06.12.2017

FRA RÆSON31 [Efterårsnummeret/Oktober 2017].
„De konservative i Storbritannien har i halvandet år været i gang med at skabe et stykke dystopisk installationskunst ud af nationens skæbne og indlysende interesser. Hvad vil toryerne med Brexit?‟

Kommentar af Anne Sofie Allarp

Hvis man skulle være i tvivl om, at politiske partier også er en destabiliserende faktor i et moderne demokrati, så er Brexit-farcen et skoleeksempel. Toryerne, de britiske konservative, har ledt landet ud i en kongelig redelighed. Og ikke nok med det. De bliver ved med at være spydspids i et politisk blindeløb, der er uden fortilfælde.

Lige nu breder panikken sig i Bruxelles. Det er kulminationen på et indledende forhandlingsforløb om Storbritanniens udmeldelse af EU, hvor man knap har flyttet sig ud af stedet. Med jævne mellemrum er EU’s chefforhandler, Michel Barnier, trådt op foran pressen for at formulere sig i vendinger, som har fremstået påfaldende indiskrete, taget i betragtning at han er en af parterne i et intensivt forhandlingsforløb. Allerede i slutningen af august udtalte Barnier: ”For at være ærlig, så er jeg bekymret. Tiden går hurtigt. Vi må begynde at forhandle seriøst.” Man måtte udlede, at Barnier fandt modparten useriøs. Dette var forud for 3. forhandlingsrunde i Bruxelles. Briterne havde på det tidspunkt fremlagt positionspapirer i meget overordnede vendinger, men Barnier fandt, at de stadig ikke rigtig havde klargjort deres standpunkter. ”Jo hurtigere vi får fjernet tvetydigheden, jo hurtigere vil vi blive i stand til at diskutere det fremtidige forhold og overgangsperioden,” konstaterede han.

Barniers udmeldinger er kommet med noget nær cyklisk regelmæssighed, siden forhandlingsrunderne begyndte i juli måned. De synes at have til formål at lægge pres på den britiske side ved at kommunikere EU27’s enorme frustration til ikke bare den britiske regering.

Udmeldingerne kommunikeres også til de tilbageværende medlemslande. Måske er de endda en tidlig gardering, der skal bruges, hvis processen strander totalt. For fælles for udmeldingerne er, at de ikke rigtig har virket på Storbritanniens konkrethed. Og vurderinger af faren for et egentligt sammenbrud i forhandlingerne er det, man lige nu er optaget af i korridorerne i Bruxelles.

EU vil indledningsvis have klarlagt tre ting: rettighederne for EU-borgere i Storbritannien og briter i EU, fastlæggelsen af Storbritanniens betaling til EU for at forlade samarbejdet samt det nordirske grænsespørgsmål. Sidstnævnte er et godt eksempel på situationens kompleksitet: Grænsen mellem Nordirland og Irland er nemlig så sammenflettet, at den tit skal aflæses af kantstene. Den løber gennem småveje og haver – og det er en del af den nordirske Good Friday-fredsaftale, at den skal være åben.

At parterne nærmest ikke er nået ud af stedet på disse punkter siden i sommer, er grunden til den panik, der breder sig i Bruxelles for tiden. Og mens det giver en vis mening, når briterne siger, at den endelige aftale om tilknytningen fremover skal på plads, før man kan afgøre fx betalingens omfang, så virker det, som om hovedproblemet er, at Theresa Mays regering simpelthen ikke ved, præcis hvad den vil.

Faktisk står der ’Tory’ på alle forkerte døre, landet er gået igennem i denne proces. De konservative i Storbritannien har i halvandet år været i gang med at skabe et stykke dystopisk installationskunst ud af nationens skæbne og indlysende interesser.

Når man taler med briter om folkeafstemningen forrige sommer, har de sjældent noget positivt at sige om forhenværende premierminister David Cameron, hvis geniale idé det var at afholde sådan en afstemning. Hans formål var jo ikke at få Storbritannien ud af EU, men tværtimod: at bilægge årelang strid og mytterilignende tilstande om EU-medlemskabet i det konservative parti. Som sagt: Hvis man skulle være i tvivl om, at politiske partier også er en destabiliserende faktor i et moderne demokrati, så er Brexit et præmieeksempel.

Man skal aldrig udskrive en folkeafstemning, hvis man ikke kan leve med at tabe. Folkeafstemninger falder historisk set ud med resultater, der ligger tæt på midten, uanset temaet. Og det står isnende klart nu, at hverken Cameron eller hans parti havde gjort sig bare overfladiske tanker om, hvad der skulle ske, hvis leave-siden skulle gå hen og vinde.

Da det skete, løb David Cameron som bekendt af posten, alt hvad remmer og tøj kunne holde. Mage til autodestruktion af en politisk karriere skal man lede længe efter. Han blev afløst af Theresa May, der efter at have iværksat udmeldelsesmekanismen i traktatens artikel 50 – og dermed sat æggeuret til to år – besluttede sig for at bruge tid på et miskalkuleret nyvalg, der efterlod hende i en markant svagere position og afhængig af et nordirsk støtteparti. Men Tory er ikke bare svækket; partiet ligger samtidig i gevaldige indre spændinger og stridigheder. Da May i oktober sidste år efter hårdt pres meldte ud, at hendes regering ønskede et ’hårdt Brexit’ med begrænset markedsadgang, stod det stadig uklart, præcis hvad hun mente med det. I dag, et lille år senere, virker det stadig ikke, som om en egentlig vision er indtruffet.

’Meanwhile’ breder frustrationen sig også i Storbritannien. Kravet om en ny folkeafstemning breder sig. Titusinder var på gaden i London i starten af september for at markere deres protest imod Brexit. Industrien er i stigende grad urolig. I et fælles brev fra en række industriorganisationer i september understregede de vigtigheden af den uhindrede adgang til det indre marked. Landbruget har pointeret, hvor afgørende arbejdskraftens frie bevægelighed er for dem. Det samme har hotel- og restaurationsbranchen.

At Mays regering er under hårdt pres både hjemmefra og fra sit eget bagland, bidrager næppe til fasthed og klarhed i forhandlingerne med Bruxelles. Men som enhver, der har prøvet at sige farvel, ved, så nytter det ikke noget at trække processen i langdrag. De britiske konservative har ført landet ud i et ’royal mess’ – en værre redelighed. Nu venter både briterne og resten af Europa på, at de finder en vej ud. Og måske for første gang i længere tid tænker mere på kongeriget end på partiet. ■

Anne Sofie Allarp (f. 1972) er international redaktør på Radio24syv og er vært på kanalens udlandsmagasin ’Datolinjen’. Hun er jurist og forfatter til både skøn-, fag- og børnelitteratur og skriver jævnligt i danske medier.

ILLUSTRATION: Boris Johnson [foto: Stefan Rousseau/Polfoto]