10.08.2017

Ved at svare med en præcis, velkalkuleret trussel mod Trumps uklare og lidet eftertænksomme udtalelser, har Nordkorea styrket sin position. Hvad gør USA nu?

Analyse af Mikkel Vedby Rasmussen

Mandag advarede præsident Donald Trump Nordkorea i uhørt hårde vendinger: Går landet videre end missiltests, affyrer regimet atommissiler mod USA eller nabolande, vil de blive mødt med ’fire and fury [ild og vrede], like the world has never seen’. Hvis formålet med den udtalelse var at få regimet i Pyongyang til bakke ud af den konfrontation, som stedse bliver mere sandsynlig, så lykkedes det ikke. I stedet kunne det nordkoreanske militær oplyse, at man var i færd med at tørre støvet af operationsplaner for at angribe Guam – en amerikansk ø i det vestlige Stillehav, hvor USA har en militærbase – med Hwasong-12-raketter. Man kan diskutere, hvad der var den største nyhed – at Nordkorea havde operationsplaner for et sådant angreb eller at landet åbent fremlagde muligheden – altså: af et angreb mod en amerikansk militærbase på amerikansk territorium (og muligvis gennemført med atomvåben).

Det stigende spændingsniveau udvikler sig på en måde, der alvorligt svækker USA ved at blotlægge hvor svag en hånd, Trump-administrationen har.

Et angreb på Guam kan naturligvis gennemføres med en konventionel sprængladning, men ved ikke at nævne spørgsmålet om rakettens bevæbning, spiller Nordkorea bevidst på frygten for at landet vil bruge atomvåben. Det er ikke umuligt, at Nordkorea har kapaciteten til dét: med sin seneste missiltest har landet i hvert fald demonstreret, at man har missiler, som kan nå Guam. Spørgsmålene er: 1) Om Nordkorea har kapaciteten til at sigte og faktisk ramme, og 2) hvorvidt de har noget, at ramme med – for det er endnu uklart om Nordkorea har udviklet atomsprænghoveder, der kan bruges i raketterne. Et andet spørgsmålet er, hvorvidt de amerikanske THAAD-raketter på Guam vil kunne stoppe missilerne.

På nuværende tidspunkt er spørgsmålet om Nordkoreas konkrete evne til at føre truslen ud i livet imidlertid underordnet. Det centrale er, at truslen om at angribe Guam umiddelbart har sat Trump -administrationen skakmat.

Hidtil har antagelsen været, at et nordkoreansk svar på et amerikansk angreb – f.eks. på atominstallationer eller raketaffyringsramper – ville bestå i et angreb på Sydkorea eller Japan. Selvom angrebet måtte være rettet mod amerikanske baser, ville sådan en handling automatisk bringe disse lande i krig med Nordkorea. Guam er anderledes: Et angreb på øen vil i princippet begrænse konflikten til at være en konfrontation mellem USA og Nordkorea. Et Sydkorea, som ikke er under angreb, vil have meget lidt grund til at provokere yderligere, idet næste træk fra Pyongyangs side meget vel kunne være et artilleribombardement af Seoul. Den japanske forfatning forhindrer landet i at gøre noget med mindre Japan angribes direkte. Et angreb på Guam ville til gengæld ligge helt inden for Beijings fortolkning af konflikten. Beijing har – til Trumps twittende raseri – nemlig valgt at se konflikten som et anliggende mellem USA og Nordkorea, snarere end et spørgsmål om regional stabilitet. Underforstået i denne læsning af konflikten er kinesernes opfattelse af, at USA blander sig i andres affærer: Hvorfor bliver amerikanerne ikke bare på deres side af Stillehavet og lader asiaterne i fred?

Ved at angribe Guam vil Nordkorea have bragt sin store allierede i en situation, hvor Beiing ikke behøver at slå hånden af Nordkorea
_______

 

Det er præcist det spørgsmål, som den nordkoreanske trussel rejser. For USA vil gengælde et angreb på Guam – men i så fald vil USA altså angribe Nordkorea, uden at landet har angrebet et andet asiatisk land. USA vil bringe krigen til Asien. Hvor Kina ville have svært ved at forsvare et nordkoreansk angreb på Seoul eller Okinawa, så vil Nordkorea ved at angribe Guam have bragt sin store allierede i en situation, hvor Beiing ikke behøver at slå hånden af Nordkorea. I stedet for at udløse en apokalyptisk krig ved et angreb, har Nordkorea i dette scenarie stadig venner og stadig handlemuligheder. Det gør et angreb på Guam mere sandsynligt – og det gør det samtidig til en mere troværdig afskrækkelse af USA. Ved at svare med en præcis, velkalkuleret trussel mod Trumps uklare og lidet eftertænksomme udtalelser, har Nordkorea styrket sin position.

Et angreb på Guam vil tage Japan, Sydkorea og ikke mindst Kina ud af ligningen – eller i det mindste give dem en anden værdi. Men et angreb på Guam vil samtidig bringe andre faktorer i spil. Guam er ikke alene hjemsted for amerikanske militærbaser, men amerikansk territorium (selvom det ikke er en amerikansk stat, med de rettigheder, som følger af det). Et angreb på Guam ville således symbolsk være et angreb på USA som kolonimagt i Asien. Et forhold, der næppe ville dæmpe verdens forargelse over ofrene for det nordkoreanske angreb – der bor 162.000 mennesker på øen – men som kan give Pyongyang en stærk fortælling. Det er en fortælling, som der vil blive lyttet til i Kina, hvor netop ideen om at fjerne de sidste rester af den vestlige koloniale tilstedeværelse (Hong Kong, Macau) har været definerende for kinesisk udenrigspolitik og selvforståelse som stormagt.

Denne antiimperialistiske retorik til trods vil angreb på Guam ikke desto mindre være et angreb på ikke alene amerikanske styrker, men også på amerikansk territorium, og således være et væbnet angreb i FN-pagtens forstand. At FN netop har besluttet af gøre brugen af atomvåben ulovlig vil være yderligere et lod i vægtskålen mod Nordkorea (i den sammenhæng spiller det formentlig en mindre rolle, at USA ikke mener at forbuddet mod atomvåben har nogen retsgyldighed). Vejen vil med andre ord være banet for en krig mod Nordkorea under selvforsvarsbestemmelserne i FN-pagten. Hvis spørgsmålet kommer op i FN’s Sikkerhedsråd, og USA vil være forpligtet til at bringe det op, kan Nordkoreas smarte træk imidlertid give Rusland og Kina muligheden for at tale imod en militæraktion, ja, måske endda nedlægge veto. Skulle de to lande vælge at stemme imod, vil det formentlig være lig med FN-systemets sammenbrud og i sig selv være en casus belli for USA.

Nordkorea truer således på flere USA måder. Risikoen for at gå i krig, hvor USA står alene mod Nordkorea. Risikoen for et sammenbrud – ikke alene af den internationale retsorden, men også af USA’s alliancer i Asien.

Da en ikke ubetydelig del af USA’s interesse i Nordkorea netop ligger i at forsvare sine allierede og dermed sin rolle som asiatisk stormagt, har Pyongyang sat et retorisk præcisionsangreb ind mod selve den amerikanske stormagtsrolle
_______

 

Da en ikke ubetydelig del af USA’s interesse i Nordkorea netop ligger i at forsvare sine allierede og dermed sin rolle som asiatisk stormagt, har Pyongyang sat et retorisk præcisionsangreb ind mod selve den amerikanske stormagtsrolle. Dermed taler Nordkorea til en amerikansk frygt for at blive forladt af sine allierede og stå alene på den asiatiske slagmark overfor et stærkt Kina – om Kina så står sammen med eller lige bag Nordkorea er mindre vigtigt i denne sammenhæng (for en version af denne frygt, se romanen Ghost Fleet). Amerikanernes bedste håb i tilfælde af et Nordkoreansk angreb på Guam er således ikke at forlige sig på allierede, som er USA’s traditionelle opskrift på sikkerhed, men på teknologi. Siden november 2016 har USA haft et THAAD-system permanent stationeret på øem – og THAAD er netop designet til at nedskyde missiler. To sådanne systemer er også deployeret til Sydkorea. Hvis Nordkorea måtte sende et missil mod Guam, og THAAD kan skyde det ned, vil det være en demonstration af amerikansk overlegenhed – både overfor Nordkorea og Kina. Men det vil ikke forandre det forhold, at Nordkorea med et angreb på Guam vil have isoleret USA.

Indtil nu har vi trøstet os med, at nok kunne Trump-administrationen sprede kaos i USA og på Twitter, men at udenrigspolitikken var i mere kompetente (og større) hænder. Med Trumps udmeldninger om Nordkorea er dette slut.

Indtil nu har vi trøstet os med, at nok kunne Trump-administrationen sprede kaos i USA og på Twitter, men at udenrigspolitikken var i mere kompetente (og større) hænder. Med Trumps udmeldninger om Nordkorea er dette slut
_______

 

ILLUSTRATION: Trump [3. august 2017, Evan Vucci/AP/Polfoto]