om USA’s handelspolitik over for Japan, følt sig på en veritabel tidsrejse. Det har lydt, som om han engang i 80’erne eller 90’erne har læst en artikel om handelsstridighederne mellem de to lande, som de udspandt sig dengang, og at han ikke har fået revideret sin opfattelse i mellemtiden. Det er der næppe tvivl om, at behjertede rådgivere vil opdatere ham på.

I korridorerne tales der ligefrem om en bilateral handelsaftale mellem de to lande som en erstatning for TPP. Men officielt appellerer Japan under premierminister Shinzo Abe stadig til Trump om at godkende TPP-aftalen, som den ligger, og som det japanske parlament netop selv har godkendt.

Aberegeringen betragter TPP som en grundpille i sin strategi for at skabe økonomisk vækst i selve Japan. Abe og hans fæller i toppen af det liberal-demokratiske regeringsparti LDP har også haft brug for forpligtelserne i den indgåede TPP-aftale som en løftestang for at komme igennem med mere eller mindre udvandede reformer i selve Japan, som skal skabe konkurrence og forbedre Japans konkurrencedygtighed inden for landbrug, sundhedsvæsen og en række andre sektorer. ”Abe ser sandsynligvis Trumps isolationistiske og protektionistiske impulser som en trussel mod alt det, han har forsøgt at bygge op,” skriver professor Jeff Kingston. Derfor den japanske premierministers forrygende hast med at møde Trump efter valget og komme på talefod med ham.

Men hvis man ser bort fra japansk indenrigspolitik, er der som nævnt ikke den store grund til at formode, at TPP-politikken og udviklingen inden for handelspolitik i en større sammenhæng ville have udviklet sig gevaldigt anderledes med Hillary Clinton i Det Hvide Hus.

Så det er og bliver sikkerhedspolitikken, hvor valget af Donald Trump giver anledning til den største bekymring i de asiatiske hovedstæder. Og det er også her, at regionens politikere har størst behov for at udsende beroligende signaler til befolkningen og hinanden.

Mindre USA i Asien
Det store spørgsmål er naturligvis: Hvad gør Trump, når det kommer til stykket? ”Ronald Reagan sagde under sin valgkamp, at han ville genoprette de diplomatiske forbindelser med Taiwan. Jimmy Carter sagde, at han ville trække alle amerikanske styrker hjem fra Korea. Men de udførte aldrig disse ting i praksis, da de blev præsidenter,” minder den indflydelsesrige tidligere japanske forsvarsminister Shigeru Ishiba om.

Den nye præsidents sikkerhedspolitiske rådgiver bliver general Michael Flynn, en af de få udenrigspolitiske eksperter i kredsen omkring Trump før valget. Da han under valgkampen besøgte Japan, understregede han høfligt, at ”USA-Japan-alliancen er afgørende for Asiens sikkerhed, og Trump er helt sikkert enig i dette synspunkt”. På den anden side, sagde Flynn til dagbladet Nikkei, Japans Børsen, ”må ledere altid se på omkostninger. Hvad er nødvendigt for at opretholde sikkerhed og stabilitet i regionen?”

Alle andre amerikanske regeringer, Republikanske såvel som Demokratiske, har også forsøgt at få deres asiatiske alliancepartnere til at bære en større del af den økonomiske byrde.
_______

 

Den slags toner fra amerikansk side er man sådan set vant til hos alliancepartnerne i øst. Alle andre amerikanske regeringer, Republikanske såvel som Demokratiske, har også forsøgt at få deres asiatiske alliancepartnere til at bære en større del af den økonomiske byrde. Det er en evig historie, en evig forhandling, men på det punkt er der en klar forventning om, at Trump faktisk mener det alvorligt, og at hans valgsejr har ændret dagsordenen. ”Vi må være beredt på en svækkelse af den amerikanske opmærksomhed mod Asien,” hed det i en leder umiddelbart efter valget af Trump i avisen Nikkei. ”Det er en kendsgerning, at Japans sikkerhedspolitik er afhængig af USA’s militær. Så der er ikke noget at gøre ved, at der vil ske en vis stigning i Japans andel af omkostningerne.” Den konservative avis Yomiuri Shimbun skrev, at ”Japan bør overveje en ny form for alliance, mens vi omhyggeligt holder øje med den nye USA-regerings politik”.

Og den førnævnte tidligere forsvarsminister Shigeru Ishiba sagde i november under en pressefrokost i de udenlandske korrespondenters presseklub i Tokyo, at ”Japan burde stille konkrete forslag til, hvilke militære opgaver ved forsvaret af Japan, som nu besørges af USA, der i fremtiden vil kunne besørges af japanske styrker”.

Allerede inden valget kunne man i mange asiatiske hovedstæder se en tendens til, at man var ved at vænne sig til tanken om en fremtid, hvor USA er mindre til stede, og hvor man i Asien i højere grad bliver nødt til at finde sin egen magtbalance – naturligvis med stormagten Kina i en altafgørende hovedrolle. Men Trumps isolationisme, uanset hvor meget han lægger låg på den her i begyndelsen, vil efter alt at dømme betyde, at den tendens forstærkes kraftigt.

”Et af de mest illustrative eksempler på, at Asien sikrer sig, er den omhyggelige balanceakt, som vi har set de sydøstasiatiske landes organisation ASEAN udføre i et stykke tid,” siger Lindsey Ford, der i mere end fire år har været Asien-rådgiver i det amerikanske forsvarsministerium under Obama, til tidsskriftet Foreign Policy. ”Det omfatter, at de fordeler såvel deres økonomiske bånd som deres militære investeringer mellem USA og Kina,” forklarer hun.

Japans omstridte nye sikkerhedslove, der blev vedtaget sidste år efter heftig debat og store protester, gør det muligt for japanske styrker at spille en lidt større rolle end før i operationer uden for landets grænser. De kan ses som et eksempel på denne udvikling. ”Under Abe har Japan langsomt stukket tæerne i vandet for at mærke temperaturen ved at blive en mere normal militærmagt for første gang siden Anden Verdenskrig,” siger Lindsey Ford. ”Indtil videre er Japan gået relativt forsigtigt frem i omfortolkningen af sin definition på selvforsvar og en passende rolle for landets militære styrker. Disse forandringer kan imidlertid blive fremskyndet, den dag Japan overbevises om, at det ikke kan belave sig på USA’s sikkerhedsparaply.”

”Potentielt kan vi se Japan bevæge sig i retning af at øge sine militære udgifter ud over sin traditionelle grænse på en pct. af bruttonationalproduktet,” spår Ford. ”Vi kan også komme til at se Aberegeringen foreslå mere radikale ændringer af […] artikel ni i forfatningen, som vil tillade Japan at opbygge en mere normal offensiv kapacitet for sine styrker. Begge disse udviklinger vil bekymre nabolande som Sydkorea og Kina og muligvis sætte en bølgeeffekt i gang i forhold til disse landes egne militære udgifter og militære positur.”

En øget militær synlighed fra japansk side vil hverken være mærkelig eller forkert, mener den erfarne diplomat Yukio Okamoto, som har været rådgiver for flere japanske premierministre: ”Der er en mulighed for, at [Trump] vil bede Japan om at bruge flere penge på sit forsvar. Vi ligger på 100-pladsen eller endnu lavere i verden, når det gælder militære udgifter i forhold til bruttonationalproduktet. Selv hvis han ikke beder os om at anskaffe atomvåben, vil han sandsynligvis appellere til os om at tage ansvaret for vores eget forsvar. Japan har indtil videre sluppet afsted med at bære en ekstremt lav byrde.”

Men dette synspunkt deler Yukio Okamoto ikke med alle sine arvtagere i det japanske udenrigsministerium. Herfra er man i disse uger travlt optaget med at fodre landets ministre og andre udsendinge med argumenter for, at Japan – i modsætning til, hvad Trump synes at have forstået – allerede betaler en meget betydelig del af udgifterne ved de amerikanske baser i landet. Betydeligt mere, end Sydkorea og Tyskland betaler for baserne i deres lande.

Forholdet til Kina
I selve Japan har truslen fra Nordkorea i lang tid været et af de vægtigste argumenter fra dem, der mener, at USA skal øge sin sikkerhedspolitiske rolle i regionen. Nordkorea ligger midt i regionen som et evigt dilemma for alle landene udenom og er med sin udvikling af atomvåben potentielt den alvorligste trussel mod mange årtiers fred i Østasien. Ifølge eksperter vil landet inden for ti år have operative atomvåben, som vil kunne nå det amerikanske fastland. Ikke at det er alle landets mange tests af atomvåben og missiler i de senere måneder, som er lykkedes. De nordkoreanske atomvåbenmagere presses tilsyneladende af landets hersker, Kim Jong-un, til at gå meget hurtigt frem. Men de mange tests viser ikke desto mindre tydeligt, at de ved, hvad de gør, og at de rent faktisk er på vej mod målet om at kunne forsvare deres land med atomvåben.

Men ingen har anet, hvad man skulle stille op for at stoppe udviklingen af Nordkoreas atomvåben. Både Bush- og Obamaregeringerne har hængt deres hat på Kina, i håb om at de kinesiske ledere vil kunne lægge pres på deres fæller i Pyongyang. Intet tyder på, at Donald Trump eller hans stab har bedre idéer.

”Hvis jeg skulle give ham et godt råd, ville jeg sige til Trump, at vi er nødt til at overbevise Kina om at lægge et større pres på Nordkorea, og hvis det ikke lykkes, må vi overveje sanktioner mod Kina,” sagde den tidligere ambassadør professor Nicholas Burns fra Harvard-universitetets Kennedy School of Government ved en paneldebat efter præsidentvalget hos Asia Society i New York. Det er næppe sandsynligt, at Trump vil følge dette råd – eller at Kina vil give efter for et sådant pres.

Men problemet med Nordkorea går ikke væk af den grund. Alle holder vejret, og usikkerheden er ikke blevet mindre af at have en ny præsident, der på den ene side siger, at han meget gerne vil mødes med Kim Jong-un, men på den anden side frygtes at ville kunne finde på at foretage sig ting, som vil provokere den nuværende spinkle balance uden om Nordkorea.

Og ganske uanset Nordkorea kommer Kina til at spille en fuldkommen central rolle i etableringen af en ny magtbalance i Asien.

På den ene side har Trump i valgkampen lagt ud med en meget hård tone over for Kina, som han beskylder for at være en bande valutasvindlere, som stjæler gode amerikanske jobs, og som ligefrem har opfundet idéen om menneskeskabte klimaforandringer i et nederdrægtigt forsøg på at ramme amerikanske virksomheder på konkurrencedygtigheden. På den anden side passer Trumps isolationisme utvivlsomt den kinesiske ledelse ganske udmærket, og den har budt ham velkommen på posten med overraskende positive vendinger.

Selv små og gradvise nedskæringer i den amerikanske tilstedeværelse i Asien (og det amerikanske fokus på Asien) vil give mere plads at boltre sig på for det magtfulde Kina, når det gælder regionens politik, økonomi og sikkerhed.
_______

 

Selvom man heller ikke i Beijing bryder sig om uforudsigelighed, er man mindre utilfreds med de amerikanske vælgeres valg, end man er i andre hovedstæder. Selv små og gradvise nedskæringer i den amerikanske tilstedeværelse i Asien (og det amerikanske fokus på Asien) vil give mere plads at boltre sig på for det magtfulde Kina, når det gælder regionens politik, økonomi og sikkerhed.

En ikke uvæsentlig ting, som på lidt længere sigt kan nuancere den umiddelbare skepsis og nervøsitet i de asiatiske hovedstæder ved Donald Trump, er den personlige vinkel. For det er ikke nogen hemmelighed, at man mange steder ikke havde det særligt nemt med personen Barack Obama. Efter mødet mellem Donald Trump og Shinzo Abe 17. november i New York kom Abe ud med et stort smil og kaldte Trump for ”en mand, man kan have tillid til” og ”en meget succesfuld forretningsmand med ekstraordinære talenter”. Ingen havde selvfølgelig drømt om, at han ville have andet end noget positivt at sige. Men det afspejler ikke desto mindre, at mange af Asiens hel-, trekvart- og halvautoritære ledere sikkert efterhånden vil kunne opbygge et bedre personligt forhold til den gæve Trump, som hellere lytter til slogans and lange analyser, end de har været i stand til at gøre med den superintellektuelle og forfinede Obama. ”Trump betragtes som en forretningsmand, der hellere tager beslutninger ud fra sin mavefornemmelse [”gut decisions”], end han overvejer nuancer, og mange politiske eksperter kan ikke rigtigt forestille sig Trump bruge ret lang tid på tykke briefing-bøger eller lange debatter mellem sine rådgivere,” skriver Steven Herman fra Voice of America.

Dette er jo ikke just med til at mindske mandens uforudsigelighed som leder. Men det kan på den anden side vise sig at være et plus i hans bestræbelser på at opbygge et personligt forhold til andre landes ledere. Det er et velkendt mønster, at den demokratisk valgte Abe generelt kommer bedre overens med relativt autoritære ledere som Putin i Rusland og Erdogan i Tyrkiet end med de fleste vestlige stats- og regeringsledere. Specielt i forhold til Obama har der været særlig dårlig kemi mellem de to mænd.

Ud af skydedørene i premierministerkontoret i Tokyo er sivet rygter om de ting, Abe ikke brød sig om hos Obama. Daniel Blumenthal er den velinformerede direktør for Asien-studier ved American Enterprise Institute og opregnede i en kort Twitter-besked i november de tre ting, der irriterede Japans leder: 1) at USA under Obama ikke viste mere militær synlighed i Det Østkinesiske Hav, hvor Japan har en territorial strid med Kina, 2) Obamas evige klimafokus, og 3) at Obama ved flere lejligheder hindrede Abe i et udbygge sit gode forhold til Putin og på den måde ’spille det russiske kort’ over for Kina.

Alt det vil en kontant og kynisk mand som Trump tage oppefra og ned. Den approach er der næppe tvivl om, at man – når man har vænnet sig til de nye tider – vil påskønne i de fleste lande i det østlige Asien. Her vil man bestemt også byde det velkommen, hvis Trump generelt vil hænge sig mindre i menneskerettighedsspørgsmål end Obama.

ILLUSTRATION: Collage af RÆSON (Fotos: Wikimedia Commons)

Asger Røjle (f. 1956) er journalist, forfatter og analytiker med base i Tokyo, Japan. Han skriver jævnligt i Kristeligt Dagblad og andre danske medier, og han udgiver nyhedsbrevet www.forkant.nu om udviklingen i Japan og regionen.