06.12.2017

FRA RÆSON31 [Efterårsnummeret/Oktober 2017].

Af Andreas Møller Mulvad

I Kina er drømmen om demokrati ikke død. Det er rigtigt, at kommunistpartiet siden 2012, hvor Xi Jinping kom til magten, med øget intensitet har bekæmpet demokratifortalere med en cocktail af repression og ideologisk propaganda. Men det betyder ikke, at ånden fra 1989 kan lægges endegyldigt i graven. Denne artikels hypotese lyder: Vi kommer i Kina til at se en ny folkelig bevægelse for demokrati, der seriøst vil udfordre kommunistpartiets magtmonopol, inden folkerepublikken i 2049 fylder 100 år.

Kineserne er ikke så demokratifjendske, som kommunistpartiet siger
I efteråret 2017 holder Kinas Kommunistiske Parti (KKP) sin 19. nationale kongres. Kongressen er den vigtigste politiske begivenhed siden den seneste kongres i 2012, hvor det nuværende lederskab under Xi Jinping tiltrådte. Den falder halvvejs i Xi Jinpings embedsperiode, der forventes at udløbe i 2022. Det giver anledning til at gøre status: Hvor har Kina bevæget sig hen i de sidste fem år, og hvor er landet på vej hen nu?

I strømmen af analyser, som vil flyde i de kommende måneder, vil hovedfokus være udenrigspolitisk: Hvor alvorligt skal vi tage Kinas sabelraslen i Det Sydkinesiske Hav? Hvilke geopolitiske og økonomiske konsekvenser får Xis såkaldte Nye Silkevej-projekt – en gigantisk infrastruktursatsning, som med tognet, havneanlæg, kraftværker og andet skal skabe tættere og hurtigere handelsforbindelser mellem Kina i den ene ende og Europa og Afrika i den anden? På det teoretiske niveau vedrører begge dele det mere generelle spørgsmål om, hvorvidt Kina for alvor er ved at træde i karakter som hovedudfordrer til USA’s efterhånden visnende hegemoni.

Men der er ikke grund til så megen tøven i dette spørgsmål: Kina er utvivlsomt på vej mod en mere central position i verdenspolitikken. Det bliver ikke nødvendigvis som hegemon, men dog som stormagt, både økonomisk, militært, politisk – og ideologisk.

Det vil måske overraske vestlige læsere, at Kinas statskapitalistiske ideologi kan virke tiltrækkende uden for landets egne grænser. Og på globalt niveau udfordrer Xis ’kinesiske drøm’ om statssikret stabilitet og gradvist stigende velstand da endnu heller ikke for alvor ’den amerikanske drøm’ om individuel frihed. Men muligheden foreligger. Kinas ’soft power’-strategi bygger nemlig ikke kun på op mod 500 såkaldte Confucius Institutter i 120 lande, der skal sprede viden om Kinas righoldige kulturarv. Hovedingrediensen i det ideologiske fremstød i både Latinamerika, Asien og Afrika er nemlig penge – investeringer i infrastruktur, der modsat vestlige landes lån ikke involverer krav om modydelser i form af strukturtilpasninger og politiske reformer. I de dele af verden, hvor denne såkaldte Washington Consensus bringer dårlige minder, har Kina større muligheder for at iscenesætte ’The Beijing Consensus’ som et troværdigt alternativ, end man måske umiddelbart skulle tro set fra Danmark.

Denne erkendelse leder til et nyt væsentligt spørgsmål: Hvordan skal det gå demokratiet – som allerede er i krise – i en verdensorden, hvor Kinas autoritære variant af en kapitalistisk samfundsmodel får stærkere indflydelse? Vil Kinas stigende globale magt også betyde dødsstødet for demokratiet som politisk organiseringsform? Vil vi se tilbage på starten af det 21. århundrede som den epoke, hvor luften for alvor gik af idealet om en borgerstyret, parlamentarisk stat med forfatningssikrede individuelle rettigheder?

Her vil jeg mane til forsigtig optimisme. Kun på overfladen ligner Kina en entydig modstander af demokratiet. Det kinesiske folk er langtfra lige så demokratifjendsk, som kommunistpartiet vil have omverdenen til at tro. Potentialet for en demokratisering af verdens største land er ikke så begrænset, som det ofte fremstår.

For at forstå hvorfor er det nødvendigt at give et kort rids over det moderne Kinas fortumlede erfaring med demokrati siden kejserdømmets fald i 1911. Denne historiske tilgang understreger tre forhold af særlig betydning. For det første kan man afvise den udbredte myte om, at kinesisk kultur er paternalistisk og autoritær i sin grundvold – og at den derfor ikke skulle være forenelig med demokrati. For det andet er det værd at være opmærksom på den glemte tradition for demokrati, som var med til at præge Kina i størstedelen af det 20. århundrede: fra Sun Yat-Sens republikanske revolution i 1911 til demokratibevægelsen på Den Himmelske Freds Plads i 1989. For det tredje viser en historisk analyse, hvordan et righoldigt politisk spektrum for debat – også om demokrati – genåbnede sig i 1990’erne, efter at chokket fra protestbevægelserne i 1989 havde lagt sig. Disse tre historiske forhold må man tage i betragtning for at kunne forstå, hvad det er for demokratiske potentialer, Xi Jinping og hans kolleger i toppen af partiet af al kraft forsøger at hæmme – netop fordi de ikke er så ubetydelige, som det udadtil hævdes. Siden 2012 har den kinesiske leder forsøgt at dæmme op for et i stigende grad uregerligt og pluralistisk civilsamfund, bl.a. gennem ideologisk oprustning og en hårdere hånd over for dissidenter.

Myten om ’den konfucianske kulturs’ udemokratiske essens
Når demokratiet som styreform kommer under pres i land efter land verden over, som det er sket siden finanskrisen i 2008, er det naturligt, at man leder efter lyspunkter – eller i det mindste mulige lyspunkter. Man leder efter tegn på, at udviklingen kunne gå i den modsatte retning – altså et potentiale for demokratisering.

Her virker det ved første øjekast måske kontraintuitivt at nære nogen form for forhåbning til Kina. Der er to væsentlige argumenter imod idéen om en demokratisk fremtid for Kina, som ofte gentages af både samfundsforskere og journalister, der følger landets udvikling.

Det første argument er politisk: Kommunistpartiet står i vejen. Dets magt over samfundet er så omsiggribende, at en demokratisk opposition ikke kan slå rod. Vi taler om en organisation, hvis op mod 90 mio. medlemmer – ikke mindst de ledende lag – har en umiddelbar interesse i at opretholde et status quo, som de drager personlig økonomisk fordel af. Selvom der selvfølgelig vil være visionære stemmer iblandt, vil partiet som helhed aldrig have incitament til at give afkald på sit eget magtmonopol. Og hvis det endelig skulle ske, at en demokratibevægelse bredte sig og splittede partiet, ville det formentlig føre til vold og kaos – og i sidste instans en borgerkrig, der kunne få Syrien til at ligne et teselskab.

Det andet argument er kulturelt: Kineserne er ikke kulturelt indstillet på at interessere sig for demokrati; den slags er kun for vesterlændinge. Kineserne er så dybt funderet i en konfuciansk kulturtradition med velmenende lærde embedsfolk som ideelle autoritetsfigurer, at den ’vestlige’ idétradition om demokrati er ligegyldig eller endda upassende. Den canadiske politolog Daniel A. Bell er et godt eksempel på en prominent vestlig forsker, der har taget Kinas ’nye konfucianisme’ til sig. I sin meget omtalte bog The China Model: Political Meritocracy and the Limits to Democracy fra 2015 går han så langt som til at hævde, at Kinas lange tradition for ’meritokratisk’ udvælgelse af topledere faktisk er den vestlige model med demokratiske valg overlegen.
Det første argument er væsentligt. Det andet er forvrøvlet.

At demokrati ikke er naturligt for Kina – at det er en ’vestlig’ opfindelse at basere et samfund på befolkningens kontrol med magthaverne og borgernes deltagelse i styringen af samfundet – er netop, hvad kommunistpartiet forsøger at bilde både det kinesiske folk og omverdenen ind. Under Xi Jinpings ledelse er den ideologiske industri, der taler om Kinas kulturelle særegenhed som noget, der overflødiggør demokrati, vokset hastigt. Kommunistpartiet fremstiller demokrati som et upassende fremmedlegeme i en allerede harmonisk samfundsfilosofi.

Den foreløbige kulmination på denne ideologiske kampagne er ’The Governance of China’, en ambitiøst anlagt samling af Xi Jinpings 79 vigtigste taler fra 2012 til 2014. Bogen, som udkom samme dag på ni hovedsprog, forklarer kommunistpartiets tilgang på samtlige politikområder fra miljøbeskyttelse til udenrigspolitik. Med ’den kinesiske drøm’ som ledetråd slår Xi på nødvendigheden af en større moralsk renhed blandt partiets kadrer. Bogen insisterer på, at svarene på de udfordringer, som Kina står overfor, skal findes i den årtusindgamle tradition for statsførelse, som kommunistpartiet nu bekender sig som arving af. Hvad der derimod glimrer ved sit fravær, er enhver diskussion af muligheden for demokratiske reformer.

Det er dog ikke kun kommunistpartiet, der slår på denne idé. I et trængt Vesten begynder mange forskere, medier og borgere at tro på den samme forestilling. De støtter sig til Huntingtons tese om ’civilisationernes sammenstød’, altså idéen om, at den primære konfliktlinje i det 21. århundrede vil være de forskellige civilisationers modstridende kulturelle og/eller religiøse værdier. Men det er en kulturkonservativ fejlslutning. Hvis man ser historisk-sociologisk på Kinas udvikling, tilsiger intet, at demokratiet som styreform baseret på individuelle frihedsrettigheder aldrig vil kunne slå rod, blot fordi det ikke lykkedes i det 20. århundrede.

Man skal selvfølgelig ikke falde i den helt modsatte grøft og hævde, at Kina uden nogen som helst tvivl vil blive demokratisk om føje år. Dette er der en tendens til særligt blandt nogle liberale tænkere i USA, der nærmest fastholder, at der findes en naturlov, som fører stater mod liberalt demokrati. Man skal snarere indse, at fremtiden ligger åben – forskellige scenarier kan alle blive til virkelighed.

Kinas (næsten) glemte demokratiske historie
Det første argument for, at demokratiet har potentiale i Kina, henter vi i historien. Da kejserdømmet faldt i 1911, begyndte jagten på det moderne Kinas politiske identitet for alvor. Iveren for at importere idéer fra resten af verden – ikke mindst fra Vesten – var stor. Men det handlede sjældent om at overtage færdige blueprints. Derimod handlede det om at få bragt idéerne i spil med det kinesiske samfunds kulturelle traditioner og behov som udgangspunkt. Udfordringen var at skabe nye, kreative kombinationer af politiske og økonomiske idéer, der kunne bidrage til den enorme praktiske opgave, det var at skabe moderne samfundsinstitutioner i et land af Kinas størrelse.

Kina blev faktisk kortvarigt en demokratisk republik, og man forberedte i 1912 valg. Men så blev valgets sejrherre, Song Jiaoren, skudt, og siden tog hærlederen Yuan Shikai magten og udråbte sig til kejser. Det førte til oprør i adskillige provinser, hvor lokale krigsherrer benyttede lejligheden til at tage magten. I kaostiden, der fulgte, opstod der blandt den uddannede ungdom et kulturelt ungdomsoprør. Den såkaldte New Culture Movement (1915-1921) var et opgør med traditionalisme og et mangfoldigt bud på, hvordan Kina skulle blive moderne. Fra denne tid stammer både kinesisk liberalisme, socialdemokratisme og kommunisme. De tre ideologier delte visionen om et demokratisk Kina, omend på vidt forskellige socioøkonomiske grundlag.

Desværre blev Chiang Kai-Sheks autoritære nationalisme og kommunistpartiets Stalin-inspirerede bolsjevisme de dominerende ideologier fra 1920’erne og frem. Pro-demokratiske bevægelser forblev ikke desto mindre en oppositionel understrøm, som aldrig helt døde ud – heller ikke efter kommunistpartiets sejr og etableringen af Folkerepublikken Kina i 1949.

Fx kom demokratisk selvorganisering fra neden på dagsordenen som ideal under Maos Kulturrevolution. Og med Deng Xiaopings markedsøkonomiske optøning fra 1978-79 fulgte en folkelig bevægelse, der stillede krav om demokrati. Den såkaldte Democracy Wall-bevægelse var en græsrodsbevægelse, der gennem opsætningen af store vægplakater på offentlige steder forsøgte at påvirke partiet til at gøre politiske reformer til en del af det økonomiske reformprogram, som var undervejs.

Kulminationen var demokratibevægelserne i 1980’erne. Mest kendt er den bevægelse, som i 1989 blev undertrykt militært på Den Himmelske Freds Plads. Her fandt studenterungdommen sammen om et krav om et opgør med den korruption, der var fulgt med markedsreformerne og en demokratisering af det socialistiske system. Disse krav fandt hurtigt en solid folkelig opbakning, hvilket understreges af, at protesterne spredte sig til adskillige byer i hele Kina og endte med at involvere ”millioner af borgere”, som forskerne Jiping Zuo og Robert D. Benford konkluderede i en forskningsartikel i 1995.* Faktisk ville de ikke vælte kommunistpartiet, men blot tvinge partiet til at gennemføre reformer. Det var overordnet set ikke en bevægelse for et liberalt regimeskifte, men derimod for en mere demokratisk form for socialisme.

Den centrale pointe er altså, at demokratiske strømninger med stor folkelig gennemslagskraft adskillige gange i det 20. århundrede har luret under overfladen, og det underminerer ganske enkelt påstanden om, at kineserne er kulturelt prædisponerede til at foretrække en autoritær styreform.

Genåbningen af det politiske terræn
I årene umiddelbart efter 1989 var der en afmatning i befolkningens lyst til åbent at diskutere, hvordan Kina burde forandre sig. Det var en manglende lyst, der udsprang direkte af den voldelige repression mod både studenterbevægelsen og dens folkelige udløbere.

Men allerede fra 1993 kom der gang i debatten mellem to grupper: de liberale på den ene side og på den anden side det nye venstre. Kernen i debatten var spørgsmålet om, hvor langt markedsreformerne skulle gå. De liberale mente, at der skulle fuld skrald på markedsgørelse og et liberalt demokrati a la USA. Det nye venstre mente derimod, at man skulle passe på konsekvenserne af det frie marked, huske på reformprocessens tabere og gøre noget ved den eksploderende økonomiske ulighed. De advokerede for, at der måtte andre mere omfattende visioner om demokrati til – man kunne ikke blot kopiere det vestlige demokrati. Specifikt talte en række af det nye venstres mest prominente intellektuelle såsom Wang Hui, Cui Zhiyuan, Wang Shaoguang og Han Yuhai for, at politisk demokrati uden økonomisk demokrati – som man ser det i Vesten – er utilstrækkeligt.

Debatten udviklede sig op igennem 00’erne. Den kulminerede med den såkaldte Guangdong-Chongqing-debat propelleret af åbenmundede karrierepolitikere i kommunistpartiet i årene 2009-12. Denne debat har sit navn efter de to lokaliteter, hvis lokale ledere begyndte at konkurrere om at udvikle innovative politiske programmer, der kunne inspirere på nationalt niveau. I Guangdong arbejdede man for et stærkere civilsamfund og et mere tilbagetrukket governance-orienteret kommunistparti – det blev repræsenteret ved den forsigtige Wang Yang. I Chongqing stod man derimod for en mere synlig og karismatisk ledelse – i skikkelse af den flamboyante Bo Xilai, som havde en klart venstreorienteret profil i sin måde at styre byen på.

Xiismen – en cocktail af hård partidisciplin og kulturkonservativ propaganda
I april 2012 blev den eskalerende ideologiske konflikt internt i dele af kommunistpartiet bragt til en abrupt ende. Bo Xilai blev under stor mediebevågenhed anholdt og smidt ud af partiet i forbindelse med en mordanklage mod hans kone – og siden idømt fængsel på livstid.

Få måneder senere, i november 2012, kom Xi Jinping til magten. Xi indikerede fra starten, at tiden med åbne fløjkrige var forbi – han krævede total loyalitet over for partilinjen. Det er fristende at se Xis kampagne som ansporet af frygten for nye ideologiske konfliktlinjer a la dem, som en kort overgang i 2011-12 havde haft national mediebevågenhed og truet kommunistpartiets kontrol med den politiske agenda.

Der er mange eksempler på Xi Jinpings effektfulde krav om hård partidisciplin: en uhørt omfattende og langvarig korruptionskampagne; indgreb mod forskellige politiske aktører i civilsamfundet, som bliver anset for illoyale eller direkte modstandere af kommunistpartiet, herunder menneskeretsadvokater, fagforeningsaktivister og feminister; en styrkelse af The Great Firewall – Kinas internetcensurapparat. Man fik det såkaldte Document Number 9 – et cirkulære fra 2013 – udsendt til alle universitetslærere i Kina, hvor det specifikt blev angivet, at de skulle undgå at berøre en lang række såkaldt vestlige værdier i undervisningen, herunder konstitutionelt demokrati, universelle værdier, civilsamfund og pressefrihed.

Men Xi og hans folk begrænser sig ikke kun til negative tiltag og repression. De tegner også en positiv og konstruktiv dagsorden igennem en vidtløftig ideologisk propagandakampagne – kampagnen om den kinesiske drøm. De betoner de såkaldt konfucianske værdier, hvilket i sig selv er et tegn på øget selvtillid efter finanskrisen, som har tæret hårdt på Vesten, men blot gjort Kina stærkere. ’Den kinesiske model’ ses ikke som noget midlertidigt, men derimod som en langtidsholdbar samfundsmodel, der passer til landets kultur – og i øvrigt noget, som kan inspirere mange andre lande i verden. Beijings forsøg på politisk ’normalisering’ af Hongkong skal desuden også ses i lyset af den omfattende propagandakampagne.

Jeg har tidligere beskrevet kampagnen med begrebet ’xiisme’. Termen understreger, at Xi Jinping er en langt stærkere leder end sine forgængere – at han ligesom Mao Zedong (1949-76) og Deng Xiaopeng (1978-97) har formået at gøre sin person til det symbolske omdrejningspunkt for partiets projekt med at legitimere sig over for befolkningen. Det er samtidig værd at bemærke, at det netop er, fordi der ikke findes en entydig kinesisk kulturel essens, der hjælper kommunistpartiets projekt, at de er nødt til at investere ressourcer i at producere en forestilling om kulturel enhed og harmoni. Xiismen er med andre ord i en vis forstand et politisk snarere end et kulturelt rodfæstet projekt, og det gør den mere sårbar over for udfordringer og angreb i Kina.

Hvad vil fremtiden bringe?
Det logiske spørgsmål bliver så: Kan Xi lykkes med projektet? Kan han sikre kommunistpartiets greb i mange år frem? Svaret er, at det absolut ikke er afgjort på forhånd. Udfaldet vil være et resultat af en politisk kamp mellem stridende grupper og fraktioner i og uden for kommunistpartiet.

Partiet er allerede dygtigt og bliver stadig dygtigere til at forudse og nedkæmpe modstand. Fx har partiet effektivt formået at holde landets internet under kontrol. Alligevel kan man pege på tre forhold, der taler imod, at Xis projekt om at holde de demokratiske impulser stangen vil lykkes til fulde.

For det første bliver ’civilsamfundet’ stadig mere uroligt – og dermed potentielt farligt for kommunistpartiet. Det sker i takt med velstandsstigninger, polarisering og markedsøkonomiens fortsatte indtog. Uroen kommer fx til udtryk i arbejderprotester, miljøbevægelser og forbrugerbevægelser. Kommunistpartiet fører ikke længere offentligt tilgængelig statistik over antallet af såkaldte mass incidents, dvs. enkeltstående protestbegivenheder – man stoppede i 2005, efter at antallet var tidoblet fra 8.700 i 1993 til 87.000 12 år senere. Derfor er det særdeles vanskeligt at skaffe sig et overblik over omfanget. Dog er der enighed om, at den kinesiske arbejderklasse rører meget mere på sig end for blot få år siden, og trods alle kommunistpartiets anstrengelser er antallet af protester efter alt at dømme i vækst. Fx påpeger den Hongkong-baserede NGO China Labour Bulletin, at antallet af strejker og andre arbejdsmarkedsrelaterede protester har været støt stigende, siden man begyndte målingerne i 2011. Arbejdsmarkedsforskerne Liu og Shi konkluderer i en artikel fra 2017 på, at der var ca. 1.200 protester i alt mellem 2011 og 2013, efterfulgt af 1.300 i 2014, 2.700 i 2015 og 1.000 i de første fire måneder af 2016.** Man behøver altså ikke tro på nogen automatisk udvikling fra det frie marked til politisk demokrati for at se, at Xi og kommunistpartiet er udfordret af et mere og mere eksplosivt civilsamfund. Kommunistpartiet har ikke lukket hullet mellem rig og fattig i Kina. Samtidig forarger korruptionen stadigvæk, og det er med til at vedligeholde ønsket om selv at kunne vælge sine ledere.

For det andet kan arven – ånden fra 1989 – måske tabuiseres, men den kan ikke udslettes fra kinesernes bevidsthed. Analyseinstituttet Pew målte i 2012, at over halvdelen af kineserne kunne lide amerikanske idealer om demokrati – kun 30 pct. var imod.*** Det har måske ændret sig i lyset af den nye selvbevidsthed og xiismens ideologiske påvirkning i de mellemliggende år. Og det kan mere generelt sagtens være, at Pew overvurderer demokratitilslutningen. Men hvis blot 25 pct. af voksne kinesere er stærkt demokratisk sindede, svarer det til 250 mio. mennesker. Det er derfor naivt at forestille sig, at den demokratiske ånd er helt uddød.

Endelig er det muligt, at demokratiseringsorienterede partimedlemmer i øjeblikket holder lav profil. Nogle af dem taler om ’constitutional socialism’ – dvs. en fredelig vej til et mere demokratisk politisk system. De ligger underdrejet i øjeblikket på grund af Xi Jinpings kontante kampagne for ydre enighed. Men det er ikke ensbetydende med, at de nødvendigvis er på vej til at blive helt udgrænset af partiet. Hvis forandringerne – når og hvis de kommer – skal undgå at blive blodige, er det faktisk reformvilligheden hos disse partimedlemmer, man skal sætte sin lid til.

Med disse tre faktorer in mente – og med tilføjelsen af en smule optimisme – kan man sige følgende: Trangen til demokrati er udbredt blandt kineserne. Vi ser kun spidsen af toppen af isbjerget. Vi må have tålmodighed.

Vesten kan – til en vis grad – understøtte demokratibevægelser i Kina
Min forsigtige tese er, at vi kommer til at se en ny folkelig bevægelse for demokrati i Kina, der seriøst vil udfordre kommunistpartiets magtmonopol, inden folkerepublikken fylder 100 år i 2049. Spørgsmålet er, hvad vi kan gøre for at understøtte udviklingen af en sådan bevægelse.

Som danskere skal vi interessere os mere for pluraliteten i det kinesiske samfund. Det indebærer, at vi ikke kun forherliger en elite af eksplicit liberale dissidenter som netop afdøde Liu Xiaobo – altså dem, som mest åbenlyst konfronterer kommunistpartiet og kalder på et liberalt demokratisk alternativ, som vi kender det fra Vesten. Vi skal i langt højere grad se på dem, der udfordrer på en mere underspillet og indirekte måde og dermed er sværere for kommunistpartiet at dæmonisere og få bugt med. Det gælder ikke kun excentriske kunstnere som Ai Weiwei, men i særdeleshed også arbejderledere, miljøbevægelsesfolk, folk i kooperativer og forbrugerorganisationer osv.

Derudover skal vi lade være med at svigte vores egne idealer, som vi fx gjorde i Tibetsagen i et misforstået forsøg på at ’please’ kineserne. Hver gang ’kommunistpartiet on tour’ lykkes med at få udlændinge til at danse efter deres udemokratiske pibe, svækkes pro-demokratiske kræfter i selve Kina. Disse kræfter har brug for, at demokratiske lande holder fanen højt – og fastholder, at det er kommunistpartiets politiske idealer, der er noget galt med. ■

Andreas Møller Mulvad (f. 1983) er adjunkt ved Department of Business and Politics, Copenhagen Business School. Hans primære forskningsinteresser er komparativ historisk sociologi, demokratiets idéhistorie, civilsamfund og Kina efter Mao Zedong.

*Jiping Zuo & Robert D. Benford (1995). Mobilization Processes and the 1989 Chinese Democracy Movement, i The Sociological Quarterly, januar 1995. http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/j.1533-8525.1995.tb02324.x/full. En nyere, anbefalelsesværdig bog, der giver et indblik i protesternes indhold og omfang set fra deltagerperspektiv, er: Lim, L. (2014). The People’s Republic of Amnesia: Tiananmen Revisited. Oxford University Press, USA.

**Shih-Diing Liu & Wei Shi (2017). Worker struggles and factory occupation in China during the current economic crisis, Social Movement Studies, 16:3, 355-360, DOI: 10.1080/14742837.2016.1259106.
***Pew Research Global Attitudes Project (2012). Growing Concerns in China about Inequality, Corruption, Ratings for the U.S. Decline.

ILLUSTRATION: Xi Jinping i Beijing, september 2017 [foto: Yao Dawei/Polfoto]