24.01.2017

Mays plan om at gøre Storbritannien til en darling for globale investorer vil styrke de forhold, der skabte Brexit og ikke gøre vilkårerne bedre for de vælgere, der stemte for at træde ud af EU. Interview med Ann Pettifor, direktør af Policy Research in Macroeconomics og administrerende direktør for Advocacy International.

Interview af Mikala Rasmussen

RÆSON: I sin tale fremlagde Theresa May planen nogle af de kontroversielle punkter for Brexit – og helt afgørende at Storbritannien vil forlade det indre marked og toldunionen for at forhandle en frihandelsaftale med EU. Hvordan forudser du, at fremtidens Storbritannien ser ud?

I mit perspektiv er det meget uvist. Talen var meget klar og eksplicit, hun viste så at sige hvilke kort, hun har på hånden. På den anden side er man også ved at forberede sig. Valget af EPP-kandidaten Antonio Tarjani som præsident af Europaparlament vil styrke EPP-gruppen, som er domineret af CDU [det tyske kristendemokratiske parti, red.], så Merkel er ved at gøre sine tropper klar: både Parlamentet, Kommissionen og formandsskabet under Donald Tusk. Spørgsmålet er hvilken slags aftale, Storbritannien vil blive tilbudt.

Europaparlamentet ønsker at få en plads ved forhandlingsbordet – hvilket de muligvis ikke får – men uanset hvad, jo mere Parlamentet er involveret, jo større er chancen for uoverensstemmelser over forhandlingerne om en aftale med Storbritannien. Jeg tror, at briterne tænker på deres side af sagen det meste af tiden og er meget lidt opmærksomhed på den anden side.

I min optik modsiger May sig selv meget. På den ene side taler hun om at ’genvinde kontrollen’, især over indvandring, at ’få magten hjem igen’. På den anden side taler hun om ’det globale Storbritannien’, som hun nævnte flere gange i talen. Problemet med Storbritannien er, at vi næsten allerede er for globale. At vi er globaliserede, er en af grundene til at vi har stor jobusikkerhed, meget lave lønninger og meget høj og stigende ulighed. Vi er globale og udadvendte, og ikke indadskuende nok. En del af vores problemer hører til i vores nationale økonomi og ikke i den globale økonomi.

Mays fokus er på den globale økonomi, hvilket må betyde globale kapitalmarkeder. Det er disse personer, som hun gerne vil gøre tilfredse. De kalder sig selv investorer, men i virkeligheden er mange af dem spekulanter. Investorerne plejer at være blot en lille del af den gruppe. Hendes fokus er på udenlandsk kapital, og i talen truede hun med at ændre Storbritanniens økonomiske model for at gøre den mere attraktiv for udenlandske investorer.

Dette er, hvad Philip Hammond [Storbritanniens finansminister, red.] sagde for nyligt til der Welt: at Storbritannien ville blive et skattely, at vi vil sænke virksomhedsbeskatningen under det niveau som Irland tilbyder, at vi vil gøre hvad som helst for at tiltrække udenlandsk kapital. Og ifølge May og Hammond ville det være skadende for resten af Europa. Ja, selvfølgelig! Det svarer til, hvad vi i økonomien kalder begger thy neighbour, dvs. konstant underminering af din nabo.

Talen var fuld af den slags selvsikkerhed og ligefremhed, men også subliminale og nogle gange endda eksplicitte trusler rettet mod EU. Jeg tror ikke, at det er et godt fundament til at forhandle på. Det gavner ikke at true din modpart, når du forsøger at overtale dem til at City of London [betegnelse for det finansielle distrikt i London, red.] får passporting til det indre marked [dvs. ret til at operere på tværs af EU, red.]

Problemet med Storbritannien er, at vi næsten allerede er for globale. At vi er globaliserede, er en af grundene til at vi har stor jobusikkerhed, meget lave lønninger og meget høj og stigende ulighed.
_______

 

RÆSON: City of London er allerede meget integreret i den globale økonomi. For et par måneder siden sagde du, at en frihandelsaftale sandsynligvis ikke ville være fordelagtig for City of London, men kunne true deres indflydelse. Hvordan ser du på det nu?

På mange områder er jeg uenig med de aktiviteter, som City of London udfører – men realiteten er, at den er blevet en central del af vores økonomi og beskæftiger mange mennesker. Jeg går ind for at omstrukturere vores økonomi, for at gøre den mindre skævvreden for City of Londons skyld, men det kan ikke gøres over én dag. Det kan ikke gøres som chokterapien kendt fra Rusland. Man kan godt være kritisk overfor City of London, imens man anerkender, at det at fratage alle forretninger over en meget kort tidsperiode – fx over en forhandlingsperiode på to år – ville skabe ubalance i den britiske økonomi igen.

Jeg mener, at der skal lægge pres på City of London for at få opmærksomheden rettet mod den nationale økonomi og det faktum, at der er meget lav efterspørgsel i den britiske økonomi. Lønningerne er lave. Investeringen i infrastruktur og nye virksomheder er lav. Dét er i virkeligheden den største svaghed i den britiske økonomi. Problemet er ikke, at den ikke er global nok, men at vi ikke er tilstrækkeligt orienteret mod at skabe en mere dynamisk national økonomi.

City of London er lidt som en død hånd for resten af økonomien pga. den måde, den opererer på. Men at skabe balance igen kræver lidt mere list end bare at lukke døren til det europæiske marked fra en dag til den anden. Og to år svarer til én dag for City of London i den henseende.

RÆSON: En rapport fra PwC har for nylig taget temperaturen på det britiske erhvervsliv, der på trods af uvisheden føler sig meget optimistisk. Hvad forudsiger du, bliver de økonomiske konsekvenser på kort sigt?

Sagen er, at det er meget svært at vide. Alle økonomer har fået halen på komedie, fordi de ikke har været i stand til at komme med korrekte forudsigelser. Men jeg tror, at vi kan sige med overbevisning, at pundet var overvurderet, og at devalueringen til en hvis grad har været en god udvikling for økonomien. Det har gjort vores eksport mere konkurrencedygtig, men det er ikke i sig selv tilstrækkeligt. Der må gøres mere. Men på kort sigt kan virksomheder og især eksportvirksomheder få noget ud af det. Problemet er, at eksport kun står for 10 pct. af vores økonomi. Så selv hvis eksporten udvides, er det stadig kun en lille del af hele økonomien.

Sagen er at økonomien er forbrugsorienteret. Vores velstand er afhængig af, at vi shopper! Og vi er især interesserede i at købe udenlandske varer; vi kan godt lide iPhones og Nike-sko, som for det meste er importerede. Derfor har vi en kæmpe uligevægt på betalingsbalancen – vi har et overtræk hos resten af verden. Vi er afhængige af fremmedes velvillighed for at finansiere vores overtræk. Den strukturelle forandring, der er nødvending, er, at vi må betale af på overtrækket. Dvs. vi må skabe flere ting selv, vi må blive mere attraktive for udenlandske købere, vi må blive i stand til at eksportere. Og det betyder, at vi må diversificere vores økonomi væk fra finanssektoren, fordi den i sig selv ikke kan korrigere uligevægten.

Pundet steg meget drastisk, fordi de internationale kapitalmarkeder var meget tilfredse med talens budskab. May sagde: vær ikke bekymrede, vi har tænkt os at tænke globalt, vi har tænkt os at deregulere, vi har tænkt os at ændre vores økonomiske model, vi har ikke tænkt os at være en velfærdsstat mere. Det var den underliggende besked. At vi har tænkt os at give op på ’det sociale Europa’. Og markedet kan godt lide det, fordi det drager fordel af deregulering. Så der vil nok blive ved med at være tillid til den britiske økonomi, men spørgsmålet er i hvor lang tid.

Selvom det er svært at forudsige præcis, hvad der kommer til at ske på kort sigt, kan man se på de strukturelle ubalancer i den britiske økonomi og forudsige, at uligevægten på et tidspunkt vil få bygningen til at brase sammen. Spørgsmålet er altid timing – hvornår vil det ske?

På et tidspunkt vil folk blive alvorligt bekymrede over ustabiliteten. Fordi Brexit-valget var udtryk for en dybtfølt bekymring og svær utilfredshed i dette land, vil der komme endnu et politisk chok. Ingen kan forudsige det, ingen økonom kan klandres for ikke at have forudsagt det – men hvad vi ved er, at når man har en økonomi i strukturel ubalance, så er sandsynligheden for et chok meget større.

RÆSON: Kunne du forestille dig, at det politiske chok kunne være endnu et valg om Skotlands uafhængighed?

Jeg kan forestille mig, at de gerne vil afholde et, ja, men jeg tror ikke, at det vil være succesfuldt. Fordi der ikke er et klart svar fra EU – europæerne vil ikke have Skotland som medlem, fordi de i så fald bliver nødt til at kigge på udbryderregionerne i Spanien og andre steder. De vil tænke: du gode gud, hvis vi tilskynder til balkanisering af Storbritannien, så tilskynder vi også balkaniseringen af Spanien. Så det vil de ikke acceptere.

At opdele Irland igen er at invitere til konflikt. Så for mig at se kommer den største trussel fra Nordirland.
_______

 

RÆSON: Men kunne der blive et politisk chok for Storbritannien som en union, selv hvis det ikke er muligt for Skotland at løsrive sig?

For mig er den virkelige trussel Nordirland, fordi vi dér har en grænse med et andet EU-land. I øjeblikket er både nord og syd indenfor EU og grænsen har været ’blød’, folk har let kunne krydse den. I Nordirland ønskede protestanterne et Brexit, mens katolikkerne og Sinn Féin ønskede at blive i EU. Den fælles administration er netop faldet sammen og et valg er på trapperne. Det ser ud til, at vi måske bliver nødt til at genintroducere en ’hård’ grænse i Nordirland, hvilket nok en gang vil separere nord og syd, og nok engang føre til fjendtligheder og uoverensstemmelser, og – hvem ved – måske endda nok engang til vold. Da jeg stemte remain var det blandt andet pga. Nordirland. At opdele Irland igen er at invitere til konflikt. Så for mig at se kommer den største trussel fra Nordirland.

Jeg tror ikke, at Skotland har noget valg. Skotland har aldrig løst den situation, at de ikke har en centralbank. Og selv hvis de skulle få en, er det et alt for lille land. De modtager mange overførelser fra den engelske regering, og det ville være meget svært for Skotland at blive bæredygtig. Det var fint, da oliepriserne var høje, men nu er det ikke længere situationen. De ender med at blive som et udviklingsland med kun en enkelt indtægtskilde. Som Zambia, der kun har kobber. Når priser på kobber går ned, tager den Zambia med sig.

RÆSON: Hvis vi kigger nærmere på EU-siden, hvordan kan Mays Brexit-model påvirke EU både som en samlet enhed og medlemslandene hver især?

En anden grund, til at jeg stemte remain, var, at jeg vidste, at et Brexit-resultat ville styrke det ekstreme højre i Europa. Og det er, hvad der sker. Marine Le Pen rejser verden tynd og taler med Donald Trump, som om det var sandsynligt, at hun bliver den næste præsident. Jeg kan ikke forudsige, om hun vil lykkes med det, men jeg tror, det er en meget stor trussel for Europa. I resten af Europa er det ekstreme højre også i fremfærd. Det er den politiske risiko ved nedskæringspolitikken, behandlingen af Grækenland, og at det ikke lykkedes, at konvergere økonomierne. I stedet vil Tysklands beslutsomhed om at styrke de eksisterende divergenser gøre EU ustabil.

Min pointe er, at vi skulle have spillet en positive rolle. Vi skulle ikke have tilskyndet det ekstreme højre, vi skulle have debatteret med europæiske ledere for at ændre på model – men i Storbritannien besluttede vi at blot give op på vores ansvar. Jeg sætter selv stor pris på EU, fordi den i essensen – uanset hvad man tænker om den, og der er meget, der er gået galt – er en socialøkonomi, en økonomi baseret på princippet om en velfærdsstat. Det er ikke tilfældet med hverken USA eller Kina. Så det er virkelig vigtigt at holde magtbasen i den sociale velfærd stærk og ikke svække den. Jeg troede, at EU var en vigtig modvægt på det internationale niveau omkring klimaforandringerne, sikkerhed osv. Hvis vi tillader disintegration nu, så taber vi en utrolig vigtig, balancerende kraft i den globale geopolitik.

Det er som om, at May ridder på to heste på samme tid – og den globale hest kommer til at stikke af fra hende. Og folk vil vågne og indse at tingene ikke bliver meget bedre.
_______

 

RÆSON: Der har været en fremtrædende fortælling om, at siden slutningen af den Kolde Krig var det økonomien, der styrede verdensordenen. Nu har fortællingen ændret sig, og det handler om geopolitik – om at sætte suverænitet over økonomi. Hvordan passer Mays Brexit-planer ind i den kontekst?

Min teori er, at folk nederst i bunken – dem, der har mistet deres job eller deres jobsikkerhed, hvis indtægt er faldet – er dem, der har rejst sig mod det frie, selvregulerende marked. Globaliseringen handler om, at vi ikke behøver at gøre noget, finans-, arbejds-, handelsmarkederne er i stand til at styre verden. Vi skal bare læne os tilbage og lade det ske. Det er groft sagt den økonomiske filosofi bag globaliseringen.

Men der har været en stærk reaktion mod styring i form af selvregulerende markeder. Folk har sagt: disse markeder har taget mit job, har taget min indtægt, og jeg kan ikke stole på politikkerne, fordi de ikke har gjort noget som helst for at beskytte mig mod disse kræfter. De har tilladt, at arbejdspladser flyttede til udlandet, og at teknologien har taget mit job. De lader mig lide, og lader disse markedskræfter styre. Jeg vil have en stærk mand eller kvinde til at beskytte mig mod markedskræfterne. Dette er, hvad Karl Polanyi fremsatte i sin berømte bog The Great Transformation. Jeg tror, at det er en meget troværdig analyse af, hvorfor vi befinder os i denne situation. Folk vil have beskyttelse mod det, der er uden for deres kontrol, og disse markeder er udenfor demokratisk kontrol. Det finansielle marked dikterer, hvad der skal ske; vi har ikke styring med kapitalmarkedet.

May har forsøgt, at omskrive det folkelige oprør ved at sige, at vi har tænkt os at kontrollere indvandringen. Men samtidigt siger hun, at vi har tænkt os at fjerne alle kontroller over kapital og handel. Med andre ord har vi tænkt os at styrke de forhold, der skabte Brexit og Donald Trumps succes. Og det er en modsigelse i centrum af hendes argument. Hun siger: vi tager kontrollen igen, vi flytter magten hjem igen. Men på den anden side har vi tænkt os at give magten til disse globale markeder, vi vil blive en darling for globale investorer. Disse investorer er ligeglade med, om du har et job eller ikke. De er kun bekymrede om, hvorvidt de kan tjene 50% på deres investeringer. Og de kan tage de penge ud af dit system igen. Det er som om, at May ridder på to heste på samme tid – og den globale hest kommer til at stikke af fra hende. Og folk vil vågne og indse at tingene ikke bliver meget bedre.

Mit synspunkt er, at hvis vi gerne vil gøre noget ved den stigende populisme, bliver vi nødt til at gøre noget ved beskæftigelsen. I Frankrig, Spanien, Grækenland, Italien, i ’rust-bæltet’ i USA, i Nordengland, Skotland – alle vegne! Og vi må sørge for at få anstændig, velbetalt beskæftigelse. Mange folk har deltidsjobs; antallet af mænd i deltidsjob er uden fortilfælde. Det er, hvad der gør folk usikre; det er, hvad der får dem til at lede efter en stærk mand eller kvinde til at beskytte sig fra markedskræfterne. Så med mindre der er nogen, der beskytter dem…

Men det lader til, at det, verdens ledere gerne vil, er at blive ved med at lege denne globaliserings-leg. Og det er en bekymring.

ILLUSTRATION: Theresa May (photoshot/polfoto)

Mikala Rasmussen er uddannet i geopolitik ved University of Sussex og statskundskab ved Københavns Universitet. Bosat i London og arbejder indenfor NGO-sektoren.